Steady as the Beating Drum

[Tagged Taia]

Den gyldne sjæl Illana havde valgt at søge til det indre af øen Leventera efter at have vandret langt stranden den foregående dag. Hun nød de endnu frodige enge, der tilbød deres saftige græs til sultende sjæle; hun nød de endnu grønne træer der kunne tilbyde skygge for solens stråler, der stadig kunne varme godt igennem – men selvom sommeren endnu havde det sidste hold i landet ,var det tydeligt at efterårets kommen ville være snart forestående. Pelsen på den gyldne var begyndt at tykkes, og temperaturen var allerede dalet det første stykke, på vej imod vinterens kulde. Det generede dog ikke Illana, for hun vidste at landet da ville fortsætte med at eksistere; og først hvis årstiderne skulle stoppe, ville tingene være galt. Med en munter brummen havde hun sænket hovedet for at tage for sig af græssets overflod, imens hun meget opmærksomt lyttede til de lyde, de symfonier som der blev sunget omkring hende, af både vinden og fugle.
Mangt og meget var sket i løbet af dette år, og Illana havde udviklet sig meget. Hendes evner rakte længere end hun havde turde håbe på nu, og Lyset om hendes hals, forstod hun bedre og bedre fra dag til dag. Ja, det var vel kommet så vidt at de to var én; og den enhed som de nu engang var, var netop Lysets Vogter; den gyldne Illana.

T A I A

---

Alting var blevet et slør. En tåget masse hvor tid og rum ej eksiterede, men snoede sig rundt i forvredne symfonier skabt af hinandens klagende lyde. En masse hvor en sjæl nemt kunne forsvinde, hvor det at forsvinde næsten blev noget man bønfaldt om, men samtidigt kunne sjælen ikke give slip. Ikke bare.. give op. Det var for let, men samtidigt alt for svagt og ubærligt. I stedet vred sjælen sig rundt, mens den hjælpeløst prøvede at knuge sine sidste, kære minder ind til sig. Prøvede at gemme ting, som den sløret allerede vidste, men alligevel blot det at prøve, kunne give mod. Det gav et formål i en verden, hvor bare det at kende op og ned var svært. En verden hvor der ingen forskel var på lys og mærke, på larm og stilhed; en verden hvor alt var intet, men samtidigt var intet alt.

Der var ingen forskel længere. Om det var hende eller dem der styrede; skridtende var ens. Holdningen var den samme. Hver bevægelse var en perfekt kopi af hvad der engang havde været storhed, men nu blot var en smuldrende ruin. Roligt stoppede hylsteret op, lagde let sit hoved på skrå og studerede noget uden egentligt at se. Det sorte slør lå stadig over øjnene, før det trak sig væk og viste et par strålende, blå perler. Et smil gled omkring mulen, før det blev tabt i den ene mundvige. På hver side af hoppen kunne ribbene anes, men de forsvandt roligt dag for dag; ikke fordi vægten blev øget, men fordi pelsen tyknedes. Nej. Skyggerne forstod sig ikke synderligt på at styre et hylster, når sjælen ej måtte være med. De havde dog lært det, trods de stadig havde deres skænderier, og de havde endda formået at lade de sande øjne vise sig, uden at slippe sjælen løs! Sese, de udviklede sig godt!

