Returning Shadows

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Årstiderne havde gået sin gang, og den lyse sommersol var så småt ved at aftage i styrke, nætterne var ved at blive de mægtigste igen, og en kold dis lå snart over det klippefulde område når mørket spredte sine vinger. Her i det tiltagende mørke, der voksede langsomt, åd af lyset, befandt der sig en snehvid hingst, præget af en ualmindelig skønhed, med en mørk, drabelig mystik over sig. Lagde man blot blikket på ham - tvivlede men ej et sekund på hvilken 'side' han stod på, skygger snoede sig roligt op omkring hans krop, og fulgte efter ham som et slør af tøris, som var han dette faste stof, der alene ved kontakt med luften fordampede. Og dog forsvandt han ikke, thi nattens kulde havde sænket sig, og således vågede han sig ud fra det dybe, mørke hjerte vulkanen bar. En skyggehest var han, født og skabt af de væsner der ønskede denne verden fortabt, der ønskede at fremkalde en undergang, for at genføde mærket på ny, og jage lyset for porten. Det følelsesløse, blændende lys. Et dæmpet fnys forlod den lyse, arrede mule, og et sygt grin gled langsomt over denne. Hingsten slog med hovedte, og fremkaldte derpå en smuk, dansende trav. Skyggerne fulgte ham, som var de hovskæg, havskum, en del af ham. En dæmonisk dans over det golde, lydløse landskab, den perfekte beboer til denne ø. Men så smår var han begyndt at blive ensom, han følte sig.. nødsaget til at finde nye brødre at lege med. Ganskevist var skyggerne en og mange, men stadig... Hvorfor ikke?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Lys… langsomt forsvandt den svindende kilde, alt imens at nattetimerne snart ville melde deres ankomst i landet. Langsomt men sikkert bredte det mystiske og fremmede mørke sig over øen, og farvede alt i det andre ville kalde triste farver. Kolde og grålige. Skumringen var hoppens element, og det var lige her og nu på grænsen imellem nat og dag. Undrende lod hun de isblå klare øjne glide over det fremmede og alligevel velkendte landskab.. for den hvide hoppe havde skam været her mange gange, men var hver gang endt med at forlade stedet igen. både fordi at hun da havde været drægtig, men også fordi at der var noget fremmed ved øen. Hverken føden eller vandet var en grund til at søge hertil.. det var den uhyggelige men alligevel lokkende stemme der ville have hende til at komme herover. Føllet var født, og var nu et ”overstået” kapitel. Ikke som at hun ikke ville tage sig af det.. for det ville hun! Men Piranja var ikke den ideelle mor, og det blev tydeligt bevist igen denne gang. Hun vidste faktisk ikke hvor Jivala var lige nu… eller, jo. Det gjorde hun… Hun var vel lige i nærheden – her omkring hende. et eller andet sted… nevermind. Selvfølgelig kunne kunne hoppen godt li sin datter. Og hun ville tage sig af hende.. men.. kunne hun det helt? En søgende brummen blev sendt ud, og hun så kort sin datters lille ansigt titte frem bagved en busk et stykke væk. Hun var her altså… godt. Roligt to hun nogle skridt frem, inden at hun søgende lod mulen glide over jorden. Nu kunne hun huske hvorfor hun var her. Hun kunne jo ikke svømme videre med Urania når hun var så ung..

