Title [ Rumpelstiltskin ]

... Nyahaha

Hans dirrende bevægelser fortsatte endnu. De var bare en del af ham, som ingen nogensinde ville kunne tage fra ham. Imens hans nærmest ondskabsfulde blik hvilede på Myth, afventende på hendes svar på hans lille .. forsalg, viftede halen ivrigt bag hans bagpart. Han elskede disse øjeblikke, hvor hans udvalgte stod i et dilemma, for de ønskede sig altid noget, uanset hvor heldige de var i deres liv. Der var altid noget der kunne lægges til, noget de kunne længes efter; ønske
Med et nærmest grumt grin slog han hovedet i vejret da den midnatssorte hoppe endelig svarede. Hun havde intet at tilbyde ham. Han vidste dog bedre, og han vidste at der var noget hun ønskede at give ham, eller nærmere, ønskede at de skabte, men måske var det ikke gået op for hende endnu, at hun bar på det ønske – men som altid, vidste Rumpelstiltskin alt.
Han gjorde omkring med en henkastet fnysen, inden grinet atter overtog. Med spankulerende skridt satte han lidt på afstand af den midnatssorte hoppe, som lagde han an til at gå, dog med et pirrende tempo, der nærmest tvang hende til at reagere, stoppe ham vel?.

,,Åååh kære, det var dog en skam. Men så har vi vel ikke mere at snakke om.. Eller har vi? Nyah!”

Han satte tempoet næsten helt i stå igen, inden han kort skævede om til Myth. Han vidste at hun brød sig om hans selskab, det havde hun selv sagt til ham – men ville hun bede ham blive? Eller ville hun lade ham gå nu?

Nej det var vel egentlig ikke gået op for Myth endnu at hun faktisk bar på flere ønsker. Hun havde vel henkastet det, eller måske blot blevet distraheret i sådan en grad over hingstens vimsen omkring hende. Hun fulgte ham nemlig ganske fokuseret. Hun gjorde et lettere frustreret kast med hovedet. Det var dog irriterende. Hun så nu efter ham da han atter begyndte at pirre hende ved at begynde at spankulere væk. Skulle hun stoppe ham? Hun rystede svagt på hovedet og lyttede til hans ord. Jamen hvis hun var så afskyelig at være sammen med ville hun da ikke tvinge ham til at blive, men hun kunne trods alt godt lide hans selskab. Hun tog et skridt frem, inden hun med et par dansetrin stod foran ham med siden til. Hun var uhyggeligt nærgående, men det var vel blot lidt af hans egen medicin trods alt. Hun lagde da hovedet på sned da hun nu tog øjenkontakten.

” Er jeg da så frastødende at du skal have en grund til at blive? ”

Myth var ikke typen der sagde vildt meget, faktisk lod hun mest sit kropssprog tale, men det var svært med Rumpel, for han benyttede sig ikke så meget af det på samme niveau. Han vimsede ofte rundt på sådan en måde der ikke var til at aflæse. Myth var ikke god med ord, og måske var det derfor hun ikke ytrede sine ønsker overfor Rumpel, for netop dette ønske om skabelsen af noget kom ikke kun for bevidstheden, nej det kom fra instinkterne. Rumpel havde vel blot været uheldig at det havde været lige nøjagtig ham der var faldet i hendes interesse, men så kunne man spørge sig selv. Hvem var der ellers der kunne tackle Myth?

... Nyahaha

Han havde lagt kursen, det havde han; han styrede dette møde, det vidste han, og han nød det. Med et direkte pirrende smil stoppede han, da den midnatssorte hoppe afskar ham vejen; åh nej, han måtte ikke gå endnu. Et lidt dybere grin forlod nu hans mule, da han nærmest strejfede hendes flanke, bare ved at stå stille. Hun var nærgående, det måtte man sande, men om det generede ham? Nej.
Han hævede hovedet og så meget afmålt hende i øjnene, med et klart overlegent udtryk. Han havde hende lige hvor han ville have hende – det kunne ingen modsige ham. Med en nærmest sensuel bevægelse satte han nu foran hende, for at afskære hende vejen; inden han strøg hende op langs halsen, tirrende.

,,Frastødende, min kære? Nej.”

