Under the Crescent Moon

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] {MS & Ava} Der var intet andet end sand under den askegrås hove. Mørket havde allerede kastet sine første lange skygger, og en tavs halvmåne hang højt på den nu næsten skyfri himmel. Den var underligt intens denne aften, halvmånen, og hun havde trofast fulgt den til Zenobia hvor den virkede mere klar end noget andet sted. For her var helt tomt. Hun var i ørkenen, hvor hun sidst havde mødt sin papa. Et blødt smil krusede ud på den kridhvide mule ved tanken. Det var nogen tid siden nu, hun havde søgt, men var altid endt med at blive optaget af noget andet, en blomst, et vandfald, en fremmed. Den lille askegrå legede i skyggerne på egen hånd uden at ane hvad der kunne vente i dem. word count 125

Ava var som sådan ikke en ubehagelig hoppe. Hun var dog heller ikke så åben som hun engang havde været, og hvor hun engang havde været tilhænger af lyset var hun nu mere tilhænger af mørket. Det mørke hun kunne skjule sig i – med en undtagelse. Hun kunne ikke skjule den brede hvide blis der dækkede hendes mule. Den var vel det eneste der forbandt hende med sin gamle flok, og de sorte og hvide. For det meste helt sorte som hendes moder og fader, men hun havde aftegn som hendes faders moder havde. Dog ikke helt ens, men tæt på. Hun havde overvejet om hun skulle ønske den væk, og hun vidste også hvem der kunne hjælpe hende.
 
Nu havde hun søgt til den sandede ø igen. Hun havde været her før mange gange, og det var også det sted hvor der var mest fred. Så mange var jo ikke tilhængere af at tilbringe for meget tid på den tilsandede ø. Men den var perfekt for at den sorte hoppe når hun skulle slappe af og have lidt ro.

WORD COUNT:180

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå trippede stilfærdigt frem over det bløde sand, hun var en forsigtig danser på trods af al den energi, der ulmede i hendes jeg. Forsigtig, for ikke at træde blomster eller summende insekter ned, ikke hvis det kunne undgås. De hvide næseborer var let udspilede, hun var på farten ud i ingenting, med halvmånen i sigte. Hun var lille af sin alder, og spinkel, men med sin brændende energi virkede hun ikke svag. De ravgyldne øjne skinnede, hun var helt betaget af halvmånen som badede sandet i blegt måneskin. Den sorte hale var let løftet i begejstring, og et lavt hvin undslap også. Man kunne ikke fange månen, det vidste hun skam godt, men hun ønskede at se alt hvad hun kunne af den, så længe den stadig hang på himlen. Hun var helt opslugt, da en hvid prik dukkede op inden for hendes synsfelt. word count 146

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Under the Crescent Moon Månen gled hen over den stjernefyldte himmel, og trak stjernerne med sig – dog ikke så hurtigt som den selv flyttede sig – og kom der lige en lille tynd sky flyvende hen over, så det ud som om den bevægede sig endnu hurtigere. Den sorte og lidt spinkle hoppe nød at betragte den prikkede himmel. Det bragte en form for ro over hende, og hun havde mulighed for at fylde sit sind med de gamle minder. Kunne hendes forældre se de samme stjerner som hende, eller var de lysende prikker andre verdener? – og hvis de var, boede hendes forældre så på en af dem? Hun havde ikke set nogen af dem siden Titan var kommet til landet, og hun ønskede stadig af og til at hun kunne blive vejledt af sin moder – men nu var hun på egne ben. Helt egne ben.   Et lille hvin brød den stilhed der herskede over den sandede ø, og rev også Ava ud af tankestrømmen. Hvinet genkendte hun, men hvad oddsene var for at hun skulle se det askegrå føl her måtte være meget små. Og alligevel ville der vel altid være en lille chance – eller risiko, alt efter hvordan man så på det. Ava var ved at have opgivet at forsøge at finde den lille og tage sig af hende, for lille kunne hun jo ikke være længere. Hun var vel også i stand til at tage sig af sig selv, for det havde hun gjort hele sin barndom – og derfor følte Ava heller ikke dårlig samvittighed over ikke at styrte mod føllet. Hun blev stående og betragtede den prikkede mørke himmel, der tegnede mønstre af nogle lidt større prikker. Dog slap hun en lille feminin brummen. word count, 283

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det var en underlig prik, for den bevægede sig. Den flyttede på sig, og hun kunne endnu ikke se hvad det var. Den lille askegrå sænkede langsomt farten, da hun ikke kunne få øjnene fra det hun havde fået øje på, og meget hurtigt var grebet af nysgerrighed. Og en anden følelse. En tungere følelse, en der næsten fik hende til at holde vejret. For det var en mystisk aften, oplyst af en glødende halvmåne, tyst og stille herude i ørkenen. Til sidst stod hun helt stille, nærmest uden at have bemærket det. Mulen var højt hævet, de bløde ører vendte og drejede, til hun opfangede en svag brummen. Hun blev helt forvirret af lyden, for det lød utrolig meget som en sjæl hun ikke havde set vældig længe. Eller hørt. Det var nærmest som at høre noget fra en drøm, noget fjernt og næsten uvirkeligt. Den lille askegrå havde været væk så længe, travet hele Andromeda tyndt med sin umættelige nysgerrighed, så længe at hun ikke havde kunne finde tilbage igen. Derfor blev hun helt rundtosset da lyden fortalte hende, at det hun søgte pludselig var meget tæt på. Der gik et øjeblik, så var hun i bevægelse igen. Hun var endnu ikke overbevist om, at hun havde hørt rigtigt, måske var det hendes fantasi der løb af med hende. Den lille energiske hoppe trippede let frem i mørket mod den hvide prik, som voksede i størrelse og begyndte at tage form, jo tættere hun kom på den. word count 249

