Well...?

Rhada
Life sort of a mess, you know, but how would it be...

Langsomt sivede lyset ind gennem øjenlågene, mens de sagte lyde snoede sig ind gennem ørerne. De andre sanser vågnede også langsomt op til dåd, men opfangede langt fra så meget. Et øjeblik sitrede det brune skind, før vejrtrækningen satte ind med et gisp og så fik den overraskende store brystkasse til at hæve og sænke sig med et stabilt tempo. De lyserøde næsebor dirrede let for hver gang luften blev suget ind, for så kort efter at komme ud igen samme vej. Langsomt, men støt, syntes sjælen at vågne fra en årelang søvn.
Et ryk. To ryk. Tre ryk. Med et fnys hævede den spraglede hoppe sit hoved og glippede langsomt med øjnene i det stærke lys. Uden tøven strakte hun sine utroligt lange forben frem, før hun trak sig op på benene. Eller i hvert fald prøvede på det. Så hurtigt som hun havde prøvet, fandt hun sig selv tilbage på jorden, med et sæt forben der ikke syntes at ville bære hendes vægt. Langsomt gik verden omkring hoppen op for hende, men hun tillagde den ingen betydning for nu. Med et undret blik vendt mod sine forben, fik hun skubbet sig op at stå igen, men det føltes ikke som det plejede. Hendes ben føltes.. svage.. anderledes. Forkerte. Kort svirpede hoppen med halen, før hun endeligt lod sit blik glide henover omgivelser.
Intet virkede forandret: det virkede nærmere som det altid havde været. Undersøgende lod hun sin mule søge henover græsset og fandt ej heller her noget, der afveg fra hvad hun huskede. Men hvad lavede hun dog her? Hun plejede da aldrig at opholde sig her? Det var ikke fordi hun ikke brød sig om skovsøerne, men ærligt talt for skovenes bunde, fyldt med blade og andet ragelse, ikke hendes yndlingsområder. Med sit hoved godt hævet, som altid, lod hun sit særprægede vrinsk lyde. Mon Mran var i nærheden?

...if everything was perfect?

Den spralske sjæl Drezar havde endelig fået bevæget sig til øen Leventera, som han endnu ikke rigtig kendte til. Men på den anden side, så kendte han ikke rigtig til så meget i dette land, for endnu var han det man ville kalde en ny sjæl på disse kanter; fremmed for mange, fremmed for landet. Men det afholdt ham ikke fra at lade som om han ejede det hele; sådan kunne han meget let fremstå i hvert fald, for under det spraglede skind, lå en sand hingsts personlighed. Han var typen der nød at være øverst i hierarkiet, især efter at være blevet underkuet i sine unge dage – men dog var han ikke en hingst, der var urealistisk. Han vidste, hvornår han have muligheden for at tage førstepladsen, og ligenu, hvor han vandrede her alene, ja, da kunne han sagtens stråle som en lille konge, selvom han nu ikke var det. Med et fornøjet udtryk betragtede han det græsdækkede landskab, som så så indbydende ud, og alt imens han tog alle de nye indtryk til sig, blandede duften fra en fremmed sig med græssets lokkende, sult-frembringende duft. Med det samme rykkede han sit hoved op og rettede sine krogede ører fremad, så tippen på begge ører ramte hinanden midt over hovedet på ham, og udsendte et umådeligt hingstet vrinsk, som svar på den tone der nu lød. Tydeligt hoppe. Hans flanker dansede næsten under den voldsomme bevægelse som han foretog sig, da hans stemme lød, og snart var han på vej imod den fremmede hoppe på lange ben, med flydende og fyrrige bevægelser.
Drezar tilhørte en race med et meget tydeligt særpræg, nemlig disse ører – men hoppen der snart fangede hans blik, havde en om end mere særpræget farve en den spraglede sjæl selv og hendes bygning synede endnu mere ørkentype end hans egen. Forundret stoppede han et øjeblik, hvorefter han med fornyet gejst satte i spankulerende skridt imod denne fremmede hoppe med rejst hals og nakke; alt imens gentagende hingstede brum forlod hans strube, for at fortælle denne fremmede hoppe, at her kom altså en rigtig hingst.

