Atter hjemme (Ariel)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] (Ariel) Den røde Armonia, var atter engang havnet på den ø, hun så som sit hjem. Nok var hele Andromeda den rødes hjem, men netop Chibale havde en helt speciel plads i den milde hoppe hjerte. For det var netop Chibale, der havde taget imod hende dengang hvor hun kom hertil, af ukendte årsager. De spinkle ben, bar den fine hoppe af sted, forsigtigt og fintfølende, for hun ønskede ej at træde forkert, eller træde på noget der endnu ikke var stærkt nok til at holde til det. Efteråret var kommet til Andromeda, det var hun udmærket klar over, for det var jo netop hende, der havde drejet hjulet, så årstiden atter engang skiftede til det rette. Ingen andre end hende, kunne dreje hjulet, der lå gemt i Enophis labyrint og indre; og ingen andre end hende, kendte skjulestedet for dette hjul. Dog med undtagelse af en; Den vise, skikkelse, personen, sjælen, Den Rene, ak ja, kært barn har jo ganske vidst mange navne. De røde øre der tilhørte Armonia, vippede forsigtigt og lyttende fra side til side, men dog forventede hun ej at høre nogen vandre rundt i træernes indre, på denne tid af natten. Men hun håbede det dog alligevel, for hun syntes efterhånden, at selskaberne var mindre og færre, og der gik længere og længere tid imellem dem; og dette gjorde Armonia en anelse trist til mode. De sorte hove blev placeret med en fintfølende bevægelse, fløjlsblødt vel sagtens, inden den røde hoppe da standsede op, imellem alle træerne, men i en åbning. Ja, her havde hun ofte været. Dog kun en enkelt gang eller to med selskab. Langsomt, men målrettet bevægede den røde sig af sted med bløde skridt, taktfast, hen til det piletræ, som hun så ofte søgte ly og læ under; ja, her var hendes hjem. Word Count 302

word count X

[/div][/td][/tr][/table]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Grantræerne stod tæt i den dybe skove, Chibale hovedsageligt bestod af. Det var en mystisk ø som havde ført hende til flere interessante møder, og hun var ikke tvivl om, at den ville føre hende til mange flere endnu. At det blev denne nat vidste hun først, da en svag lyd af hovslag nåede hendes spidsede ører. Hun havde ellers troet at hun var alene med træerne og med mørket, der kun blev lyst op af en bleg halvmåne, som hang højt på himlen. Den askegrå havde nynnet for sig selv, en dæmpet melodi som passede natten. Det var som om hjertet sagde mere i toner, end de gjorde i ord, sådan havde den unge hoppe det. Hun havde igennem sin barndom generelt ikke talt meget, ikke fordi hun ikke havde lyst, men fordi ordene var for hende ofte utilstrækkelige. Indtil videre. Men nu havde lyden af hovslag fået hende til at standse, midt i et skridt og midt i en tone, for at lytte. Det var helt bestemt hovslag, hun var ikke i tvivl, selvom det forekom hende underligt unaturligt midt i mørket. Hun mødte kun heste i solens lys, ikke i månens. Med undtagelse af én gang, den aften hun havde mødt skyggen af det, der plejede at være hendes mama. Og nu var noget andet. Den askegrå stod stille i et langtrukkent øjeblik, indtil hun ikke længere kunne holde sig tilbage. Nysgerrigheden voksede med lysets hastighed på hende, og denne nat var ingen undtagelse. Snart trippede hun frem mod lyden med mulen en anelse sænket og lette, korte skridt. word count 262

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, bevægede sig af sted, skridt for skridt, imod det piletræ der så fint stod der og prydede midt inde i den åbning der var i herinde i skoven. Der var mange åbninger i Chibales skove, men denne åbning var mindre, mere intim, og det fine store piletræ, havde hele tiden haft en speciel plads i den rødes sind og hjerte. Og netop derfor, var det dette sted, hun kaldte for sit hjem. De sorte øjne, gled langsomt rundt, betragtende på det fredfyldte sted. Langsomt lod hun halen slå et lille tilfreds smæld, inden hun standsede op, da hun var nået ind under det store piletræ. Og der lod hun sin mule falde et blidt hak ned, og bøjede i sin nakke, således at hun kunne lade sin mule gnubbe imod den røde, smalle bringe. Mens hun stod der, synes den røde at bemærke nogle lyde i nærheden, lyden af fremmede hovslag. Hun løftede langsomt det røde hoved, mens ørene vippede imødekommende frem, lyttende imod den retning som hovslagene kom fra. Mon hun nu ville træffe endnu et nyt selskab, eller ville det være et møde med en af de bekendte sjæle, hun før var stødt ind i? Som hovslagene nærmede sig, lyttede hun mere og mere til takten; jovist, det var en fremmede, og ej en bekendt. Hverken det ene eller det andet var at foretrække for den røde Armonia, for hun nød stortset ethvert selskab. Men da kom hun så i tanke om, at hendes udseende måske for fremmede, ville være skræmmende og unaturligt; for i manen voksede blomster og stilke, op i halen ligeså. Udover dette, var der også dugdråber og frosne snefnug at se i manen, som skabte et glitrende udseende. Op af benene voksede grønne friske rangler, snoede sig blødt om hendes røde ben; Ja, naturen var en del af hende, i bogstaveligste forstand. Ud af træerne, kom en askegrå hoppe nu trippende, taktfast men roligt. Et bredt og varmt sil, dannede sig henover den røde mule på Armonia, mens hun lod ørene forblive fremme imod den askegrå; et mildt, varmt og imødekommende brum forlod den røde Armonia, mens hun holdt blikket hos den fremmede. Hvordan mon den askegrå hoppe ville reagere, på den lidt.. specielle vækst, der var på Armonia. Word Count 378