Sagde han med den skingre, hysteriske stemme. Åh nej, havde hun været frastødende, ville hun aldrig have været blevet moder til et føl af hans egen slægt. Med det lumske, ondskabsfulde smil slog han endnu engang med hovedet, inden han lavede en nærmest uskyldig mimik.

,,Men, ser du min kære, simpel .. snik-snak er irrelevant, kedeligt. Har du noget at byde på, mmm?”

Endnu engang puffede han imod hende, følsomt og nærmest kælent, inden han på ny satte af sted med kursen væk fra hende. Hun måtte finde sine sandheder frem og ikke skjule dem, før han ville give hende opmærksomhed, af den grund at han fandt løgne så .. kedsommelige. Han kunne alligevel se direkte igennem dem.

Myth næsten dirrede bare ved at have hingsten tæt på og man kunne vel sige hun var fuldstændig underkuet af ham, hvertfald var det ham der styrede det her show. Hun hvælvede svagt i halsen og kom da så blot med den der feminine brummen da han nu begyndte at bevæge sig foran hende. Hans tirren virkede skam og hun strakte kort mulen for flygtigt at lade den glide over hans skulder med en ophidset bevægelse. Hun svirpede atter med halen og vippede da kort med ørerne over hans ord, endnu engang. Hun løftede nu hovedet og så på ham og hvælvede yderligere i halsen, mens hun overvejende stod og tænkte over hans ord. Ikke så meget en tøven, men mere hvordan hun skulle svare ham. Igen hun var ikke god med ord. Hun nåede ikke rigtig at komme med en respons inden det endnu igen lykkedes ham at tirre hende med hans berøringer. Hun tøvede dog ikke et sekund med at danse efter ham, inden hun igen forsøgte at afskære ham vejen.

” Snik-snak har aldrig været min stærke side.. Nej.. Jeg har skam masse at byde på, men spørgsmålet er om det mon er godt nok.. ”

Hendes stemme var næsten hviskende, men hvorfor tale højere når hun igen var trukket pirrende tæt på Rumpel, der dog havde hende fuldstændig hvor han ville. Hun havde ladet instinkterne vægte højere end fornuften. Der var vel efterhånden ikke megen tvivl om hvad hun ønskede, hele hendes kropsprog lagde hvertfald godt og grundigt op til det.

... Nyahahah

Den intense spænding der lå imellem de to sjæle, som den lumske Rumpelstiltskin vandrede omkring Myth, slog bogstaveligt talt gnister. Som en elektrisk ål spandt den lumske hingst sig om kilden til spændingen, kælede for den, inden han brat stoppede kontakten og sprang nærmest dirrende fra hende. Han hadede nærkontakt – men den tirrende virkning den havde, nød han. Så sjældent, meget sjældent, gjorde han brug af den – og så var denne hoppe nu ikke den værste at være i nærheden af, måtte han indrømme.
Med det ondskabsfulde smil rettede han sig op og lod de knapt så kønne øjne hvile direkte på de tomme pupiller Midnight havde. Hun var danset efter ham, afskar ham vejen og lod nu hendes stemme spinde en stemning op igen, som en kat på lur.

,,Kære, du ved jo ikke, om dit tilbud er godt nok, før du har .. tilbudt det, nyah?"

Sagde han ganske tydeligt bedrevidende. Han vidste allerede hvad hendes tilbud var – for sådan var det nu, at han kunne se fremtiden. Ikke alt, men dele, og disse dele kunne han sætte sammen til et pudsespil af mulige udfald på tiden der kommer ; men visse ting vidste han bare, og hendes ønske var et af dem. Ondskaben lå dog i ham, så tæt på overfalden, at hans ord slet ikke lød særligt bydende, men nærmere hånefulde, inden han endnu engang vimsede fremad og væk fra hende. Hun var så ihærdig for nærkontakt, at han netop i irritation nød at lægge afstand til hende, blot for at pirre hende endnu mere til at søge efter ham; men helt tæt på, ville han aldrig lade hende komme.

