Skabt til flugt!..

Den bløde jord under de præsicerende hovtrin, var endnu et tegn på efteråret lå på lur snart. Stille bankede det på; mens det var at skue både i den mørkegrå himmel og i den evigt våde jord, at efetråret var påvej nu. Uskyldige dråber dalede ned over den brogede hingst pels, mens han roligt betrådte en af stierne han efterhånden kendte godt til her i Chibales skove.

Luften var endnu lun, der symbolsk endnu holdte liv i den flamme han altid blussede mellem ham og den lille sorte. Dog gjorde den grå himmel det svært at holde fast i; håbet. Kolde og tomme var de krystalblå øjne der vagtsomt skuede enhver krog, mens de tilbagevendte gråbrune øre opfangede enhver lyd. Standhaftigt og stolt var den ranke og stive holdning han bar, alt imens hans let brogede krop så en smule stribet ud af nuancer; fra dråber der havde trukket støvet med sig ned langs hans krop. Han vidste han ville kunne finde den lille sorte her; eller Athene. Det vidste han bare...



[Reserveret til Rhada]

Rhada
How would you feel if you fell asleep knowing everything...

Først havde det været benægtelse, så havde forvirringen lagt sig over sindet, for til sidst at ende med den umulige acceptering af at tingene ikke var som de plejede. Det havde været, mildest talt, surrealistisk. Hun var vågnet op som altid, uden at føle noget var anderledes, men intet var som før. Hun var ikke hvor hun plejede. Hvorfor var hun ikke det?! Hun var i.. Andro.. meda.. det var vidst det stedet hed og det gav ingen mening. Navnet var et hun aldrig havde hørt og landet viste sig ikke at være et land, men et ø-rige. Og for at det ikke var nok, så slog hendes stemme og tanker over til et andet sprog på tilfældige øjeblikke. Et sprog hun forstod, uden aldrig at have lært det. Et sprog hendes tanker talte, men hendes tunge stadig havde problemer med at sno sig om. Og dog, hun var blevet bedre, langt bedre.

Skridtende for smidige, næsten spændstige, da den slanke, høje hoppe bevægede sig af sted mellem stammerne. Denne ø syntes udelukkende at bestå af træer, hvilket var virkelig trist, for træer var ikke just hendes yndlingsting. Hun kunne sno sig mellem dem hvis hun gad, men... de var bare i vejen. Slet og ret i vejen. Et fnys forlod hoppens hævede mule, før ørerne et øjeblik blev spidset nysgerrigt. Var det lyden af hove? Kort smældede hoppen med halen, før ørerne blev vendt bagud og hun så skridtede videre. Hun havde ikke brug for at møde nogen lige nu, ikke med den 'tilstand' hun var i!

...but woke knowing nothing?

Personligt brød han sig på ingen måde om denne Ø, disse skove. Jovist kendte han efterhånden ret så godt til deres labyrinter af vild natur; men alligevel var følelsen omkring sådanne skove den samme. Mangel på overblik, uforudsigelige hindringer, blikkende. Fornemmelsen af konstakt spionage, bare følelsen af at konstant blive overvåget.

Der gik dog ganske kort før skridt hørtes. Brat stoppede den langbenede hingst, før de missende anseende øjne skulede omkring sig. Ørene lå afventende i nakken, efter kort at have opfanget kursen fra skridtende. Snarts sneg der sig en duft med sig påvej, mellem den lidt tunge og fugtige luft; Mynteblade, friske mynteblade. Lidt skarp var duften, hvilket slog et par vrængende rynker på den lyserøde mule, før den standhaftige og rankte hingst vendte rundt med front imod disse skridt. Snart anede han en langbenet og rødlig skikkelse mellem træerne, fra de kolde og tomme krystalblå øjne der stirrede sig fast.
Nej, dette var hverken den lille sorte eller Athene...

Trods hoppens manglende lyst til at møde nogen lige præcist nu, viste verden sig ikke helt at være med hende, for ak, der stod en skikkelse. Ørerne lå stadig i hoppens nakke, da hendes flammende blå øjne låste sig med et par mindst så blå, men mere ovre i en isnende nuance. Hendes skridt kom til et holdt og hovedet fandt sin højthævede plads, før et fnys forlod hende. Det skulle bare være en hingst: en hingst der sandsynligvis var hende overlegen på alle tænkelige punkter. End ikke hendes højde havde hun med sig i dette. På ny svirpede hoppen med halen; hun var ikke den der skjulte hendes humør, specielt ikke når det var i den dårlige ende.

Af udseende kunne Rhada kaldes mange ting og grim var ikke uhørt. Nogle så hendes slanke, langbenede bygning som smuk, andre gjorde ikke. I grunden var det ikke svært at se, hvorfor nogle fandt hende grim; hendes højde bestod primært af benlængde. Udover det var hendes brystkasse stor for hendes ellers slanke statur og halsen var heller ikke just en, der manglede længde. Og for at toppe det hele af havde hun et flot, men ikke just direkte delikat bygget, hoved. Nogle fandt skønheden, andre... knap så meget. Uanset om de fandt hende køn eller grim, så var hun i grunden ligeglad; hun kunne jo ikke just ændrer det!