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] De elegante skridt, der tydeligt tilhørte en danser og en kriger, kom til holdt da bevægelser fangede hans blik. Eller... Blik kunne man ej helt kalde det, thi han var stadig halvblind i lyset, og benyttede således skyggernes blik, hans brødres, hans eget, og hans herres. En lys hoppe bevægede sig lettere uroligt rundt på deres grund, og spejdede efter den lille skabning der begik sig i buskene... Et.. Føl? En dyb brummen forlod hingstens bryst, og fyldte således det tiltagende mørke med den maskuline røst fra den hvide skygge. Hans hoved blev tippet let på sned, før han med elegante skridt begav sig nærmere hende og føllet. At hun ej kunne forlade øen kunne til dels være både godt og skidt for hende og de unge.. Thi ingen rovdyr begik sig på øen, men tilgengæld var maden ofte sparsom, og noget... nogen.. En der var langt langt 'farligere' lurede blot få ånderæt væk, bredte sine norme magt ud over den gråtonede ø, lod frygten være en evig del af følelserne her. Denne hoppe virkede ej bange... Men det skulle hun snart blive... Langsomt antog et legende smil sin form på den dødningeprægede mule.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] En kuldegysning sneg sig langsomt ind under hoppens skyld, og ørene vippede en anelse uroligt frem og tilbage. Det var som om at alt pludselig sank ned i minus grader, og hun skuttede sig let. Øen var ikke et godt sted for føllet at være indtil det blev stærkere, men det var det eller at dø i forsøget at komme over. Og Piranja ville dog gerne holde føllet i live så godt som hun nu kunne. En dyb brummen kunne pludselig høres, og hun løftede langsomt men vagtsomt hovedet. Dette var næsten det første tegn på liv som hoppen havde hørt længe, og dette fik hende hurtigt til at se sig omkring efter denne der så ud til at være på vej imod hende nu. Overrasket snappede hun kort efter vejret, inden at hun hævede hovedet for at se ham an. Hvid som sne i månelyset, men med sorte blæk lignende aftegn som strakte sig som fangeramte over kroppen på ham.stor og muskuløs – ja. Men det der hurtigt fangede hendes blik.. ja næsten sugede det til sig var de skyggelignede ting som snoede sig omkring hans hvide ben. Hvad var dette? Det bevægede sig med ham? var det det her Eagle eye havde snakket om… Piranja havde ikke følt sig usikker i landet, før at hun så den store hingst komme imod hende. Dog.. løb hun ikke. Hun ville alligevel ikke komme langt.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Hoppens overaskelse fik et dæmpet fnis til at forlade hingsten, der langsomt bredte sig til latter. EN latter der voksede, og forsvandt, før den langsomt blomstrede op fra den omgivende natur, og tillod hingsten et bredt, lettere flabet smil. Hans snehvide øjne hvilede på hende, før han løftede sin lyse hale ganske let, og trådte imod hende med forførende lette skridt, og en enorm, truende atmosfære. En hingst der var velvidende om sin styrke, mystik og frem for alt; skønhed. "VÆR HILSET, MÅNEHOPPE." Rævens stemme var dyb, maskulin og melodisk, en enormt smuk stemme, der med lethed lod sig skille ud fra mængden, og lod hoppen vide at der lå ganske mange toner gemt i den lyse hingst, thi engang havde han været både danser og sanger for en falsk guddinde, dog ej længere... Hans kald var her, hos hans herre, hos hans brødre, hos dem, hos ham, hos.. Sig selv. Han lod en glat anholdning præge sine skridt, og parkerede sig derpå med halset let hvælvet tættere på hoppen, end hvad en fremmed hest normalt ville, dog alligevel på en vis afstand. Han ønskede trods alt ikke at sænke tænderne ind i det lyse skind, at arre det, bade det i den rosenrøde kulør... Eller måske var det lige det han ville.... Et forventnignsfuldt smil lod sig vise på hans læber, og en begejstret, syngende mumlen lød fra de omgivende skygger.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Noget ved den hvide hingst fik kort hoppen til at næsten vrænge med mulen af ham, inden at hun beherskede sig og blot mimrede med den. Det var ikke fordi at hun ligenu fandt ham afskyelig. Det var ikke fordi at han var ulækker eller klam.. det var lige netop det. Det var fordi at han var flot. Fordi at han havde et eller andet over sig, som fik den hvide hoppe til at føle sig.. underdanig. Fordi at han fik hende til at reagere på en måde hun ikke ville reagere på. Det at han så tillod sig selv at le.. som om at han var fuld bevidst over hans skønhed og styrke - hvilket han nok også var, fik hende til at blive en anelse.. irriteret. Hvordan skulle hun tackle det? Ved hans ord virrede hun kort lyttende med hovedet, inden at hun let hævede det igen. samlede den noget spinklere krop en hingsten havde, og brummede en anelse feminint. ”Vær hilset.. fremmede” Kom det fra hende, og hun tippede let hovedet på skrå. Den unaturlige sorte man og hale flagrede kort vildt ved et pludselig vindstød, inden at den let lagde sig ned igen. lagde sig på den ene side af halsen.. det kunne godt være at hendes ord ikke var ligeså.. smukke eller høflige som den hvide hingst, med de sorte tegn. men.. det var hun vidst heller ikke kendt for at være. Hoppen var van til at føle sig en anelse hævet over andre sjæle.. men hvordan skulle man føle sig hævet, hvis man ikke engang var på højde med denne? Da den anden sågar bevægede sig tættere på hende end man normalt ville kalde høflig afstand, forsvandt den sidste tro på at dette her møde var helt normalt. Hvem var han? Nysgerrigheden spirrede frem i hoppen, men endnu havde hun ikke samlet sig til at spørge. Kort flakkede det isblå blik omkring ved den pludselige mumlen, inden at det fæstnede sig på hingsten igen. det var et usagt spørgsmål, men det svirrede i luften. Hvem han?

