Silent

(Prøver lige igen og ser om nogen vil skrive )
Koral står og døser hen i et hjørne, det er ved at være længe siden han har set et andet levende individ.
Han er glad for det nye sted, og for at han slipper for at mærke til de skavanker han havde påtaget sig.
Nu har han fundet en plet han finder hjemlig, en frodig oase der munder ud i et ørkenligne landskab.
Han løfter hovedet og mærker en lun brise tag i hans man. Han fylder lungerne og udstøder et forsigtigt søgende vrinsk.

Den gyldne Illana, hvis krop efterhånden havde vænnet sig til de kræfter, der pulserede under hendes skinnende pelslag, havde lagt vejen forbi et ganske fredeligt hvilepunkt på kanten af ørkenen. Over hende skinnede solen kratigt, kastede sine stråler kærligt imod jorden og alle dens beboere; og alt imens tog Illana blot imod. Sommeren var på hæld, det var sikkert, og om ikke så længe ville efteråret farve landskabet om. Med et sagte prusten rykkede Illana sine ører frem; et fremmed vrinsk lød, ikke særligt langt fra hende og kort efter blussede Lyset om hendes hals op. En nyankommen var i hendes nærhed, og med den milde tone som hun ejede, besvarede hun denne fremmede hingst.

Koral spidser øre da han, meget overrasket, hører et svar på sin kalden. Forsigtigt tager han et par skridt frem fra skyggerne under træerne, der beskyttede ham mod solens skarpe stråler.
Hans pels skinnede som perlemor mens han vipper lidt usikkert med ørene, 'hørte han virkelig rigtigt?'
Overstadigt vrinsker han igen, i en høj hvinene tone.
Han tager nogen små hop fremad, mens han svinger halen over ryggen som en fane.

Snart viste en ganske lys hingst sig længere fremme, i nogle lettere kåde krumspring. Den gyldne sjæl lod et smil kærtegne hendes mule, inden hun med en dæmpet tone lod en kalden tilfalde denne fremmede hingst igen; han virkede som en, der havde energi i sin krop, hvilket i sandhed kom til udtryk, og det var noget den gyldne hoppe fandt glædeligt. Snart satte hun imod denne fremmede hingst i en naturligt elegant skridt, uden overdrivelse og påtvungenhed. Stort set alt den gyldne sjæl foretog sig forekom hende naturligt.
Med smilet fortsat siddende på mulen standsede hun på acceptabel afstand til denne lyse hingst med krystalblå øjne og afgav et respekterende nik.

,,Goddag du lyse hingst; mit navn er Illana og jeg vogter Lyset i dette land. Jeg formoder du lige er ankommet til landet?"

Hendes antagelse, som egentlig ikke var en antagelse, havde baggrund i det Lys hun bar i en kæde om halsen. Det vidste, at denne hingst var ny, for det havde selv været med til at byde ham velkommen, da han ankom. Illana, som bar lyset, vidste dermed hvad Lyset vidste - og derfor kunne hun nu byde ham velkommen, som en del af landet.

Hans øjne fangede hurtigt den yndige gyldne hoppe der kom mod ham. Aldrig havde han set nogen bevæge sig så let over jorden. Han glemte helt hvad ord var, mest af alt på grund af glæden ved at se en anden hest.
Da han hørte at hun snakkede til ham, kom han tilbage til sig selv. Hurtigt fik han samlet sig, fra den noget kejtede position han stod i, bare for at se en smule respektabel ud.
Han strakte den lange hals en smule frem.

"Ja, jeg er lige kommet her, men hvordan ved jeg ikke, og hvad dette sted er for noget ved jeg heller ikke...
Jeg er Koral"

Hvad mente hun mon med at være vogter af lyset? Det føltes som havde han hørt det før, men hvor og i hvilken sammenhæng vidste han ikke, det med lyset.

Den gyldne sjæl Illana, som nu havde præsenteret sig overfor den hvide hingst, lod sine ører vippes fremad, lyttende. Snart hørtes hans stemme, og alt imens lod Lyset sine nuancer variere, fra klare og næsten hvide, til de mere afdæmpede gule. Lyset var en størrelse, der altid reagerede på andres tilstedeværelse og deres egentlige natur - og det fandt intet negativt ved denne iøjnfaldende hingst.
Med et smil lod Illana sin mule søge frem og puffe imod hingstens skulder, lige inden han præsenterede sig selv, med navnet Koral.