Han vidste skam lige hvordan han skulle trykke på knapperne og det sitrede i hele Myths krop og da han endelig sprang fra hende, dirrede hun nok mindst ligeså meget som han, men et eller andet sted var hun måske lettet over dette, da hun vidste at det var noget han kunne bruge imod hende, men hun nød det skam i fulde drag, selvom det var af hensigt at tirre hende. Hun kastede kort med hovedet og lod da øjnene hvile i hans. Hun lyttede opmærksomt og bed kort tænderne sammen. Nej det var vel rigtigt, men det hun kunne tilbyde var også for hende en stor pris at betale, men i sidste ende havde hun vel ikke noget at tabe. Hun fulgte nu ikke efter ham, da hun kort stod fordybet i tanker. Et virvar at fortidsglimt og et forsøg på at huske de få ord hendes mor og fader havde fortalt hende. Hun havde gjort en fejl i orginalt at indgå den aftale om evnerne med Rumpel for aldrig ville hun kunne finde helt ro i kroppen så længe hun var begrænset. Hun rynkede kort på mulen og så over på Rumpel.

” Du sagde du kunne bruge min disharmoni til at skabe åbninger for dig selv og jeg kunne godt bruge at mine evner ikke var begrænsede…. Jeg er sikker på vi godt kan slå en handel af der, men må jeg minde dig om at i modsætning til dig er det begrænset for meget jeg kan udrette, for jeg er langt fra den stærkeste i dette land, og mine afkom vil jeg aldrig gøre noget. ”

Myth var nødt til at gøre det klart for Rumpel at hendes familie var hellig grund hvad angik alt. Hun vidste ikke hvilke åbninger han mente hun kunne skabe, men som han selv sagde, var han her ikke for at skabe harmoni. Hun vidste også at var hendes evner ikke begrænset, så var hun også mere effektiv.

... Nyahahaha

Han elskede det. Elskede at pirre, tirre, skubbe andre ud på usikker grund. Han gjorde det med Myth, men samtidig gjorde han det ikke på samme måde som han plejede – for med hende, tog han faktisk et forbehold. Han skubbede hende ikke bare ud over kanten, men lod hende faktisk blive, endda uden at vakle. Men tæt fik hun aldrig lov at komme, for selvom han var blevet glad for denne hoppe, så var hun blot en simpel hoppe. Med noget magi, jaja, men simpel. Han rankede sig op med det grumme smil, da hendes ord havde forplantet sig i hans ører.

,,Så sikker som du siger du er, så sikker er jeg på, at du ved hvad prisen er, kære!”

Sagde han med den sarkastiske stemme, inden han med fryd spankulerede hen langs hendes side, endnu engang som en kælen kat, hvor alt ondskab ligger under overfalden. En kælen kat der til hver en tid kan slå sine klør frem, men som samtidig var urørlig overfor andres påfund. Åh ja, han kunne hvad han ville.

,,Min kære, familie er hellig, for du og jeg. Jeg kan forsikre sig, nyah, at uanset hvad, vil jeg aldrig bede dig røre din egen slægt”

Hans sidste ord var, trods den skingre latter, ufatteligt seriøse dog. Han forlod derpå hendes side, søgte godt på afstand igen, denne gang med en tydelig aura der fortalte den sølvtonede hoppe, at hun ikke skulle finde på at følge efter ham. Han vendte da blikket imod hende igen, direkte. Han afventede nu hendes mule der skulle fortælle ham prisen, selvom han allerede kendte til den – og sagde hun ej dette, ville han forlade hende for nu. Hun havde i så fald brug for at tænke – men nu havde han da gjort det klart, hvor meget familie betød for ham. Ja, faktisk, var familie det eneste der betød bare i nærheden af det samme som magi.

Det var ord som var lette at sige, men ord som ikke kom ud af den sorte hoppes mule. Hun så i stedet efter Rumpel som han dansede væk fra hende, men tydeligt via kropsprog afviste at hun skulle følge efter. Hun rystede sig kort og trak sig bagud, væk fra hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Orderne var på tungen, men mulen forblev lukket. Hun kunne ikke tænke klart og hun rystede nu på hovedet. Han kunne være så irriterende. Hun fnyste hoppet og svirpede hidsigt med halen. Hormonerne drillede hende som ind i helvede og hun kunne simpelthen ikke tage stilling til det hele lige nu. Det var ikke små ting hun skulle betale. Med den tanke begyndte hun nu at trave væk fra Rumpel. Væk til et stille sted , hvor hun kunne tænke sig ordenligt om..