Der gik ikke længe før et svar blev modtaget, men uanset hvilken hingst dette kom fra, så var det bestemt ikke Mran; hvilket held hun dog havde med sig! På denne tid var enhver anden hingst end ham til at foretrække, for ærligt talt følte hun ikke for at trækkes med ham gennem endnu en sæson. Ikke at det nogensinde var blevet til noget, men man vidste jo aldrig med ham.
Hingsten der kom til syne, og dermed måtte være ejeren af den hingstede tone hun havde hørt før, var næsten så spraglet som hende, selvom hun tillod sig at mene, hun nu bar kønnere aftegn. Et skævt, halvgemt smil smøg sig om hendes mule, mens ørerne blev rettet mod den særprægede hingst. Hans bygning var nok det der fangede hendes blik mest; hvor var den fremmedartet. Og de ører? Det måtte vel være en spøg og alligevel måtte hun give ham, at de var noget unikke. Da hingsten valgte at spankulere mod hende, forsvandt al synlig interesse dog, men man skulle ikke tage fejl. Rhada fandt skam denne fremmede hingst ganske interessant, men hun viste det ikke: det var langt sjovere at se hvor langt de ville gå, i forsøget på at fange hendes opmærksomhed og dermed vinde hendes gunst.
Rhada svang næsten kedsommeligt med sin tvefarvede hale, før hun lod den hænge i en let hævet position. Hendes forben virkede stadig svage, underligt nok, men hun huskede ikke at de havde været sådan dagen før? Hendes sprint måtte være halet ind på hende, huh? Trods hun havde ladt den synlige interesse forsvinde, forlod et feminin brum hende, med en undertrykt, kælen tone. Bare for lige at sørge for at hingsten ikke tabte alt modet.

Pirrende var det, da den ellers opmærksomme hoppe vendte blikket væk; lod halen svinge, ganske fredsommeligt bag sig og ellers lod til at have tabt al interesse i det selskab, som den spralgede Drezar var ved at give hende. Hans krøllede ører blev snart trykket en smule irritabelt bagover, over den ligegyldighed han pludselig blev mødt med; de selskaber han havde gjort sig i dette land, havde alle virket interesseret fra start af, og de hopper han havde beskuet i sit gamle hjem, havde heller ikke været blufærdige af sig, men denne hoppe lod til at være anderledes. Dog havde han instinkter, der talte ganske højt, og dermed lod han sin bagpart arbejde mere, så forparten kunne rejses i de sidste skridt hen til den spraglede hoppe, der med betagende skønhed havde indtaget landet. Han gav to hingstede hyl fra sig, med en undertone der bar præg af dominans, og inden længe trippede han en halvcirkel omkring hende, endnu med rejst nakke og hals, imens hans blik ikke veg en tomme fra denne langbenede hoppe. Han havde set skønhed før, men ikke på hendes måde – anderledes, var hvad hun var, ganske simpelt. Da han først havde udført sin halvcirkel om hende, lod han sine forben sparkes frem i den tomme luft foran ham, men ikke imod denne fremmede hoppe, nej. Skråt væk fra hende, således at hun stadigt ville kunne se at han kunne bevæge sine ben. Da først han endnu stod med alle 4 på jorden, vendte han forparten imod hendes hoved igen og med hvælvet, spændt hals rakte han nu sit hoved ud imod hende, for at snuse til hende. Igen lød de dybe brum fra hans strube, hingstede og fortællende; hans interesse var vakt, og han skulle skam nok fortsætte ihærdigt til han vant hendes.