,,Koral, en ære at møde dig. Hvordan er et spørgsmål du nok aldrig vil kunne svare på, hvis ej du kender det - vi er alle kommet hertil på forskellige måder, nogle med smerte, andre med uvidenhed, og dem igen med glæde. Koral, du er i landet Andromeda, et land hvis beliggenhed ingen rigtig kender. Selv har jeg vandret her en årerække nu, og endnu kan landets mysterier overraske mig. Jeg håber, du vil falde godt til her, som alle andre sjæle jeg har mødt"

Derpå afsluttede den gyldne sjæl sine ord, for at trække hovedet let til sig igen. Hendes blik studerede nøje denne sjæl, Koral, alt imens der blev stille imellem dem. Ville han mon finde sig til rette i dette land?

Koral lytter godt efter de ord den gyldne hoppe siger, hendes svar gjorde det klarer for ham hvad det her sted var.
Han kiggede ud over stedet, her var nu og en gang dejligt, et smil bredte sig langsomt over hans læber.
Han vendte blikket tilbage på den gyldne hoppe, og opdager den lysende 'halskæde' han bar. Hvad var dog det?
Forsigtigt sænker han den lange svane hals og stikker mulen lidt hen mod den, dog uden at røre den.
"Er det den du kalder Lyset?"
Han trækker igen hovedet til sig, og kigger mildt på hende med vippene øre.

Den gyldne Illana lod sit blik studere denne hingst et øjeblik, imens hun afventede hans svar. Snart efter kom det, men det var ikke et svar som sådan, men et nyt spørgsmål, et nyt samtaleemne. Han havde strukket sit hoved ned imod Lyset, der hang om hendes hals, og da hans mule kom nærmere, hilste det ham velkommen ved at lyse endnu kraftigere. Med et smil nikkede Illana ganske kort, inden hendes karismatiske stemme lød.

,,Det, kære Koral, er Lyset. Men det er ikke det hele, for overalt i landet er Lyset, og samtidig er det en del af den sjæl, den evige sjæl, som har bragt os alle her. Jeg vogter dette, og det vogter mig, giver mig styrker og evner, Koral, og det gør mig til en af vogterne. Flere vandre i landet - og hvis du er heldig, vil du møde flere af dem."

Illana prustede ganske mildt, da hendes stemme endnu engang standsede. Denne hingst, Koral, virkede ikke umiddelbart utilfreds med at være landet her, hvilket jo var et godt udgangspunkt for hans videre eksistens her i landet.

Koral blev stille et øjeblik. Hoppens spørgsmål var ganske gået overhovedet på ham, da han opdagede Lyset. Men det er nu og en gang ganske normal for ham at være en anelsen distræt.
Han stod og tænke lidt over hendes svar, og hvad hun ellers havde sagt om dette sted. Det var ihvertfald noget han skulle tænke over. Men indtil videre har han kun været glad for Andromeda.
Og hvis denne kønne gyldne hoppe siger der befinder sig flere her, så kan det jo kun blive bedre.

Den hvide sjæl, der bar navnet Koral, lod ikke til at ønske at ytre sig ydereligere, for han forblev tavs, og endte med nærmest at stå distræt og lade sine tanker vandre andetsteds. Det generede som sådan ikke Illana, og heller ej Lyset - men hun forstod det nu ikke, at man kunne vælge at vende opmærksomheden væk fra det selskab, man befandt sig i. Dog gav hun ham en rum tid til at stå i sine egne tanker, inden hun med en lys brummen bekendtgjorde, at hun ville sige flere ord.
Snart lød hendes karakteristiske, lyse stemme, der på ingen måde var skinger eller for afdæmpet; den var tilpas.

,,Koral, fortæl mig hvor du kommer fra? Hvordan var dit hjemland?"

