A lost soul

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] (Fuyu No Kitsune) Den grå hoppe, med den sorte man og hale, var for en gangs skyld vandret til en ø, hun ikke ofte befandt sig på. Men denne aften, var en undtagelse. Asira, var navnet på denne hoppe, som var søgt til Foehn, den vulkanske ø, for at søge væk fra andre sjæle og mulige selskaber. For Asira ønskede ikke selskab.. Det gjorde hun faktisk ganske sjældent. Den grå hoppe vandrede af sted, med taktfaste skridt, der dog var uden mål og søgen. Blot gik hun af sted, skridt for skridt, for skridt. De grå øre der sad ganske velplaceret, vippede rundt, lyttende til de nye områder og lyde; men denne gang var det ikke for at lytte efter farer, men fordi hun lyttede efter sin datter. Men hun vidste godt inderst inde, at Saphira nok aldrig ville blive set af hendes øjne igen. Den grå hoppe, var begyndt at falde mere og mere ind i sig selv, og forsvinde tilbage til sit gamle, tomme jeg, der ikke ejede mange følelser eller trang til kærlighed. For hun havde åbnet sig to gange i sit liv; for Saphira og for Seth, og begge var de nu forsvundet. Så hvad havde den grå hoppe egentlig tilbage? Intet. Udover sit eget liv. Hun havde hørt rygter om skyggerne på denne ø, men Asira havde aldrig frygtet nogen eller noget, og skyggerne var derfor heller ikke noget hun frygtede. Den grå hoppede svirpede med den sorte og kraftige hale, så en hvislende lyd kom fra hende, og derefter stoppede hun op, midt på den vulkanske og øde ø, mens øjnene kneb sig sammen, opmærksomt. Men der var intet at se. Word Count 277

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] En smuk hingst vandrede imellem de askeklædte træer, en komplet modsætning til sine farveløse omgiveler. For thi han blot var hvid og sort af aftegn, udstrålede han en helt unik kulør, der fik det grå mørke omkring ham til at blive levende, til at række lange skyggetunger ud efter ham, kort gribe fat om hans ben, før de hvislende trak sig tilbage til foden af de træer hvorfra de var kommet. Hans... Kulør kunne således ikke kaldes 'lys', nej, den var det modsatte; Mørke. Hele hans eksistens synes at bestå af skygger, som emmede de fra ham, som var de hans aura, noget han udstrålede, og skabte ved sin blotte tilstedeværelse. Det var dog ikke helt tilfældet, den arrede skyggehingst var blot på vandring, på nattevandting, i disse kendte omgivelser. På jagt efter den sjæl man hviskede om, om den sjæl der i dette nu betrådte det tunge støvlag. For vulkanen, Alduin, havde for nyligtladet endnu et askelag lægge sig hen over jorden, således at den udstrålede en behagelig varme, der ej var kendt andre steder på de koldhjertede øer, derude hvor lyset herskede. under de tunge aske spirede nye skud, nye planter, der ville skånes fra kulden, der ville kunne nære en hel flok i den nærmeste fremtid, og det var hvad skyggehingsten planlagde, hvad de planlagde. Hvorvidt det var hans herre, ham selv, eller en anden ham selv der havde udtænkt planen, var ham for såvidt ligegyldig, men den ætsede allerede behageligt i hans årer, og fremkaldte et smil, der forvrængede det evige dødningesmil han bar, og tilføjende endnu flere mystiske, mørke vibrationer omkring den smukke hingst. Snart stødte hans glødende blik på hoppen der betrådte hans, deres... hans herres jord, og han stoppede op, ledsaget af en støvsky, da asken rejste sig, og endnu flere små skyer da skyggerne langsomt snoede sig bort fra ham, og andre til ham. Hvis ikke det var de samme der ombestemte sig. I princippet var de vel alle de samme, men det bar ingen mening i dette sammenhæng. Skyggerne efterlod slangeagtige spor i den lette aske, og skabte et konstant slør omkring hans underben, og holdt således skyggerne skjult for denne fremmedes blik, det ville de være til han trådte ud på fast underlag, eller bød dem standse. Således var det bedste, thi således kunne han lettest overmande hoppen. Han stod blot, betragtede de fremmede hoppe, der bar askens grå farve og et dødt udtryk i øjnene. En knækket sjæl var hun, ingen tvivl om det.