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Ved den lyse hoppes ord lod han en dyb, brummende undertone besvare hendes hilsen, og kastede kort med hovedet for at flytte på den tunge pandelok. Derpå løftede han let hovedet, med de snehvide ører plantet besigndigt på hende, før hans hoved gled let på sned imens han emd et grin iagttog hendes indre diskussion. Hendes spørgsmål behøvede ej at blive stillet, thi det var ganske tydeligt i hoppens øjne... Hvem var han, hvem var de.. Hvem var den... Skyggeræv, broder eller hingst? Oh, han havde så uendeligt mange masker han kunne påtage sig, hvilket fik en fornøjet nynnen til at forlade hans brede bringe, og døge ud i natten, hvor den blev gentaget, og fastsatte sig som en svag vibration i baggrunden, før han igen lod sin røst lyde, hen over den hårrejsende nynnen i baggrunden. "Man kalder mig skyggeræven, skyggebroderen, eller måske ligefrem den hvide skygge." Nynnede hingsten, alt imens han ventede på hoppens reaktion, og de mælkehvide øjne bvorede sig dybere ind i hende, som så han tværs igennem hende, læste hendes mindste tanke, så den mindste brydning, reflektion i hendes indre. "Men de, månehoppe, er velkommen til at kalde migos hvad du ønsker..." Om det var et 'os' eller 'mig' hingsten udtrykte var uhørligt. For hans stemme synes at være overlappet, og dog hørligt, af nattens lyde. Begge dele var blevet sagt, men hvilken ting der blot var hoppes indbildning, og hvilken han havde ytret sig om var.. et mindre paradoks. Måske han rent faktisk havde sagt begge ting samtidig, hvilket havde fået ordene til at udhviske hinanden, og dog blive stående...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Det var både vagtsom – men med en svag nysgerrighed der langsomt spirede frem i sindet, af den hvid skimlede hoppe så på den fremmede hingst. De isblå mødte kort hans mælkehvide, og hun følte et sus igennem kroppen over at have fundet en lille ”fejl”. Men, selvom at hun ville kunne hun ikke holde det unaturlige blik ud i længere tid af gangen, og måtte flytte fokusset ned på de levende skygger, og sorte ar eller aftegn hingsten bar. Kroppen var spændt let op, klar til at flytte sig hurtigt væk om nødvendigt. Men alligevel blev hun stående. Hvorfor? Ja, det vidste hun vel ikke. noget dragende var over ham, men hvad præcist vidste hun heller ikke. og hoppen kunne ikke li at være uvidende eller usikker. Hendes opmærksomhed der kort havde flakket, vendte hurtigt tilbage til hingsten da han nynnede, og hun vippede mistænktsom ørene let tilbage i den hvide nakke. Nynnede han af hende? hoppen hvælvede let i halsen, og samlede benene lidt mere under sig da hun endelig fik at vide hvem han var. Og selvom at det var et tvetydigt og underligt svar, stillede hun sig tilfreds med det for nu. Hvad ville hun kalde ham? Hoppen hævede let det markante hoved, og mødte igen kort hans næsten stirrende blik med sine egne blå. Det var ubehageligt. Unaturligt. Men kunne hun trække blikke til sig igen så hurtigt? ”Hvide Skygge. Hvorfor kalder de dem en skygge?” Kom det nysgerrigt, men mere høfligt end før fra hende, og hun lagde hovedet på sned. trådte hverken nærmere, eller tættere på ham. kort havde hoppen været sikker på, at der var stemmer omkring hende. os.. hvem var os? Hvem var de? Han? Den før livløse ø syntes pludselig at begynde at live op, og var pludselig blevet noget der kunne minde om et farligt sted for den hvide yndige hoppe. Farligt, men lokkende. Kort syntes hun at det knugende mørke omkring hende bevægede sig. men om det var hendes egen indbildning, eller faktisk noget som skete her og nu vidste hun ikke.