Title [ Rumpelstiltskin ]

Mørket havde kun lige sænket sig over Chibale og græsset var dugvådt efter det hurtige skift i temperaturen. Det havde været en varm dag, og temperaturen var endelig blevet til at befinde sig i, så derfor var Myth søgt ud på et mere åbent areal efter at have opholdt sig i skoven mere eller mindre hele dagen.
Her kunne hun nippe let til det dugvåde græs, som stadig var fyldt med nærring, selvom det var ved at være sidste udkald. Hun tog sig godt ud denne sommer og var blevet betydeligt stærkere end da hun kom til Andromeda. Hun var uafhængig og kunne klare sig selv.
Noget havde hun dog fået hjælp til at genvinde. Hendes evner som hun engang besad og nu havde fået tilbage i begrænset grad, men hun havde nu lært at håndtere det igen uden at blive for træt. Indimellem forsøgte hun at se om hun kunne få mere ud af dem, men hvor meget hun end prøvede var det umuligt. Et svirp med halen og et fnys var oftest hvad det blev til, og det var ikke anderledes denne nat, selvom gnisterne fløj ud til alle sider, i bogstavligste forstand.

Nyhahahaha …

En sær sjæl havde forladt sin grotte. Hvorfor? Ja, godt spørgsmål. Han havde moslet med en mikstur hele aftenen, som ikke havde endt ud med det forventede resultat. Han manglede noget, men hvad, det vidste han ikke. Med en luskende aura havde han bevæget sig ud på åben eng nu, åbent område, for at lede. Han havde set et glimt, et glimt af den fremtid han så tit så glimt af, som han ikke kunne slippe, for ham mente at netop det glimt havde vist ham hvad han manglede. Hvordan han skulle få det, var dog et spørgsmål han ikke kunne greje, for sådan var det med hans syn. Det gav ikke altid mening, og det var blot enkelte billeder af en evigt flydende bevægelse han fik.
Dog ar hans humør ikke nede, nej, tværtimod. Han havde en energi som han altid havde, men nærmest glædelig på denne aften, fordi han nød den. Det var ikke tit den lumske sjæl kunne tillade sig at nyde den, men han havde haft fred nok til ikke at blive frustreret og generet, så det havde givet bonus på den måde, selvom magien haltede efter.
Mens han luskede rundt ude i det dunkle nattemørke, men snart lyste en stjerne op ved jordens overflade. Den iøjefaldende Midnight Myth havde fanget hans blik, en hoppe han faktisk ikke havde set længe. Og nu hvor han blev mindet om hendes eksistens, faktisk savnet? Nej, det kunne ikke være rigtigt, sådan kunne det ikke hænge sammen. Dog var han ikke længe om at sætte hen til hende, og ved magiens hjælp, smøg han sig hurtigt om hendes flanker.

,,Godaften kære, nyah!”

Lød det med den sleske, lumske stemme, som kendetegnede ham så godt. Dog var hans aura anderledes end den plejede, for han søgte ikke efter en aftale, eller efter at håne, eller efter at undertrykke. Nej. Denne aften søgte han faktisk blot efter selskab, som han forventede denne midnatsmyte skulle give ham.

Myth løftede hovedet og vippede med ørerne, men fik umiddelbart ikke opfattet noget somhelst. Hun drog et svagt fnys og der stod svage gnister fra hende, som dog efterhånden lagde sig. Man skulle ikke overbruge sine evner, man endte vel blot med at blive svækket i sidste ende. Hun drog et kort dramatisk suk, men det var skam ikke noget udover det. Hun gjorde et svagt svirp med halen og sænkede kort hovedet for at græsse.
Hun nåede dog ikke at indtage mere græs før en velkendt sjæl smøg sig om hendes flanker og hun løftede hovedet med et forundret, men samtidigt hoppet brum. Hun havde vel opfattet det havde været ham før hun havde set ham. Måske var det bare en effekt Rumpel havde på hende, for normalt havde hun sendt utallige flyvespark bagud og dertilhørende elektricitet. Der kom allerhøjest et par gnister, rent instinktivt. Hun lod de mælkehvide øjne glide over ham og hun vippede ørerne fremad, var der ikke noget anderledes over ham?