ASIRA

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå hoppe forblev stående, med det tomme og øde blik flakkende rundt på de manglende eksistenser. Nok kunne hun ikke se nogen foran sig, eller ude i horisonten, men alligevel føltes det som om, der alligevel var en eller anden form for fremmed liv, på denne vulkanske ø. Asira veg kort med det grå hoved, så manen for til siden, og derefter faldt på plads imod hendes hals, fordi hun synes at have hørt nogen i det fjerne, nogen der nærmede sig, eller noget der kom tættere imod hendes grå krop. Langsomt blev det grå hoved drejet omkring, i en bevægelse der var ganske kontrolleret, og der bag hende, stod en hvidlig hingst, som i hendes verden var fremmed. Det var de fleste nu ganske vidst, for Asira talte sjældent med andre, og når hun så endelig gjorde, endte det oftest ud i fysisk vold, og ikke verbale samtaler. Jovist, den grå hoppe duede sjældent til andres selskaber, for hun var en misforstået hoppe af de fleste. Hoppen, Asira, lod de grå øre falde længere bagud, skråt ned imod den fyldige sorte man, mens hun i et ryk drejede sin krop, så hendes front nu stod i retningen af den fremmede skikkelse, der endnu var i god afstand af hende. Noget ve den hvides hingst, virkede ganske mærkeligt, men hun vidste dog ej hvad det var endnu. Men fremmed og ukendt, det var han med sikkerhed. Et slag røg fra hendes hale, og skabte en svirpende lyd bag hende, inden hun slog den ene sorte hov i jorden, så en støvsky lettede fra jorden under hende, og asken røg til vejrs. Hvad ville den fremmede? Word Count 276

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den arrede aftegning, dødningesmilet, lod sig forvrænge ydeligere da hingstens smil udvidede sig, og en dæmpet latter synes at forlade hans strube, på trods af at stemmen ikke blot kom derfra, men synes at komme fra alle omgivelserne, som var små højtalere gemt i naturen omkring hoppen. Han var ej generet af hendes mærkværdige opførsel, af de nedlagte øre eller de truende adfærd, det gjorde ham intet, og derpå vandrede han med de prægende lettere skridt nærmere hoppen, før han igen standsede, stadig med asken som en konstant sky omkring hovene. Et lavmælt knæk forlod hans nakke da hovedet faldt let på sned, og de glødende fuldmåne hvide øjne plantede sig i hendes, følelsesløse, med rovdyrspræg, på trods af de manglende pupiller. "VELKOMMEN HERTIL, UNGE HOPPE. Hans stemme var blot en dæmpet, truende hvislen, da han talte til hende, denne gang ikke igennem de omgivende skygger. Stemmen forlod hans mule, men synes at blive kastet frem og tilbage imellem omgivelserne, gentaget, forvrænget, imens en syg latter medlte sig et andet sted ude i mørket, og tillod sig at fortolke hingstens ord til andre, truende ord, ord der virkede... hjemme i en horror film. Hingsten lod sig dog ikke påvirke deraf, og betragtede blot sit nye selskab, vendte og drejede hendes ankomst i sine tanker, alt imens han tillod sig at overveje hvorvidt hun ville blive til nogen hjælp, hvorvidt han kunne udnytte hende, eller om hun blot ville blive en forhindring. "DE FOREKOMMER MIG EN ANELSE FORTABT, BEHØVER I HJÆLP? Hjælp, hjælp, mord, moord, hjælp med mord, med at dræbe, med at spilde blodet, blodet på fjender, på venner, på... famillie... Hviskende, hvislende stemmer fyldte halvmørket, og mange overlod det blot til hoppens fantasi hvad der blev sagt, hvad hun ønskede... ikke ønskede at høre, kunne hun med sikkerhed tyde stemmerne til, thi i visse situationer ser man blot det man tror, hører man blot det man tror, og ikke hvad der virklig bliver sagt...