Last Chance (Illana x Rumpel)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den sortbrogede hingst, drog af sted igennem nattens mulm og mørke, med hove der stødte imod jorden med en tung og langtrukken lyd. Han trak ikke hovene efter sig, men han bevægede sig heller ikke elegant af sted. Nej, det var i sandhed en aften, han gerne ville være foruden. Den sortbrogede samlede sin krop under sig, og hævede det stolte og maskuline hoved; for ved hans side, gik den gyldne, skinnende hoppe, som han så gerne ville kalde for sin egen; Illana. Han kunne ikke gå med hængende hoved, og slæbende skridt, når hun gik der, så fint ved hans maskuline krop. Nej. Hun fortjente bedre end det. Længe havde de to sjæle vandret side om side, så længe at det næsten kunne føles som en evighed. Men nu var de endelig tæt på det sted, den hule, som den sortbrogede Volontaire, havde håbet han aldrig skulle nærme sig igen. Hulen, hvor Rumpen, som han kaldte ham, boede. Ja, Volontaire ønskede bestemt ikke at trække Illana til dette sted, og da han mente de var tæt nok på, standsede han op, og lod sine mørke og dybe øjne falde hen på den gyldne, Solen, som han havde kaldt hende tidligere. Hans øjne for indgående henover den gyldne skabning, som nu var blevet bragt til det sted, hvor Volontaire havde indgået en aftale med Rumpen. Langsomt, lod Volontaire sin mule glide henover Illanas fine pande, mens hans svagt kneb øjnene en anelse sammen, og et langtrukkent åndedrag gled fra hans korpus. En kort stund gik, inden han trak sit hoved til sig igen, og drejede blikket imod den mørke hule. ,,Gør mig en tjeneste, Illana.. Bliv stående her.. Bare lidt endnu.” Ordene hang i luften, hæst og ru, inden han trådte fra hendes side, velvidende om, at dette måske var et farvel. Måske ville han aldrig se hendes varme og milde øjne, eller mærke hendes sitrende krop imod sin igen. Han veg med det ene øre, bagud i hendes retning, men han kiggede ikke tilbage. For at kigge tilbage på Solen, ville ikke gøre ham noget godt i denne situation. Men han var selv skyld i situationen; han havde ikke brug hovedet ordentlig. Hovene slog nu imod hulens grund, mens han bevægede sig længere og længere op, inden han forsvandt ind i mørket af hulen, og han slog nu den ene hov i jorden, mens nye ord formede sig. ,,Vis dig, Rumpelstilskin.” Word Count 402

Den gyldne sjæl Illana havde vandret længe, tavst, ved siden af den spraglede Volontaire. Han havde valgt en sti i sit liv, som overhovedet ikke huede den gyldne sjæl – for han havde valgt at tage en sti, for at beskytte den gyldne hoppe og hendes lys, som havde ledt ham imod det onde. Han havde lavet en aftale med en hingst, som ham og Illana nu var på vej for at møde – en hingst, som Illana havde lovet at gøre alt for at holde sig fra. Dog ville hun ikke lade Volontaire ofre sig, for han betød alt for meget for den gyldne sjæl, til at hun blot kunne lade det stå på.
Nok havde Illana været ked af det valg som den sortbrogede hingst havde taget, for aldrig havde hun bedt andre tage vare for sig. Hun vidste, hun kunne beskytte sig selv – men efter at have sunket det faktum, at Volontaire havde valgt, så var hun blevet mere og mere smigret, inderst inde, over den velvilje han havde overfor hende. Men ligeså var en frygt, en sorg, vokset frem, for tanken om at skulle miste denne sjæl, var uudholdelig.
De havde vandret side om side og længe i tavshed – men nu, hvor de var kommet frem til det sted, hvor skæbnesdagen skulle stå, snakkede Volontaire for første gang på turen. Han bad hende blive. Hun vendte sine ører ud til siderne, ganske tydeligt utilfredst med at blive ude. Hun ville hellere gå med, for at stå side om side med Volontaire, men hun respekterede hans ønske, og nikkede kort. Hun strøg ham ganske blidt over halsen, i det han gik frem og ind i den hule, der eftersigende skulle huse denne Rumpelstiltskin. Hun blev stående, der, alene. Ganske uvidende om hvad der nu ville ske.