” Rumpel ”

Lød det fra hendes feminine stemme, der dog var på et lidt mere intenst plan end ellers, ja sådan var Myth når hun var i brunst, men ikke overfor hvem som helst. Hun strakte da mulen mod ham med hvælvet hals og gjorde et let svirp med den hvide hale.

Nyahaha …

Den lumske sjæl standsede nu, lige foran den sorte midnatsmyte, med et nærmest slesk smil omkring sin mule, inden han lod sin spinkle krop sænkes i et buk. Ja, han var en hingst der gjorde meget ud af at være galant, om end hans hensigter ikke altid var gode. Da han rejste sig fra sit buk igen, sat det sleske smil fortsat om mulen på ham, mens han granskede Myth foran ham med øjnene. Det lagde han ikke skjul på.

,,Min kære, tiden har været længe om at forene os igen, Nyah. Hvordan har du det?”

Det var tydeligt, at han både mente dette og ikke mente det alligevel; for på mange punkter var han mere end ligeglad med hvordan hun eller nogen anden havde det, men så alligevel, var der noget ved denne hoppe der havde fanget hans interesse og gik noget inde i ham til at ville vide hvordan hun havde. Selvmodsigelser var der nok af, men nu havde han spurgt hende, og inden længe trådte han helt tæt på igen, nærmest fornærmende tæt på, for respekt for personligt rum havde han intet af. Han vidste også at denne midnatsmyte kunne være lidt af en elektrisk ål, for han havde selv været med til at give hende sine kræfter igen, og samtidig sætte begrænsningerne herfor, men han var ikke bange for hende. Han kunne altid med sin egen magi kaste hendes små gnister på hende selv, hvis hun blev for bidsk.

De mandelformede ører blev vendt frem af hans gestus og et svagt smil spillede kortvarrigt over den hvide mule og en hoppet brummen. Hun blev dog selv stående, da han hurtigt igen var oppe i normal positur og nu talte til hende. Hun gjorde et svirp med halen. Hvordan hun havde det?

” Bedre, væsentligt bedre nu. ”

Var det eneste der kom fra hende, for det var nok også det eneste der kunne sætte ord på hvad der foregik hos Myth. Hun satte sjældent ord på sine følelser, men alligevel da hingsten var dukket op kunne hun godt mærke at der skete en forbedring i humøret. Hvilket også var årsagen til at han var den eneste Myth tolererede, så derfor fik han lov til at komme hende ved, hvor hun normalt nok ville have ædt vedkommende. Hun svirpede atter lidt med halen af ren vane, men lod i stedet hendes mule søge hans skulder, som hun så snittet i at stryge op mod hans man med en intens bevægelse. Hvis han skulle klistre op af hende, så skulle hun bestemt også have lov at røre. Det var nemlig noget hun ikke fik lov til ret ofte, så når muligheden bød sig så greb hun den, også selvom han måske ikke brød sig om det, men det måtte han jo lære.

... Nyahahaha

Han havde møflet tæt på hende, det var han udemærket klar over, og selvom han havde forudset hendes berøringer, panikkede han indvendigt ved dem. Nej, de hørte ikke til der, og inden længe måtte han da lægge afstand til hende igen alligevel, dog uden at vise tegn på ubehag; for en mester i at skjule det var han. Han smilede fortsat, på den sleske og velkendte måde inden han lagde hovedet på skrå; han lagde sig altid meget i de udtalelser som hans selskaber kom med, og hendes fandt han ganske interessant, på mange punkter. Med den dirrende, overgearede bevægelse med skuldrene som han altid gjorde, stillede han sig op for at starte denne snak med den sorte midnatsmyte, som han havde overvejet.

