Last Chance (Illana x Rumpel)

... Nyahaha

Den snu skikkelse der gik under navnet Rumpelstiltskin, et navn hans fader I sin tid havde givet ham, I hvert fald ifølge hans hukommelse. Det var sådan, at den hukommelse som hingsten havde egentlig ikke var rigtig; for hans eksistens strakte sig ikke så langt tilbage, som han troede. Hans liv var startet i Andromeda, et biprodukt af ondskabens fejlslående magi; og det de havde skabt havde løsrevet sig fuldstændig fra dets skabere. Han kunne nu vandre frit, have sin egen magi, og værst af alt, udvikle sin egen magi. Samtidig havde han fået en evne der gjorde, at han var i stand til at krydse landets grænser og søge ud i andre verdener, bringe ting med tilbage han kunne drage nytte af – og tage den form han oprindeligt havde haft, i hvert fald i hans minder. En menneskelig form.
Nu stod han, med et ondskabsfuldt grin og så på Volontaire. Selvfølgelig ville han ikke bare sådan give hans hjerte, men det var nu engang prisen. Rumpelstiltskin havde smagt sejreren, og den lod han ikke gå. Som straf for at modsige ham, lagde Rumpelstiltskin en ny magi over den gyldne hoppe. Den fjernede den oprindelige, men holdt hende fast og langsomt hævede hende over jorden. Han ville vride, flå og pine hendes lemmer, indtil Volontaire gav efter; og alt efter hvor genstridig han ville være, ville den gyldne hoppe opleve større smerter.

,,At tage dit hjerte ville ikke dræbe dig, nyah! Du vil kunne gå, føle, være som før, men blot har jeg en forsikring her om, at du ikke vil modsige mig igen. Jeg kunne jo gå hen og.. kede mig! Nyah! Og aftalen vil gå på jeres frihed, intet andet. Du har valget om at udføre den gamle, eller tage imod den nye.. Ellers skal jeg nok hygge mig med mit nye legetøj, indtil du kommer på bedre tanker, hingst!”

Hvæsede den glubske hingst. Derpå vendte han blikket imod Illana, hvis korpus nu hang en halv meter over jorden og så småt var begyndt at vride sig i smerter. Det var et syn for guder, mente han. Sådan at have en vogter i sin magt.

Den gyldne sjæl var efterhånden ved at blive panisk. Hun kunne intet gøre, alt imens Volontaire stod med valget om hans skæbne. Hendes tanker kredsede frygtsomt omkring hvad der kunne ske, hvad der ville ske, hvis Rumpelstiltskin tog hans hjerte – men en lettelse skød kortvarigt igennem hende, da han nægtede denne aftale. Man kunne vel sige at et håb spirrede i hendes indre om, at Volontaire ville finde en så let løsning på dette som muligt, så de kunne gå uden de store problemer, men sådan skulle det ikke gå. Volontaire ville atter forhandle om Lysets sikkerhed, en sikkerhed Illana sagtens selv kunne opretholde. Den gyldne kunne dog intet gøre, for hendes stemme var endnu blokeret, eller var den? En lyd forlod pludselig hendes mule, i det sekund hendes hove forlod jorden. Hvad skete der?

,,Volontaire, lad værre med at gøre dette!”