Et skævt smil indtog hoppens lyserøde og hvide mule i smug; hingstens havde virkeligt høje tanker om sig selv. Hvorvidt de var berettigede kunne hun ikke sige endnu, men en smule højrøvet virkede han vel. Snart indtog to, hingstede hyl luften og et øjeblik dirrede hoppens ører, før de blev vendt let tilbage. Da han nu begav sig rundt om hende i en halvcirkel, vippede hun et øre efter ham og hævede et øjeblik det ene bagben; hans dominans var direkte forbundet med hendes lyst til at losse ham og det kunne han lige så godt vide fra starten. Som sådan var Rhada ingen hys hoppe, men man var vel stadig en hoppe, ikke sandt? Man havde stadig sin anstændighed.. et eller andet sted var den i hvert fald.
Den fremmede, spraglede hingst sparkede nu ud med sit ene forben gestus der fik hoppen til at piske med halen, før han så tilbød hende sin mule. Villigt strakte hun sit hoved frem mod ham, indsnusede lugten af hingst, rigtig hingst, før den ellers rimeligt rolige opførsel forsvandt som duk for solen. Uden tøven og tegn, forlod et hoppet hyl den spættede hoppe, før et ben blev losset halvvejs op mod hingsten hoved. I samme bevægelse dansede hoppen et skridt tilbage og vendte siden til ham; halen piskende bag hende, før den blev hævet i en høj position. Hovedet sad højt på hendes slanke, udstrakte hals. Et drillende, udfordrende smil sad om den smalle mule.
Han skulle ikke tage fejl, for han var jo interessant i hendes øjne, men han ville heller ikke få det let. Jo mere interessant hun fandt nogen, jo sværere ville hun gøre det for dem. Det var en omvendt måde at gøre tingene på, for hvis hun fandt nogen uinteressante, så kom de hende oftere nærmere uden problemer. Det var bestemt en sær måde at gøre tingene på, men samtidigt en måde, hvorved hun ikke opildnede sig selv omkring de forkerte. Ja, den spraglede tænkte skam tingene igennem. Sådan.. en gang i mellem i hvert fald.

Den spraglede Drezar, hvis indafvendte ører efterhånden var sat i hak, fremad, brummede dybt og hingstet da hans mule endelig søgte hoppens korpus. Hun havde vist tegn på, at hans attitude, den hingstede og dominerende attitude var en der fik hende til at afvise, men han havde skam ikke givet den op endnu – og ville heller ikke ændre på sig selv, selvom det var fristende, når hoppen bar dét udseende som denne gjorde. Hun havde nu fokus på ham, og med en nærmest blid føring af mulen var de nu nær hinanden, og hurtigt blev der udvekslet informationer, dufte og indtryk. Dog skulle man ikke forveksle denne hoppe med hvilken som helst hoppe, for ligeså hurtigt som hun havde vendt fra ligegyldig, til indbydende, vendte hun nu til direkte afvisning. Et hyl og forben blev slynget efter ham, men hans reaktion var egentlig ganske rolig – for i stedet for at hyle ligeså højt igen og slå forben frem, som han ellers var fristet til, brummede han blot en smule dybere og pustede sig mere op. Hans krop forblev rolig og da først hoppen havde taget sine dansetrin til siden, trådte han de to skridt efter med endnu mere rejst hals og ryg. Han var ikke den bredeste af bygning, men hans muskler var velansat, og af racen var han en godt, rigtig godt sammensat hingst, så han vidste at han havde noget at vise. Med overbevisende halsføring strakte han endnu engang mulen imod hende, da han havde indhentet den afstand der var imellem dem, og med en meget dyb og maskulin røst, der i den grad bar præg af den sprøde, ja nærmest lækre stemme, der gemte sig i hans strube prøvede han nu endnu engang at tilnærme sig hoppen med mulen som før. Hvis hun agerede på samme måde, som hun havde gjort før, ville hans iltre sind nok blive tændt nok, til at agere som han egentlig havde lyst til før; men han prøvede at beherske sig og vise det overskud, som han havde – og som i mange sammenhænge havde ledt ham til sejren i sidste ende.