Som en klokke der altid ringede når fremmede kom ind af en dør, reagerede Lyset på andres tilstedeværelser. De reagerede på deres blotte eksistens, men ligeså på deres humør og hensigter, deres vej i livet og deres natur. Altid opfangede Lyset, som så det kun sandheden, og fortalte det videre til Illana, så hun kunne tage stilling til, hvordan hun ville tage imod den pågældende sjæl; og nu, hvor hun stod der, ganske fredeligt, reagerede Lyset. Dog ikke som det plejede, for i stedet for at skinne kraftigt op, som det altid gjorde når det hilste både fremmede og kendte sjæle velkommen, begyndte det at lyse nærmest faretruende gråt, for noget ondt var i gære, lige omkring hende. Hun løftede øjeblikkeligt hovedet og lod ikke græsset få mere opmærksomhed; hendes øjne flakkede over engen og stoppede først da de nåede den brune Taia, med jordens farver; men hun så langt fra ud som hun plejede. Nærmest som var hun blevet besat af en gevækst der tog næring fra hendes krop så det ud, og med et forbløffet, forskrækket fnys satte Illana omgående imod den hoppe, som var hendes nærmeste veninde i dette land.
Illana var en hoppe, der naturligt søgte at hjælpe; ikke at hun skulle kaldes en helgen for det, men det lå til hendes natur, og da hendes blik havde fanget Taia’s omrids, slog hun alle de advarsler fra, som Lyset havde givet hende. Hvis Lyset havde fået sin vilje, havde det ikke nærmet sig Taia, fordi hun netop havde en energi, der strålede fra hende, der kunne minde om skyggerne. Som havde skyggerne sat sig fast på hende, på en udefinerbar måde. Med de lange, elegante skridt hun bevægede sig med, nærmede hun sig hurtigt den brune hoppe; men hun gik ikke helt til hende, for selvom hun havde ignoreret advarslerne, som Lyset var kommet med, havde hun endnu sin fornuft, og den råbte ganske klart, at forholdsregler skulle tages her. Og det tog hun. Da først hun stod foran Taia, nikkede hun kort, inden hun med den milde stemme prøvede at skabe kontakt, til den unikke sjæl som Taia var. En forsigtig og spørgende brummen forlod hendes mule, henvendt til Taia; Hvad var dette, hvordan var det sket?

Roen havde lagt sig. Velsignet ro. Stilhedens ro. Dødens ro. For kun i den rolige intethed, hvor intet blev gjort, intet kæmpet for, døde sjælen ud. Livskraften svandt, blev erstattet med en ligegyldighed der til sidst ville erstattet alt med intet. Før havde det betydet noget. Der havde været noget at kæmpe for... nu? Nu var der ingenting, udover den slørede masse uden tid og rum. Her sejlede en før stærk sjæl rundt, klamrende til de sidste minder, mens en enkelt, gylden tråd fulgte den. Tiggede den om at tage sig sammen, om at kæmpe. Hev og sled uden at få succes. Og alligevel. Langsomt, så utrolig langsomt, begyndte gløden at pulsere. Den reagerede. Livede op. Intetheden blev langsomt, smerteligt næsten, erstattet af en forvreden dans, men ikke desto mindre et formål. Intetheden havde fået et formål, selvom det var så simpelt, som en dans uden trin.

Hylsteret stivnede. Spændte op. Reagerede på Skyggernes sindelag. De talte altid, skændtes næsten lige så ofte, men alligevel mindre end før i tiden, men nu lagde en brat stilhed sig over dem. Lyset. Var det Lyset? Hvad lavede det her? Skygger vej for Lys, sådan var naturens love, men ej nu! De kunne ikke vige! Ville ikke! En ophidset mumlen satte igang, en mumlen som hurtigt blev erstattet af et skingert skænderi.

Roligt hævede hoppen hovedet. Iagtog den gyldne hoppe med genkendelse, og venlighed, men alligevel lå der noget syrligt, nærmest ætsende, i blikket. Et øjeblik flimrede mørket over de blå øjne, før stemmen så lød.

,,Goddag Illana."

Den markante ændring der var gledet over den brune hoppe, foruroligede den gyldne sjæl. Det virkede helt bizart, nu hvor hun var tæt nok på, til at se den aura der havde besat den brune, samt overtaget hendes krop. De udvækster der sad på hendes krop, var pinefulde at beskue, og selvom Illana ikke var en hoppe der var sart, var dette dog et syn der fik hende til at vige blikket blot en smule. Hun vippede sine ører frem, da Taia talte; men ikke som hun plejede. Hun talte, som både hadede hun Illana og var lettet over at se hende; en meget underlig blanding, der i sandhed ikke var hendes sande jeg. Illana hev hovedet en smule op med et lettere utrykt udtryk. Hun var en modig hoppe, men her vidste hun slet ikke hvad hun havde med at gøre. Lyset om hendes hals var også vendt til en faretruende nuance, der i sandhed skreg til den gyldne, at hun skulle se at komme væk; men som det havde gjort sig gældende før, lyttede Illana ikke nu.

,,Taia, er det dig?”