Udbrød hun, inden en indre smerte begyndte at skyde gennem hendes krop. Der kom ikke flere ord fra den gyldne sjæl, men anstrengte fnys, alt imens der gik utallige jag igennem hendes krop. Hvordan det var muligt, at den usle slange havde hævet hende over jorde, kunne hun ikke gisne om, og hvad end hun gjorde for at kæmpe imod, lykkedes det hende ikke at genvinde fodfæstet. Det her kunne gå galt, rigtig galt; nu var hendes eneste håb at Volontaire fandt på en aftale der kunne få dem begge ud sikkert; for som det så ud nu, var hun magtesløs.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den spraglede Volontaire stod i en situation, som han ikke var begejstret for. Men han var selvforskyldt i dette. Men det var heller ikke ham selv, han frygtede for. Det var den gyldne Illana, den smukke skinnende sol, som han intet ondt ønskede for. Volontaire var ikke i tvivl om, at RUmpelstilskin ikke ville ændre sin ide. Det var denne aftale, eller den gamle. Og ganske rigtig. Et lumsk grin faldt igen Rumpelstilskin, inden han sagde de ord, som Volontaire for alt i verden ikke ville høre: ”Ellers skal jeg nok hygge mig med mit nye legetøj, indtil du kommer på bedre tanker, hingst!”. Disse ord, fik tankerne til at fare hurtigere igennem den spraglede Volontaire, og han vidste godt at han nu skulle vare sine ord, men alligevel tænke hurtigt. Han knejste sin frosne nakke ned, nu hvor Rumpelstilskin havde magien lagt over Illana, og i et ryk trådte han frem, og direkte ind med fronten imod Rumpels front. ,,Sæt hende ned, Rumpelstilskin. Nu” Det var en hvæsende og hvislende stemme der forlod hans store korpus. Illanas ord ramte ind i hans ører; men trods hendes modsigelse til den nye kontrakt der kunne komme, kunne Volontaire ikke finde andre løsninger. Illana var det eneste, der var hans svaghed; for hun rørte hans følelser dybt, og dette var hans svaghed.. I et ryk skubbede Volontaire sit hoved frem, og lod det smække i retningen af Rumpelstilskin, i et voldsomt forsøg på at få ham til at sætte fokus på ham selv, i stedet for Illana. ,,Du kan tage mit hjerte, så længe jeg stadig kan føle og leve. Du kan have det som en forsikring om, at aftalen er indgået. Men du skal ikke have lov til at bestemme over mine følelser, eller handlinger. Eller noget andet. Friheden skal gives til os. Så tag mig hjerte som en forsikring; intet andet. ” Dette blev hans svar, med den hvislende stemme, mens den tunge ånde løb ud af hans næsebor, fordi den frysende fornemmelse stadig lå i hans indre. Men hvor længe endnu, det vidste han ikke. Volontaire legede muligvis med ilden, ved at skubbe til Rumpelstilskin; men hvad skulle han gøre? Straffe ham ydereligere? Ja, med hvad, det ville VOlontaire nu gerne vide. Word Count 340

... Nyahaha

Det pinte den brogede hingst, det der foregik. Det var tydeligt. Og hvert sekund af det nød Rumpelstiltskin. At se Volontaire sådan, at se Illana sådan, det var fantastisk. Men han nød heller ikke noget mere, lige ud over selve magien, end at terrorisere andre. Hans blik blev rykket over på Volontaire, der nu ganske provokerende trådte ind foran og hakkede ud, måske for at tillægge sig opmærksomhed, men det eneste han fik ud af det, var at Rumpelstiltskin påførte den gyldne hoppe en højere dosis smerte, bare for sjov. Det ondskabsfulde smil blev bredere og mere intenst ondt.

,,Aftale, nyahahaha!”

Lød det da skingert, da Volontaire havde fremsagt at han ville tage imod aftalen. Han havde opnået lige netop det, han ville, for nu var halskæden den gyldne hoppe bar pludselig tilgængelig for ham. Ja, faktisk kunne han i et snuptag nu rive den fra hende og bruge den, men som altid var han dog en hingst med en vis grad af retfærdighed. Han ville tage den – bare ikke nu. Han slap dermed den gyldne hoppe, hvis krop røg til gulvet i grotten, og derpå gik han hen foran Volontaire. Hans blik var isnende, barskt og glubskt. Han skulle tage et hjerte nu, noget som han i sandhed nød. Derpå begravede han sin mule i hans bug, skubbede den helt ind til det bankende hjerte, som han derpå rev ud. Snart stod den dunfarvede hingst med et glødende hjerte, holdt i gang af den magi der tillod ham at tage det og derpå begyndte han at grine. Så ondt som ingen nogensinde havde hørt det før. Derpå gik han ned bagerst i grotten med det bankende varme hjerte fra Volontaire, der endnu stod intakt, end ikke med et sår fra der hvor han havde grebet ind. Det var nu, de skulle tage deres frihed og komme væk, det var den chance de havde. Den retfærdighed de fik. Rumpelstiltskin så end ikke tilbage på dem, da han havde placeret det bankende hjerte i et kiste bagerst i grotten. Han var færdig med dem, og en ny aftale var blevet indgået.