Imellem træerne kom en slank og utroligt højt bygget skabning. Meget unik af udseende, hvilket med det samme mindede den brogede lidt om en anden skabning han havde truffet i skoven her. Han missede derpå dog øjnene, anseende og direkte dømmende; alt imens denne fremmede fint udstrålede et nogenlunde ligeledes udtryk som han selv. Langt fra lystigt...

Selv stoppede den brogede hingst, alt imens hendes højde, samt unikke aftegn virkelig fangede. Det var umådeligt mange år siden han havde truffet en hoppe af sådanne fin højde, som han egentlig eftertragtede i høj grad - grundet hans egen højde. De lange ben, en høj hest kunne bærer, var blot så meget mere elegant i Djanges øjne. Anseende og skulende forblev det tomme og kolde blik, mens den ranke og anspændte holdning forblev i hans parade, mens han holdte blikket på hoppen der snoede sig mellem træerne.

"Goddag Frøken."
Brød hans hæse og intense stemme, tonløst igennem den tunge luft omkring dem. Alt imens hans krystalblå øjne forblev direkte hold i hendes lysblå, næsten flammende. Højstillet var den muskuløse hals, med lodretholdt hoved og tilbagelagte øre; truende - ja, det var hvad mange tolkede ham som...

Hingsten udviste ikke just en venligsindet adfærd, men hun udstrålede samtidigt ikke ligefrem et imødekommende sind. Og dog virkede hun som den mest afslappede af de, dette på trods af at noget tydeligvis kogede under det spættede skind, for han stod rank og anspændt på en måde hun sjældent havde set før. Hvad pokker var meningen med det? Et fnys forlod hende, inden hun kort trykkede ørerne mod nakken ved lyden af hingstens stemme. Nej, denne gang fik hun ikke blot lov til at gå åbenbart. Hendes skridt stoppede og et øjeblik vendte hun blikket bort, for så at lade det lande på ham igen. Frøken.. Hmpf!

,,Hello...''

Ordet var ikke just fra de sprog han talte, men han burde forstå hvad hun mente med det, trods den tydelige accent og den lidt tørre tone. Stemmen i sig selv var ganske feminin. De to sprog der virvlede omkring hinanden forvirrede hende stadig, på trods af at hun jo uforklarligt forstod det, hun aldrig havde lært. Hvis hun kunne, så talte hun dog sit eget og slog stadig over i det hver gang hun blev frustreret eller vred... eller som nu når hun blot hilste.

Let blev hovedet lagt en smule på skrå, før ørerne en enkelt gang gav slip på nakken, for blot at blive holdt rettet mod hvad end der var bag hende. Halen smældede bag hoppen igen, for hans opførsel huede hende ej. Hvem troede han at han var? Huh? At være den der tager kontakt, men så stå der med hele den truende holdning. Huh? Næsten som den anden.. tsk.. hvad var der med hingste heromkring?

Det kolde og tomme blik, blev lidt pludseligt spærret seende op, da hun åbnede mulen. Ej grundet hendes stemme eller adfærd, nærmere hendes ord; eller rettere ordet. Det ene gråbrune øre havde været gledet let på sned, både for at understrege hans lytten til hendes ord - men i et specielt tilfælde faktisk også fordi at dette fangede hans opmærksomhed. Atter var hans krystalblå øjne fyld med kulde og tomhed, alt imens den skeptiske aura der lå over ham i helhed, ej ændrede på sig; så fangede denne fremmede pludselig noget. Deres ellers lidt tilfældige sammenstød imellem disse mange træer, vendte nu den brogede hingsts holdning til hvorvidt om han selv var på vej videre.

"Endnu en nyankommen?"
Hæs og intens lød hans stemme endnu engan, ligeså tonløst. Det var svært at sige om han ville virke truende eller imødekommende, hjælpende eller afvisende. Djange selv vidste dog godt hvad han mente, i hvert fald lige nu.

Ved hingstens opspærrede blik, flakkede et forvirret udtryk forbi hoppens øjne. Havde hun sagt noget? Selvfølgeligt havde hun det, men hun havde jo blot hilst? Var hendes ord virkeligt så fremmede her, at ingen forstod dem? Et øjeblik var hun ved at kaste en spottende kommentar mod det mulige faktum, men blev stoppet da hingsten viste sig vidst at forstå, eller i såfald blot overhøre, hendes ord. Kort blev et ører vendt en smule fremad, lyttende, før det lagde sig ned igen; han skulle jo ikke få falske ideer om hvor hendes humør lå. Ikke at man ligefrem kunne forveksle det nuværende med noget andet.

,,Det gætter jeg på, at jeg er.''