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hun bevægede sig nemt mellem de ellers tætte grantræer, som strakte deres grene ud og gjorde skoven tæt og ufremkommelig. Det var en anderledes skov end dem man fandt på Enophis og Leventera, en helt anden slags bevoksning, som gav den lille ø sin egen mystik. Men det var næsten ingenting ved siden af det, den askegrå snart skulle få at se. Der gik ikke lang tid, før hun på sine dansende hove og sine nu noget korte skridt, havde nærmet sig hovslagenes ejer. En åbning, nærmest som en oase, var det første som åbenbarede sig for hende og fik hende til at standse brat for anden gang denne nat. Modsat de andre åbninger var det ikke en sø som havde fået træerne til at trække sig tilbage, det var i stedet et piletræ. Og under piletræet stod en hest, hun aldrig før havde lagt øjne på. Det var en rød hoppe, spinkel af bygning. Den røde farve fangede med det samme hendes opmærksomhed, men det var ikke det, der gjorde de ravgyldne øjne en anelse større end ellers. Hun så forbavset og måske en anelse uforskammet på den fremmede hoppe, men Ariel bekymrede sig ikke meget om manerer. Det var hun alt for nysgerrig og ubekymret til. Så derfor røg det hurtigt ud af hende: ”Blomster.” word count 217

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, lod sine røde øre forblive fremme imod den Askegrå hoppe, der så brat var standset op, lige i kanten af den åbning som Armonia stod i, under det brede og nærmest eventyrlige piletræ. Jovist, piletræet var det sted, som Armonia kaldte for sit hjem. For der var det hun havde brug for; læ, ly, mad og vand lige ved sin side. For en lille bæk sno sig tæt ved piletræet, og gav både piletræet og Armonia næring. Langsomt lod Armonia det røde hoved falde en lille tak ned, for at vise for den askegrå hoppe, at hun intet ondt ville den unde hoppe. Jovist, Armonis forstod godt den skepsis der måske kunne jage igennem de fleste, hvis de så hendes krop og vækst for første gang; for det var jo ganske unormalt. Måske endda selv i et land som Andromeda, for de der ej havde været her i så mange år som hun selv. Et varmt smil faldt over hendes røde mule, idet den askegrå lod et ord falde fra hende, og ud i stilheden: Blomster. ,,Det har du ganske ret i, kære fremmede. Blomster, det er hvad det er” Svarede Armonia den askegrå, mens hun langsomt lod sin krop dreje sig, således at hun stod med fronten imod den fremmede hoppe. ,,Men det er ej blot blomster, som er sat i min man, for derefter at gå ud. Nej, de lever skam på mig, hvor mærkeligt det end lyder” Sagde den røde derefter, i et mildt tonefald, mens hun stadig lod de varme og milde øjne forblive hos den Askegrå. For hvad mon hun nu ville gøre? Word Count 271

Det var et meget smukt syn i den askegrås øjne. Hun var glad for blomster, nærmest helt betaget. Og her var en hoppe med blomster på kroppen. De ravfarvede øjne var stadig store, og ikke engang hoppens lyse ord kunne trække hende ud af hendes døs af forbavselse. Ikke at hun ikke hørte efter, for det gjorde hun. Det var en behagelig stemme som nåede den unge hoppes ører, og det den fortalte hende, var næsten endnu mere utroligt. Blomsterne groede simpelthen på hende, levede af hende. Hun var nødt til at se nærmere, uden tanke for gode manerer trippede den askegrå de sidste skridt helt ind i lysningen, hen til hoppen som var rød som solnedgangen og ned på siden af hende. En mild brummen af forbløffelse lød fra hende i en lys tone, kun hun kunne lave, hvorefter hun nu mere forsigtigt strakte sin silkebløde mule frem og berørte en af de farverige blomster i hoppens man, undersøgende. Da hun endelig trak mulen til sig igen var det med en klar, lys latter, en varm lyd som snart forsvandt ud i den tynde luft. Det var hendes betagelse der brød ud, det var simpelthen for meget for den askegrå.

”Men hvordan?”

word count 117