… Nyahaha

Den lumske sjæl, Rumpelstiltskin, stod med et frydende smil om mulen i sin grotte. Han havde ventet på denne dag længe, hvor den sortbrogede hingst ville vende tilbage med den hoppe, han havde bedt ham hente. Det morede ham nu, at han havde sanset dem komme, begge to, og med fryd vendte han fronten imod den brogede Volontaire, da han trådte ind i hulens åbning. Den skingre latter lød nu, flød nærmest rundt i hulen som vand, mens den forsøgte at drukne Volontaires stemme.

,,Nyhahahaha, vis mig? Jamen, jeg er jo lige her”

Lød det, med en ufattelig skummel røst. Han smøg sig nu frem, fra det indre af hulen, som var omgivet af mørke og frem i lyset fra indgangen, der endnu klamrede sig til Volontaires krop. Med luskede bevægelser satte han rundt i cirkulære bevægelser omkring den lurende Volontaire, der i sandhed var trådt i grotten med en blanding af frygt, sorg og håb. Ondskaben voksede i det inderste af den lumske sjæl – snart havde han det middel han skulle bruge, for at komme trinnet videre i sin søgen på magt. Snart.

,,Og Lyset, det venter udenfor, mm? Henter du det ikke? Nyahahah”

Han vidste at set smertede Volontaire. Han vidste, at det smertede ham helt ind i det inderste, for den brogede elskede den gyldne hoppe, som tilfældigvis var det lys han skulle bruge. Åh, skæbnens ironi; han elskede den, hver eneste gang den viste sig.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den brogede hingst, stod med de mørke øjne rettet direkte imod det mørke der omsvulmede den lumske Rumpelstiltskin, hvis skingre latter nu flød ud i rummet, og ind i Volontaires tilbagelagte øre. Ja, den lumske rumpelstilskin mente nok ganske bestemt, at han havde vundet denne kamp. At han ville få det lys, som han havde bedt den brogede hingst bringe ham. Men han tog ganske vidst fejl. Da den rødbrune hingst trådte ud af lyset, med en ordene om at vise sig, lod Volontaire musklerne spænde sig ganske meget op. Volontaire havde ikke i sinde, at lade lyset fra Den Gyldne Sol, komme ham til magten. For fejlen lå på Volontaires skuldre; og dette skulle Solen ej bøde for. ,,Lyset har du ret i venter udenfor, Rumpelstilskin. Og der forbliver det ude indtil videre. Jeg har ikke i sinde, at tage lyset fra hende. For fejlen lå i mine ord til dig, og vores aftale. Det skal hun ej bøde for; og jeg ved, du ikke kan tage det fra hende med magt. Så hun og lyset er i sikkerhed.” Ordene lå tung i den brogede hingst mund; for han vidste godt, at han i denne stund muligvis sagde farvel til det liv han trods alt på en eller anden måde havde kært, efter at han havde lært Solen at kende, Den Gyldne, Den dansende og milde Illana. Ja, mange varme ord havde han om den gyldne hoppe. Men mest af alt; mange følelser. Den brogede hingst stod rank i kroppen, mens ordene forlad hans mule. Og de sorte øjne forblev imod Rumpel der dog bevægede sig omkring hans skikkelse, i en cirkulerende bevægelse. Et slag med halen brød stilheden der lå over den mørkbrogede hingst. Men ordene var sagt; Lyset ville ikke blive Rumpelstilskins, for Volontaire ville ej tage det fra den Gyldne Hoppe, med det varme og rene sind. For fejlen, den lå kun på hans skuldre. Langsomt lod Volontaire sit hoved dreje sig i retningen af den Gyldne Illana, som han stadig kunne skimte udenfor grotten. Hvis han endelig skulle miste livet, så ville han se på det eneste, der gjorde at han følte han havde noget af miste; Illana. Word Count 363