[Out]

Den gyldne hoppe vred sig, hendes indre skreg, men intet kunne hun udtrykke. Hendes ansigt viste dog det hele, Lyset omkring hendes hals lyste lige så rødt som blodet i hendes årer af anstrengelse, og hvis ikke hun snart ville slippe fra dette, ville hun briste. Endda blev volumen af smerten blot forøget, i det Volontaire trådte frem med den usle slange, og havde hun da blot kunnet skrige, havde grotten runget af hendes stemme. Men intet skete – ikke indtil hun pludselig blev slap, smerten forsvandt og derpå lå hun på gulvet. Med et ordenligt brag ramte hun, hendes ben knækkede sammen under hende og med et smertefuldt støn ramte hendes hoved ligeså det kolde, våde gulv. Men smerten var derefter væk. Da hun med tågede øjne fik hævet hovedet en smule, så hun et syn så barskt, så uvirkeligt, at hun et øjeblik ikke troede på det. Den slangeagtige hingst begravede mulen i bugen på Volontaire og trak derefter hans hjerte ud. Hun gispede, imens hun prøvede at holde sig ved bevidsthed, for hele denne oplevelse trak på de reserver hun havde; det var for meget. Ord kunne hun ikke få frem, musklerne kunne hun ikke kontrollere, imens hun panisk prøvede at rejse sig, med samme klodsethed som et nyfødt føl. Først i 2 forsøg kom hun skælvende op, imens hun så rædselsslagent efter slangen. Denne oplevelse havde været mere traumatiserende end den gyldne havde regnet med, og først efter flere sekunder drejede hun hovedet imod Volontaire; der stod uden en skramme. Forpustet, som havde hun løbet i flere timer stod hun nu blot og så forfærdet på den hingst, der lige havde ofret sit hjerte til fordel for hende. Hvordan hun nogensinde skulle kunne betale den gæld tilbage til ham, som hun i sit indre følte hun skyldte ham, anede hun ikke. Men en lille lettelse begyndte dog at brede sig i hendes hjerte.. Han var i live, og ligeså var hun, endnu med Lyset i behold.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Volontaire stod stille som minutterne og sekunderne gik. Det føltes som en evighed, som han stod der, med en Illana ved sin side, som svævede en meters penge over jorden, ude af stand til at bestemme over sin egen krop, eller over at lade sine egne hove ramme i jorden, så hun atter ville få fodfæste. Volontaire stod forstenet, indtil ordene endelig forlod Rumpelstilskin, ’Aftale’. Aftalen var nu i hus, og Volontaire vidste, at friheden for Illana igen var intakt, men også at aftalen fra før, om at intet ondt ville kunne tage Lyset, nu var forbi. For den var revet itu. Volontaire stod med bringen hævet op, og hovedet stolt, mens nakken endnu var knejst op. Han skulle miste noget nu, som aldrig ville blive hans igen; hans eget hjerte. Rumpelstilskin trådte da hen til den spraglede Volontaire, og jog sin mule igennem hans bug, og trak da hans hjerte med sig ud, sammen med sin mule. Volontaires øjne ramte imod det hjerte, der engang var hans, men som nu var Rumpelstilskins. Ja, i sandhed havde Volontaire ofret sit hjerte for den Gyldne Sol, i mere end en forstand; for det var også ganske bogstaveligt. Hans mørke øjne veg til siden imod Illana, der nu dumpede ned til jorden i et brag, og han var ikke længe om at træde helt hen til hende, og lade sin mule ramme imod hendes hals, støttende, således at hun i 2. forsøg kom op på sine spinkel og fine ben. Volontaires øjne var matte, mørke og en anelse tomme; for han vidste godt, at hjertet nu var væk, og at Rumpelstilskin ville kunne dræbe Volontaire hurtigt, hvis han ønskede det, fordi hjertet nu var i hans grotte. ,,Kære.. Kom.” Ordene faldt tungt fra den brogedes mule, men de var alligevel varme og opmuntrende. For ud af grotten, det skulle den gyldne sol. Hans mørke øre, vippede stille bagud, i retningen af Rumpelstilskin; men han var optaget af at lægge det hjerte han nu havde fået fra Volontaire, ned i en kiste langt inde i grotten. Volontaire stod bag Illana, dækkede hendes ryg og krop, for skulle Slangen ombestemme sig; da var det vigtigst at Illana kom ud, og ikke han. Word Count 368

