Well...?

Forvirringen lod snart til at være totalt. Den eksotiske sjæl lod på nogle punkter til ar høre hvad han sagde, og så alligevel ikke, for hun så ikke ud til at få fornemmelsen af rent faktisk at have fået svar. Drezar, den spraglede sjæl, kunne ikke rigtig se hvad han kunne gøre – for så megen håndtering af hopper havde han heller ikke haft i sit liv, der for det meste blot havde involveret hans folk-makker Thork og snakken over hegnet med hans moder. Så at se denne hoppe, i total forvirring, var ikke lige noget han havde kompetence til at håndtere. Med andre ord lod han hende stå der, indtil hun havde fået samlet nok sammen til at danne sig en mening, indtryk eller undring hun kunne udtrykke – og snart kom ord frem fra hendes mule igen, der nu lød som en god sammerodet blanding af de faste ord hun havde sagt tidligere, og de ord han udtalte sig med. Med et forbløffet fnys, ikke af nervøs eller afvisende karakter, men bare et fnys, hævede han hovedet og så en anelse undrene på hende. Det var først efter han genspillede hendes ord i hovedet, at de gav lidt mening for ham, og med den sprøde stemme han ejede, svarede han hende da igen.

,,Andromeda. Du er i Andromeda”

[/center]

Med til hans ord lod han det venstre forben hæves en smule og hoven over jorden, for ligesom at vise hende fysisk at han mente jorden under dem, landet under dem. Måske hun da forstod? Hans hoved blev holdt en smule på sned endnu, mens han betragtede hendes holdning, bygning. Det var vidst kommet lidt som en chok for hende, at hun var blevet revet væk fra hendes tidligere hjem, ligesom han selv var blevet det to gange – så hvordan hun mon var havnet her, var et spørgsmål der begyndte at vokse i hans hoved – et spørgsmål han da gerne ville have svar på.[/blockquote][/size]

Det var tydeligt at hendes ord ikke gik rent ind ved den før oppustede hingst, men han virkede da til at forstå en smule, selvom Rhada stadig stod og forstod absolut ingenting. Forvirringen gik dog over i vrede igen og hoppen slog på ny med halen i samme sekund, som hingsten gentog sine ord. Ja, hun havde skam forstået at hun var i Andromeda! Det havde været retorisk! Irriteret fnøs hoppen, før hun slog med hovedet og i samme bevægelse drejede forparten væk fra hingsten og lod blikket glide udover området på ny. Nyt hjem, huh? Alle tanker der gik igennem hendes hoved kom med spottende toner; et iltert temperament var vel ikke altid det letteste at leve med?

,,Ieg... I..''

Hendes tunge syntes at slå knude på sig selv og et øjeblik stod hun blot og mumlede nogle spottende skældsord til sig selv. På ny trippede hoppen omkring, tydeligt frustreret, næsten vred, over situationen hun var endt i. Et var at hun var et helt fremmede sted, noget andet var at hendes hjerne virkede fuldkommen tilfreds med at spille hende mere end tusind puds på en gang! Med et smæld fra halen trådte hoppen nu fremad i en pludselig beslutningsomhed. Et skridt. Et mere. Så flere skridt efter hinanden. For fint; hvis det her sted var hvor hun var endt, så måtte hun da hellere se sig omkring, ikke?! Finde ud af en måde hvorpå hun kunne få sin fine bagdel tilbage til hvor den hørte hjemme! Et næsten iltert fnys forlod hende og for øjeblikket havde hun absolut glemt hingsten. Andromeda ville have hende, så det fik det!