,,Nyah, bedre nu, se, hvorfor det min kære?”

En slanges stemme kunne let havde udtalt hans ord, let; for den var hvislende og snu, og samtidig slesk. Han havde egentlig aldrig forstået hvorfor denne hoppe ikke blev sur på ham, ikke blev vred, fornærmet eller frastødt, men det lod til hunblot var ligeglad med hans opførsel – hvilket egentlig var lidt et ømt punkt for ham, for når nogen accepterede ham, hvilket hun jo havde gjort, blev han altid.. Forvirret. Dog var det langt fra noget man kunne ane på denne sleske slangehingst, imens han stod foran Myth, afventende.

Myth så nu hen på Rumpel og trak nu på smilebåndet med en svag klukken. Hun havde vel godt forudset at han hurtigt ville vimse væk da hun begyndte på det, men havde da nok håbet på han var en gangs skyld var blevet stående. Hun trak da hovedet til sig og trådt et par skridt frem, som var lettere dansende, inden hun opmærksomt rettede fokusen mod ham da han atter talte. Hun brummede kort feminint og stoppede nu op med fronten mod ham. Hun kendte skam svaret, men måden at formulere det på var det der var den svære del.

” Jeg kan godt lide dit selskab, ”

Svarede hun så med sin fine stemme. Nogle ville undre sig over hvorfor Myth trivedes så godt i denne hingsts’ selskab, men han havde jo aldrig rigtig gjort hende fortræd og Myth var trodsalt opvokset i mere mørkere rammer end de fleste heste i Andromeda, så måske følte hun sig bare hjemme på en eller anden måde? I hvertfald var hun vældig glad for Rumpel på flere punkter. Ja hun fandt ham ligefrem charmerende på hans helt egen måde.

… Nyahaha

Nok virkede hun skuffet, den sorte midnatsmyte, over at han havde trukket sig. Men i bund og grund var han ligeglad, var han ikke? Han havde aldrig tænkt på at nogen kunne egentlig ville kunne udholde hans selskab, når først en handel var slået af, og tanken om at denne hoppe sagde at hun kunne lide hans selskab lidt efter, var .. undrende. Han fnøs kort, håneligt, inden han vimsede lidt frem, men ikke som sådan tættere på hende, bare. Frem. Hans attitude blev dog ikke mere forvirret af hendes kommentar, for han afviste den blot så simpelt, for muligt var det ikke. Han lod sit blik falde direkte på hende, med det sleske smil malet på mulen endnu, og hans krop udførte de altid overgearede, dirrende bevægelser.

,,Har du set noget til Xenocrates, nyah?”

Kom det så. Emneskift var han en mester til, især når emnet den anden havde haft i sin forrige sætning ikke interesserede ham. Javist, han havde selv spurgt hvorfor hun havde det bedre nu, men svaret var ham ligegyldigt. Hans hoved blev vippet på skrå, imens det nærmest til tider sindssyge blik hvilede på hende, betragtede hende og hendes særprægede udseende, som han havde givet tilbage til hende.

Myth var forvirret over ham, men hun forsøgte at redde ud i noget som nok var umuligt. Hun drog et kort opgivende suk og gjorde et svagt kast med hovedet. Han virkede ikke specielt overbevist, eller måske var han vel ligeglad. Uanset hvad så fik det den sorte hoppe til at se væk, eller nærmere over mod de træer der var længere væk. Hun vippede kort med ørerne over hans spørgsmål og kort, bare ganske kort overvejede hun at være en anelse på tværs.