Der var ingen tvivl om at den gyldenbrogede hingst, hvis ben og hoved bar en næsten sort nuance, var hvad man ville kalde en "rigtig hingst". Han fortjente skam hendes selskab, hvis man kunne sige det sådan, så det var vel blot en smule synd, at den spraglede Rhada ikke følte for at give ham det. Det var han lidt for interessant til at modtage bare sådan lige uden videre. Nu hvor hun næsten ingen reaktion havde fået fra ham første gang, kunne man måske tro, at hun ej ville gøre det på ny. Ville lade ham komme nærmere denne gang og blot forholde sig roligt, som hun kunne engang i mellem, men nej. Nej, nej, nej. Sådan spillede, sådan legede, Rhada ikke. Det var for nemt, for enkelt; for åbenlyst. Så da hingsten nu brummede af hende, lod sin tiltrækkende, maskuline tone lyde, sendte hun ham en feminin tone tilbage. Indbød ham til det, hun uden videre ville afvise såsnart han kom blot en smule tættere på.

Rhada havde sine særheder, specielt hvis man kom hende nær, men trods dem kunne hendes opførsel være sær. Forvirrende. Det ene øjeblik kunne hun være indbydende, lade sine særpægede toner tiltrække sit selskab, men i det næste blev hun hys og ville give et hyl fra sig. Oftest havde dette en negativ effekt, bragte noget vredt frem i de fleste, men Rhada frygtede det ej. Hun ventede, så frem til det øjeblik hvor det gik op for vedkommende, at det hele blot var en leg. Et skuespil. En lille test for at se om hun kunne køre de interessante helt op, for at se om de formåede at se gennem vreden.

Uden tøven forlod endnu et hyl den brunbaserede hoppe, men intet forben blev sparket frem. Det blev hævet, for så at blive banket i jorden igen, mens hovedet blev trukket tilbage, væk fra hingsten. På ny piskede hoppen med halen, før hun med en sært-hoppende gangart bevægede sig et par skridt væk. Bare for lige at lægge en smule afstand mellem dem. Ville hingsten forstå spillet eller lade sin vrede løbe af med sig?

Han havde nærmet sig igen, og nu hvor hendes tillokkende stemme lød, blev han indgydet håb om, at hun faktisk ville tillade ham at komme hende nær nu; men håb og virkelighed var ofte to forskellige ting, og det viste sig også at gøre sig gældende her, for i og med at han skulle til at røre hendes mule, for at stryge hende op langs siden af hovedet, kom hylet. Han hev øjeblikkeligt sit hoved til sig med et hyl, der denne gang ikke kunne holdes tilbage – hun var en sær hoppe, en stædig hoppe, men selvom det irriterede ham, tirrede ham, at hun var sådan, gjorde det skam også blot spændingen større. Et tirrende stejl endte med at gå gennem hans krop og hans forben blev hamret i jorden med endnu et hingstet hyl; det var en lille smule irriterende at hendes afvisninger blev ved med at komme. Hun lod endnu engang afstand lægges imellem dem, med bevægelser kun en hoppe kunne fremvise, og det var fristende at lade hans frustrationer gå gennem kroppen i et udbrud af bevægelser, men efter en dyb indånding og beslutningen om at køre videre med den overbevisende, overlegne holdning, der ikke lod sig gå videre på af hendes tirrende udbrud, spankulerede han ganske fyrrigt efter hende igen, uden at eksplodere i buk og stejl. Dog var hans skridt så faste, at man skulle tro han prøvede at træde igennem jordens overlag, der holdt ham fra at falde uendeligt; han var tændt, det kunne man mærke, men det gjorde ham kun endnu mere hingstet at se på; ikke at man nogensinde var i tvivl, men nu var prikken over i’et sat.
Han kom nu hen til hende igen, og i stedet for at præsentere sin mule til hendes igen, gik han så tæt at han kunne skubbe til hende med sin skulder, hvilket han da også gjorde. Forsigtigt, men bestemt – for nænsom var han, galant var han, når det kom til nærkontakt med hopper. Men ved at vise denne beslutsomhed, håbede han på at han kunne afholde hende fra at stikke af – og gjorde hun, ja, så blev han ved. Han var trods alt en hingst med tålmodighed, når det gjaldt hopper, hvilket nok var en ganske heldig egenskab, set fra hans side af.

