Different! | Matthew

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/sgmvf8.jpg); width: 500px; height: 650px; border: 0px solid #000000;] Mørke hove betrådte nu for første gang et land der var dækket af græs. Aldrig før havde de gået på en så blød og fugtig jord, der emmede af væde og frodighed. Den lyserøde mule lod hun stryge let over græsstråenes bløde spidser. De bukkede blidt under vægten af hendes fine mule, og hun kunne ikke lade være med at nippe ivrigt til dem. Hendes krop føltes som en spændt fjeder. Dette måtte være gudernes land! Hvem ellers skulle dog have ret til at leve et sted så grønt? Hvad gav hende ret til at være her? Hendes tanke, fik hende til at stoppe brat op. Det nuancerede skind spillede med et uendeligt antal farver i gråt og brunt, og i solens lys glødede det varmt. Også de spættede hvide aftegn gav hoppens sit helt eget præg. Hun spidsede ørerne - et sort, et andet hvidplettet. Hun opfangede hver en lyd, hver en duft, hver en bevægelse. Hun kunne ikke se noget der kunne støtte hendes teori om et gudeland endegyldigt. Nej, derimod virkede alt så frygteligt almindeligt. Som om... som om det bare var sådan det var. I hendes hoved var det en helt absurd tanke. Kun de rigeste og de stærkeste fik lov at holde de grønne områder for sig selv og deres hird. Resten måtte leve i sand, sten og blæst. Hendes blik gled søgende rundt, og søgte efter en arrig hingst der stormede imod hende for at jage hende væk fra hans enemærker. Måske et guddommeligt lys, eller et andet syn der kunne overbevise hende om at hun var død og kommet i himmeriget - eller at det virkelig var sandt. At hun stod midt på den grønneste eng, nogen ørkenhest kunne drømme om.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Matt brummede kraftigt og dybt da han slog med hovedet og trak forbenene en tand højere op i sin noget hidsige trav. Hans bevægelser var store, men smidige, hans mørkebrune skind var hedt og musklerne mere end opvarmede. Han havde været på farten i nogle timer nu, og krydset vandet mellem den største ø Enophis og denne. Leventera. Den ø der egentlig skulle forestille at være hans hjem, efter at han var blevet en del af den brogedes Teylar. En trækning løb over den slanke hingsts ansigt, ikke af ubehag, men noget andet. Det var ikke hans hjem, men det var et tilholdssted, og den brogede havde givet ham noget, meget få i dette mærkværdige land kunne give ham. En mulighed. Et møde. En hvislen lød da han slog et skarpt slag med den natsorte hale, han havde netop forladt de sidste spredte træer af skov og et stort, åbnet område bredte sig ud for de sorte hove. Det var Teylars vidder han søgte, og han havde efterhånden en god kendskab til området. Skovbund erstattedes af grønt græs, vinden tog lidt mere til. Han var ikke langt fra flokkens enemærker, som han i grunden ikke havde befundet sig meget i. Det eneste andet medlem han kendte til var Brêgo, indtil videre. Så vidt han vidste var det en meget lille flok. Energien i ham denne eftermiddag var noget nær eksplosiv, og behovet for bevægelse var uudtømmeligt. Deraf de noget kraftfulde skridt, og da den endnu grønne eng først rigtigt havde foldet sig ud for ham, sprang han over i en strakt galop og mærkede intet andet end blodet der susede gennem hans stærke lemmer. word count 275