” Sidst jeg så ham stod han med hovedet i en myretue. ”

Lød det kortfattet fra hende. Hun gjorde kort et kast med hovedet. Myth var en af de hopper der kunne have de mest forfærdelige humørsvingninger, især når hun var i brunst, og ja Rumpel ville netop opleve en af dem. Hvis man havde et skarpt blik ville man langsomt kunne opfatte hvordan hoppen spændte langsomt op i hele kroppen, samt hvordan halsen blev en anelse hvælvet. Halen begyndte at svirpe voldsomt bag hende, inden et væld af gnister stod op fra hende som et rent inferno af lyn, dog uden nogen af dem så meget som rørte Rumpel. Hun vidste trods alt godt at det nok ikke var nogen god idé. Derpå dansede hun let sidelæns og begyndte at bevæge sig omkring Rumpel, inden gnisterne forsvandt og hun stoppede op med et hoppet fnys, der dog havde et snert af frustration at spore. Hun kunne ikke få meget mere ud af sig selv og sine evner. Hun kunne opbruge dem nu, og de ville udmatte hende, men det hjalp hende samtidigt til at komme af med noget af det overskydende energi. Hun så hen på Rumpel og sendte ham blot en feminin brummen. Bum, en ny humørsvingning.

... Nyahaha

Det var tydeligt at denne hoppe havde et ilterts temperament; ingen skulle tage det fra hende, og da hun besvarede den sleske sjæl, slog han muntert med hovedet og strøg over i et af hans velkendte grin; Nyahahaa.
Han sagde nu intet til hendes efterfølgende reaktion, hvor hun lod sine kræfter komme til udtryk ved at lade gnister smyge sig omkring hendes krop, med smæld og faretruende lyde, men hun sigtede ikke efter ham, det vidste han, og derfor havde han heller ingen grund til at tage sig af det. Heller ikke hendes noget drastiske vending der løb igennem hende bagefter, til en mere afdæmpet aura, hvor hun snart efter sendte ham en feminin brummen. Han havde travlt med at grine smålusket for sig selv, over hans søns foretagende. Rettelse: deres søn.
Da han lidt efter så på Myth igen, lagde han hovedet en smule på sned. Han var ikke kendt for sin venlighed, det var han virkelig ikke, og Myth havde måske set mere af den end nogen anden – men alting kommer altid til en ende, og en idé var sprunget frem i hovedet på ham.

,,Nyahaha, kære Midnatsmyte, hvordan har du det egentlig med dine .. begrænsninger? Nyah?”

Lød det, nærmest ulækkert kælent, som kælede han for de ord, han vidste ville gå hende på. Hendes begrænsninger var hans værk, og han havde ikke fortrudt dem, men han havde en ret pervers nydelse ved at se andre frustrerede, skuffede, vrede. Og nu ville han se, hvor meget det egentlig gik den midnatssorte hoppe på, at hun ikke bare kunne zappe løs med hendes evner.

Hoppen gjorde et svagt kast med hovedet og iagttog ham da med et mere roligt udtryk i de ellers intetsigende øjne. Hun rystede svagt på hovedet over deres søn og kunne ikke lade være med at lade tankerne glide henover hvad Rumpel egentlig havde af planer for ham, for hun fik jo ikke rigtig noget af vide på det punkt, men det havde hun jo heller ikke ret til. Det havde været en aftale mellem de to sjæle. Hun kunne dog ikke lade være med at bekymre sig om sit afkom. Myth lagde kort ørerne da han påmindede hende om hendes begrænsninger og en svag humørsyg knurren kom fra hende, inden hun fnyste en anelse.

” Det tager tid at vende sig til. Så længe jeg ikke støder på den.. Fuyu.. ting.. igen, så er det ikke noget problem.. ”

Mumlede hun bare en anelse lunefuldt. Selvom det faktisk irriterede hende grænseløst, men det behøvede han jo ikke vide. Hun havde mødt denne skabning til Fuyu, som havde sat et væld af tanker igennem hendes hoved. Hun havde ikke været direkte bange for ham, men hele hendes krop havde bestemt ikke været tryg ved situationen. Hun havde været heldig at han ikke havde udset hende for noget, for de skygger der omgik hingsten ville let kunne have klemt livet ud af hende. Myth rystede sig ved tanken, bvadr.