Et skævt smil lagde sig om hoppens mule, da hingsten endeligt brød ud i et hyl. Så man det, kan kunne! En drillende, lavmældt brummen lød for hoppen selv, før den blev overdøvet af endnu et hyl da hingsten landede på sine forben på ny. Igen piskede hoppen blot med halen, før hun kort knejsede lettere provokerende i nakken. Det var ikke uset for Rhada at drille eller provokere dem hun fandt interessante, til punktet hvor de var på nippet til at gå, men hun følte ikke helt for at gøre det i dag. Det var trods alt en fremmede i hendes land, så han skulle da have en god modtagelse.. hvad der efter hendes standard i hvert fald var god.

,,Calm your hooves, Boytoy.''

Hendes stemme var lavmældt og bar tydeligt præg af en accent, der var mere end fremmede i dette land, som hun troede var sit eget. Endnu mere fremmede, var ordene dog. Hun forstod dem, men gjorde han? Da hingsten nu syntes at formå at tæmme sin vrede og spankulere over mod hende, med vreden indeni i stedet for uden på, vippede hun blot sit hoved en smule på skrå. Hun havde vidst fat i en 'vulkan', huh? Interessant. Ganske interessant.

Et øjeblik prøvede hoppen sit trick en trejdegang, for tredje gang er jo kendt som værende lykkens gang, men nej. Hingsten gik blot over til hende og skubbede til hende med sin skulder. Et øjeblik kneb hoppen sine øjne sammen, så ned på hans skulder og så op på hingsten igen. Langsomt, men tydeligt skeptisk og modsigende, hævede hun et bryn, før hun uden tøven skubbede tilbage med sin egen skulder. Hvad troede han lige han havde gang i, hva? Et let fnys forlod hendes smalle mule.

Hans skub havde ramt hende, gået ind, blidt dog og galant, men virkningen var ikke helt hvad han havde ventet.
Hendes stemme lød, med ord på et sprog han havde hørt før, men aldrig lært at forstå; ord, der med en accent virkede så eksotiske og fremmede, men essensen af dem mindede ham alligevel om noget hjemlidt; de forskelle i folk og heste han havde mødt på de måneder, hans hjem havde været et rokkende skib, der spredte rædsel på de 7 have.
Med en dyb røst mødte han hendes blå blik, der med en ganske særlig intensitet fangede ham på stedet. Han var klar, klar til både dans og det der måtte følge, men da han skulle til at røre hende på halsen, gjorde hun igen med et skub, af mere skeptisk karakter. Dét tændte et punkt i sindet på ham, som man måske ikke lige havde regnet med. I stedet for at se det som en avisning, en tilbagegang, trak det ham blot tættere på, mere intenst.

,,Ord med tunge jeg ikke forstår, aye, men bekendt tone.”

