Lost and forgotten | Hanna

Det lille røde hingste føl, som af sin moder havde fået navnet Tropical base, vandrede rastløs rundt i Enophis skove. Han kaldte konstant på en ynkelig måde, der kun kunne symbolisere et dyr i nød. Stemmen var snart hel hæs af den evindelige kalden og pelsen om hans øjne var klistret af mudder, blod og tåre. En rifte sad på hans højre kind og bidragede til at få ham til at se hærget ud. Muderet var kommet i bjergene, da han på vaklende ben havde forsøgt at komme væk fra den grotte, han og hans mor havde søgt ly i. De små ben havde gledet uhjælpeligt i det glatte føre og der sad nu indtørrede muddertotter i hans pels fra top til tå. Tårene var indtørrede, fordi på mærkværdigste hvis var de stoppet af sig selv. Han kunne simpelthen ikke græde flere tåre. Tårekanalerne var lukket og det gjorde ham på en mærkelig måde endnu mere ked om hjertet. Hvorfor kunne han ikke græde over sin forsvundne mor?.. Ja altså hans mor var forsvundet! Uanset hvor meget han egentligt ikke ville indrømme det, var hun væk. Borte. De havde lagt sig til ro for ikke så længe siden, selvom det gøltes som hundrede år, og det sidste han havde set, var de smukke øjne med den passende blis, der så ned på ham. Om morgenen var hun væk, som havde det hele bare været en døm. Det var ikke en drøm! Hun havde været der! Det var han sikker på... noget, der ikke eksisterede kunne ikke efterlade et så stort hul i hjertet.. kunne det? Han græd med sine underlige tåreløse øjne. Nu betvivlede han også hele hendes eksistens! Var han ved at glemme hende? Det ville tiden vise... Aldrig! Tabet ville nok sidde i hans bryst forevigt. Føelsen ville være i hans bagtanker forevigt. Føelsen af at have mistet, men ikke være sikker på hvad det var... En føelse, der ville være mere forfærdelig end selve tabet....

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Ud af skoven blev de lyse hove fort frem, imens at en melodi som egenlig ikke var kendt for andre end hende selv, kom den lyse hoppe Piranja. Humøret var vel højt som altid, da der indtil videre ikke havde været noget i løbet af dagen til at pille det ned. Så det var vel med et smil at hun forsatte fremad, indtil en hæs lyd fangede hendes opmærksomhed. Hoppen stivnede kort op, og lod de dunede ører glide søgende rundt på hovedet, men der kom ingen andre? Med undren forsatte hun lidt frem imod den store sø som hun var på vej imod, da den lød igen. Endu engang stoppede hun sin gang, og lod blikket glide søgende rundt. Spejdende efter noget eller nogen. For der var nogen som kaldte.. eller det lød det som om. Det var nu egentlig svært at bedømme, da den stemme lød utrolig slidt og hæs. En tænkende brummen kom fra hende, og hun drejede af fra stien og begyndte at gå imod der hun mente at lyden var kommet fra. Snart fangede noget rødt hendes blik, og hun stoppede en anelse spændt op. Hvad var det? Den store mave gyngede kort, inden at hun sænkede hovedet en smule for at se neden under nogle af buskene. Ja, hun var en anelse vagtsom, og kunne reagere kraftigt på små ting. Men… ja, sådan var det jo når man ventede føl, som den lyse hoppe gjorde. Dog var hun ikke sen til at opdage den lille forhutlede skikkelse, og hun gispede kort ved synet. Var det nu et føl, eller et andet skadet dyr? For det lignede næsten ikke et føl. Hurtigt så hun sig omkring efter hans mor, og snusede prøvende ind, men intet.. ingen fært ud over hingste føllet.. En bekymret brummen kom fra hende… han var jo næsten død.. uden at tænke over det, trådte hoppen frem imod det lille føl og stoppede på en smule afstand fra ham. Roligt sænkede hun hovedet imod ham, og noget der kunne minde om en moderlig brummen kom fra hende, på trods af at det ikke var hendes eget.. men af den grund kunne hun vel godt se hvem det var?

Et øjeblik stivnede Tropical base og den grådløse gråd stoppe. Han klemte sig godt mod jorden og lyttede. En hest var ikke langt fra hans gemmested, hans busk. Den stoppede. Forsigtigt snusede han luften ind, og ganske rigtigt kendte han den ikke. Han bed sig i læben og klemte sig atter mere mod jorden. Den havde opdaget ham. Han kunne høre hvordan den besværet kom mod ham. Et par blå øjne søgte ned i den lille busk. Et lille piv kom fra ham, da den så på ham gennem buskads og det hele. Den sænkede mulen mod ham. Han så det hele næsten gennem en døs af tåge. Hans vejrtrækning var allerede ved at blive overfladisk og det var tydligt, at han var mere død en levende. Han havde ikke engang kræfter til at blive rigtigt bange...