Spurgte Illana så, imens Lyset om hendes hals nærmest pulserede. Som var det vredt, forvirret, frygtsomt. Helt præcist hvad kunne den gyldne hoppe ikke føle, for det var ikke sådan, at Lyset talte til hende. Det var fornemmelser, følelser, hende og Lyset udvekslede, og disse kunne tit og ofte være noget uklare. Selvom hun havde lyst til det, veg den gyldne sjæl dog ikke bagud; nej. Måske var det fordi, en kræft ulmede i det indre på den gyldne, en kræft hun havde udviklet en hel del siden det sidste møde med den brune hoppe – og denne kræft gav hende en sikkerhed, hun ej havde haft før. Måske var det netop dette, der gav hende styrken til at blive stående – men uanset hvad, ønskede hun kun én ting ligenu. Nemlig at opklare hvad der var sket med hendes veninde.

Skænderiet steg. Nogen skreg euforisk, andre beklagede sig så en dødsrallen ville virke som en kærlig vuggevise. Enkelte ilnede alle andre op, mens endnu færre prøvede at holde roen, men tydeligvis uden at være i stand til det. Larmen bølgede afsted i Rummet, hvor kun en stemme burde lyde, men nu hundrede jamrede i takt. I sløret, i den Uendelige Tåge, tog dansen til. Som fandt endnu en dansepartner vej til sindet virvlede gløden og tråden nu omkring en tredje partner, som ej kunne beskues, men hvis tilstedeværelse ej kunne benægtes. Gløden pulserede, virvlede frem og tilbage mellem tågen, som langsomt aftog, men samtidigt tyknedes. Hist og her blev den ugennemtrængelig, mens andre steder lyste op som aldrig før. Lyset udefra måtte skinne ind i mørket.

Kan vi tage den.. Kan-vi? Kan-vi?
Nej.
Jo! Jovist kan vi, det er bl - Nej!
Kom nu?
Lyset! Forlad det! Dræb det! Skjul det! Fortær det!
Tag det, lad det blive vores.
Nej!
Dræb, Flæns, Fortær!

Et smil spillede om den arredes mule. Et smil som virkede oprigtigt nok, men samtidigt syrligt. Man kunne kun opholde en hvis facade overfor nogen, noget, man hadede så inderligt som Skyggerne hadede Lyset, men der var også noget andet. Frygt. Rædsel. Naturens love bad Skyggerne vige for Lyset og selv disse skygger, disse unaturlige, skrigende sjæle, måtte vige for det blide lys.

,,Ja.."

Stemme vred sig, skiftede tone i et enkelt ord. Halen smældede bag hylsteret. En hov blev hævet, før den blev sænket igen. Næsten uroligt begyndte en trippen, en urolig bevægelse der blev gentaget igen og igen. Næsten en tvangshandling, der morfede ind til en næsten useelig, tranceagtig dans fra side til side. Stemmerne steg. Bølgede. Råbte. Skreg. Jamrede.

Den gyldne hoppe, Illana, stod med fronten imod Taia, hvis krop hun ikke kunne genkende. Planten der havde vokset på hendes krop, som havde den sprunget indefra ud, havde taget mange af hendes tanker, forundringer og bekymringer, men lige nu fokuserede den gyldne hoppe kun på det sind, som Taia bar. Illana kendte til Taia’s personlighed, de havde trods alt mødtes flere gange de forgangne år, men den hun nu snakkede med, var ej Taia, trods den talte med hendes stemme. Det smil, som var kommet frem på mulen, virkede oprigtigt, og alligevel uhyggeligt. Som var det både Taia’s egentlige jeg, der smilede til den gyldne hoppe, og en som havde besat hende. Som viste de sig på samme tid. Forvirringen over, hvad hun skulle tro, fik den gyldne hoppe til at væve en smule på stedet. Læne vægten fra side til side, som rokkede hun i stilstand.
Lyset omkring halsen på Illana havde længe afspejlet Illana’s følelser og reaktioner, men der skete noget nu. Da Taia bekræftede, at det var hende, satte Lyset et kraftigt glimt af, så kraftigt at det et øjeblik blændede Illana selv. Forvirret kastede hun hovedet bagover og lod sine ravfarvede øjne falde direkte på Taia. Hun vidste at den var helt galt; men at Taia dog var der.

,,Jeg ved ikke hvem du er, men jeg taler ikke med Taia. Og hvad end du ønsker at få ud af det, du har gjort nu, så vig tilbage. Ondskaben har ingen ret til at række ud i denne verden, det forsikre jeg dig om.”