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] En fejl? Hele skyggeræven var en fejl, eller, hans fysiske var. Skyggerne havde ønsket at gøre hingsten sort, at farve ham mørkets favre. Men de havde undervuderede det ufarvede pigment, samt smerten den nye, hvide skygge kunne udstå.. Dermed havde de sirlige ar dannet sig, et marreridts billede af den smerte han havde været igennem. Men han var blevet yderst glad for de mærkværdige aftegn, og ønskede dem ikke slettet, og således forblev fejlene på hingstens skind. Under procsessen havde skyggerne frarøvet hingstens evne til at se lys, og sålede lænke ham til mørket for altid... helt sandt var det dog ikke, med skyggernes hjælp unne han se i lyset, men han var dømt til et liv som et af nattens væsner, en skygge i skyggerne, en hvid skyggeræv. At hun konstant vækslede imellem at betragte hingsten, og flytte blikket fra ham, generede ham ikke det mindste, de hvide, halvblive øjne hvilede fortsat på hende, aflæsende, gennemtrængende.. Alt seende. "Fordi jegvi er en skygge, hvide hoppe. Et nattevæsen der skyer lyset, der drages af nattens trygge sorte, færdes på mørkets veje... Lyder hans bud..." Hingsten talte ej en del af tide, men alligevel fortsatte hans stemme, som en svag hvisken i mørket, understregede, uddybede hans ord, tilføjede nye fortolkninger, nye svar... Han slog kort med halen, og vippede ørene let tilbage, reserveret, og lod en kort spænding løbe igennem sin muskuløse krop. Ganske køn var han af muskulatur, der var tydelig under den korte, sommeragtige pels, ja, selv han tilstand forekom umådeligt køn, taget i betragtning af at kulden med lethed ville kunne gennemtrænge den korte, let lysserøde, pels, trænge sig ind i hans krop. Men siden han ej tilbragte megen tid ude i det åbne, var der ingen grund til en tyk vinterpels. Desuden foretrak hingsten sin korte pels, til sine eksplosive bevægelser, således at den ej blev gennemblødt af sved, og han skulle fryse i umådelige timer, når han stod fastfrosset til stedet. For sådan kunne han stå ganske længe, for længe til et levende væsen, imens skygger, måner, stjerner, dyr og fugle passerede. Enkelte gange havde han oplevet at vildtlivet var kommet ganske tæt på ham, fugle havde placeret sig i hans man, og var blevet sidende der indtil hingsten med et højlydt hvin havde forladt sin plads, og var forsvundet i vild panisk galop, bare for morskabens skyld... Oh, men det var en anden side af sagen.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Hoppen havde vel aldrig set en hest med noget der kunne ligne om de aftegn. Hun havde set mange flerfarvede… men dette var fremmed for hende. spænende? Ja. Det var det også. Nysgerrigheden var stor hos den hvide hoppe, såvel som hendes tilbageholdenhed. Og dog.. det var ikke meget hun holdt sig tilbage for, eller ville holde sig tilbage for. Derfor.. ja, derfor blev hun stående. Stille, og ude i stand til at beslutte sig. hingsten pels var tynd, og fremviste tydeligt den nydelige krop hingsten bar – samt de muskler han kunne fremvise efter ønsker. Det både skyede hende, og fascinerede hende, at man kunne se sådan ud. Der var meget andet end hans pels, som ikke passede ind i billedet af det der ville kendetegne en normal hest. Hele konceptet med at der vred sig levende skyggelignende ring rundt om hans ben, fik ham til at fremstå som noget der ikke burde være her. Noget der ikke burde være til. Dernæst det stirrende blik.. som om at han så igennem hende – hvilket hun ikke brød sig om. Det var nok det, der fik hende til at bevæge sig en anelse rastløst.. trippende let til siden, inden at hun faldt nogenlunde