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå hoppes øjne, forblev fæstnet imod den måneskins agtige hingst, der stadig stod med en ganske god afstand til den unge og ‘tomme’ hoppe. Men dette ændrede sig dog, som hingsten nu havde slået frem i en svævende skridtgang, imod den unge, grå hoppe, som forblev stående med de sorte hove placeret nede i det askegrå underlag, der prydede hele området omkring dem, i hvert fald så langt som de sorte øjne kunne ænse. De grå øre, på den fine hoppe, røg længere og længere bagud, i takt med at den hvidlige hingst kom hende nærmere og nærmere. Asira brød sig aldeles ikke om nærhed, og med det mærkværdige smil han bar på sin mule, var trangen til at få ham tættere, aldeles ikke større. Som den hvide hingst kom nærmere, begyndte en underlig fornemmelse at gibbe igennem den grå Asira, der dog stadig forblev stående. Langsomt lod hun sit hoved glide en tak op, og ørene smed sig nu helt ned i manen, så de vel nærmest forsvandt, idet han stoppede op, og lod en noget mærkværdig hilsen falde imod hende. ’De’ og ’I’ i samme sætning. Ja, den var skam ny, i den grå hoppes øre. For så vidt hun vidste, så var der nu altså kun hende, og ingen andre. Men det kunne vel være, at der længere bag hende, var nogen som hun muligvis bare ikke havde registret? Men det tvivlede hun nu meget stærkt på. Hver en enkel muskel i hendes krop, blev langsomt med resolut spændt op, klar på at lade den verbale snak blive overtaget af fysisk nærhed; og ikke den gode af slagsen. For hvad ville denne hvide hingst, med det mærkværdige smil? ,,Fortabt, nej. Og jeg søger ingen hjælp. Jeg søger simpelt bare, at blive ladet være i fred.” Dette blev hendes kortfattede svar, for ord havde hun aldrig været særlig god til, måske fordi det så sjældent blev brugt, når hun var i andres selskab? Hendes stemme kom hvislende ud, mørk og hæs, mere hæs end de fleste andre hopper nok ville have af stemme. Men alligevel var der den lyse undertone, som afslørede hende i at hun nu altså var en hoppe. Stemmer for ind i Asiras indre, stemmer hun ikke kunne finde ud af, og hun kunne end ikke få dem ud af hovedet heller. Mord, hvilke mord? Og hvorfor kom hans stemme før frem, som ekkoer omkring hende? Hvad var denne hingst for en særling. Word Count 409

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Som en lysfane, slog hingstens hale taktfast igennem luften, som i takt til den hvislende, uhyggelige hymne, der genløs igennem luften. Der var takt i ordene, som var det en form for hæslig sang, en hæslig sang som skyggehingsten hørte lige så vel som hende, omend han opfangede andre ord, ord han ønskede at høre. Men han kendte alle ordene før de blev udtalt, kunne med lethed tale i takt med skyggerne, hvis det var det han ønskede, det han ville. Det var ham dog ikke af interesse, i stedet betragtede han blot hoppen med sit syge smil, før han påbegyndte en dyb nynnen, imens hendes ord lod sig overveje af alle dele af ham, ham, dem, den, de.. Alt. "INGEN HJÆLP, INGEN FRED. Brumemde han dæmpet, i takt til hans nynnen, der fortsatte på trods af at han ej længere selv benyttede kroppen til at udtrykke den. Smilet voksede og derpå slog han op i en højlydt latter, og kastede med det lyse hoved, før han sænkede hovedet ned imod jorden, og igen nærmede sig med bløde, rovdyrsagtige skridt. Det var en en venlig hilsen, der var truende undertoner i hans bevægelser. "SÅ LØB, LILLE HOPPE, FLYGT OG FRYGT. THI SKYGGERNE VIL JAGE DIG, HVIS DU EJ VIL HJÆLPES, EJ VIL HJÆLPE DEM. Og derpå fandt asken til ro, og de mørke skygger gav sig i