Illana var sikker i sin sag, og Lyset var lige så sikkert. Det havde fundet en fjende, en fjende der tilhørte skyggernes land, som trods alt havde sin plads i landet. Men ej her. Helt præcist hvad der havde taget plads i Taia’s krop var uvist, men Illana ville gøre sit for at hjælpe Taia bekæmpe det. Trods alt rummede hun en styrke, hvis sandhed hun endnu ikke kendte. Især når hendes følelser blev påvirket, havde hun vist sig at kunne udrette rimelige voldsomme ting med hendes Lys, så måske hun kunne gøre det her.

Et skrig. En jamren. Tusinder af hvæsende stemmer. Euforien steg, på trods af smerten der var blevet udgydt, som havde det kun gjort ting bedre. Havde det kun gjort dem mere spændte, mere sikre på, at det forestående måtte gøres. Orderne, som forlod den lyse hoppe, blev hørt, men ej taget til efterretning. De kom ind i Rummet, virvlede omkring, søgte nogen, der ville høre, men fandt ingen. I stedet blev det hakket ud efter, skubbet rundt og denne underlige leg øgede på ny euforien. De ville. Det var nu. Om de så havde fået tilladelse eller ej!

Den lyse hoppe ville lukke sine øjne, ville de springe ud. I det øjeblik, i den umådeligt korte tid, ville de manifestere sig. Vise sig. Blotte sig for lyset med den ene hensigt at dræbe det. Fortære det. Gøre det til deres eget. Ingen kunne holde sine øjne åbne for evigt og i det ene øjeblik, gjorde de det, euforien drev dem til.
Skyggerne virvlede frem. Trak sig ud af rødderne og hvis det ikke gik hurtigt nok, fandt de en anden vej. Blodet begyndte at løbe, begyndte at trille i langsomme tårer fra de klare, blå øjne. Skygger var ej væsner af ynde, i hvert fald ikke disse, og ej heller af tålmodighed. Overalt fandt de vej, før de samledes i et. Samledes i mørket, der var dem.

,,Dig.. Dig.. Hvorfor er du så sikker på vi er en?
Ret? Hvem vil snakke om ret? Vi har rett-
Lyst det lever, mørkt det dør. Døden vi giver...
Shh...
Dræb! Dræb...!
Hvem siger vi ønsker noget...?"

Stemmernes skingre lyd fyldte luften. Nogle talte dæmpet, andre råbte. En enkelt blev ved med at gentage sig selv i en trance af uendelig dårligdom. Uanset hvad de gjorde, så var det forvredet. Stemmerne. Skikkelsen foran den lyse. Den pulserede, skiftede konstant form, men hvæste samtidigt. Enkelte afstikkere prøvede at nærme sig lyset, men kun for at vige med et blødende skrig. De måtte være samlede. Ej kunne de gøre det som hundrede. De måtte være en.

Den arrede hoppe faldt sammen. Tågen var blevet opløst med sådan en hast, at hun end ikke havde opdaget noget, før hun stod alene i Rummet, sådan da. Enkelte Skygger lurede i de mørkeste dele af hendes sind, ville altid være der, for de var blevet drevet ud forbi punktet af deres egen sindsyge. De ville aldrig samles, men ville for evig tid hvisle omkring i sindet. Langsomt blev øjnene glippet, forvirrede og blødende, før en enkelt, lille bevægelse med hovedet fortalte, at hun havde kontrollen igen, om end kun for dette lille, ynkelige øjeblik.