til ”ro” igen. for helt rolig, kunne hun ikke være i denne position. Nattevæsen? Nattens væsner var normalt farlige. Rovdyr… ”hvordan kan de drages af mørket..? dagen er da ens tid. Ens tid at være vågen?” Hoppen ville spørge om hun burde frygte sådan et natte væsen som han hævdede at være.. men endnu, var hun usikker på om hun egentlig ville vide det. Hun så ingen skønhed i natten. Hun kunne jo intet se, og kunne næsten ikke navigere sig rundt. Mørket tiltalte hende ikke mere, end at det var spænende hvad der kunne gemme sig i det. Nej. Hun følte sig bedst tilpas i lyset. Der hvor hun kunne se hvem og hvad der var omkring hende. selv her i blandingen af lys og mørke, havde hun svært ved at skældne tingene fra hinanden. Kun fordi at hingsten var så hvid som han var, var han tydelig at se.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den marmor hvide hingst bemærkede skam opmærksomheden, og tillod sig at gøre lidt ekstra ud af de vældige muskler han besad, for på trods af de mange stille stunder, og til tider manglende føde, var han i ualmindeligt god form. Tykke some seljreb, bugtede de sig under det hvide skind, vidnede om en enorm styrke, ikke alene fysisk, nej, men også en psykisk udholdenhed, der dog ikke var til at se i de halvt vanvittige snehvide øjne i disse momenter. De svagt glødende øjne hvilede blot på hoppen, og blev emd ét mere nærværende som kunne de havblå afskygninger ses i de ellers farveløse kugler. De havblå øjne der engang havde prydet hingsten, understgreget hans perfekte ydre, fået de mange hopper til at sukke efter ham. Et smil gled over hingstens mule, et dragende, førførende, charmerende smil. Tjo, han vidste hvad han kunne gøre, hvad han havde med at gøre. Hans bevægelser blev med ét præget af en enorm elegance, en dansende elegance, der ej lod tvivl om hvad han engang havde været, en dansende kriger, der kæmpede med dansen og rytmen som våben. Nænsomt, fjerlet, nærmede han sig hende på trods af at hun var trådt væk, strejfede ganske kort hoppens man i sin forbipasseren, og stoppede da, da han stod paralelt med hende. Derpå lød den dybe, melodiske, maskuline stemme igen, dragende, som et fantoms sang, en incubus' ord. "Mørket åbner for andre nuancer, som daglysets skarpe skær i daggryet skjuler under sit hvide slag. Det mørke natten pådrager os viser ting en beboende i dagslys ej vil kunne få øje på. Så mange små nuancer går tabt, så mange små genstande, lyde, indtryk forsvinder i for skarpt lys, hoppe. Natten er ikke kun sort, åbner man sindet, sjælen, blikket, er den større og mere.. utrolig end forestillingen kan række over, smukkere.. Selv solens blege skær falmer i dets nærvær. Natten er, og bliver, min verden. Vores verden. Den verden vi var skabt til at se, men ej tør åbne øjnene for..." Poetiske ord forlod hingstens bryst, forsvandt som en syngende brummen ud i det omgivende mørke, farvede det med hans indtryk, for det var således han så denne nye skyggeverden, som lyset havde frarøvet ham.. Den var langt smukekre, mere stille, mere unik, mere skræmmende... Mere alting. Og det havde vækket den poetiske side i de mærkværdige skabning, blot for en kort stund.