[/center]

Mumlede han for sig selv, med den nærmest sprøde stemme. Hans stemme var meget speciel, ikke som nogen andens, men på den anden side, var ingens stemme vel lig hinanden. Hans blik veg ikke et øjeblik fra hende, men havde fængslet sig på hende for længst, og trods hendes fnys, der viste utilfredshed med hans handling havde lydt, trådte han endnu engang nær, så nær han kunne og løftede halsen op i en højde der tillod ham at snuse hende ved manens møde med halsen. Den duft der ramte hans næsebor – hoppe. Hoppe i den gode tid. Lidt efter lod han mulen krænges helt i vejret for at flehme; duften af hende, hang i hans næsebor og det var ikke fordi han frivilligt lod den gå. [/blockquote][/size]

Hingsten var virkelig ikke sky af sig. Da hun havde skubbet til ham, kom han blot tættere på; en tilnærmelse der fik hoppen til at vende sine ører en smule bagud. Sådan som han fængslede sig selv i hendes blik, holdt hun hans fast i et jerngreb. Noget gnistrede i de blå øjne, men det var ikke descideret farligt. Ved hans ord forsvandt det dog, blev erstattet af en forvirring over at hun ej forstod ordene. Hvorfor... hvad? Disse nye ord fik hende til at spidse ører, men det gik vidst forbi hingsten, for han trådte blot nærmere.
Rhada hævede sit hoved så højt som det kunne nå, hvilket faktisk var et stykke højere end hingsten, men det var blot naturligt siden hun var større end ham. Hun var ikke lille for sit hjemland, men stadig var det en sjældenhed at hun var så meget højere end hingstene. Hun tillod ham at komme nær denne ene gang, men hans reaktion fik bestemt hendes hoved ned. Næsten inden han havde fået at krænge sin mule, snappede den stortset manløse hoppe efter den. Ohohoh, der skulle han ikke gå hen.

,,Don't test Faith.''

Ordene kom samtidigt med at hoppen flyttede sig væk fra hingsten med et par dansende skridt, som dog koncentrede sig mere om bagpart end forparten, så hun derved vendte sit hoved og sin bringe mod ham. Hovedet blev på ny hævet højt, før det blev drejet en smule på sned. Han skulle ikke få de mindste, gode ideer. Ikke i denne tid. Nope.
Som sådan brød Rhada sig ganske godt om føl, men at få et selv? Hah! Hun havde knap nok set sin fjerde sommer. Hvem ville være dum nok til at, på det tidspunkt, prøve at tage vare på et føl? Bestemt ikke hende. Desuden, hvad ville de ikke sige? Ikke at deres mening betød så meget, men stadigvæk... et føl var ikke just hvad hun gad bringe med sig tilbage.

[/blockquote][/size]

Hans krop havde nærmet sig igen, denne langbenede og eksotiske hoppe, og da han kom hende nær igen, reagerede hun igen ved at vige, men denne gang blev hendes ben stående, og det var halsen, hovedet hun flyttede fra ham; hun blev ved, ved med at flytte sig, men han så et fremskridt nu, og med hun ikke dansede væk.
Da hans mule strøg mod himlen, sendte hun et nap ud efter den, og ganske provokerende vinklede han blot hovedet, således at hun måtte ramme på siden af mulen, så han kunne holde på duften så længe han nu kunne, ja, så stædig var han.
Snart endte det dog med, at hendes stemme sang ord igen, ord der snoede sig omkring hans hjerne, skabte forvirring og interesse, for ordene blev sagt med accent der på nogen måder lød bekendt og så alligevel så fremmed. Han prustede dybt og hingstet, da hans mule havde sluppet duften i næseborene og snart efter gumlede han ganske kort, som skulle han lige sluge de informationer han havde fået på ganske kort tid. Hans ører forblev fremme, selvom hendes havde søgt bagud, og selvom hun ikke just så ud til at være glad for hans reaktion. Han var jo hingst – så hvorfor skulle han skamme sig? Han slog to gange med hovedet, hvor særlige aftegn sad prydende, inden han med den sprøde stemme valgte at snakke igen, tydeligt med en røst hun nok ikke forstod?

