Den nye verden

Stadig lidt omtumlet efter den pludselige omvæltning står jeg og smager lidt på alt det nye omkring mig. Skal lige vende mig til de genvunde kræfter. Har aldrig haft sådan en lykkelig følelse i kroppen, siden den gang jeg var føl, og stadig løb med min mor.

Leventra var en ø, hvor Ava ikke opholdt sig ret ofte, men hun havde opholdt sig her i et langt stykke tid nu, i en søgen på noget helt bestemt, som aldrig lod til at være hvor hun var. Hun kunne søge hele dagen og hele natten og lige lidt hjalp det. Det irriterede hende, og det var med til at formørke hendes ellers så unge sind.
 
De blå øjne spejdede hen over området, hvor Ava lige nu befandt sig. Sommeren lækkede mod enden, og derfor var insekterne også begyndt at blive mere aggressive. De skulle nå at lægge æg der kunne udklækkes når sommeren igen kom frem. Det fik den unge sorte hoppe til at slå et svirp med halen i ny og næ, som strøg gennem luften med en hvislende lyd. Noget opfangede hendes opmærksomhed. Noget fremmed. Lugten af en fremmed, og det fik hende til at vende ørerne for en stund, og være på vagt.

WORD COUNT:158

Koral pruster tungt, efter hånden var hans hoved ved at være friskt igen. Men det gjorde bare plads il at følelsen af tomhed kom tilbage. Dette virkede som et rimelig forladt sted.
Han stod i skyggen for den skarpe sol under nogen træer, der var ved at modne deres frugter, nu hvor sommeren var ved at ende. Koral havde aldrig før oplevet at være helt alene, han havde altid kunne hører de andre.
En brise tager i hans man, og bringer en duft med sig. En han ikke har oplevet før på dette sted. En anden hest.

Koral ryster på hovedet, det må være hans sanser der snyder ham. Han begiver sig et stykke væk fra træerne. Han har endnu ikke været ude og udforske dette sære sted han er kommet til.

Den sorte hoppe søgte i retningen af den fremmede lugt. Hver gang et insekt mente det skulle sætte sig på hende eller bare forsøge at nærme sig hende, slog hun et smæld med halen. De små sorte ører var let vendte, og de blå øjne spejdede rundt. Der! Midt i det hele var den fremmede. Lys, meget lys. Selv var hun næsten helt sort. Han ville være nem at finde om natten i hvert fald. På ingen måde skjult for alle rovdyr der kunne være.
 
Ava sendte et feminint hvin af sted mod den fremmede, der dog også var en smule dominerende. Han kunne lige så godt finde ud af fra starten at hun ikke var en af dem man skulle forsøge at kommandere med. Det var jo ikke alle sjæle der var lige venlige.

WORD COUNT:135

Det giver et sæt i Koral, da han hører en anden hest. Han løfter den lange slanke hals og kigger mod lyden.
Han ser en sort skikkelse et stykke væk. Han svare hende med en venlig brummen. Hans ører vipper et øjeblik. Mens han holder sine krystal blå øjne låst på hende.

Ava var kulsort som natten, kun med et enkelt aftegn – en bred hvid blis, der strakte sig hele vejen ned over den silkebløde mule. De isblå, krystalklare øjne hvilede på den fremmede. Iagttagende og opmærksomme. Hvad var han for en?
 
Hendes skridt var på én gang lette og hurtige. Hun dansede vel næsten hen over jorden. En lille hoppe tog små skridt, men de var ikke så meget mindre end andres. Den sorte hoppe satte dog farten ned et stykke fra den lyse hingst, og stoppede til sidst op. Hun talte dog endnu ikke til den fremmede – for hun ville lade ham få det første ord.

WORD COUNT:106

Koral står og kigger lidt på den lille sorte hoppe. Hun havde samme farve øjne som ham, han smiler lidt, det havde han aldrig set før.
Han tager et halvt skridt frem, vipper lidt med ørene

"Hej... Jeg er Koral, ved du hvad dette sted er for noget?"

Det var noget han længe gerne ville have af vide.
Han svinger halen ovre ryggen, og afventer hendes svar.

Den lyse hingsts spørgsmål bekræftede bare Ava i, at han var ny. Det var i hvert fald ikke et spørgsmål han ville stille, hvis han havde været her i længere tid, eller var født her. Mange kom jo udefra, men nu var der efterhånden et par stykker der var begyndt at stifte familie. Inklusiv hende selv – selvom den mere eller mindre var splittet og nok aldrig ville blive en rigtig familie. Den var i hvert fald alt andet end normal.
 