... Nyahahah

Nu var det sådan, at den sleske hingst Rumpelstiltskin kunne et trick eller to. Et af disse, var netop den evne han var ved at lære den søn, som han havde med den midnatssorte hoppe Myth; en ting, der var ganske nyttig, især når folk ikke fortalte ham sandheden. Ofte pakkede de deres ønsker ind, for ikke at virke desperate, men han vidste altid når de var – og Myth her, var ikke ganske begejstret. Hun sagde et, men han kunne se at hun ikke var helt sandfærdig i sin udtalelse, og det morede ham uendeligt. Han stillede sig op og lod sin karakteristiske grinen lyde igen, inden han så direkte ind i hendes følelsesløse øjne.

,,Åh kære, det siger du nok, men det er jo ikke helt rigtigt, vel?Nyaha! Fuyu tror jeg ikke du støder på foreløbig, han har ikke vist sig længe. Men du vil aldrig vænne dig til det, vil du vel?”

Sagde han, nærmest modbydeligt. Han nød altid andres frustrationer, og Myth var ikke en undtagelse, selvom hun var en undtagelser på så mange andre punkter. Men som det uhyre han nu engang var, så pakkede han altid den smule glæde væk han kunne føle overfor en anden sjæl, fordi han vidste den ikke var ham gavnelig. Og Myth ville desværre se, at følelser ikke rigtig var noget denne sjæl var i stand til at have – selvom hun havde vist interesse og ligefrem kunne lide hans selskab.

Årh Myth kunne vel ej stille noget op mod ham og hans små tricks. Hun sukkede opgivende og gjorde et svagt kast med hovedet. Fint han vandt på det punkt, hvis ikke flere. Hun mimrede svagt med mulen og kneb de mælkehvide øjne ud og svirpede svagt med halen, inden hun så væk fra ham, lod blot facaden langsomt fade ud og hendes kropsholdning blev mere dvask i det. Hun var træt, for længe havde hun faktisk forsøgt og se om hun kunne finde en vej udenom begrænsningen, men nej. Hun havde vel været en smugle naiv. Hun vippede ørerne bagud og lod dem da blive der, da han nu så ind i hendes øjne. Hans ord lød og hun rystede svagt på hovedet.

” Nej.. Siden jeg fik lidt af det tilbage har hele min krop dirret ukontrollerbart hvis ikke jeg har ladet mig selv udmatte. Jeg har brug for at..... ”

Myth bed tænderne sammen i en voldsomt bevægelse. Hendes fortid og gener havde efterhånden indhentet hende og det var ikke gode ting det bragte mig sig. Hun havde en ubeskrivelig lyst til at pine en, en lyst der raserede så voldsomt i hendes indre at efterhånden kunne hun springe i struben på hvem som helst. Hun gjorde et frustreret kast med hovedet og trådte et skridt sidelæns for ikke at lade det gå udover Rumpel.

” pine… ”

Sluttede hun da sin sætning.

... Nyahahahaa

Med den nærmest dirrende kropsholdning, som han nu stod med, samlede han skuldrene op omkring sig selv igen med det overgearede udtryk, da den midnatssorte hoppe udtrykte sig. Denne gang sandt, det kunne han se, fornemme, føle; ja, det var en sær ting han kunne, og det der beskrev det bedst, var vel at han kunne se følelser. Hvordan? Jo, ganske enkelt følte og så han på andres sind. Ja, han kunne endda bryde ind i dem, uden besvær, især hvis modparten ikke vidste hvordan man lukkede ham ude – og det vidste ingen; for det var en hemmelighed han ikke havde delt med andre – endnu. Det overgearede blev snart nærmest ondskabsfuldt, frydende, inden han trådte hende nærmest pirrende tæt, med mulen helt tæt ved hendes.

,,Oh, oh, oh, virkelig kære?”