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/sgmvf8.jpg); width: 500px; height: 650px; border: 0px solid #000000;] For hendes blik vedblev et endeløst farvespil af grønt og friskt at udspille sig. Alt syntes at være så fuldt af liv. Men det var også præget af en varm sommer, og visse steder kunne hun nu se at græsset var vissen og buskene indtørrede af vandmangel. Men for hende var det stadig det nærmeste paradis, hun overhovedet kunne forestille sig. End ikke i hendes vildeste fantasi, havde hun kunnet forestille sig en hel ø med græs. Og her var hun. Et udtryk af tilfredshed gled over hendes ansigt, og glæde gnistrede i hendes viltre ravfarvede øjne. Hun fortsatte frem - nu mere sikker på at der ingen fare var - og lod ustandseligt blikket feje fra side til side. Hun sugede frodigheden og farverne til sig, som gjaldt det hendes liv. Hun nød græsset der snoede sig blidt om hendes ben, og hun tog dybe drag af den rene luft. Et øjeblik lukkede hun øjnene og lod sanserne arbejde frit. En sand eksplosion af duft gav sig nu til kende, og hun måtte åbne øjnene igen af forbavselse. Duften af græs, blomster, dyr, sol og væde var sjældent så koncentreret der hvor hun kom fra. Jorden skrånede nu ned af en flad bakke, og hun valgte at følge et lille veksel, der dukkede på. Bakken var åbenbart brugt af andre væsener. Om det var heste, var hun først ikke sikker på. Men netop da, mærkede hun det. Den umiskendelige dunren af hovslag. Hun hævede brat hovedet og spidsede ørerne imod lyden, der nu blev tydelig. En sitren løb igennem hende da hun så præcis hvad hun frygtede. En brun hingst kom farende imod hende, med en fart der kunne skræmme djævlen ud af selv den ondeste hest. Et forskrækket hvin løste sig fra hendes strube, hvorpå hun vendte rundt på stedet og spurtede op af bakken. Hun sprang højt op over toppen, for så brat at svinge rundt til venstre. Igen stod hun nu med fronten imod den galopperende, fremmede hingst. Usikkert kørte hendes øre frem og tilbage, og hendes skind sitrede. Men hendes ben stod fast, og i hendes øjne så intet andet end trods.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Den mørkebrune hingst hungrede konstant efter at presse sig selv. Mere og mere, længere og længere. På en dag som denne, hvor hele hans slanke krop sitrede efter flere udskejelser, kunne han blive ved i en uendelighed, til hans lunger sved og hans muskler krampede. Til at han var helt og aldeles udmattet, og længere endnu. Der skulle også meget til før han blev træt. Rigtig meget. Hans grænser for fysisk udholdenhed blev hele tiden flyttet, for ham var der aldrig nok. Men han var også meget præcis, han bevægede sig ikke uden at hovedet var med, og derfor var hans såkaldte udskejelser meget koncentrerede. Han vidste præcis hvor han placerede hver en hov når han dansede. Medmindre nogen forstyrrede ham. Så kunne han blive utålmodig. Det kom selvfølgelig også an på selskabet. Han fik øje på en fremmed skikkelse af en hest, før han hørte det hvin, der på et sekund afslørede, at det var en hoppe. En noget fyrig hoppe, han så undrende til da skikkelsen spurtede op på toppen af et bakkedrag forude. Vinden piskede hans natsorte manke mod halsen og flåede i alle de lyde, hans skarpe ører opfangede, men han syntes nu at den fremmede havde lydt noget forskrækket. Et Teylar medlem? Måske ikke? Han smed med mulen uden at sænke farten, det var al for sent for ham at standse nu. Et smæld med halen og han strakte de slanke forben en anelse mere. Han nåede snart det punkt, hvor jorden under ham begyndte at stige. I stedet for at fare op efter den fremmede hoppe skiftede han smidigt retning. Han fortsatte simpelthen rundt om bakken, uden at give så meget som en brummen fra sig til hilsen. Hoppen havde ellers placeret sig i en noget konfrontativ position, det kunne han se selv hernede fra, det var ikke nogen høj bakke. Et hingstet fnys undslap den mørke, udspilede mule, sikke underligt hopperne opførte sig for tiden. Skræmte og advarende. Og hans interesse var endda væsentligt mindre end langt de fleste andre hingstes. Det så ud som om han havde tænkt sig at fortsætte, og det havde han skam også, men så skiftede han pludselig mening. I sin langstrakte galop var han nået hele vejen om på den anden side af bakken, hvor han smed hovene i jorden og bremsede skarpt op i det bølgende græs. Han trak vejret i tunge stød og over den brede bringe lå et fint lag af sved, han gjorde et par hidsige kast med hovedet inden han stod stille med front mod bakken og den fremmede. Matt gav stadig ikke lyd fra sig, og han lagde ikke an til at nærme sig hoppen. Han ventede. word count 447