Hun stod helt stille alt imens hun afventede hvad der skulle ske. Tiden stod nærmest stille; for hun var klar over, at det kunne blive ganske farligt, det hun havde kastet sig ud i. Hvad end der var stærkt nok til at besætte en hoppe som Taia, var alt for stærkt til at nogen kunne modstå det alene; men Illana var heller ikke alene. Hun havde Lyset med sig, som var en evig del af hende, og dets kræfter havde forenet sig med hendes egen simple styrke. Imens hendes blik hvilede på den brune hoppe, skete der noget, der i sandhed kunne have taget fornuften fra den gyldne hoppe under andre omstændigheder. Hun afventede noget ondt, havde forberedt sig på det; så det, at der faktisk skete noget nu, kom ikke bag på hende. Men hvad der skete gjorde. Fra Taia’s krop kom en underlig skyggeagtig skikkelse, der delte sig, råbte i alverdens forvirring, skreg og rakte ud til alle sider. Synet var i sandhed skræmmende, uhyggeligt og ubeskriveligt. Ligeså var synet af Taia’s krop, hvis øjne så ud til at bløde. Det måtte være smertefuldt, at have denne form for .. skygger .. hæftet til sin krop, til sin sjæl. Men medlidenhed med Taia var på nuværende tidspunkt ikke noget Illana kunne tænke på, for det eneste der fyldte hendes sjæl nu, var en beslutsomhed. En beslutsomhed der langsomt dækkede for den frygt der havde sat sig i Illanas indre, efter hun havde lagt øjne på disse uhyggelige skygger; en beslutsomhed som fyrede op under hendes indre styrke. Skyggerne rakte ud efter Lyset om hendes hals, der allerede var begyndt at gløde endnu mere faretruende, og da de veg med et skrig, gik det op for Illana, at netop Lyset var det perfekte våben i denne kamp. Og så skete det. Lyset sammen med Illana, som en enhed, skød en væg af Lys frem foran sig, der bredte sig flere meter ud til siderne og rakte flere meter i vejret. En ubrydelig væg for skyggerne. I første omgang var den dannet lige foran Illana, men inden længe blev den skubbet afsted med den kræft den gyldne hoppe besad, skubbet hen imod Taia, hvis øjne hun kort forinden havde set, med hendes egen personlighed bag. Illana vidste hun var der. Derpå strøg Lyset omkring Taia, indhyllede hende, hvor det indledte end indædt kamp med Skyggerne. Og først et par minutter senere døde Lyset hen, og den gyldne hoppe stod tilbage med flanker der kørte ud og ind i faretruende tempo. Hun havde brugt alt den energi hun havde haft, til at gøre dette, og det eneste der holdt hende på benene, var håbet om at hun snart ville se Taia i øjnene igen. Den Taia hun kendte. Men om Skyggerne ville være stærke nok, til faktisk at holde fast i Taia endnu, havde hun en frygt om, for aldrig, nej aldrig havde hun set eller mærket noget som dem. Som det?

Med et bredte lyset sig for hoppens øjne. Det mindede så meget om Den Vises... mindede så meget om det møde.. om det skæbnesvangre møde. Det møde der havde ændret alting.. ændret alting til det værre. Det katastrofale. Det utilgivelige. Og alligevel hadede den arrede hoppe ej Lyset. Hadede ej planten. Havde ej det der var sket, men blot det som lå bag det. Hun hadede det i hvert fald, når hun fandt styrken til at hade. Det var lettere at falde tilbage på de lykkelige minder hun havde, end at prøve og opbygge hadet. Med lyset fulgte en form for frelse, lindring af alt det hendes krop havde gennemgået. Hun værkede stadig, følte stadig smerten fra hendes øjenhuler og sårerne, hvor blodet strømmede fra, men følte samtidigt en ubeskrivelig lindring. Et suk forlod hende, selvom hun var komplet uvidende om hvad præcist der udspillede sig omkring hende. Et suk af lettelse.

Ubeskrivelige hyl for gennem luften, mens de mørke skikkelser vred sig i Lyset. Enkelte døde ud, forsvandt fra verden, mens andre slap væk. De fleste flygtede, enkelte hamrede selvmorderisk mod muren af lys. De ønskede at dø. I deres sindsyge fandt de det som værende det ultimative de kunne gøre: angribe, selvom de alene ville dø. Disse var de Skygger, som voldte den gyldne hoppe de største udfordringer, for i deres sindsyge forsatte de. Forsatte trods lyset brændte dem bort. Deres skingre skrig og jamrende stemmer spillede ustyrligt gennem luften; en enkelt nåede helt hen til den gyldne, inden medaljonen om hoppens hals ville gøre det af med dem.

Og så blev der stille. Helt stille. Stille på den forkerte måde, som varslede om at noget ventede i mørket. Det gjorde de også. Skygger ventede. I mørket mellem træerne, under græsset og i jorden. De ventede på at samle sig, for at vende tilbage på ny. De gav ikke op, blot fordi de var slået.