Hoppens reaktioner var ikke til at forudsige, det havde han opgivet. Hun var sprælsk, flyvsk, spontan, det var sikkert, og vreden sprang snart over hendes kønne, lokkende skind og prægede hendes korpus. Egentlig klædte det hende, og et øjeblik betænkte han sig slet ikke ved den ligegyldighed der blev udvist overfor ham, for synet var nu godt nok; indtil hun kort tid efter hendes prøvende ord, som nok skulle have været et ’jeg’ vendte om for at gå. Næ, nej, det var noget han absolut ikke brød sig om. Som et lynnedslag fra en klar himmel blussede gnisten i hans indre op og med et opildnet og hingstet fnys sprang han pludseligt efter hende med absolut bestemte skridt. Hun skulle da ikke bare sådan gå?
Med fyrrige krumspring satte han i en stor cirkel om hende, for at prøve at stande den fremaddrift hun havde fået sat i sine ben, så han kunne holde på hendes selskab. Halsen var atter hævet og hvælvet, ryggen båret op og musklerne oprustet til kamp; en kamp om hoppens opmærksomhed, som pludselig lod til at finde selve omgivelserne langt mere .. interessante.
Hans indadvente ører var rettet bagud, alt imens hans strube afgav flere hingstede fnys og brum, der tydeligt markerede hans utilfredshed med at få vendt ryggen til, og i takt med at han kom om hende, forsøgte han også at mindske cirkel for ligesom at fange hende igen; han var ikke en hingst der var bange for at være direkte i hans tilgang til verdenen, og hans tilgang til netop dette.. Ja, den var ganske ligefrem. Hun skulle blive, indtil hun gav udtryk for hun ikke ønskede at snakke med ham længere, fordi hun faktisk havde snakket med ham, og ikke bare fordi hun spontant fik øje på noget andet. En hoppe måtte kunne bevare fokus – eller kunne de?

Ørerne var fladet i nakken mens hoppen vandrede fremad; tydeligvis klar på at tage alt hvad denne nye, forbandede verden ønskede at kaste mod hende. For den var helt sikkert ikke færdig med hende, siden den valgte at slå sig sammen med hendes hjerne og spille hende puds! Hendes skridt kom dog til et brat stop da den spraglede hingst pludseligt kom springende ind foran hende. Et øjeblik blev ørerne spidset i overraskelse, før de så fladede hårdt ud på ny. Hvem... Hvem troede han lige han var? Han skulle da virkelig ikke begyndte at opføre sig som Mran. Det ville være synd! Hoppen smældede på ny iltert med sin hale, før hun forsatte sin gang da hingste begyndte at cirklere omkring hende. Hvem gang hun virkede til at komme ud af cirklen, var han dog foran hende på ny.
Et øjeblik lod hoppen sig fængsle af hingstens udstråling og generelle udseende, før vreden, frustration, overdøvede alting igen. Da han var lige ved at støde ind i hende i sit forsøg på at mindske cirklen, for at få hende til at stoppe gættede hun på, kom et højt, fløjtende hyl fra hoppen og han fik et forben losset med på vejen. Hoven ramte dog ikke, men han skulle ikke prøve at stoppe hende.
I Rhada's egen verden havde hun fuld tilladelse til at gå og komme som hun ville; til at tage imod og afvise selskab på et hvert tænkeligt tidspunkt. Det var selvfølgelig ikke sådan verden hang sammen, i hvert fald ikke for andre end hende. Så nu da hingsten i sandhed prøvede at holde hende fra at lade sin vrede over verden rent faktisk gå ud over verden, så måtte den jo gå ud over ham. Så snart hendes forhov ramte jorden, brugte hun begge hove til at trække sig fremad i et galopanslag; ikke i en galop der gik væk fra ham, men efter ham. Det var hende fuldstændigt ligegyldigt nu, at han var hende overlegen på sandsynligvis alle punkter. Rhada var bare ikke den hoppe man prøvede at stoppe og holde tilbage.

