|
Post by Matthew on Sept 4, 2013 20:15:17 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;]
{Åben}Den mørkebrune hingst havde denne sene aften fundet vej til en af Zenobia’s mange vidtstrakte strande, denne på den østlige side af øen. Han var kommet fra Enophis og havde delvist krydset den tomme, forblæste ørken. Temperaturen på øen var stadig noget nær hed, væsentligt varmere end noget andet sted i det sære land. Men nu stod han altså ved havet igen, med en kraftig vind i den sorte manke og muskler der stadig sitrede efter dagens anstrengelser. Det ville blive endnu en søvnløs nat. Hans sind var køligt på trods af det varme klima, følelsesløst. Det var blevet mørkt, månen havde rejst sig på himlen og viste sit blege ansigt, og bølgerne slikkede langt op ad sandbredden. Matt stod længe tavs og så ud over det endeløse hav, inden hans lemmer igen bød ham at bevæge på sig, hans egen rastløshed, og med lange skridt nærmede han sig bølgerne. word count 150 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 12, 2013 13:35:33 GMT 1
Endnu en årstid er nu ved at nå sin ende, nemlig sommeren. Vi går nu efteråret i møde, en årstid der bliver regnfuld, kold og blæsende, for derefter at blive erstattet af en mere solid kulde, sne og frost. Ak ja, sommerens flor er forbi for denne gang, og nu vil der gå mange måneder før det igen er tilbage. Mine hove er placeret i Zenobias vand, tæt inde ved bredden, med blikket imod selve øen, hvor jeg ikke rykker mig særlig meget af gangen, for min krop er træt.
Jeg har været oppe i Enophis høje bjerge, gennem labyrinternes indre, og derefter ned igen. Det er en to dages tur, når vejen dertil er glat og usikker grundet regnens gruen. Derfor er jeg nu havnet et sted, hvor ikke mange søger hen, men alligevel nogen. Jeg er her, ved Zenobia, en ø jeg ikke ofte er på, men hvor jeg finder en anden fred end på de andre øer. Jeg er ikke langt fra selve øen nu, og dermed er havet også krydet, for at nå hertil, og det var nok de sidste kræfter der blev brugt på det. Mine øre flapper mildt ud til siderne, inden jeg mærker hvordan knæene kort giver efter mig, og for ikke blot at falde, vælger jeg at lægge mig selv ned, i sandet, dog helt nede ved vandkanten. Min røde pels rinder med vand, og sandet klæber sig nu imod mine ben og undersiden af min krop, fordi jeg har lagt mig ned. Min mørkere mule søger langsomt ned til mit ene forben, som jeg gnubber med en behagelig brummende tone. Jeg er ikke opgivende over min situation, overhovedet, for det er en opgave jeg er stolt af at have fået, og turen dertil og tilbage igen, er blot noget jeg skal vænne mine spinkle ben til.
Mine røde øre vipper stille omkring, inden jeg bemærker nogle lyde lidt længere fra mig, og derfor drejer jeg mit blik i den retning; og der står en brun herre, som jeg har haft fornøjelsen af at møde nogle gange, Matthew, eller bare Matt. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at han nok har set mig krydse havet hvis han har haft blikket i den retning jeg kom fra, men lige nu, virker han ganske stille og som om han er langt inde i sig selv, og derfor gør eller siger jeg intet; for jeg ønsker ikke at rive ham ud af sine tanker eller drømme. Jeg forbliver blot stille, mens jeg samler energien til at rejse mig op, og måske gå ham i møde.
|
|
|
|
Post by Matthew on Sept 21, 2013 17:39:10 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;]
Heden var ikke noget der gik ham på. Hans egen muskuløse krop var mere end varm, nærmest brændende efter et hårdt ridt over sletten af sand. Han overanstrengte sig selv på en daglig basis, uden overhovedet at skænke det en tanke, og han kunne efterhånden trække sin krop langt ud over de flestes grænser. Havde en andens tilstedeværelse ikke afbrudt hans stilstående tankestrøm var nok fortsat flere timer endnu igennem natten, langs den forblæste strand der gjorde Zenobia til noget særligt. Heden og den endeløse strand af fint sand. Matt fortsatte sine lange skridt ned til vandkanten, hvor bølgerne slog taktfast op ad bredden i et næsten dovent tempo. Han havde ikke bemærket før nu, at han ikke længere var alene. På trods af hans mere end udmærkede sanser var hans sind fraværende, tomt. Der gik ikke megen følelse igennem ham da han langsomt, men præcist plantede de sorte forhove i det koldere vand. Vand var hans evige rival, den eneste substans som på en sommernat havde fået ham til at føle sig helt og aldeles utilstrækkelig. Vandet som havde revet alt hvad der betød noget med sig. Kort efter lød der en brummen fra ham, i hans karakteristiske dybe tone. Den var tilpas høj nok til at den levende skikkelse hvis duft havde nået ham ville kunne høre ham og ville vide, at han havde bemærket hende. Det var den røde Armonia der var stødt ind i ham, der var ingen tvivl. Det var hverken en kaldende eller afvisende lyd. Han havde ikke regnet med andre heste på denne kant af landet. word count 263 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 23, 2013 22:01:47 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;]
