Dusty eyes [Ariel]

Nysgerrigt og forsigtigt lod hun den grå hov glide over et lag aske, og da hun trådte ned så hun den lille bunke pludselig sprede sig og brede sig over et dobbelt så stort område end før. Et lille smil bredte sig over den mørke mule, som kun var afbrudt af en takket blis der strakte sig fra panden og ned. Langsomt bredte det lille smil sig til et grin, og en lille hvinen kom fra hende af bar spænding. Kort hoppede hun let op, inden at hun galloperende løb den anden vej rundt. De lange ben bar hende hurtigt frem, og de indadvendte ører vippede let frem og tilbage imens at hun lyttede efter andre.
Det var ikke mange der var her på øen, men det gjorde hende endnu ikke noget. Hendes moder ventede blot på at hun var stærk nok til selv at kunne svømme over vandet. Da kunne de komme væk fra denne ø, og finde et bedre sted. Men da hoppen ikke kendte til andet, var dette det bedste hun kendte! De forkrøblede træer.. det store lag aske og den næsten evige rødlige himmel. For hende var dette skønhed. den brogede krop vred sig kort i et kådt bukkespring, inden at hun glidende stoppede op så de flerfarvede øjne lavede store render i asken. Mon der var andre end hendes mor?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Med en trippen dansede hun frem over den askebelagte jord. Det var en farve som matchede hendes egen, askegrå pels. Det undrede hende helt, det var første gang hun fandt sig så dybt inde på Foehn. Ellers havde hun danset i på den meget lille og eneste grønne eng på denne ø, som altid var fuld af blomster. Men her var ingen blomster, og heller ingen træer. Faktisk var her ikke ret meget andet end aske, himlen og udsigten til det enorme bjerg, der skød op fra øens ryg. Et ildbjerg. Hun gøs næsten, da en følelse af mystik og spænding hvislede gennem hendes unge krop. Den askegrå smilede. Og lod et meget lyst vrinsk lyde. Ikke fordi hun regnede med at her var andre heste, selvom man aldrig kunne vide, hvad der gemte sig, men simpelthen blot fordi hun ikke kunne lade være. Hun syntes øen fra frygtelige interessant, ligesom de andre øer, som hver besad deres egne skønheder. word count 160

Undrende vippede de indadvendte ører lidt frem og tilbage, og hun brummede kort. Før syntes hun at have hørt en anden hest end hendes moder her, men om det var sandt tvivlede hun stærkt på. I al sin tid på øen havde det kun været hende og hendes mor, så at der skulle komme andre også.. ja, den tanke fandtes endnu ikke hos hende. men her var beviset.. et vrinsk. Hun havde været så sikker… undrende virrede hun med hovedet, men endte da med at sende et spørgende om end ikke tøvende vrinsk ud imod denne fremmede som måske var her. Og hvis hun blot snakkede til luften, var den ikke værre end at det kun var hende selv og hendes mor der viste det.
Igen var det som om at det store bjerg næsten trak hendes blik til sig, og hun tog sig selv i at stirre imod dette med en fraværende mine. Der var noget mærkeligt over det, som selv hun kunne fornemme på trods af sin unge alder. Hoppen slog kort med den sorte hale bag sig, inden at hun på de lange stylte ben begyndte at gå lidt frem igen. mon hun skulle finde Mor nu? Eller vente lidt..

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det overraskede hende, da hun rent faktisk fik svar. Eller noget, der lignede, for det var ikke nogen høj lyd på trods af stilheden på askeøen. I en elegant bevægelse bremsede hun kvikt op på alle fire hove og stak mulen i vejret, med ørerne rettet frem mod lyden. Hun kunne altså ikke være helt alene, for det var da et vrinsk, var det ikke? Det havde været en usikker lyd, så det var svært at bedømme, men nysgerrigheden greb hende hurtigt. I et spring var hun på farten igen, denne gang i en bestemt retning i en let trav med den ravnsorte hale let hævet. word count 106