Hoppen blev tydeligt utilfreds – måske vred? – over at han havde afskåret vejen for hende, og hun tøvede heller ikke med at vise det. Det hysteri der snart løb igennem hendes krop, var næsten blændende, for selvom det var negativt ladet, alt hun udviste, beundrede han det alligevel. Den måde hun bevægede sig på, var mindeværdig.
Hun kastede snart både forben og hyl efter ham, og dér trak han dog linjen, nu var det nok. I stedet for dog at gå i kødet på hende, hvilket han sagtens kunne, trods hun havde en fordel i højde, valgte han at udsende et ganske mægtigt, hingstet hyl og da hamre sine forben lodret ned i jorden. Den kraft der lå bagved denne bevægelse udviste i sandhed hvad han kunne. Et langtrukkent fnys forlod hans mule bagefter, imens hans ører var blevet krænget i nakken, således at de kildede ham øverst på den hingstede hals, da hans ørespidser lå bøjet ind over. Dog stoppede hoppen ikke, men satte derimod direkte imod ham i galop, men han blev stående, med blikket rettet direkte imod hende; truende, nej. Han truede aldrig hopper, slog dem aldrig og ville aldrig skade deres krop på nogen måde – men det bestemte look der lå i hans krop, hans øjne, aura, ja, nærmest skreg at hun skulle stoppe den her; og så måtte hun mere eller mindre selv vælge hvordan dansen skulle fortsætte – hvis den skulle fortsætte. Hun havde ligesom vist ham nu, at hun gik nøjagtigt sine egne veje, og hvis man blandede sig i det, gik hun vidst en smule over gevind. Han stod der, forberedt på mere eller mindre at få en hoppe i hovedet, imens han ikke lod blikket vige; han havde vidst rodet sig ud på dybt vand endnu engang, men spændingen og det helt utilregnelige ved denne hoppe tiltrak ham dog også så meget, at han ikke med god vilje ville gå. Faktisk overhovedet ikke gå – ikke før hans nysgerrighed var blevet mættet; og det eneste hun havde gjort, var at få den til at vokse med glubsk hast.

Hingstens hyl fik hende blot til smælde med halen på ny og slå kraftigt med hovedet. Så meget som en vulkan han var, var hun. Hans stampen afskrækkede hende ikke, men hun standsede blot med et kraftigt ryk lige foran ham, så der blot var få centimeter mellem deres næserygge. Luften omkring dem syntes næsten at slå gnistre og hoppen stirrede blot ind i hingstens brune øjne. Holdt hans blik fanget. Blå flammer slog knuder på sig selv i hendes øjne, slynge sig faretruende frem og tilbage, da hun lod et kraftigt fnys gå mod hingsten. På ny smældede hun med halen, før hun trak hovedet op og væk fra ham i et ryk. Hingste! Med det vendte hoppen sig bort fra hingsten og satte fremad i en tydeligt frustreret, næsten hamrende, skridt.
Rhada var vred, faktisk mere end vred, hun var kort sagt pissesur. SÅ meget forvirring og frustration, så at hingsten skulle komme og spille en lederrolle hun på ingen måde havde givet ham var dråben. Havde han gjort det før hun havde opdaget, at alting var forkert, så fint. SÅ ville hun have danset med, leget med, men nu gad hun ikke. Og det var ellers en sjældenhed faktisk, at den brogede hoppe ikke ville lege!
For en kort stund skævede hun tilbage mod hingsten, mens hun tydeligt trykkede sine ører længere ned i nakken. Han skulle ikke følge efter hende.Hvis han først gjorde det, så lovede hun ikke for, at et fnys og et hyl var alt han fik med sig. Nok ville han ikke skade en hoppe, men hun havde aldrig sagt det samme om en hingst. Ikke sagt at hun rent faktisk ville være i stand til at skade ham.

Man kunne vel ikke engang tale om cm, da de to heste nu stod ansigt til ansigt med hinanden. Mulen på den eksotiske hoppe var så tæt på hingstens, at han nærmest kunne fornemme en spænding imellem dem i luften, der kildede ham hen over den følsomme mule.
Det blik, som hoppen havde fanget den spraglede med, dansede som arrige flammer, men det var ikke flammer der var direkte, men passive, i den forstand at hun ikke gik til angreb på Drezar, som vidst havde trykket på de helt rigtige knapper i forhold til hendes temperament. Eller nok nærmere; de helt forkerte.
Hendes fnys fik ham blot til at brumme dybt, sigende og fortællende – han undskyldte ikke, for hans opførsel havde han set som værende helt naturlig; ja, hvis ikke han havde gjort således, ville han mere have reageret som en vallak, hvilket han absolut ikke var – men nu, hvor hun vendte sig bort fra ham på anden gang, rykkede han hovedet en anelse arrigt op og lod sine forben hæves over jorden, for da at hamres ned i den på ny; men fremad kom han ikke. Han kunne ligesom lægge to og to sammen, for dum var nok det sidste han var, og at stoppe hende på ny for at kræve selskab, ville blot endnu ud i endnu et sammenstød. Dog kunne han simpelthen ikke forstå den pli hoppen havde – for bare at gå fra et selskab, det var noget han bare ikke forstod. Han lod hende lægge en god afstand imellem dem, inden han som en hyrdende lederhingst satte efter. Han agtede dog ikke at styre hendes vej, men følge efter, indtil han så sit snit til at generobre hendes opmærksomhed, på et tidspunkt hun nok var mere modtagelig for det – for ærligt, så var hans interesse bare for stor til at han kunne lade hende gå. Tænk nu hvis ikke han så hende igen?