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/sgmvf8.jpg); width: 500px; height: 650px; border: 0px solid #000000;] Hendes lyse brune, ja næsten ravfarvede øjne hvilede skarpt på den fremstormende hingst. Hans kropssprog var overraskende nok ikke særlig truende. Faktisk var hun på nippet til at åbne munden i forbavselse, da han fortsatte rundt om bakken, i stedet for at tromle hende ned - eller i det mindste forsøge på det. Hun spidsede ørerne imod ham da han brat gjorde holdt. Det var en stor hingst, smuk og stærk. Sveden drev af ham, og det var tydeligt at han havde løbet længere og voldsommere end nogen hest ville gøre, bare for at jage hende væk fra sit område. Hun kunne nu alligevel ikke lade være med at spænde op i kroppen, og med lette trin dansede hun til siden på en måde de fleste ville forbinde med en hingst. Hun gjorde mange ting der ikke var typisk 'hoppede', for hun var vokset op i selskab med syv hingste. Ene hoppe havde hun ikke rigtig lært at begå sig som en dame, og hun følte heller ikke at hun havde brug for det. Hovedet hævede hun nu, og med en brummen kaldte hun imod hingsten. Det var et brum der på én gang var både hilsende og afvæbnende. Nok mest af alt bare et brum der lod hingsten vide at hun havde set ham, og accepteret ham. For det havde hun. Hun accepterede alle uden at sætte spørgsmålstegn. Ikke at hun var en af dem der troede på uskyld til det modsatte var bevist, men det var tæt på. Hun dannede sin mening senere, i stedet for i starten, og troede fuldt og fast på gensidig respekt og høflighed. Med det kom man længst. På mange måder var det noget hingste forstod bedre - endnu en grund til at hun foretrak deres selskab. Hopper kunne hun ikke stille meget op med, for hun forstod ikke deres tankegang. Zeri var således en hoppe fortabt i den verden hun burde høre til i. Men det tog hun ikke så tungt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;] Det var en lettere speciel hoppe, den mørkebrune var stødt på. Det så han allerede på denne afstand. For det første af udseende, med en pels i meget karakteristiske, mørke nuancer og aftegn han ikke havde set på nogen anden hest. Men der var også noget andet, måden hoppen bevægede sig på. Den forekom ham besynderlig, specielt da hoppen begyndte at trippe omkring oppe på bakketoppen, var det med skridt man havde forventet at se en hingst lave. I hvert fald hingste på de her kanter, på trods af hans rastløse jeg så dansede den mørkebrune kun med glidende, stærke bevægelser, hvilket ikke gav megen plads til at trippe rundt. Det lå helt naturligt til ham, så han undrede sig endnu mere over at se denne hoppe trippe som en hingst. Ikke at det var noget grimt syn, for det var det ikke. Det lå blot i kontrast til den duft der hurtigt havde mødt ham, selv på afstand. Matt virrede kort på den mørke, brede mule, mens han endnu stod stille. Hopperne var i brunst, måske var det årsagen til alt postyret. Det rørte ham ikke specielt, men det gjorde hopperne uforudsigelige. Så han genovervejede igen sit træk, så meget han nu kunne med en krop der næsten sitrede efter mere bevægelse. Han spidsede ørerne ved hendes ikke afvisende brummen. En feminin lyd fra en hoppe, der dansede som en hingst. Det var måske en dårlig dag hun var rendt ind i ham på, for hans tålmodighed var kort og hans forsigtighed nærmest ikke eksisterende, ikke et mix en hoppe typisk brød sig om. I stedet for at gengælde med et passende høfligt, dybt brum, gav han et kortfattet og hingstet vrinsk fra sig efterfulgt af et skarpt svirp med den natsorte hale. Han var opstemt, men også en anelse nysgerrig, den mærkværdige hoppe fangede hans interesse og nu var hans ridt allerede blevet afbrudt. Men måske kunne hun lokkes med ud på et nyt. Da blodet endelig kogte over i hans årer efter at have stået stille for længe, satte han i et kraftigt spring frem op ad den forholdsvis lave bakkeside i galop med fuldt overlæg. word count 359

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/sgmvf8.jpg); width: 500px; height: 650px; border: 0px solid #000000;] Hingsten stod med alle fire hove solidt plantet på jorden, men hans krop sitrede og rystede af en intens iver efter bevægelse. Hvordan hun vidste at det var derfor? Åh, hun kendte det, hun kendte det så godt. Det delte hun åbenbart med den brune - hungren efter bevægelse, der ofte blev presset ud over de grænser der holdt almindelige heste tilbage. Hun kunne ikke beskrive hvordan eller hvorfor det gjorde hende så glad at have en metallisk smag i munden, hvordan hun mærkede lykkerusen når hendes ben næsten knækkede sammen af anstrengelse og hvordan hun mærkede en indre tilfredsstillelse når sveden løb ned langs hendes ben i skummende striber. Men hun kunne se på ham, at han var sådan en. Som hende. Og det fik hende til at spidse ørerne yderligere imod ham. End ikke hendes ører var helt almindelige, da det ene var spættet med hvide aftegn der næsten løb som et bånd rundt om det. Ligesom på hendes højre forben. To hvide bånd havde hun, og de havde altid været hendes kendetegn. Et af dem, vel at mærke. For hun så hans undren. Den var der, dybt i hans øjne og dog så nær og tydelig. Måske havde hun bare lært at tyde den, eller måske havde hun set den så mange gange at hun automatisk så den i alles øjne. Uanset hvad, så vidste hun hvad det var han undrede sig over. Selvfølgelig vidste hun godt at hun ikke var helt som de andre hopper. Det havde hun altid vidst og det var et dagligt problem, indtil hun lærte at hun bare behøvede at være sig selv. Det hun nu så, var at hans tålmodighed var opbrugt. Han sendte et hvin imod hende, der tydeligt lod hende forstå hvordan hans sindsstemning var. I modsætning til stort set alle andre af hunkøn, så veg hun ikke tilbage. Tværtimod trådte hun frem imod ham med et bredt grin. For hende var hvinet en invitation til leg, en venlig bemærkning der indikerede at hun var en værdig legekammerat. Da han sprang frem imod hende, kunne hun ikke andet end selv springe frem. Som en fjeder løsnede hendes bagben sig og sendte hende ned af bakken i et langt spring. For at undgå at ramle ind i hingsten, svang hun sig brat til siden alt imens hun sendte en lyd imod ham, der ikke kunne beskrives som andet end begejstret.