Tingene var gået så langsomt og alligevel ufatteligt hurtigt. Det, der var sket på denne dag, var svært at genfortælle, for mange ville enten ikke tro det, eller ikke forstå det. Illana stod som forstenet, med den varme mule fra Volontaire imod hendes hals. Dirrende. Hun sagde intet, følte intet og Lyset der hang om hendes hals, var nærmest blevet gennemsigtigt. Man kunne vel sagtens sige, at både hun og det var i chok over at have oplevet en egentlig trussel af sådan magt. Der gik noget tid, fra Volontaire bad hende følge, til hun faktisk fik rykket sine ben og usikkert vandrede den gyldne hoppe nu ud af grotten, hvor denne uhyggelige episode havde fundet sted. Hun stirrede blot frem for sig, imens hendes hove trådte ud på det bløde underlag udenfor grotten. Alt imens hendes indre langsomt begyndte at finde fred igen, holde fast i lettelsen over at de begge kunne gå ud; godt nok ikke i den tilstand hun havde håbet, men de gik begge. De levede begge. Først efter lang tid udenfor grotten reagerede hun. Med et voldsomt ryk med hovedet stoppede hun op og fnøs, som vågnede hun fra sin trancelignende tilstand. Hun stoppede op og skævede kort til begge sider, inden hun så på Volontaire; og alt imens vågnede Lyset ligeså. Det skinnede mere og mere klart, som det altid plejede, trods det havde indset en sandhed ligesom den gyldne hoppe havde.

,,Du burde ikke have gjort det.. Men jeg er glad for du er her, i live”