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Under the Crescent Moon Datteren af blod, men ej af sind nærmede sig. Ava kunne høre det på den svage lyd af skridt i det bløde sand. Intet var helt lydløst – og hvor mørket svækkede synet, blev de andre sanser skærpet. Hun kunne også lugte den unge hoppe komme nærmere. Det var dog ikke i Avas interesse at nærme sig føllet. Hun havde besluttet sig nu. Besluttet sig for, at dette føl ikke var hendes, og føllet som ikke længere var et føl, var også stort nok til at klare sig selv. Det var ikke andet end en sjæl der bar halvdelen af hendes gener nu. Ikke en hun havde planer om at oplære til at følge i hendes fodspor. Ikke en hun havde planer om at betragte som familie – og så måtte Leonora sige hvad hun ville. Der var ikke nogen der ville kunne ændre på det der var sket. De to var blevet splittet da Ariel var helt ung – og hun havde valgt at gå sine egne veje, så nu måtte hun også følge dem selv. Ava blev dog stående og betragtede den stjernefyldte himmel, der fyldte hende med ro og minderne hjemmefra. Hun havde da selv været stukket af fra sine forældre og pligterne, men ikke da hun var lille og aldrig så længe af gangen. word count, 215

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det forekom hende nærmest surrealistisk, denne aften. Hun var blevet vant til kun at møde sin familie i drømme, havde vænnet sig til at høre deres stemmer som underligt flydende ekkoer og mærke deres berøringer som en fjern brise der aldrig rigtig nåede frem til hende. I minder. Derfor var hun pludselig ikke længere sikker på om hun var sovende eller vågen, da hun sænkede farten ned til små skridt efter at have nået den hvide prik, der var blevet til en sort skikkelse. Den så ikke på hende, men på himlen, og for et øjeblik lod hun selv de ravgyldne øjne søge op mod stjernerne, for til sidst at falde på månen. Hun vrikkede på ørerne, som for at mærke at hun virkelig var til stede. For det var altså hende, hendes sorte mama. Det kunne hun jo se med sine egne øjne, pelsen var sort og ansigtet hvidt som hendes eget. Hun undrede sig over hvad hun mon gjorde herude i ørkenen, for Ariel havde kun mødt sin mama på Leventera. Den askegrå havde været der mange gange, men aldrig fundet det hun søgte. Til sidst havde hun stillet sig tilfreds med, at det måske slet ikke var meningen, at det hun søgte skulle blive fundet. Men her var det altså, ud af det blå. Hun stod ikke foran den sorte hoppe, men på siden af hende, og lidt efter nærmede hun sig med få skridt. Det var underligt nok som om hoppen var blevet mindre, måske var det hendes minder der var blevet utydelige. Men Ariel var vokset, hendes ben blevet længere og håret fyldigere. Det var hende, der var blevet større indså hun. Alligevel var hun ikke helt overbevist om, at hun ikke var midt i en drøm. ”Mama?” word count 294

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #121212; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] Under the Crescent Moon Ordet Mama hørte Ava godt, men hun reagerede ikke på det til at starte med. Hun havde accepteret at en datter ikke var noget hun havde. Måske af kød og blod, men ikke af sind. Hun var ikke mor og havde ikke på noget som helst tidspunkt haft muligheden for at tage sig af føllet som hun havde lovet Leonora. Hun havde accepteret hendes tilværelse som mor, og kun lige som hun havde gjort det var den også taget fra hende igen, for ledt det havde hun, og det vidste Mindraper også. Ava vidste hun kunne regne med ham hvis nogen ville sige noget. Hun var jo ingen dårlig mor, for det var ikke kun hendes opgave at sørge for føllet blev. Det var selv gået sin vej i en alt for ung alder, og burde vel egentlig ikke være i live den dag i dag. Dog besad dette land en underlig og uforklarlig magisk kraft, som måske kunne være skyld i det. Hun havde selv stiftet bekendtskab til den da hendes broder var kommet hertil også meget ung og ikke i stand til at klare sig uden sin moder – men han havde gjort det alligevel.   De isblå øjne blev rettet mod føllet, som ikke længere var et føl, men i stedet en lille ung hoppe – og endnu et bevis for at tiden gik og intet stod helt stille her i denne verden. Hun sagde dog intet, for hun var ikke længere en hoppe af så mange ord som hun engang havde været. Hun havde ikke talt med så mange som hun plejede, og alt i alt havde hun nok også ændret sig meget siden hun var kommet hertil. Hendes sind var blevet mørkere og hun var godt selv klar over det. Tankerne var ikke altid lige så glædelige og positive som da hun lige var kommet hertil, og selvom hun ikke frygtede ret meget, så vidste hun også hvad mørket kunne gemme på – hvad hun ikke ville kunne se i mørket. Skyggerne. Ondskab.   Med en lille brummen svarede hun den unge hoppe. word count, 343

[/td][/tr][/table][/center]