,,Dine ord forstår jeg ikke. Test – det kender jeg. Teste hvad? ”

[/center]

Endnu engang snakkede han mest til sig selv, end til hende, fordi han prøvede at finde hoved og hale i hendes ord. Hun snakkede om ’test’ – men om det var negativt ladet eller positivt kunne han ikke greje. Den måde hun havde fremsagt det på lød negativt, som var det noget han netop ikke skulle teste; men det fik ham blot til at ville prøve igen. Han trådte ét skridt nærmere, med den oprigtige mandige aura han havde og derpå rakte han endnu engang halsen imod hendes hals, der nu var frontet imod ham – hun lod absolut ikke til at være langt nok i brunsten til at ville lege dén leg, og så vidste han godt slaget var tabt. Hvis hun ikke var langt nok alligevel, kunne det jo også være ligemeget.
Han søgte at stryge hende over halsen nu, ganske sensitivt egentlig, for at ville teste hendes ’grænse’ for personligt rum. Gjaldt den også hendes forpart? Eller var den kun beskyttende om hendes bagpart?[/blockquote][/size]

Hvem var han? Eller måske rettere hvad var han? For han var i den grad ikke herfra, på ingen måde herfra. Han kunne end ikke være fra Sydøst, for der forstod de hendes ord til en så stor grad, at kommunikation kunne gå uden de store problemer. Der var misforståelser i ny og næ, men de fleste budskaber gik igennem uden problemer. Kom han fra Store Hav? Næppe, for ingen havde nogensinde svømmet så langt og han var kommet fra den stik modsatte retning. Rhada var i den grad forvirret nu og hans ord yderliggjorde blot forvirringen, for igen forstod hun intet andet, end at han gentog hendes ord.
Et fnys forlod hende, da han nu trådte mod hende på ny og ligefrem prøvede at stryge hende over halsen. Med ørerne vendt tilbage, snappede hun efter ham på ny; både i oprigtigt afvigelse, men også med den drillende undertone. Sært nok. Hendes bevægelse blev dog aldrig rigtigt ført til ende, da hendes blik ramte noget der ikke passede ind. Det.. passede ikke sammen. Først kneb hun sine øjne sammen, før de så langsomt blev spærret op før hun lige så langtsomt hævede sit hoved. Hvad...? Hvorfor stod det der? Hvorfor manglede det?
Uden at lægge det mindste mærke til hingsten længere, trådte hun fremad, væk fra ham og lod sit blik glide henover omgivelser, pludseligt i tvivl om hvorvidt hun egentligt vidste hvor hun var. For det passede da ikke ind? Inden længe flakkede hendes blik fra den ene forkerte ting til den næste, mens forvirringen blot blev større, før den nærmest lyste ud af øjnene på den unge hoppe. Hvordan var hun...? På ny rettede hun blikket mod hingsten, før hun kneb sine øjne sammen igen, nærmest som om hun mistænkte ham for noget, for så at ryste på hovedet af sig selv. Selvfølgelig havde han ikke noget at gøre med det! Det var en latterlig tanke.

,,Where... Where am I?''

Som hans ord havde været rettet mod ham selv, rettede hun sine mod sig selv, for hun synligt lod sine skuldre falde en smule. Hvor pokker var hun endt?

Mens hingsten forsøgte sig igen, og hun endnu engang drog til afvisning, var det som om noget gik op for den eksotiske hoppe. Som om hun pludselig blev klar over noget, hun havde undertrykt i længere tid. Drezar havde tidligere lavet nogenlunde samme reaktion – for da han var kommet til dette sted, kunne han ikke forstå det; for det sidste han huskede, var følelsen af at synke. Pludselig havde han været her, følt han havde været her altid, og pludselig var noget andet gået op for ham. Han strøg til en kort prusten, inden han med hvælvet hals drejede omkring, da hun trådte forbi ham med øjne, der søgte svar. På hvad præcist kunne han jo kunne han jo kun gætte sig til, men noget besynderligt lå over hende, hoppen der før havde været afvisende, drillende, provokerende; tiltrækkende i ét ord.
Han lagde hovedet let på sned, mens han betragtede hendes bevægelser, harmoniske og elegante, men samtidig spændstige. Snart lød hendes stemme igen, med de ord han ikke forstod; og dog. For netop de ord hun nu sagde, gav mening i hans hoved. Han huskede engang at have hørt noget der lignede det hun sagde. Where .. Han var ret sikker på, at folk på havne havde spurgt hvorfra skibet han var med kom fra; og ordet de som regel brugte var ’where’. Som gik et lys op for ham hævede han hovedet øjeblikkeligt med det ivrige, hingstede blik i de klare øjne; nu kunne han give et svar der gav mening, i stedet for at snakke for sig selv. Hans tidligere tanker om at finde ud af, hvad hun ikke ville have han skulle teste var væk. Nu gjaldt det om at få fat i hendes sind, snakke med hende.