hun stod et øjeblik og ventede, inden at hun hørte det. den regelmæssige lyd af hove der blev ført over jorden. dog ikke den samme vægt som den hendes moder havde, men en lettere lyd. næsten ikke til at høre, og så alligevel. nysgerrigheden blomstrede kort op i hoppen, inden at hun bakkede let. hvad hvis det nu var falrigt? eller fremmed? eller noget hun ikke kunne li? der var meget hun ikke kunne li. Aske var et af dem. det smagte slet ikke godt nok til at skulle spises! nej, hun foretrak mælken - helt klart.
en svag brummen blev sendt ud, men hun vendte sig for en sikkerheds skyld imod der hvor hendes mor var. eller ihverfald den retning.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Der var en underlig lugt på denne ø, anderledes end på nogen af de andre. Meget gennemtrængende og svær at sætte ord på, og derfor var det sværere at lokalisere en anden sjæl. Hvis der altså var nogen! Måske havde hun hørt forkert? Den askegrå vrikkede en anelse på det ene, silkebløde øre. Hun hørte næsten aldrig forkert, et vrinsk var altid et vrinsk, men omgivelserne her gjorde hende helt i tvivl et kort øjeblik. Det var kun lige indtil, hun fik øje på en lille skikkelse, som bevægede på sig i al asken. Lynhurtigt var hendes interesse fanget, nysgerrigheden voksede og hun glemte helt at sænke farten. Det var altså en hest, en meget lille og spinkel hest, som ellers så ganske sund og rask ud. word count 127

Hurtigt så hun den fremmede bevæge sig igennem det vandte mørke, og hun brummede en anelse uroligt. denen virkede både størrer og hurtigere end hende - hvilket hun ikke brød sig syunderligt om. Tænk nu hvis den anden åd hende? tanken sværmede omkring hende, men hun blev stående lidt endnu. ventede på at den anden sænkede farten. men det gjorde hun ikke.. og hun kom nærmer... og nærmere.. for tæt på. kort spærrede hun de gyldenbrune øjne op, inden at hun med et forskrækket hvin vendte om og begyndte vaklende at løbe tilbage. endnu havde hun ikke styr på de lange ben, så det gik langsomt. uendeligt langsomt.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Den askegrå blev overrasket over at se, at den lille hoppe – for det var en hoppe, det fortalte de spinkle former den bar hende – vende om og spæne i en helt anden retning. Hvad lavede så lille en skabning også her? Hun drejede på ørerne, og blev mindet om hvordan hun selv havde leget her da hun var endnu mindre end nu, i blomsterne. I en let bevægelse fik hun bremset op og trippede et par skridt videre endnu, inden hun standsede helt op for nysgerrigt at betragte hoppen. Hendes ben var endnu usikre, det var tydeligt, og det gik ikke ret stærkt. Så Ariel blev stående og bestemte sig for at nærme sig forsigtigt. Hun var god til at være forsigtig. Sådan da. Ikke altid. Et smil krusede ud på den hvide mule. ”Brun og hvid.” word count 137

Hvad lavede hun egenlig her? ja, det var vel enkelt. hun flygtede. lige i dette øjeblik flygtede hun fra en der kunne minde om hende selv. en ung hoppe - ganske vidst ældre men stadig en hoppe. De gyldenbrune øjne gled søgende over landskabet, men den hvide næsten skærrende hvide kontrast som hendes mor bar var ikke til at se nogle steder lige nu. en lille stemme mindede hende kort om at hun sikkert var et sted på den anden side af træerne, men den fik aldrig rigtig nogen gro bund. tøvende stoppede hun kluntet op ved den andens stemme, og en tavs brummen blev sendt ud i mørket. brun og hvid? ja, det var det hun var. Undrende drejede hun hovedet bagud imod hende, og stirrede på hende. Var hun ikke farlig?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Ariel stod stille lidt endnu, mens hun betragtede den fremmede lille skikkelse, der så noget forvildet ud i øjnene. Brune øjne, dybe som søer. Øjne var vigtige, øjne sagde alt, de var sjælens spejl. Og den askegrå hoppe så også noget i disse øjne, noget helt specielt og unikt, som hun aldrig havde set før. Selv i så ny en skabning fandtes så mange tanker og følelser og minder. Hun drejede ørerne en anelse, mens hun fortabte sig i sine observeringer. Men endnu prægede et smil den snehvide mule. Hun rystede let på det fint formede hoved, da hun rev sig fri af tankerne. Den lille skabning var standset op og så tilbage på hende med de to dybe søer af øjne, måske havde hun ledt efter nogen. Sin mama? Ariel kunne ikke holde sig tilbage, hun trippede nærmere og strakte i sin nysgerrighed sin slanke hals og berørte let den brogedes spinkle, lysebrune bagpart med mulen. En lys og opmuntrende brummen fulgte. ”… Med øjne som skovsøer. Hvem er du?” Den askegrå så med store, ærlige øjne på den anden, med hovedet sænket i hendes højde efter at have berørt hende. Om hun ville forstå hendes ord var ikke til at sige. Måske snakkede hun endda et andet sprog, ligesom Ariel egentlig selv gjorde. word count 215