Sagde han, intenst, ondt ladet, kælent på en gang. Derpå satte han i det hysteriske grin han var kendt for, inden han vimsede ned langs siden på hende og nappede hende ved den delikate bagdel. Fast, bestemt, for hvis der var nogen der kunne rykke rundt med denne hoppe, var det ham, og det vidste han. Derpå sendte han hende et yderst overlegent blik, med et smart blink som opfølger, inden han ganske nobelt vandrede en runde om hende, for at ende ved hendes front igen, hvor et kort nik forlod hans nakke.

,,Ser du, du er en potentiel fare for dette land, som kan spores tilbage til mig. Har jeg lyst til at give dig din magt tilbage? Næh. Men på den anden side – er jeg fristet? Ja. Ser du, min kære, jeg er ikke skabt for at skabe harmoni, nej langt fra – og måske din disharmoni kunne hjælpe mig, skabe åbninger for mig. Nyah..”

Han vendte siden til hende, mens han med nærmest fagre bevægelser satte i en skridt frem igen, rundt om hende, imens hans blik overhovedet ikke værdigede hende et eneste. Derpå bredte smilet sig igen om hans mule, slesk, sagligt, ondt. Det hele var der i en grum blanding.

,,Men spørgsmålet er jo, om din længsel efter disse kræfter er .. pinefulde nok, til at du vil .. lad mig sige det sådan; opgradere din aftale, nyah?”

Derpå tav han, imens hans blik faldt nærmest faretruende i hendes. Åh, der var så mange ting han kunne gøre, men som altid, higede han efter aftalernes rus. En rus som han var mere end afhængig af; men endnu var hans afhængighed af magi endnu større.

Myth var opmærsom på at Rumpel var meget nær hende og hun vippede derfor ind imellem ørerne frem og tilbage, inden hun bed tænderne en anelse sammen og gjorde et svirp med halen inden hun fnyste hoppet. Måske en anelse irriteret over at hun ikke kunne holde på nogen som helst facade overfor lige netop han. Hun var for svag. Hvor det generede hende og bare ophidselsen over dette blev bestemt ikke bedre af at han nu stak mulen helt hen til hende, for hun var i forvejen nået til at punkt hvor hun var på nippet til at eksplodere ud i en blodrus, hvis det ikke var for det faktum at der ikke var nogen i nærheden hvis blod hun kunne udgyde. Det var frustrerende, virkeligt, for det var i princippet det Myth manglede for at komme af med alt det overskudsenergi der lå og dirrede under hårlaget. Hun var bygget til det, og det lå så dybt i hoppen at det nok aldrig var noget hun kunne vende sig af med. Hun trak da hoved til sig med en højlydt hyl, inden hun pænt stod stille og lyttede til det næste han havde at sige. Fristet, men? Hun kunne skam godt hjælpe ham, ja harmoni var jo ikke just noget hun var den største fan af, for hun var ikke egnet til sådan noget. Hun havde prøvet at finde ro, men det var endt galt. Hun trak sig nu til siden da han begyndte at skridte omkring hende. Hun brød sig ikke om den kredsen, det var hun for meget oppe i det røde felt for at kunne håndtere det. Jo hvis var længslen pinefuld nok til at hun kunne opgradere den aftale med ham. Hun ville gerne, men hun havde intet hun kunne give ham, for Myth ville ej gå med til aftaler for hver en pris.

” Jeg har intet Rumpel, intet at tilbyde dig… ”

Måske var det ikke helt rigtigt, for måske havde han selv udset sig for noget, men Myth kunne ikke komme på noget som sådan lige kunne virke tiltalende. Afkom havde hun givet ham, opdraget og opforstret det, hvorfor skulle han ville have en ny? Kunne hun nænne det igen? Hvis hun skulle have sine kræfter igen, så havde hun brug for alt den styrke hun havde og hun satte ikke sit helbred over styr. Myth gav et kort suk fra sig, inden hun rystede svagt på hovedet.