Ordene blev sagt med en hvis spydighed, for ærligt talt ragede det ikke ham. Og hvad hvis hun var? Et øjeblik snittede tanken om, at dette måske var hans område, hendes sind, men hvem pokker gad 'eje' en skovbeklædt, ubruge ting som denne ø? Med et slog hoppen på ny med halen, denne gang et par gange i træk for at holde sommerens sidste insekter borte, før hun så lod sine stemme lyde igen, mindst så skarp som før.

,,Spiller det da nogen rolle?''

Spydige lød hoppens ord i den let brogede hingsts øre, ikke at det som sådan gjorde ham noget; for selve ordende var ikke just som sådan valgt med afvigelse eller frastødenhed. Derpå blev de kolde og tomme øjne dog misset sammen, anseende over denne skabning. Utroligt smukke skabning, med en accent han nu aldrig kunne understrege at have hørt før. Skeptisk så han til, mens en svag rynke på den lyserøde mule slog sig, ved tanken om hun var nytilkommen. Efterkommende tanker strømmede ind, en for en, mens de kort distraherede den stolte og ranke hingst, der dog ikke ændrede hverken holdning eller udtryk bare det mindste.

"På ingen måde."
Hæst og intenst lød hans stemme, direkte tonløst, alt imens han rykkede hovedet en anelse rankende op, til trods for det ikke var en mulighed i hans anspændte forend værende holdning. Ørene blev presset en anelse hårdere i nakken, kort ved ordende, alt imens han muligvis kunne ha' virket advarende. Til trods for han selv godt vidste hvad der var hvad lige nu, afventende kastede han derpå et stirrende blik forsat direkte i hendes øjne.

Utålmodigt flyttede den langbenede hoppe sine hove, uden at lægge videre skjul på det. Halen smældede irritabelt bag hende, mens øjne stadig fastholdt de isnende blå hingste ejede; isnende kulde mod et flammende inferno. Af hans rynken på mulen og skeptiske udtryk formåede hun ikke at finde ud af, hvilken mening han havde om hende, men det ragede hende stadig. Han ragede hende en høstblomst! Mindre faktisk! Nærmere bare et sandkorn eller et af de forbandede træer i denne meningsløse skov. Hvis hun kunne så gik hun egentligt bare, hvilket hun vel egentligt kunne. Intet holdt hende tilbage.
Et fnys var alt svar den fjendtlige, selvom dette udtryk skiftede rundt mellem andet end kun det, hingst fik, før det slanke hoved blev rystet. Hun behøvede ikke stå og snakke med ham et sekund, hvis hun på ingen måde gad. Så med et smæld fra halen vendte hoppen sig bort og begyndte, uden videre, at forlade sit ufrivillige selskab. Ikke alene gad hun ikke være i selskab med hingsten, men bare det at være i en hingsts selskab på denne tid, var heller ikke just genialt. Trods dette var hoppens skridt dog ej hastige ellere flygtende; nærmere provokerende, for at vise hun skam ej flygtede, men gik af mere end fri vilje. Hun gik af lyst.

Standhaftigt forblev den brogede stående, som han hele tiden havde formået. Hoppen valgte at forlade dette selskab, selskab... Hvis man da overhoved kunne kalde dette et selskab? Nærmere et tilfældigt sammenstød med en fremmed. Men ikke nok med dette, formod hun at forlade hingsten i en tilmed provokerende form.

Ikke at det rørte Djange overhoved, nærmere lokkede. Æggende var hendes lange spadserende ben at beskue, mens hun tog skridt for skridt. Missende blev de kolde og tomme øjne, alt imens han forblev stående. Ej skulle han stoppe denne fremmede hoppe, hvis da hun ønskede at forlade ham. Han kunne intet bruge hende til.

Endnu et fnys forlod den spættede hoppe, før hun kort skævede tilbage til det brogede skrog af en hingst. Perfekt. Han lod hende gå som hun ville; ikke at hun ville være stoppet, blot fordi han bad hende gøre det! Hah, hun ville være den sidste til at stoppe, fordi en eller anden tilfældig hingst bad hende gøre det! Et smæld med halen signalerede hendes afgang, for med det sprang hun fremad i sin karakteristiske, hoppende galop. Væk, væk, væk, var lige hvad hun skulle! Og dog flygtede hun på ingen måde, men forsvandt afsted mellem træerne med halen hævet som en provokerende fane, som nærmest skreg, at hun gik af fri vilje. Hvis da ikke det var tydeligt nok for den fremmede.

Provokerende, elegant; dog meget feminint og overlegent forsøgte hoppen sig vel. Med endnu et fnys der lød, efter til sidste tilbageblik på den brogede. Fast besluttet om at forlade dette selskab, smuttede hun. Atter forblev Djange standhaftigt stående, blot med missende øjne der anseende så bedømmende efter hende, som hun forsvandt ud af syne efter et godt stykke tid.

Endnu hang hendes duft lokkende i luften omkring ham; der hvor han forblev. Stående, han havde ingen plan om at forlade dette sted lige nu og her. Atter hvilede ørene tilbage, og en rynke slog sig skeptisk, mens et par andre tanker for overhånd i hans kolde og tomme sind.



[OUT]