Forvirret og forvildet.. 2 gode ord til at beskrive hoppen med. Hun var en anelse forvirret over at for første gang finde andre ”levende” væsner her. Det havde jo hele tiden kun været hende og mor.. og engang imellem en enlig mus eller firben.. men aldrig noget større end det. Og her var der så en. Levende og vågen… det var underligt. En anelse fraværende så hun frem for sig, og så derfor ikke at den anden kom tættere på hende.

tankerne myldrede rundt i hendes hoved, så der var ikke tiden til at overveje nærmere at den anden nærmede sig – ligesom før.
Pludselig mærkede hun den anden strejfe hende, og de brune øjne åbnede sig kort og blev helt kulderunde. Med et halvkvalt hvin sprang hun fremad, inden at hun fik overbalance og med et dæmpet bump landede i det mørke græs. Akse og andet som hun ikke vidste hvad var steg kort omkring hende som en sky, inden at hun hurtigt prøvede at rejse sig igen. Hvorfor havde hun gjort det?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Hun havde ikke helt regnet med den reaktion, den brogede hoppe kom med, men den chokerede hende alligevel ikke. Nysgerrigt vippede hun med ørerne, mens hun så ned på den lille på jorden, og ventede på at hun kom på benene. Det havde ikke været hendes mening at overrumple hende, men det skete. Det var ikke alle som bar samme behov for nærvær som Ariel. Hun slog let med halen og overvejede, om hun skulle hjælpe hende på benene, hvilket hun egentlig havde lyst til. Men den lille hoppe skulle måske først lige komme sig over overraskelsen. word count 97

Efter en lille kamp kom hun op igen på benene, og så pludselig en anelse fornærmet på den anden. selvom at det nok ikke havde været den gyldenøjede hoppes skyld at hun var væltet, ville Jivala ikke selv tage ansvaret helt. derfor, blev det på en eller anden måde hendes skyld. Men selv den reaktion havde brudt isen for den brogede hoppe, og hun fnyste kort inden at hun vendte sig om imod den større og ældre hoppe.

"Jivala"

kom det kortfattet fra hende, og hun hævede let hovedet. Dog var de et nysgerrigt glimt i de brune øjne.. men hun spurgte ikke.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/EEWIFTF.png?1); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det gik alligevel ikke lang tid, før den lille brogede kom på benene igen og snurrede rundt for at se den askegrå i øjnene. Hun havde tålmodigt ventet, uden nogen egentlige forventninger til, om den lille ville forsøge at løbe afsted igen eller ej. De silkebløde ører blev hurtigt vippet fremad, da hoppeføllet nærmest stædigt stillede sig op foran hende med nyt mod. Det fik et muntert smil frem på unghoppens mund og hun trak selv mulen op i normal højde igen med et let svirp fra den ravnsorte hale. Hun blev overrasket over at høre den brogede tale, det havde hun alligevel ikke regnet med fra så ungt et føl. Man lærte nok i forskellig hastighed, og måske havde den lille alligevel sin mama i nærheden til at lærer hende ord. ”Jivala… Jiv! Jeg er Ariel.” word count 137

Jivala havde sin altvidende mor.. eller.. hun troede idet mindste at hun var altvidende. I hendes verden vidste mor alt hvad der var nødvendigt at vide, og hvis ikke hun vidste eller kendte svaret, var det fordi at naturen havde fejl.
Let vippede de dunede ører frem imod den anden, men endnu trådte hun ikke tættere på.. på den anden side… hun trådte heller ikke længere væk, hvilket var et godt tegn. Jivala… det var nu det eneste ord som hun rigtigt kendte, da hendes mor hele tiden sagde det.
Ariel… Ariel… det var et smukt navn, kom hun hurtigt frem til.

”Ariiiiieeæl….”

Kom det tøvende fra hende, og hun smilede kort tøvende for at se om det var rigtigt.