stedet til at sno sig op omkring hingsten, og falde om hans ben, som var de en del af hans hårpragt, som var de hans hovskæg, hans levende skygge. Selv hans skygge ændrede form, forvrængedes til et marreridts, åbnede et tandfyldt gab, med en alt for lang mund, og blottede lange sylespidse hugtænder. Hingsten i sig selv fnes blot dæmpet, imens den uhyggelige, uharmoniske nynnen fortsatte, og bredte sig til hele området, uden at være i takt, en taktløs, uhyggelig nynnen. Og derpå svandt alle lyde, og stilheden faldt over det månebelyste landstykke, og dødninge hingsten hævede derpå hovedet let igen, så hoppen an. Løb...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå hoppe Asira, forblev stående med de sorte og tomme øjne vendt I retningen af den fremmede hvidlige hingst, der var meget anderledes, i forhold til de andre selskaber, som Asira havde været i. Han var skræmmende, om hun ville indrømme det eller ej. Asira havde sjældent frygtet noget, eller nogen. Men denne hingst, denne skabning, skabte en gru i hende, som hun sjældent havde mærket før. Hun forblev dog stående, som en stolt statue, med blikket i hans retning, uden at tøve med at lade de sorte øjne vige henover hans hvide spøgelsesagtige krop, betragtende og meget opmærksomt. For han skulle ikke komme den grå hoppe nærmere, ikke mere end det han allerede var nu. En nynnen bredte sig i hendes øre, med ord hun ikke rigtig kunne skelne fra hinanden. Men ordene faldt ikke i hendes smag, de var ikke beroligende eller søde, de var truende og grufuldvækkende. Den grå hoppes øre forblev liggende bagud imod hendes sorte og fyldige man, truende og afvisende, men den hvide hingst virkede ikke til at tage sig af det. Hans ord svarede hun ikke på, for hun havde ingen kommentar til dette. Men da han pludselig gik imod hende, med truende skridt og lavthængende hoved, veg hendes hoved op i et ordentlig ryk, mens hun spændte op i sine muskler i hele kroppen. Og derefter lød endnu flere ord fra den hvide hingst. Asira hørte dem højt og tydeligt, men hun svarede ikke med det samme. For nogle mærkværdige skygger bredte sig op langs hans ben, og op af hans krop, for derefter at skabe et ansigt, en mund, med sylespidse tænder, som den grå hoppe lod fange sin opmærksomhed. I et ryk trådte hun nogle skridt bagud, og atter veg hun med hovedet. ,,Jeg flygter ikke, og jeg har aldrig flygtet. Denne gang, er heller ingen undtagelse, fremmede” Besvarede hun ham, mens hendes nakke blev spændt op i en voldsom bue, og ørene forblev klistret bagud. Han skulle ikke true den grå hoppe, for hun havde aldrig veget for andre; og dette blev heller ikke en aften, hvor hun ville flygte. Word Count 352

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] HVid skyggen var trods alt også en skabning af frygt, skabt af en uendeligt dyb frygt, der til sidst havde knækket sjælen, og tilladt den at se værdien i frygten, åbnet denne for skyggernes ideer, skyggernes verde, mørkets skønhed. Så at hun frygtede ham, den, dem, var ej en kendsgerning der kunne komme bag på nogen, selvom hingsten fandt det ualmindeligt morsomt. I det heletaget fik andres frygt det til at sitre behageligt i hans pels, han nød når man frygtede ham, når pupillerne udvidedes let, for forgæves at forsøge at omfavne alle hans detaljer, hver en bevægelse... Hingsten lod sig ej bemærke af de mange trusler og advarende signaler, hoppen sendte. Han betragtede hende blot, med slet skjult morskab, og de mælehvide halvblinde øjne plantet på hende, alt imens de udsendte en sagte gløden, som afspejlede de den skydækkede måne, en