Sagde hun dæmpet. De følelser der var i hendes stemme, var ikke til at definere. Der var vidst lidt af det hele; sorg, lettelse, vrede, lykke, træthed og udmattelse. Derpå puffede hun ganske let og nærmest taknemmeligt til Volontaire; denne oplevelse ville ingen af dem glemme nogensinde. Og aldrig ville den gyldne hoppe træde tæt på den grotte igen. Aldrig.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] De mørke hove, slog ned i det stenede grotte gulv, da den Gyldne Illana begyndte at træde af sted og ud af grotten. Volontaire fulgte hende tæt, bag hende, i et forsøg på at holde hendes ryg dækket, hvis noget uventet skulle komme fra Rumpelstilskin. Idet de begge trådte ud af grotten, lod Volontaire sit brogede hoved dreje sig en lille smule, og kiggede nu tilbage imod den mørke grotte; der hvor hans hjerte nu for altid ville ligge, gemt i en kiste, i grottens indre. Hans øre veg helt tilbage i nakken, mens han samlede sine kæber stramt, bidende. Ja, han ville for altid være uden hjerte nu, men dog i live og stadig med følelserne intakt. Men hans hjerte var Rumpelstilskins nu, og den brogede hingst, kunne aldrig føle sig sikker mere; for hans liv lå vel nærmest i Rumpelstilskins hove nu. Det brogede hoved blev drejet tilbage til den Gyldne Illana, hvis lys nu endelig begyndte at skinne lidt igen, i stedet for at være mat og uden glans, og Illana begyndte også at få sine ansigtstræk tilbage igen. Volontaire lod sine mørke øjne hvile på den gyldne sol, der nu lod sin mule bevæge sig, og ord flød fra hende. Volontaire var ikke overrasket over de ord hun sagde; for han forstod godt, hvis hun mente dette ikke var en perfekt løsning, men alligevel var hun ham taknemmelig, for friheden var igen hendes, og han var stadig i live. Men Volontaire var ikke tilfreds med den nye aftale.. For Illana var nu ikke længere i sikkerhed for de onde skabninger i landet.. Men Volontaire vidste dog med sikkerhed, at han for altid ville blive ved hendes side, og beskytte hende og Lyset med sit eget liv. ,,Der var ikke så mange valg, Illana. Men du er i live, og det er hvad der er vigtigst. Og Lyset er stadig dit, og intakt.” Dette blev ordene fra den ellers ofte tavse Volontaire, inden han blidt lod sin mule ramme imod hendes kæbe, som en tilbagevendende gestus, som hun også lige havde givet ham. Han lod ørene vippe en smule, inden det ene fandt lidt frem i hendes retning, lyttende til hendes vejrtrækning. Hun var udmattet, det kunne han godt se. Men hellere udmattet, end død. Han selv var også udmattet, men det kunne han ikke tage sig af lige nu. I en lidt stiv bevægelse, trådte han til hendes side, og lod sin mule ramme ind imod hendes gyldne man, hvor han svagt kneb øjnene en smule i, inden han lod mulen glide ned af hendes hals, og ned til bugen, der hvor han kunne føle hendes hjerte slå; hun var i live. Hun havde sit hjerte endnu – og det var det vigtigste for ham. Han trak da hovedet til sig igen, og så indgående på den gyldne skabning, uden ord at sige lige nu, blot var han fyldt med forskellige følelser, der var meget udefinerbare, men dog var en følelse stærkere end alle de andre. Følelsen af at holde af den Gyldne; eller nærmere elske eller være forelsket i hende. Ja, det var hvad han var. Men ordene sagde han ikke. For han havde en idé om, at den Gyldne Sol, godt vidste det. Så han stod blot der og kiggede på hende med de mørke øjne, en levende Illana. Word Count 554

Illanas blik faldt I de specielle øjne Volontaire havde. Der hvilede det. Uden stress, uden jag, beskuede hun dem blot, selv efter hans ord havde forladt hans mule og indhyllet luften, der faktisk var umådeligt stille. Frostklart var det, nu hvor dagen var blevet til aften. Stjerner var begyndt at titte frem over dem, beklæde himlen i deres sirlige mønstre, imens de to sjæle befandt sig under dem. Illana ledte ikke efter noget, i de øjne hun så i, men lod sig blot fordybe. Det var tydeligt, at den brogede nærede følelser for hende og omvendt. Især efter det der var sket i grotten. Men Illana vidste, at følelser var en sti, hun endnu ikke kunne hengive sig fuldkomment til. Det var for farligt. Der lurede en ondskab i landet, der søgte at nærer sig fra andres følelser. Rumpelstiltskin havde gjort det. Illana ville dog ikke stoppe med at føle; men hun kunne ikke slå sig ned. Landet havde for store udfordringer ingen dette kunne ske, og hun måtte begive sig ud på en færd for at sikre Lyset endnu mere.
Der gik en stund, hvor hun blot stod der, så på ham. Nød hans nærvær. Derpå lod hun sin mule gengælde de berøringer han havde givet hende, nænsomt. Hendes mule strøg langsomt og glidende ned langs hans hals, men stoppede ej ved hans bug. Manglen på hans hjerte ville hun ikke fysisk mærke. Hun fortsætte op ved hans ryg, hvor hun et øjeblik lod mulen hvile.