En undskyldning var ikke hvad hun ønskede fra ham; alt hun ønskede var at han skred eller rettere lod hende skride ud og vise verden hvad hun følte om den lige nu! For han var som sådan ikke den hendes vrede kom fra, men siden han ikke tillod hende at lade den gå udover verden, så blev han den det gik ud over. Hidsigt smældede hoppen på ny med halen. Hun havde gjort det mange gange over det sidste, korte stykke tid og havde i den tid faktisk, hvor underligt det end lød, beruset sig selv. Ikke til det punkt, at hun just ville modtage en hingsts tilnærmelser, men nærmere til det punkt hvor hendes allerede elektriske måde at vælge mellem ting på, blev endnu mindre logisk. Til det punkt hvor hun for alvor gik fra en ting til den anden; før havde blot været leg, udfordringer og tests, men nu... nu var det vel blot helvede som sædvanligt.

For et stykke tid gik hoppen blot forsat fremad, stampende og næsten dampende af vrede. I ny og næ forlod et skældsord hendes mule, mens hun forbandede næsten alt omkring sig. Fra græsset hun gik på, til himlen over hende og videre til træerne og de sten, der blot lå blandt græssets strå uden at vide noget som helst. Først da hun vendte sit hoved til siden, for at sende et par smældende ord efter en intetanende genstand på øen, opfattede hun at hingsten fulgte efter hende.

,,You got to be ******* ***** ***** kidding me...''

Med de ord vred hun sine ører i nakken og hævede sit hoved endnu højere, hvis det da var muligt. Kunne han ikke bare lade hende være? Lade hende gå som det passede hende?! Igen smældede hun frustreret med halen, før hun så vendte blikket fremad og stædigt forsatte.

Som han vandrede der, efter hoppen, lod han sin hjerne bearbejde alle de informationer hun havde givet; eller rettere, forvirret ham med. Hun var virkelig ikke som nogen anden denne hoppe, det kunne han let skrive under på – uforudsigelig som havet, oprørsk som vinden og ilter som ilden, og så fandens fascinerende. Men hun virkede samtidig så ufattelig ligeglad med ham nu, ja, nærmest vred over hans ihærdige forsøg på at tilkæmpe sig hendes opmærksomhed, og da det gik op for hende at han fulgte hende, reagerede hun igen kraftigt afvisende; hun ville ham vitterligt ikke. Han hævede øjeblikkeligt markerende hovedet og lod sine forhove stampe i jorden, måske for at fortælle hende at hun bare skulle gå videre, og måske fordi hans arrigskab begyndte at boble indvendigt. Han ville ikke komme nogen vegne ved at fortsætte, og samtidig ville han tabe ved at stoppe; ingen af tingene var begejstrende for den spraglede sjæl med de indadvendte ører.
Han måtte greje denne her, så han kunne gå derfra med værdigheden i behold, og han så til slut kun én mulighed for at undgå at tabe denne kamp, som han havde sat op med sig selv – hoppen synede umiddelbart mere end ligeglad. Hun havde fortalt ham gentagende gange at legen var slut, og selvom han var draget til at følge med, havde fornuften sejret og hormonerne lagt sig.
Hun fortsatte, nærmest uhindret efter hendes lille udfald, og med et sæt sprang han frem i ganske stor galop, direkte forbi hende. Han fortsatte og drejede af til højre, for da at ende med selv at vælge afstanden til hoppen, og dermed følte han ikke, at han havde tabt slaget. Hvis hun havde nogen som helst ønsker om at få hans selskab, vidste hun nu hvor han var smuttet hen af – og hvis ikke, kunne hun fortsætte med at vandre og spankulere som hun havde gjort det før; med ufattelig skønhed.