modsætning til det mørke der snoede sig kærligt omkrign ham, og begærligt rakte ud efter den grå hoppe. Kom blot nærmere.. Hvisk, sov, fryd... Vi intet nogen gør.. Intet... Blot berøring vi søger, ønsker... Ser..... Skyggerne hviskede tillokkende til hoppen, rakte ud efter hende med så milde miner, som uhestelige skikkelsler nu engang kunne have, alt imens hingsten blot betragtede hende, fortolkede hendes ord, og lod sig more af hoppens reaktioner. Det var som bemærkede han knapt skyggerne, for han gjorde ej mine til at ændre sin overlegne opførsel, og agere forførende imod hende, men ej heller til at gøre det modsatte og jage hende bort, nej, han var for såvidt ligeglad med hvad hun foretog sig, så længe det ikke kom på tværs af ham, så længe hun ej generede ham. Og det skulle der særdeles meget til.... "Flugt er nu engang byttedyrets vigtigste egenskab, lille hoppe, den kunne rede dit liv... Og og medføre til døden." Hingstens stemme trådte denne gang for alvor igennem, den musikfyldte, nuancerede, dybe røst, en maskulin og smuk stemme, præget af ufølsomhed, og en ligegyldighed der forekom skræmmende. Han overvejede hende muligheder, tippede hovedet på skrå, og betragtede hendes slanke lemmer, hvorpå han, med et leende fnys, løftede halen, og hvælvede i den muskuløse hingstehals, og lod ørene følge dennes bue, hvorved han forekom slangeagtig, rovdyrsagtig, som en trussel mod hendes eksistens... Hendes liv. "Frygt og flugt bør nu engang gå hånd i hånd, hoppe, hvorfor du ej kendes ved den er mig en gåde. Men sig mig da, grålige." Derpå ændrede han igen udtryk, kastede hovedet op, og rettede de to snehvide ører imod hende, med elegante, hjorteprægede bevægelser, og lod sig falde ud på en cirkel omkring hende. "Hvis du ej flygter, hvorledes har du så overlevet indtil nu?"

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den hvide hingst, der stod foran den grålige Asira, var et mærkværdigt syn, selv for en hoppe som Asira, som måske havde hørt og set lidt af hvert i dette land. Men denne hvide hingst, var uden for skalaen af mærkværdigheder, som den grå Asira havde hørt om. Langsomt, men stødt, begyndte forskellige sitrende bevægelser at komme henover den grå hoppes skind, ikke af behag, men nok nærmere af ubehag. For Asira vidste ikke hvad den hvide hingst ville hende, og for at være ganske ærlig, var hun nu nok ikke i tvivl om, at han ikke ville hende noget godt. De sorte skygger omkring den hvide hingst, begyndte at række ud efter den grå Asira, i et forsøg på at røre hendes grå skind, og dette vidste hun ikke hvad hun synes om. Hun brød sig aldeles ikke om berøring fra andre, og slet ikke fremmede, og derfor lod hun de mørkegrå øre falde helt flat ned i manen endnu engang, og der forblev de. Hendes næsebor udspilede sig ganske langsomt, inden hun slog et ordentlig smæld med den sorte hale, over de ord som skyggerne, eller noget sagde. For det var ikke den hvide hingst, for han begyndte at tale. Tale om, at flugt var byttedyrets vigtigste egenskab, at dette kunne redde livet. Men end også dræbe en. Asira så ikke sig selv som et byttedyr; det nægtede hun at være. Hun veg kort med sit grå hoved, for at påvise den hvide hingst, at han aldeles ikke skulle komme hende tættere på. ,,Jeg er intet byttedyr, hvide fremmede” Svarede den grå, den hvide, med en tør tone, der virkede hvislende og afvisende. Men den lyse undertone blev ved at påpege, at den fine Asira var en hoppe, og ikke en hingst, trods hun sommetider ønskede at det ville være sådan; for så ville hun da ej have oplevet det sidste svigt som hun havde