Den røde hoppe, Armonia, forblev liggende på det bløde sand, stadig nær vandkanten, hvor vandet bølgede ind over hendes bagende. Ikke meget, men blot ganske lidt og svagt. Det var længe siden hun havde stødt på den kære Matthew, der ejede et ganske smukt og maskulint ydre, med øjne der var meget karakteristiske og store. Ja, han var i sandhed en ganske prægtig hingst, ifølge Armonia. Han så ud til at have opfanget den røde hoppes eksistens, og dette var nok ganske godt, da hun ellers kunne risikerer at give den brune hingst et chok. Der gik ikke længe, før et brum forlod den brune hingst, og lyden blev båret til den rødes øre, og opfanget det blev den ganske vidst. Armonia lod sine øre vippe i hans retning, lyttende efter en forklaring på, hvad brummet mon i virkeligheden betød; for det virkede ej afvisende, men ej heller hilsende eller søgende. Den røde hoppe med de mange blomster i manen, og rangler op af benene, forblev derfor liggende i nogle sekunder endnu, inden hun samlede sine fine og spinkle ben ind under sig, og rejste sig i en elegant men langsom bevægelse. Hendes røde pels, var mørkere end den plejede at være, dette skyldes dog simpelt, at hun stadig var våd efter sin krydsning fra Enophis og til Zenobia, og desuden også det faktum, at hun i løbet af efteråret og vinteren, blev mørkere end om sommeren. Hun lod sine milde øjne hvile i Matthews retning, inden hun med bløde og fjerlette skridt, satte i retningen af ham, ganske roligt og uden at virke forhastende. Hun ønskede simpelt nok, ikke at forstyrre ham hvis han ej ønskede det. Som hun kom ham nærmere, lod hun sit hoved falde en smule, mens et hilsende brum, varmt og mildt, forlod hendes krop, og derefter standsede hun en ca. en meter fra ham. Ej var hun underdanig, men hun så ingen grund til et hævet hoved, i andres selskaber; for hun slappede blot af. ,,Godaften, kære Matt. Vores veje har atter krydset hinandens.”Ordene blev sagt med en ro i stemmen. De milde, varme og klare øjne, hvilede nu på ham, søgende efter et svar på, om hendes selskab var ønsket eller ej. Word Count 370 |
|
|
|
|
Post by Matthew on Sept 24, 2013 20:17:05 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/NhXHk3x.png); width: 500px; height: 630px; border: 0px solid #000000;]
Med forhovene plantet i vandkanten, sænkede Matt tavst mulen ned til den salte substans. Han dyppede den ikke i vandet, snittede kun lige, nærmest undersøgende. Det tog kun et øjeblik, så trak han igen hovedet op på sin respektable plads, højt hævet. Det var et usædvanligt syn af den mørkebrune hingst, som ellers oftest var opildnet af energi, af behovet for at danse og svede og mærke, at han var i live. Men natten ændrede ham og hans sind skiftede som vinden blæste. Ikke at han var ude af kontrol, ikke i øjeblikket. Selvdisciplin var en dyd. Så vidt det nu kunne lade sig gøre. Han havde endnu ikke flyttet på sig, selvom han bemærkede at den røde hoppe nærmede sig, men drejede det ene øre i hendes retning. Først da hun havde placeret sig ikke ret langt fra ham, trådte han ud af vandkanten og vendte front mod den slanke skikkelse i halvmørket. Armonia havde stadig blomster i manen, men selv i mørket så han, at hun virkede mere udmattet end ellers. Hans ører flyttede på sig, da hun hilste ham. ”Armonia,”Det mørke ansigt blev lagt en anelse på skrå, mens han så på hende, måske en anelse indgående. Ikke fordi der var mange følelser at læse på ham. Han slog kort med den natsorte hale, en hvislen i den nu stilstående vind. Den varmhjertede hoppe var ikke noget ubehageligt selskab. Men det undrede ham, at han stødte på hende her. ”Hvad søger du i ørkenen?”word count 248 |
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 29, 2013 19:14:53 GMT 1
[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;]
Den mørkebrune Matthew, var ofte set af Armonias øjne, som værende energisk, og let på benene. Men denne aften, virkede det en anelse anderledes, for han stod ganske vidst mere stille, end han ellers plejede at gøre. Armonia så det dog ej som noget ildevarslende at han ej trippede let rundt om sig selv; for at have energi hele tiden, ville nok nærmere være mere ildevarslende. Den røde hoppes øre, var vendt blidt i Matthews retning, idet han vendte sig til hendes front, og lod en hilsen glide imod hende. Hun opfangede hans stemme, og den virkede skam stadig bekendt, trods det var længe siden, hun sidst havde stødt på ham. Hans øjne gled indgående henover hendes røde krop, og Armonia bemærkede det skam. Men hun lod ej ord falde fra mulen, spørgende, for hun forstod skam godt, hvis han kiggede en anelse indgående på hendes våde krop; desuden var hun måske ej heller så energisk som ellers, for turen til Zenobias besandede ø, havde været hår, efter turen op til bjergets indre, på øen Enophis. Først da den brune Matt stillede den røde et spørgsmål, lod hun sit hoved falde bidt på skrå, inden ord forlod hendes mule. ,,Jeg søger ej noget bestemt, kære Matt. Blot førte mine hove mig hertil, efter min vandring i Enophis bjerge. Måske i min underbevidsthed, har jeg søgt til denne ø, fordi her sjældent er mange sjæle. Men ej har jeg søgt noget bestemt, eller søger noget bestemt. Men Matt, har du selv søgt noget bestemt, siden du betræder Zenobias ørkenrige?”Stemmen var mild og varm som altid, inden hun da trådte ham et skridt nærmere, for at se, om han mon trådte tilbage. Ej for at presse ham; men for at lære ham mere at kende, lære den brunes grænser at kende. Word Count 300 |
|
|
|