”Dette land er Andromeda. Det består af flere øer, der hver har sit eget navn, og sin helt egen natur. Ingen af dem er ens. Præcis hvad meningen med dette land er, er der vidst stadig ingen der ved, men der er forskellige bud på forklaringer. Du skal være så velkommen til at komme med dit eget forslag, for det kan være lige så godt som alle de andres”
 
Hun betragtede ham for en stund, mens hun talte, og kastede blikket rundt da hun havde afsluttet sidste sætning. Der var jo nogen der mente det var en ny chance for at gøre noget godt i et liv der måske havde været skidt. Andre der mente det var en form for redning – at man blev sendt hertil i stedet for at gennemgå en grum skæbne hvor man før befandt sig.

WORD COUNT:219

Koral betragtede den lille sorte hoppe mens hun snakkede. Der var noget tungsindig over hende, hvilket gav hende en helt bestemt og smuk udstråling.
Han rejste svane halsen og tog et par skridt tættere på hende.
"Så det vil sige, at mange der er her, er kommet her til på denne mystiske måde? Er du også det?"
Han smed halen over ryggen og vippede hovedet til siden mens han ventede på at hoppen svarede.

Den unge hoppe betragtede den lyse skikkelse. Han virkede ikke farlig på nogen som helst måde, og derfor kunne hun også være en smule mere rolig. Dog tillod hun aldrig sig selv at slappe helt af, for hun var altid på vagt over for omgivelserne. Man vidste aldrig hvad der kunne gemme sig i skyggerne, eller hvilke skygger der lyttede med? De isblå øjne flyttede sig fra hingsten for at iagttage omgivelserne, mens hun forsøgte at forme et svar til ham.
 
”Jeg ved ikke hvilken besynderlig måde du kom hertil på. Der er mange der er kommet andre steder fra, men ikke alle er havnet her på samme måde. Eller af samme grund. Alle har deres historier”
 
Noget lidt mere sørgmodigt gled ind over den sorte hoppe. Hvorfor hun var her vidste hun ikke helt. Hvorfor var hun havnet her, og ikke Arc? Hun havde jo været her i noget tid nu, men stadig ikke fundet ham, på trods af hun havde ledt over alt efter sin broder. Hvad meningen var med hendes tilstedeværelse her var, vidste hun ikke. Hun havde været her til at sørge for hendes anden broder kom hertil og dermed skånede både hans og hendes moders liv – men hvad med nu? Hvad skulle der ske nu?

WORD COUNT:210

Koral lagde mærke til at noget kastede skygger over den kønne, lille, sorte hoppes sind. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende med sine himmelblå øjne. Solen spillede i hans perlemors farvet pels, og en brise tog blidt i hans man og hale.

Han brummede forsigtigt til hende, og rakte den røde mule frem og puffede venligt til hende.
"Er der noget i vejen? Du ligner en der bær' på nogle tunge tanker"

Han kendte knap nok hoppen, men det kan altid være rart med nogle øre der bare lytter til ens tanker.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Den nye verden Den lille brise legede med de lange lokker i Avas man og pandehår – og halen også. Men den var ikke kraftig nok til at trække i den og få det til at flyve ustyrligt ud til alle sider. Det måtte være den forsigtige brummen der bragte den sorte hoppe tilbage til den virkelige verden, i stedet for at kredse rundt sammen med de mange tanker inde i hendes hoved. Hans venlige puf gengældte hun ganske kort, inden hun rystede på hovedet.   ”Vi har alle gjort noget vi ikke er stolte af, noget som har defineret os som dem vi er i dag – og noget som tynger sindet. Nogle ting kan ikke ændres, eller gøres om. Det er bare noget vi må leve med”   Skylden var noget hun måtte leve med – selvom det ikke kun var hendes skyld. Hun bar stadig noget af den, for hun kunne være blevet hos de andre, og så ville Arc ikke have fulgt efter hende. Med et tungt suk og en lille feminin brummen skubbede hun det lidt på afveje for ikke at være en total lyseslukker, og de isblå øjne fandt over mod den lyse hingst igen.   ”Hvordan kom du hertil?” word count, 197

[/td][/tr][/table][/center]