,,Vi bør søge væk herfra. Finde ly for natten, ro”

Sagde hun dæmpet, ja nærmest hviskende med en stemme, der søgte en form for fred. Hun længtes efter fred. Siden Volontaire havde opsøgt hende, fortalt hende omkring den aftale han havde lavet med denne djævel, havde de to været på en færd der nu kunne få en ende. Ikke en ønsket ende, men en ende. I hvert fald for de to som enhed. Illana vidste, at freden ville komme, når engang hun var sikker. Men så længe hun vidste, at onde kræfter var efter Lyset, ville hun ikke være fuldstændig sikker. Hun nikkede kort til Volontaire, inden hun satte frem i en mere rytmisk skridt end hun havde båret sig fra grotten med, for den tid hun havde hvilet, været ved ham, havde hun genfundet den indre ro, som hun altid præsenterede. Hun havde fundet kræfterne, til at være sig selv, selvom hun havde oplevet et traume hun aldrig ville glemme. Derpå lod hun blikket falde direkte i hans igen. Ledende nu. Ville han følge hende, søge væk herfra med hende, eller ville han gå sin egen vej, samle sine tanker og læge sine sår?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den ellers normalt stolte Volontaire, var ikke den samme som han var dengang han først var havnet i landet Andromeda. Han havde været igennem en enorm udvikling, og han havde især Illana at takke for dette. Illana, Den Gyldne Sol, var en stor del af hvad han var blevet til, og ikke blevet til. Illana havde ’båret’ den spraglede Volontaire i en anden retning, end den han i starten ville tage. Han havde lukket hende ind i sit sind, fortalt hende mange dybe ting om sig selv, og hun havde fået en plads i hans hjerte, som han ellers havde svoret at ingen skulle indtage igen, efter sin forrige mage, og den tragiske nat der havde ført til hendes død. Men sådan ville skæbnen og Illana det ikke for Volontaire; og han var nu en forandret herre, der vidste at han havde følelser, og ikke blot var en tom hingst, der vandrede omkring uden mening i livet. Alligevel var Volontaire stadig som han dengang var, i andre sammenhæng. Han ville altid have sin beskyttende trang, for dem han havde nær, og han ville for alt i verden holde dem i sikkerhed. Desuden ville den stolte hingst aldrig forsvinde fra ham; for han var stolt. Over nogle ting, men aldeles ikke alle. Man kunne vel egentlig sige, at den spraglede, brogede hingst langsomt havde overgivet sig selv til Illana.. Om det så var godt eller skidt, det kunne ingen nok vide. De mørke øjne hvilede varmt imod Illana, der langsomt lod sin mule glide langs hans hals, og derefter op til hans ryg. Hun lod ikke mulen hvile der hvor hans hjerte burde sidde; og det forstod han nu egentlig ganske godt. For det ville nok være en mærkelig fornemmelse, at der intet hjerte bankede der i brystkassen, som det ellers burde. Da Illanas ord var sagt, og hun da begyndte at gå, stod Volontaire tavst og kiggede imod hende, som hun elegant gik af sted. Hans øre vippede kort rundt, inden han trak sin mule lidt til sig selv, og lod øjnene glide op imod stjernehimmelen. Her lukkede han da øjnene i, og lod vinden rive i hans mørke og kraftige man, mens han udspilede sine brede næsebor, og lod et tungt prust forlade hans mule, så en hvidlig tåge steg fra ham, grundet hans varme, og luftens kulde. Han stod der nogle sekunder, inden han da tog hovedet ned igen, og så imod Illana igen. Han vidste ikke, hvad der var klogest. Han vidste at Illana havde en opgave, og hun skulle beskytte lyset. Og han vidste også, at hans følelser for hende, ikke kunne blive 100% gengældt fra hendes side; for det ville kunne skade hende og Lyset, netop fordi det ville kunne blive brugt imod dem. Men Volontaire kunne ikke bare vige fra den Gyldnes side. Så han samlede sin krop og sine tanker, inden han da skridtede frem til hendes side, stadig i tavshed. Hans skridt var som altid tunge og muskuløse at beskue, men ikke tunge fordi han var træt, men fordi hans skridtgang nu engang bare var sådan. Han lod sit ene øre vende i hendes retning, mens det andet lyttede opmærksomt rundt; for der skulle ikke komme uventet besøg nu. Ikke denne aften. Et brum forlod hans korpus, vel nærmest i en undskyldende klang, men alligevel opmuntrende og beroligende; for han gik nu ved hendes side, det sted han så som sit ’hjem’. Word Count 570

