Sunset and Sundown

Solen stod lavt på himlen, så lavt, at dens gyldne stråler rakte ind over himlen og farvede den i alverdens orange, gule og gyldne nuancer; på dette tidspunkt kunne solen være på vej ned, såvel som op, men Illana, den gyldne, vidste at dagen havde passeret og natten stod for døren.
Hun befandt sig i udkanten af den flok som Brêgo, den rødbrogede havde stiftet på øen Leventera, en ø der var frodig, fredelig og rummelig. Hun havde vandret i udkanten på udkig efter den brogede sjæl, men havde ikke fundet ham, og havde nu sat kursen imod indlandet for at nyde de smukke syn, der gang på gang kunne overraske den gyldne sjæl.
Omkring halsen på Illana, hang Lyset endnu, prydede hendes hals og krop med dets evige lys og kærtegnende aura; evigt vågent og evigt overvågende. Illana kunne føle Lyset og dets meninger, observeringer, og det havde endnu ikke opfanget andre sjæle i hendes nærhed - så hun dansede en dans udført alene, imens hun nød solens sidste stråler, der kælede for den blå nattehimmel, der ventede på at overtage og vogte indtil solen på ny overtog.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] De lyse ben førte roligt den ligeså lyse og skimlede krop frem i en rolig skridt over engene. De sorte lokker dansede let om hoppens halse, og de blå øjne gled roligt med tilfreds over landet… stedet.. hun havde længe båret på et føl i sin mave nu, og det var først nu at hun kunne være sikker på at det hele var okay.. selv var hun sund og rask, og hun håbede det samme om det afkom hun bar. Dog regnede eller håbede hun rettere sagt på det, da der indtil videre ikke havde været andre ændringer end den store appetit, og den voksende mave. Men det var vel gode tegn.. ikke? Jo, det var det nok. Solens sidste stråler krøb langsomt men sikkert over landet, og snart ville de forsvinde helt til nattens kølighed. Dog havde den sin egen form for skønhed.. altså natten. Alt blev lagt i det kolde og lyse skær, og på en skyfri nat kunne hun sagtens lade sin krop glide ud, hvis hun ikke kunne sove. Blot betragte det magiske øjeblik der kunne fremstå, og nyde det om nødvendigt. Hun havde endu ikke mødt mange andre sjæle i dette land, men dem hun havde mødt huskede hun skam. Den gylde Eagle eye… Jagdis, den brogde hingst, og en ligeså broget hingst under navnet Aiyn, og den mørkebrune Matthew. Dog havde synet af en anden hoppe været sjældent, og hun tvivlede kort på om der var nogle. Nej, det måtte der være. Et eller andet sted i dette land, måtte hun finde en hoppe ligesom hende.

I takt med at solens sidste stråler svandt, begyndte den lysende aura omkring hende at være endnu mere tydelig. Lyset, der hang fredeligt om hendes hals, var nemlig aldrig slukket, og selvom nogen måske ville finde det irriterende for ens øjne i den dunkle aften og nat, der havde hun det modsat. Det generede hende hverken når hun vandrede i mørke, eller skulle sove, for i og med at hun var bærer af Lyset, havde hun også evnerne til ikke at lade nattesynet blive påvirket af Lyset, og når hun lukkede sine øjne om natten, registrerede hun ej Lysets dansende nuancer, der spillede hver eneste nat.
Nu hvor hun stod der, betragtede den endnu delvist orange himmel, hvor solens stråler for kort tid siden havde rakt over kanten på jorden, og så hvordan stjernerne langsomt kom frem, begyndte Lyset om hendes hals pludselig at skinne kraftigt. Det var altid tegn på, at en anden sjæl var i hendes nærhed, og især når det lyset så kraftigt, en sjæl hun ikke havde mødt før. Dog var der noget anderledes ved Lysets opførsel denne aften, for det skinnede så klart som det plejede, men med en lidt anden nuance for nye møder; en nuance hun endnu ikke kendte. Med en sagte brummen vendte den gyldne hoppe rundt for at kaste blikket rundt på omgivelserne omkring sig, og et godt stykke ude så hun en hvid sjæl. Med let hævet hoved sendte den gyldne sjæl et vrinsk ud i nattens begyndende mørke, henvendt til den fremmede der vandrede alene. Måske ønskede han, eller hun, selskab i nattens timer, ligesom den gyldne selv.