Lost and forgotten | Hanna

Hoppens skind sitrede let da den lille hingst lod den bløde mule stryge over det følsomme bugskind, og hun skulle lige til advarende at lægge ørene i nakken. ikke fordi at han ikke måtte.. hun var bare ikke van til at nogen kom tæt nok på til at røre ved hende på den måde. men lige nu, måtte hun jo acceptere det hvis føllet skulle overleve. dog fnøs hun kort ved hans "mor", og skulle også da lige til at rette ham. hun var ikke hans mor. hun var blot hans midlertidige overlevelse, indtil at hun fandt hans moder. men dog... selv Piranja havde en smule medfølelse, og noget der kunne minde om en beroligende brummen kom fra hende.

"shyy"

kom det fra hende, og hun strøg ham flygtigt over panden. dog rystede hun hurtigt hovedet og kom ud af den sentimentale stemning, for da at vente. ville han have mad eller?

Trop så på den hvide hoppe, da hun strøg ham flygtigt over panden. Hans øjne lyste af tryghed og alligevel af en form for uslukkeligt savn. Han blinkede et par gange og lod sin mule forsigtigt glide over hendes blanke hvide hårlag lige ved bugen, som en slags gestus, der betød tak. Han fulgte hendes ord og tav. Forsigt. Ganske forsigt søgte han efter portalen til slukkelsen af hans sult og fandt den så også med succes. Grådigt lappede han mælk i sig. Den sødmefyldte smag gjorde godt og det gav ham en tilfredstillelse, men det var som om hullet i hans mave ikke helt kunne lukkes. Det ville tage tid at vænne hans mave til føden igen. Han måtte ikke drikke får meget.

Det gav et lille gib i hoppen da føllet fandt dievorten, og ørene flakkede imellem at vippe tilbage eller frem. det endte med en blanding, hvor det ene vendte tilbage af noget der kunnne minde om ubehag, imens det andet vendte frem i ligegyldighed eller glæde. hun havde på sin vis selv tilbudt ham det, så kunne hun tillade sig at være sur som sådan? nej... det kunne hun vel ikke.
Imens at hun ventede, vippede hun langsomt vægten over på det ene ben, og slog noget der kunne minde om afslappet med halen. det røde hingste føl var godt nok sulten.. mon han kunne tåle så meget på en gang? hun ventede i noget tid igen, inden at hun endte med at gå en smule frem for at få ham til at "slippe". Roligt nu. hoppen mente ikke, at han burde rumme mere i den lille mave.

let vendte hun hovedet tilbage, og så næsten bedømmende på ham.