Spurgte hun da, nysgerrig omkring den sjæl hun var så heldig at have selskab af. Måske en snak med fokus på ham, hvem han var som sjæl og hvor han kom fra, kunne løsne ham en smule op?

Koral vippede med sine øre, "åh, jeg beklager" Han blev helt forlegen over sin stilhed, det plejede ikke at ligne ham.
-han rømmede sig og så på den gyldne hoppe,

"Jeg kommer fra et sted meget lig dette, en frodig oase i et goldt ørken landskab. Det var et fantastisk sted, med lange åbne strækning der lagde op til at livet kun kunne være fantastisk der"

-han havde næsten lys i øjne når han talte om sit fødsels sted, han smilte og spurgte med en venlig stemme.

"Hvad med dig? Har du altid været her, eller kommer du også andet steds fra?"

Den gyldne Illana vippede nu nysgerrigt ørerne imod den hvide hingst; han havde lagt fokus på hende igen, vendt hende sin opmærksomhed, og nu hvor han gav sig i kast med at svare hendes spørgsmål, lyttede hun intenst. Han kom fra et sted, med både ørken og oaser, som han sammenlignede med dette. Dog vidste Illana, at ingen steder i den store verden var lig dette, for Andromeda var så meget anderledes, end nogen verden tilgængelig for alle. Hun smilede let og nikkede da; han spurgte hende selv, og med glæde gav hun sig i kast med at svare den hvide Koral.

,,Jeg kommer fra et sted, hvor mit liv i første omgang var godt. Jeg havde en familie, venner; men skæbnen valgte, at min moder skulle herfra tidligere end ventet. Jeg fik skylden for hendes bortgang, og da jeg blev bortvist fra den flok jeg var vokset op i, måtte jeg vandre alene. Jeg gjorde således, og en dag, hvor min verden synes helt fortabt, blev jeg mødt af det Lys, du ligeså mødte på din vej hertil. Min rejse hertil var lang, som en uendelig i det mørke jeg frygtede; men alt var det værd, for det liv jeg sidenhen fik her, vil jeg aldrig bytte for noget.”

Derpå tav hun, inden hun med et lille smil nikkede til Koral. Hun var ikke en hoppe der skjulte ting om sig selv, aldrig, og derfor havde hun ingen kvaler ved at fortælle denne fremmede om hendes historie; en historie hun trods alt bar med sig med stolthed.

Koral vippede hovedet til siden og lyttede til den gyldne Illana. Det vred lidt inde i ham, da han hørte hendes historie.

" Det er jeg ked af at høre, alt det med din moder og din flok. Det må være forfærdeligt at miste hende og det man elsker"

Han kiggede medfølende på hende. Han kunne kun forestiller sig hvordan det havde måtte være, han havde jo ikke selv oplevet noget i denne stil.
Men han var glad for at hun delte det med ham, indtil vidre havde han ikke mødt mange. Men alle historierne giver ham et større indblik i hvorfor vi alle er her.

Den gyldne hoppe, der for et øjeblik siden havde indviet denne lyse Koral i hendes historie, smilede ganske kort, da hingsten sandfærdigt lod til at have ondt af den gyldne sjæl. Hun strakte mulen en smule frem, for at stryge hans maskuline hals, inden hun lod sine ravfarvede øjne møde hans.

,,Det var forfærdeligt – men tiden læger alle sår, uanset om man vil det eller ej. Der er mere i livet, så længe alle 4 ben endnu bærer dig, end at gå og være trist. Og uanset hvor sort det kan se ud, vil der altid vente dig noget bedre i fremtiden, det tror jeg på. Landet ventede på mig, det ventede på dig, og nu er vi begge her, med et gavmildt land som vore hjem – og jeg tror skam på, at der er en masse eventyr her, for både dig og mig”

Med et smil stoppede den gyldne hoppe med at snakke og tog et skridt frem. Hun puffede opfordrende til den lyse hingst’s hals, inden hun satte frem i en rytmisk skridt, afsted mod horisonten. Hun elskede at bevæge sig, mens hun var i selvskab med andre; det gav en stemning, som statist tilstand ikke gav. Om hingsten ville følge med eller ej, vidste hun ikke, men hun håbede.