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Selvom noget der kunne minde om kuldegysninger langsomt krøb op af den hvidskimledes pels, kunne hun ikke lade værd med at betragte hingstens muskler med skjult tilfredshed. Piranja burde nok ikke nyde synet – men hvis der var noget der kunne få den hvide hoppe til at danse og springe, var det fysik. Mange sagde at det var det indre der talte… pff. Nej, det ydre var klart hoppens nr. 1 valg. Ligemeget hvor meget man vendte og drejede det, blev hoppen umærkeligt trukket i retning af det der var stærkest eller bedst. Så kunne personlighed komme i anden række. På den møde var hun vel praktisk anlagt. Kun det bedste var godt nok, og indtil videre var denne hingst den stærkeste hun endnu havde set. Det faktum at han så havde noget der næsten kunne kaldes skygger, som klamrede sig til ham kunne hun med lidt viljestyrke skubbe bagud. Hendes skarpe blik hvilede på ham, og hun kneb øjnene lidt sammen. Et smil havde vist sig på den arrede og skæmmede mule – og om det var godt vidste hun ikke. hingsten kom hende nærmere, og den hvide skikkelse trippede kort, så asken smøg sig som sort sne om hendes ben, og gjorde den skærende sorte farve endnu tydeligere. Hingstens forførrende – ja næsten dansende lette og elegante skridt, fik hende ikke til at tvivle på, at han ej kun var dette Phantom han viste sig som. Noget andet var der – eller havde været. han stillede sig ved hendes side, og selvom hun kort sendte et hvast blik til de skygger der fulgte ham, rykkede hun sig ej. Hoppens blik blev kort forundret, over de filosofiske ord der forlod hingsten, og hun vippede undrende med ørene. Havde hun taget helt fejl af ham? målløs var hun – det var sikkert. Men ikke ude i stand til at tale. ”og hvordan kan man så se de vidundere du beskriver? For du har pirret min nysgerrighed.. så sig mig. Hvordan?” Kom det en anelse mistroisk fra hende, da hun stadig tvivlede på at man kunne se mørket som en ven – ej som fjende. Ikke for at være hånende, nej hun var skam nysgerrig. Men tvivlende, da ingen havde vist noget lignende til hende før. Eller sagt noget lignende.

D. 10 December :3

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] De ikke kun mindede om skygger, det var skam skygger. Væsner der førte sig, og tænkte som individer, men dog var ét med hingsten, var hingsten, og var ikke hingsten. Hvidlingen nød opmærksomheden, det var ganske tydeligt, omend han ikke spillede videre op da hu igen talte, spurgte ham et spørgsmål, der fik et smil til langsomt at glide frem på hingstens mule. Hvoradn man kunne se natten? Se skyggerne? Se den verden hun var gået glip af? hingsten sænkede hovedet en anelse, og betragtede kortvarrigt hoppen med et skæptisk blik, som overvejede han hvorvidt han skulle lade hoppen ind i en hemmelighed, afsløre for hende hvorledes man åbnede øjnene for natten, hvorledes man kunne se.. Skyggerne. Derpå tippede han hovedet let spå skrå, og hvælvede igen i halsen. De snehvide øjne faldt igen på hoppens krop, og hans maskuline, smukke stemme meldte sig i natten: "Hvordan alting er startet, er jeg uvis på. Men længe havde jeg hørt nattens kalden, og set dagsluset som en fjende af mit lyse skind. Derfor søgte jeg imod mørket, lyttede under fuldmånen til historier om fjerne væsner, der fik ønsker til at gå i opfyldelse, der var natten. Skygger, kalder man dem også, jeg kalder dem brødre. Vi kalder dem brødre" Den lyse hale svirpede bag hingsten, og han slog kort med hovedet, og trippede et par skridt nærmere hoppen, måske for at skjule de næste ord for uegnede øre.Han sænkede hovedet en anelse, og lod ligeledes stemmen følge det eksempel. hvad der sidenhen blev sagt, blev næsten hvisket fra natten, som var det mørket der talte, ej hingsten. "Men man fortæller historier om denne ø, Fohen. Man siger at nattens hersker er låst inde bag tusinder, og atter tusinder sten, i det selv samme bjerg der udgør øen. Jeg tror han hørte mit ønske, og lod mig se natten. Forstod min frygt for solens skarpe stråler, og min længsel efter at se de sande farver verdenen var bygget af..."