oplevet for ikke længe siden; en datter der var forsvundet. Den hvide hingst, begyndte nu at bevæge sig omkring hende, i cirklende bevægelser om den grå krop; og dette, det brød hun sig aldeles ikke om. Hun veg op med hovedet, og slog afvisende og hårdt et forben ud i den mørke luft, i en sparkende og markant bevægelse, dog ikke mod ham, men henvendt til ham. ,,Du har altid to valg; vær byttedyret der flygter, eller vend situationen; bliv jageren, der kæmper; jeg vælger altid det sidste, hvide skyggehingst” Besvarede den grå ham, med en hvislende tone, inden hun knejste nakken mere op, så musklerne kom til syne i hendes muskuløse nakke; hun nægtede simpelthen at være et byttedyr, i en leg med skygger. Nok var den grå ikke frygtløs, for hun frygtede ganske vidst de skygger der var omkring ham, og talte lokkende til hende. Men hun nægtede at bukke under, og træde væk. Word Count 473

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Ved hoppens ord lød hingstens melodiske latter, dyb, rungende, maskulin.. Død. Og han tippede hovet på skrå, imens et sygt smil ælangsomt bredte sig i de halvblinde øjne og hen over de arrede mule. Så hun var ikke et byttedyr? Hvis ikke det, hvad var hun så? At hun teede sig mere og mere truende bemærkede han knapt nok, eller det ville sige; Han bemærkede det, men det rørte ham ikke, han var ligeglad, hun kunnne ham intet gøre, intet der ville skræmme ham, arre andet end hans fysiske, intet kunne hun gøre ved den hvide skygge: Thi hans fysiske tilstand generede ham ej længere, kun hans psyke, deres psyke var hans støttepunkt, var reflektionen af det mørke der havde indtaget hans sjæl. Selvom han holdt utroligt meget af sit arrede hvide skind... "Ikke et byttedyr?" Han tippede hovedet på skrå i en død bevægelse, og lod de næsten glødende øjne hvile på hende, alt imens skyggerne fortsate deres mærkværdige kalden, udrækken efter den grållige hest, længselsfuldt.. Dragende. Han lyttede til hendes uddybning imens det syge smil langsomt voksede sig bredere, synes at indtage selv skyggerne, der trak sig tilbage, og istedet snoede sig kærligt op omkring den hvide hingsts krop. "Så du er en jæger, et rovdyr? Ganskevist er din tankegang ædel, hoppe, men vil den altid forblive sådan? Hvis du nu står ansigt til ansigt med et for stærkt rovdyr, vil du da gå i døden for din stolthed?" For den hvide skygge gav hoppens tankegang knapt nogen mening, han var såmænd ligeglad med hvorvidt han blev stående, eller flygtede. Pointen var overlevelse. Medmindre hans herre, eller han selv bød anderledes. I det tilfælde ville han blive stående og lyde sit kald, indtil livet forlod den arrede krop, og han for alvor kunne blive fri til at møde sine brødre, sig selv, og ikke mindst sin herre... Men at hoppen ville blive stående forekom haam alt for mæekrligt. Hvem befalede hende at stå? ud fra hendes ord, tydede han det, som stod hun af fri vilje, men forfor... Det var for abstrakt, for mærkeligt. At hun stadig var i live var ham et under, men på den anden side var mange ting ham et under, nu hvor han lod tankerne vandre derind...