Langsomt åbnede den brune Taia sine øjne. Hendes hoved lå stadig slapt i græsset, hvor hendes ben var kollapsede under hende. Forsigtigt vendte hun blikket op ad, da hun havde fanget synet af et par gyldne ben. Var det virkeligt hende? Stemmen var svag, næsten uhørlig, da en lyd endeligt undslap hende.

,,Il...Illan..-ah?"

Hendes tindrende blå øjne fangede nu den andens blide, brune øjne, inden et lille fnug af mørke virvlede rundt i de blå øjne. Et minde om at hun aldrig ville være fri. Aldrig ville være alene. Hun var mærket.

Lyset, der nærmest blev skudt frem foran den gyldne hoppe, blev mødt af en modstand. I det korte øjeblik, hvor hendes virkelige kræfter trådte i karakter, blev der udkæmpet en sand kamp mellem Lys og Skygger; for det viste sig, at netop disse frygtelige Skygger var dem, der var skyld i det, som var sket med den brune Taia. Skyggerne strøg pludselig op og fór frem imod Lyset, ja, nogle endda igennem for at søge direkte imod skaberen af Lyset; ja, de søgte ligefrem at angribe den gyldne hoppe, for at slukke det Lys der jog dem på flugt. Det krævede den smule af de resterende kræfter hun havde, at sætte sig imod dem, og alt imens Skyggerne skreg i hendes nærværd, sendte Lyset om hendes hals en bølge mere afsted. Den fik flået den sidste skygge væk, der havde klamret sig i et desperat forsøg til Illana, og da den havde sluppet, døde Lyset for alvor hen.
Der gik flere sekunder hvor stilheden nærmest var så larmende at Illana ikke kunne holde det ud, men da først lydende fra omgivelserne nåede hende, var det tåleligt igen. Dog vidste Illana, at dette langt fra var slut; for skyggerne havde endnu endnu fat i Taia’s krop, der blødte mere end Illana havde håbet på – og de hvæsede faretruende. Men dog var det nu Taia, der lå, med de klare blå øjne rettet imod Illana, hvis krop kun lige kunne holdes oprejst. Dirrende lod den gyldne hoppe sin mule sænkes ned imod Taia’s, for ganske kort at berøre den. Som reaktion, skød Lyset nærmest et stød igennem kroppen på Illana, for at få hende til at trække sig; Skyggerne havde endnu fat, hvilket var farligt. Og Illana havde ikke kræfter nok, til at tage et opgør imod dem igen.

,,Det er mig ja, Taia”

Lød Illana’s milde stemme. Endelig var det hende, som hun snakkede med, og alle former for forringelse, særheder og ændringer i hendes toneleje var væk. Forsigtigt fjernede Illana mulen igen; der var ikke meget hun kunne stille op ved den situation Taia var i nu, for hun kunne ikke hele sår, eller stoppe blødninger; hvilket ligenu fik hende til at føle sig magtesløs. Nok havde hun formået at få jaget Skyggerne en smule bort, men ikke nok.

Hun rykkede sig ikke. Alt hun gjorde var at se op, næsten stirre bedende et øjeblik, og trække vejret. Hendes sider bølgede langsomt op og ned, vidnede om livet i hende. I midten af hendes bryst pulserede hendes hjerte krampeagtigt, kæmpede sig videre på trods af alt. Det var den eneste ting i hende, der arbejdede alene og forsatte uanset hvad der skete, så længe mulighederne var for det.

Da Illana trak sig, fulgte Taia en smule tøvende med, men opgav hurtigt. Hun lå hvor hun var faldet, ude af stand til at samle kræfterne til at komme på benene igen. Hendes hoved faldt tilbage i græsset på ny, mens øjnene blev gemt bort fra verden. Hun vidste godt hvorfor den lyse efterlod hende. Hvorfor hun lod hende ligge alene som mørket overfor lyset. En dæmpet brummen, raspende, forlod hende, næsten tilgivende for den brøde, den lyse begik af nødvendighed. Taia havde brug for venindens styrke, men vidste samtidigt at det indebar en risiko, som hun ikke kunne tvinge den lyse til at tage. Langsomt faldt stilheden over dem på ny.