,,Aye godt spørgsmål. Et land der ligger langt væk fra det vi kommer fra, kan jeg gætte mig til – og navnet på dette land, har jeg ladet mig fortælle, er Andromeda. Du er i Andromeda”

Han sagde det langsommere end han normalt ville, fordi han vidste at de to ikke snakkede med samme tunger; samme sprog. Han gentog også landets navn, for at understrege at det var hans egentlige svar, på det spørgsmål hun havde stillet, som han faktisk forstod. Hans meget skiftende kulturelle baggrund havde alligevel givet ham ting han kunne bruge videre i livet, selvom han havde forbandet den skæbne han havde fået langt, langt væk. Med en dybere, hingstet røst trådte han nu nærmere igen, dog langt fra så oppustet som før. Men som en gnist lå det i ham endnu, der til hver en tid kunne blusse op til et flammehav igen.

Rhada svirpede med halen, næsten vredt i sin forvirring over hvorfor tingene ikke var som de havde været. Hvorfor var hun her? Hun var en af de hopper der lod forvirring gå over i vrede, før hun kunne acceptere et faktum. Pludseligt hævede hun sin forpart delvist op, lod hovene skubbes væk fra jorden, før hun så hamrede dem ned i jorden igen og et øjeblik trippede med bagbenene. Igen blev der smældet med halen, før ørerne så blev vendt mod hingsten da han pludseligt sagde noget igen. Sagde meget. Ordene gik ind af det ene øre og ud af det andet hos hoppen, før det var som om hendes hjerne slog om. Gik over til hans sprog, eller måske rettere bare pludseligt forstod det. "...er Andromeda. Du er i Andromeda." Andromeda... Alt det andet var gået forbi hende, men hvordan i alverden var hun endt i Andromeda? Hvor end det så var, så var det i hvert fald ikke hendes land! I sin hidsighed over sin egen forvirring, glemte hun faktummet af hun rent faktisk havde forstået hingstens ord, hvor hun før ikke havde fattet noget som helst.

,,Whoa, Whoa there Boytoy. Whad dou sayde?''

Ved sine egne ord stirrede Rhada blot ned på sin egen mule, tydeligvis i en tilstand af total forvirring, vantro og var det et snert af frygt? Njarh, nok nærmere bare forvirring til punktet hvor det kunne føles skræmmende. Sådan stod hun nu blot og stirrede, fuldstændig ude af stand til at fatte hvad hun selv lige havde sagt. Alligevel gav det på et eller andet punkt mening. Det var en smadret-sammen-hybrid af hendes sprog og hans, men hvor var det kommet fra? Rhada havde ikke den ringest anelse. Med en hovedrysten fik hun sig selv ud af at stirre ned på sin mule og var dermed i stand til at se over på den spraglede hingst. Havde han fattet et ord af hendes omvendte, smadrede sammen sprog der var opstået ud af absolut ingenting? Uanset om han gjorde eller ej, så forstod hun i hvert fald hans sprog, selvom hendes tunge vidst ikke just kunne finde rundt i hans, men igen, var det ikke forventeligt når man havde lært det på et øjeblik uden at vide hvordan?