De var snart på vej væk fra denne grotte, som ikke havde ligget der før. Grotten som tilhørte Rumpelstiltskin, en slange, som den gyldne hoppe havde mødt for første gang denne aften; denne aften, der havde budt på ondskab, frygt, følelser, indsigt og troskab. Illana, som havde haft lukket sig inde kort efter de havde forladt grotten, havde fundet vejen ud igen, men hun var endnu tavs. Hun havde bedt den brogede Volontaire om at finde ly, lagt op til de skulle gøre det sammen, og nu var de på deres vej for at finde et passende sted. Illana havde en retning imod et skovområde der lå syd for denne helvedsgrotte, men det var ikke fordi hun lignede en der havde et mål for øje. Hun lod bare til at vandre i en tilfældig retning, selvom den var planlagt. Hun skævede let imod Volontaire engang imellem, hvis skæbne nu havde ændret sig drastisk. Det gjorde ondt i hendes hjerte, og det ville det gøre længe.
De vandrede længe, og først da de havde sat hovende indenfor i det skovprægede område, standsede hun op. Hun vejede ingen farer i dette område, og det gjorde Lyset om hendes hals heller ikke. Det var nok sikkert her, trods de endnu var på den ø hvor slangen boede – men Illana havde en forhåbning, forventning, om at han ikke kom efter dem sådan lige. Hvis han var typen der lystigt vandrede rundt, havde hun nok stødt på ham før. Hun brummede sagte, inden hun så på Volontaire. Et lille smil forlod hendes mule, et tegn på at hun vel nu følte sig tryg, i de omgivelser de havde indfundet sig i.

,,Jeg tror vi kan hvile her. Her virker sikkert”

Sagde hun, endnu med dæmpet tone, inden hun trådte en smule nærmere på den brogede sjæl. Hun strøg ham forsigtigt over halsen, førte mulen op til kæben og lod den hvile der blot et øjeblik. Nærheden med denne hingst gjorde hende tryg. Han havde svoret at beskytte hende, og hun vidste at dette var et løfte han aldrig ville vige fra; for han havde forhandlet netop med sit liv herom. Og hvis noget burde betyde noget for en sjæl, så var det livet.

,,Jeg er dig taknemmelig, for alt.. Husk det ”

Derpå tav hun igen og lod sit hoved glide ind under hans et øjeblik. Så hun stod ham helt nær. Hun blev stående her noget tid, inden hun vandrede få meter frem, for at lægge sig under de lange, beskyttende grene der strakte sig ned mod jorden fra et kæmpe træ. Som søgte grenene at lave en hyle, et ly, som sjæle kunne udnytte. Her lagde hun sig, ganske let og elegant, for da at vende blikket imod ham. Her ville hun hvile; men om han ville søge ly ved hendes side, eller et andet sted, vidste hun ikke.