Taia skulle til at sige noget, forklare hvad end hun kunne nå, da et sæt gennemborede hende. Hun stivnede krampeagtigt. Hendes hjerte blev i bogstaveligste forstand kvalt. Trådene, rødderne, trak sig sammen, både udenpå og indeni. Panisk slog hun øjnene op, og dagens lys reflekterede en sidste gang i dem, inden mørket vældede ind over dem. I skyggerne hendes krop frembragte, i de små, kolde områder, havde Skyggerne fundet deres vej tilbage. De var ilet gennem jorden, drevet frem i sindsygen, og kvalte nu kroppen, for at fordrive sindet. Taia opgav kampen inden den end var begyndt; fortrak sig til mørket af sit sind, som et forslået føl. Trak sig bort, velvidende om at kampen ikke var værd at prøve og kæmpe. Ikke nu. Ikke senere. Ikke længere.

Kroppen blev tvunget op fra jorden. Krampeagtig, med ufrivillige bevægelser, kom den på benene. Blødende stod den der, med noget pulserende under skindet, som Skyggerne fandt vejen tilbage til deres hvilesteder. Rødderne bevægede sig som giftige fingre, da de dannede nye broer, hvor gamle var blevet brudt. En hvæsen sivede ud fra den brune, arrede hoppes pels. Den var ej levende, men det der var nedenunder var ej heller dødt. Det balancerede på sindsygens rand mellem livet og døden. Blikket var dødt, tomt og sort, da øjnene stirrede ligegyldigt på den lyse skikkelse. Musklerne blev spændt og med en pludselig bevægelse kastede væsnet sig frem mod lyset, med tænderne blottet i morderisk intention.

Hovene blev hamret i jorden, et øre rykket til siden. Skikkelsen krympede sig under noget, som kun den og det indre hørte. En uforklarlig lyd forlod, noget der mindede mest om en piben og et skingert skrig, før et par skridt blev taget. Baglæns. Bort fra den lyse. Og så uden et ord, uden anden handling, vendte væsnet sig bort og gik. Forlod lyset. Søgte mørket. Søgte Skyggerne.

((DONE))

Det var ganske ubeskriveligt, på den dårlige måde, det der skete. Illana var nødsaget til at trække sig fra Taia, selvom alt i hendes skreg at hun skulle gå til hende, lægge sig ved hende, støtte hende. Men uanset hvor meget hun ønskede det, kunne hun ikke – og det smertefulde ved det var, at hun følte at hun var magtesløs. Så magtesløs, at hun ikke havde følt noget lignende før. Få øjeblikke før, havde hun kastet af al sin kraft et Lys imod Taia, og det havde lykkedes hende at skabe et frirum et øjeblik, for den brune hoppe hvis smerter måtte være ulidelige. Men det havde langt fra været nok til at vriste Taia fri af den smerte hun var i. Illana udsendte et nærmest smertende hvin, så lavt, at det ikke kunne høres, da hun kunne fornemme hvordan disse frygtelige Skygger kravlede nærmere igen, søgte Taia, søgte hendes krop. Hun forsøgte, det gjorde hun virkelig, at sende en bølge afsted igen der skulle afholde dem fra det, men hun havde ikke kræfterne. Hun sank sammen på sine forben, og mulen røg endda helt ned i græsset. Hun kunne ikke.
Da Illana først havde samlet sig sammen til at komme op igen, havde Taia ligeså fået sat benene i jorden igen; eller. Skyggerne havde tvunget hende. Illana, den gyldne, fik stampet ganske kort i jorden, for at hidkalde sig Taia’s opmærksomhed, men det var for sent. Hun var endnu engang gemt bag det ondskabsfulde ydre af Skyggerne, og snart efter var hun på vej væk. Illana tog de første skridt efter hende, hun ville stoppe hende – men noget fik hende stoppet. Hvad end det var, føltes det som et stik, en enormt stik, både i hendes hjerte og sind. Hun kunne ikke vælge den sti, hun kunne ikke lægge sig ud med disse mørke kræfter; ikke nu, ikke alene. Hun kunne med andre ord ikke andet end at stå tilbage, med den magtesløse fornemmelse og beskue Taia der ganske hurtigt forsvandt for øjnene af hende. Og hun vidste, den gyldne; at hun havde svigtet hende.

[Out]