Different!

Den fremmede hoppe lod sig ikke uden videre skræmme. Stik modsat kom hun bragende ned mod ham, nok dansede hun som en hingst, men hun var også let til bens. Hun smuttede forbi ham i sidste øjeblik, så de undgik et frontalt sammenstød. Ikke at den mørkebrune hingst ikke selv kunne flytte på sig, for nok var han flere kilo tungere, men hvor han kom fra så lærte man at flytte hovene. At danse. Så da den særprægede hoppe var på vej videre ned ad bakken med et højt hyl, smed Matt sig sidelæns i et dristigt træk for at få vendt sit slanke, men stærke korpus. Han fangede jorden igen med bagbenene, nu næsten i den rigtig retning, fnyste kraftigt og gled så frem og ned i endnu et spring. Græsset nåede at tage skade, hans vægt havde fået ham til at lande hårdt med hovene i jorden, men lige nu var det ej elegance der gjaldt. Den mørke hoppe med de mærkværdige aftegn havde sagt ja, hun var med på en spurt, en dans, fysisk udfoldelse med alt for meget fart på. Han var hurtigt varm igen, mere end varm, han havde trods alt været i gang længe nu. Og i sin kraftige galop ned ad bakken igen, lå han snart lige i hælene på hende. Hun førte an, hun havde overrasket ham, mon hun ville standse eller fortsatte? Matt holdt en hvis afstand, i hvert fald indtil videre. Det eneste der fyldte ham var bevægelse og muskler i brænd, noget til at stoppe hans hoved i at tænke. Det var generelt bare et enormt behov der lå i ham, evigt sultent, til han svedte sin sidste dråbe af sved.

word count 282

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Man kan ikke påstå at Zeri havde regnet med at finde en hingst af den brunes kaliber her. Det her land var så anderledes fra hendes ejet. Så... fint og grønt. Hun havde forventet at hestene her måtte ligne det land de levede i; fine heste med blød pels, der sjældent gav sig i kast med noget der krævede sved og fysiske kræfter. De tanker bed hun i sig igen. For her fandtes i sandhed heste der var lige så vilde som dem i Østen, der hvor hun kom fra.

Knap havde hun nået bakkens fod, før hun kunne mærke hingstens hove gungre i jorden bag hende. Selvom hun ikke så det, så kunne hun alligevel se det for sig, hvordan jorden blev pløjet op efter dem begge. Efter ham fordi han prøvede at indhente hende, og efter hende fordi hun satte farten op. Nu deltog de begge i et sprint, et løb, som kun de to vidste var sat i gang. Et lydløst startskud var blevet givet, så snart han havde valgt at vende rundt og sætte efter hende. Som det var skik og brug hvor hun kom fra, hylede hun højt og skingert af både iver og glæde. Enhver der ikke sagde sådan under et kapløb, blev betragtet som svag og uinteressant. Adrenalinen flød i hendes årer og lod hende jage frem efter, som blev hun pisket. Men ingen tvang hende. Ingen andre end hende selv, hvis man absolut ville have en grund.

Hendes krop var slank, men ikke tynd, af altid at være på farten. Hun var ikke muskuløs, men nærmere senet. Det feminine var bevaret, over en krop der alligevel bar præg af et hårdt strejferliv, og mange kapløb og kampe. Hun lignede en unghingst med sit viltre hår, der ikke bar det store præg af at blive taget særlig god hånd om. Det var hverken glat eller blødt, men stridt. Det havde sit eget liv, og tilføjede vel en hvis charme til den østerlandske hoppe. Men fysisk skønhed var heller ikke noget hun gik op i, for hun så skønhed i naturens landskaber, i velfortjente sejre og broderlig kampånd. Og hun så skønhed i at hingsten havde valgt at løbe om kap med hende, på trods af at de end ikke havde udvekslet navne.