(blev kort:3)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Overrasket så hun hvor svag denne var, og uden at tænke over det puffede hun let til ham med mulen – selcom at han var bange. Hun håbede bare på en reaktion.. bare en eller anden, så hun vidste om den overhovedet kunne det. Hvis ikke, var det virkelig slemt. Han klemte sig imod jorden…. noget der kunne minde om en allerede nu opgivende prusten kom fra hende, og hun overvejede kort at gå videre. Glemme ham.. komme videre. Men nej, det kunne hun ikke. Sådan var Piranja til sin ærgrelse ikke, og i stedet for at gå lagde hun sig ned foran ham. Den overfladiske vejtrækning fik en bekymret rynke frem på den ellers glatte pande, og hun skubbede denne gang til ham. han måtte ikke sove.. for tænk hvis han ikke vågnede igen? Med et bestemt prust rejste hun sig, og gik om bagved ham for at få ham til at rejse sig. Han skulle op og stå.. bare kunne gå. De kunne finde en hule i nærheden, eller bare noget mere lukket. Her var for åbent for den skimlede hoppe.

Da den fremmede skubbede til han skreg han hjælpeløst, som en fanget mus mellem kattens skarpe kløer. Hans øjne blev store og han forsøgte at trykke sig længere ned mod jorden. Skriget havde lydt hæst og pivende. Han klynkede forsigtigt og de små ben rystede en smule. Den fremmede lagde sig foran ham og et øjeblik fik de matteøjne et nysgerrigt udtryk, inden der atter lagde sig en mat hinde over dem. Han nøs hæst og lod hovedet søge jorden. Han lukkede øjnene. Han var så træt... Bare sove 1 minut? Nej det fik han ikke lov til, da den grå hoppe skubbede let til ham. Omtumlet så han på hende. De små øjne havde svært ved at fokusere, men fandt endelig hende. Et øjeblik troede han hin var hans mor, men så kom han i tanke om den gennemtrængende røde farve, som han delte med sin mor. Dog indgød de. Fremmede hoppes farve ham også ro - Den samme farve havde hingsten, som han kendte under ordet "far".

Hoppen gik om bag ham og Base fattede budskabet gennem tågerne og rejste sig klumbet. Benene rystede voldsomt og gav næsten under under ham, som var han et nyfødt føl, selvom han forlængst var ovre det stadie i sit liv...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hun kneb let øjnene sammen da det fremmede føls hæse skrig gav genlyd i hendes ører, og brummede da en anele irriteret. Hun ville blot hjælpe ham. Men hvis ikke at han ville have hendes hjælp, kunne hun jo bare gå? Nej.. han mente det jo ikke sådan. Han var svag og træt. Sikkert også syg. Og hun var en fuldkommen fremmed for ham, ligesom han var for hende. men alligevel ville hoppen gerne hjælpe ham lidt – hvilket nok var en bedrifti sig selv. Hun havde ikke den store ansvarsfølelse, og var ved gud selv kommet med føl ved det første møde ved en hingst som hun ikke kendte. Men det gjorde hende ikke noget. Sådan var det bare. Den hvidskimlede hoppe så en anelse dømmende på ham da han ikke rejste sig op, indtil at han endelig begyndte at flytte lidt på sig. rykkede de små hove ind under sig. løftede sig og stod.. eller.. stod var nu et stort ord. Han rystede og vaklede, og hun fnyste kort. Hvorfor var han så svag? Roligt lod hun mulen glide over hans forben, inden at hun let puffede til ham for at få ham til at gå. Kunne han overhovedet det mere? Hun havde sine tvivl hvad angik ham. nej.. Piranja var ikke den store mor her.

Tropical base prustede tappert, da hun let puffede til ham. Hans ører lagde sig et øjeblik ned og han viste let truende tænder. Dog varede det ikke længe før de dunede ører pegede frem igen. Han vaklede lidt skridt fremad og så skeptisk tilbage på den hvide hoppe. Han lagde hovedet prøvende på skrå. Hans ben rystede stadig, men han stod og kunne da også gå. Hvor ville denne hvide skabninger, som ikke var hans mor, så føre ham hen?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Da han ligefrem tog sig den frihed at vise tænder af hende, lagde hun ørende ned og et rettende nap forlod mulen. Dog ikke imod ham, men foran ham. hun gad ikke at han strittede for meget imod. Dog skulle der ikke gå længe, inden at han tog nogle usikre skridt fremad, men stoppede da igen. Kort skulle hun til at stampe irriteret i jorden, indtil at det gik på for hende at han selvfølgelig ikke vidste hvor han skulle hen. En sidste gang puffede hun ham frem, samt nulrede ham lidt ved halsen inden at hun begyndte at tage nogle rolige skridt fremad. Hun ville lægge sig i en form for lå imellem en masse andre træer, og håbede på at de ville skjule dem begge en del. Altså, hvis han valgte at følge med.. mere kunne hun ikke gøre.