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grålige Asira, havde ørene vippet bagud imod den sorte mand, der stadig lå tykt om hendes nakke og hals, og endnu tykkere i denne periode, fordi vinteren for alvor havde trådt i kraft i Andromedas land. Dette ville blive den fjerde vinter, som den grå hoppe ville gå i møde. Hvem mon i virkeligheden skulle have troet at den grå Asira, ville opleve så mange kolde vintre, med det liv der i sandhed var blevet langt hende for dagen. Jovist, hun havde ikke haft en nem opvækst; den var nok mere præget af ensomhed, stædighed og et lille gram hel oveni det hele. For Asira var allerede blevet mor som 3-årig, og det føl hun havde født ind i Andromedas verden, var forsvundet. Væk, borte. Præcis som Asiras egen mor havde været det, da Asira fyldte et halvt år. Asira havde sjældent frygtet særlig mange ting, for hun mente ikke at man kom langt i livet, hvis frygten var det der prægede en. Men nogle få ting havde hun skam frygtet, inden tvivl om det. De sorte skygger omkring den hvide hingst, talte, lokkede og virkede.. godmodige. Som om de i sandhed ville Asira det bedste. De lokkede med hendes sind, søgte hende, og forsøgte at få den grå skabning til at træde tættere. Et kort øjeblik glemte den grå hoppe ordene fra den Hvide hingst, og hun trådte et enkelt skridt nærmere, inden skyggerne i samme sekund trak sig tilbage, og gav sig til at kærtegne og smyge sig omkring den Hvide hingst krop i stedet. Dette gjorde at Asira ’vågnede’ op igen, og hun lod sin hale slå et hårdt smæld, mens hun trådte to skridt tilbage. ,,Jeg går ikke i døden for min stolthed, Hvide Hingst. Men jeg trækker mig heller ikke i en kamp, hvor muligheden for at vinde, er ligeligt fordelt, og chancen lige stor for begge sjæle.” Besvarede hun den hvide skabning foran hende, mens hun kneb øjnene mistroisk i; for Asira vidste end ikke endnu, hvad denne skabning ville med hende og hendes eksistens; men en ting var ganske sikkert, en almindelig skabning, det var han ikke. Han havde skyggerne i sin magt og det havde den grå Asira ikke.. Word Count 368

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Skyggehingsten løftede et ikke-eksisterende øjenbryn over hoppens svar, og ikke mindst hendes pludslige tilbagetog. Men det var vel et valg hun selv førte, selvom han ikke så en grund til at vige tilbage. Han havde intet i sinde, intet rørte sig i hans ellers ofte-aktive fantasi. Der var vindstille, en rolig, harmonisk, stilhed, man ikke ofte oplevede hos den hvide skabning. Selvom den ganskevist kunne vende på få sekundter og skame enorm storm. "Ligeligt fordelt, hvorledes beslutter du det, grå? Ved du med det samme du ser en mulig modstander, om du kan vinde over denne, om du bør trække dig, eller stå fast?" Og var han den første eller den anden i hendes øjne? Hun var ikke tryg ved deres leg omkring benene på den hvide hingst, med den komiske kærtegnen, som han ubevist tillod sig selv. Tillod ham, tillod dem, thi han var dem, de var ham, så i princippet var der ikke megen forskel på de to, selvom deres bevistheder nu engang var forksellig, delt i tusinder og atter tusinder. De foretog sig hver sin ting til tider, han deriblandt. Så faktisk havde han ikke direkte kontrol over dem i dette moment, de dansede blot som det faldt dem ind, som deres instinkter nu tillod dem, som de nu fandt.. behag til. Noget der i særdeleshed var mærkværdigt, en ting som man ikke ofte stødte på, og burde holde sig langt fra, hvis valger kom dertil. Men der var dog ingen tvivl om at han, om at de, ikke lød hendes kald og tanker, thi hun var ej en søster, ej en af dem, og således var deres vilje ikke hendes, hendes ønske ikke deres. Men.. Det kunne det blive. Hingsten fnøs dæmpet, og et sagte smil tegnede sig på den arrede mule, forvred skyggesmilet, og tilførte ham en ekstra snert af den evige vanvid der forfulgte de hvide skygge. "Unge hoppe, i mine øjne forekommer din stolthed mig mærkværdig, har du styrken til at stå inde for den? Viljen til at modsige de højere magter? Sindet til at modstå deres fristelser..?"