Base hoppede kluntet hen mod den hvide hoppe. Hendes nus på hans hals fik et smil frem på de sprukne læber. Han elskede at blive nusset på halsen! Mor havde gjordt det, når de sammen havde hygget sig i hulens mørke. Ligesom sidste gang han så hende... En tåre gled ned over han kind og alligevel føltes det fjernt. Hvor var hun henne? Han lukkede øjnene og prøvede at se det elegante hoved med den smukke bils, men så kun en hvid hoppe med ravnesort hår. Hvordan så hans mor egentligt ud? Rød med bils... Ja det vidste han... Men de skønne, elegante konturerer fortonede sig og den varme kind, som han havde puttet sin lille efterlignende kind indtil, var ikke at se for hans indre. Det prikkede på hendes kind, som havde den fløjlsbløde mule lige berørt der.

"Moaar"

Gispede han, da et lille hulk kom, men valgte så at vakle efter den hvide hoppe. Hun viste bedst.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Endelig så det ud til at føllet havde hanket lidt op i sig selv, og begyndte at stavre efter den skimlede hoppe. En tilfreds brummen kom fra hende, men ellers gik hun bare forsigtigt fremad. Kastede et sjældent blik på ham en gang imellem for at se om han fulgte med, men ellers prøvede hun bare at finde de pile træer som havde deres lange grene næsten helt nede til jorde. Det var heldigt at hun ikke havde fundet ham her på en anden ø.. en mindre frodig ø. En lille opmuntrende brummen kom fra hende, men ved hans pludselig udbrud af ”mor”, vente hun kort det velformede hoved imod ham. nej. Hun var ikke hans mor. Men hun kunne lige nu værre en midlertidig erstaning.. hvor var hans mor egentlig? Endelig kom de der hen, og hun gik ind imellem” forhænget” og brummede opfordrende til ham. her kunne han hvile sig…

I stilhed fulgte han efter den fremmede, med nogle smukke blå øjne. Et pilebo dukkede op og det lille røde føl åbnede overrasket øjnene. Han havde aldrig overnattet andet steds end under åben himmel og grotten i Enophis bjerge. Dog hoppede han omgående ind gennem blad "forhænget", da den hvide hoppe bød ham det. Udmattet sank han sammen på jorden og lukkede de spinkle øjenlåg sammen og gabte. Dog kunne han ikke sove - sulten rev i hans flanker.

[undskyld kort svar]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hvad var der nu galt? Undrende så hun på ham. alt gik da godt? Han kom med ind. Han gabte.. han var træt og skulle sove. Men han lagde sig ikke ned? Piranja havde ikke været mor før nu, og hendes viden om føl var en del begrænset. Sådan en del, at den næsten ikke var der. Det ville jo komme til hende den dag hendes eget føl var kommet til verdenen, men nu hvor at det ikke var det, havde hun ikke ”instinkterne” til det. Og dog.. mon ikke siden at hun havde tænkt sig at tage ham med sig? endelig lagde han sig ned, men stadigvæk ville han ikke sove. Han blev simpelthen bare liggende. Søvnig, men vågen. ”hvad er der med dig…” Kom det mumlende fra hende, inden at hun puffede let til ham. kunne han snakke?

Trop så på hende og manglede ord. Ikke fordi han ikke kunne tale - nogle ord kunne han da og mad var et af dem - men han vidste ikke hvad han skulle sige. Et øjeblik skælvede hans underlæbe og det lignede ham ville stikke i gråd. Men så reddede hans mave ham, med en højlydt rumlen og Trop førte sit skiftende blik over på den. Hans mave sagde lyde! Det optog den røde hingst meget, da han aldrig før havde prøvet at være rigtig sulten. Den røde hoppe havde sørget godt for ham til nu.

Hun så en del tid på den lille røde hingst, inden at hans mave begyndte at rumle. en anelse overrasket så hun på ham, og skulle da til at samle noget græs sammen til ham. og det var så der det gik op for hende, at han nok ikke spiste græs.. føl drak jo mælk.
langsomt hævede hun hovedet, og begyndte at tænke.. mælk.. selv var hun jo med føl. mon det ville virke? forsigtigt puffede hun da til ham, og prøvede at genne ham op. kunne han overhovedet die ordenligt, eller var han for svækket? en lille bekymret tanke listede sig frem - for tænk hvis det ikke virkede?

Trop så forvirret på den hvide hoppe, da hun forsigtigt puffede til ham. Hvad nu? Han klynkede. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi han ikke forstod hentydningen. Et øjeblik lå han bare og klynkede en smule og så ud i luften, indtil det slog ham at alle andre gange havde det betydet; 'rejs dig op' Han satte den lille rumpe i vejret og 'logrede' med den lyse hale. Han klodsede forbenene efter og stod snart op. Han så på den hvide hoppe. Hvad nu? Han tænkte sig om et øjeblik. Hvad plejede man at gøre? Han kunne ikke huske det. Ligesom med den røde hoppe gled det langsomt ud af hans bevidsthed. Han rystede voldsomt med hovedet, da en smerte skar ned gennem hans hoved. Havde han slået hovedet? Ihvertfald var flere af hans minder væk... Han så på hoppen, som langsomt tog den vante moderrolle i hans hoved.

"Moarhh ondt hoved"

Hikstede han frem og aede forsigtigt den hvide hoppes bugskind.