... Nyahahaha

Der var ingen frygt at spore I blikket på den brogede hingst. Ingen fortrydelse. Han var vandret ind i grotten, hvor den uhyggelige sjæl Rumpelstiltskin boede, havde stillet sig foran ham, og fortalte nu lige netop hvad han ikke ville hører. Han havde bragt Lyset med, i den forstand at det endnu hang om halsen på dets bærer. Lige der hvor han netop ikke kunne røre det. Denne hingst var åbenbart ikke bange for døden – nej, for ellers havde han vristet det fra hendes hals. Og netop det, at han ikke var bange for døden, fik Rumpelstiltskin til at indse, at det ville være for let blot at sige at han havde brudt aftalen nu, hvilket han faktisk havde. Et smil begyndte langsomt at tegnes på mulen af den skumle sjæl, et smil så ondt at det ville kunne skabe frygt hos selv de ondeste i landet her, og derpå trådte han langsomt og nærmest dansende – på sin egen overgearede måde – hen imod Volontaire. Jo tættere han kom, des koldere blev luften omkring ham, som et kvælende lag af iskold luft der søgte at forhindre ham i at trække vejret. Pinsler, det var vejen, for enten ville det gøre så ondt på ham, at han ville knække og hente Lyset til Rumpelstiltskin – ellers ville det forhåbentlig knække den gyldne hoppe der ventede udenfor grotten. Hvis hun vidste, at hun var skylden i, at denne hingst ville blive pint helt ud til kanten af hvor liv er muligt at opretholde, blot fordi hun bar på et lys, ville nok være for meget for hende at bære. Smilet forblev på mulen af den skumle sjæl, imens hans latter brød frem. Så ond; alt imens den spraglede Volontaire langsomt var ved at fryse til is; udvendigt som indvendigt.

,,Du er godt klar over, at du har brudt vores aftale, Nyah. Alligevel trodser du mig med panden oprejst. Hun må betyde noget ganske særligt for dig; og lad os nu se, hvor meget du betyder for hende... Nyahahaha"

[/center]

Han vendte kort blikket imod udgangen, hvor man kunne ane skikkelsen af den gyldne hoppe. Snart ville hun vide, at Volontaire var i knibe; men ville hun hjælpe? Eller ville hun vende ryggen til og beskytte det Lys, hun var skæbnebestemt tilat beskytte?[/blockquote][/size]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den gråbrogede Volontaire, stod med øjnene vendt imod den Gyldne Illana, med mod i blikket, trods han godt kendte til slagets gang, i dette møde, med den hvislende Rumpelstilskin. Volontaire vidste godt, at han muligvis ikke ville komme fra grotten i live. Men han vidste også, at det ville være det værd, blot at vide, at den gyldne Illana stadig ville bevæge sig rund i sin dansende gang i landet Andromeda, og opretholde den balance igennem lyset, som var blevet hende givet. Idet lyden af hove atter nærmede sig den brogede Volontaire, drejede han hovedet og blikket væk, og imod den sleske og hvislende Rumpelstilskin, der nu nærmede sig ham, med et blik der ikke var til at tage fejl af; han var aldeles ikke tilfreds. Volontaire løftede sit hoved nogle centimeter mere, og forblev rankt stående, mens en mærkværdig kulde langsomt begyndte at indtage hans indre og ydre. Han lod ørene falde voldsomt bagud, mens kulden skar sig mere og mere ind i hans indre og ydre, som fik han forfrysninger indvendigt, og ikke bare udvendigt på kroppen. Hans ånde blev tydeligere og tydeligere, grundet den mærkværdige kulde. Men Volontaire sagde intet, ikke endnu. Han stod endnu rankt, mens hans pels begyndte at tage en mere lys farve, fordi iskrystaller forsøgte at sætte sig i hans tykke og glatte pels, alt imens Rumpestilskins ord lød frygtsomt og ildevarslende; aftalen var brudt af Volontaire. Og det vidste hans. ,,Du.. Du holder hende ude af det her, Rumpelstilskin” Stemmen der brød frem fra Volontaires mund, var dybere, hæsere og mørkere end ellers, og ordene var ikke nemme at forme. For det var som om hans kæbe og mund, ikke ville forme ordene ordentlig, grundet den smertende kulde der bredte sig. Langsomt sank hans hoved en smule mere ned, da smerten indvendigt blev mere og mere uholdbarlig, og det ene forben foran ham, knækkede ned, således at knæet slog hårdt imod det stende grotte underlagt, og der stod han så, som knælede han for Rumpelstilskin; men sådan var det aldeles ikke. Volontaires øjne kneb sig sammen, mens vejrtrækningen blev sværere at trække ud og ind, som om lungerne ikke ville mere, grundet frosten. Men Volontaire, den spraglede hingst, nægtede at vise nogen form for fortrydelse eller anger; for han havde det ikke. Nej; dette var det rigtige valg. Han vidste Illana stadig var derude, og dette var egentlig det der smertede ham mest; hvis hun dog blot ville gå, så hendes varme og blide øjne, ikke skulle se dette. En spraglet hingst, der knæler, som han aldrig havde gjort før. Og det var ej heller af egen fri vilje; men grundet frosten.. Word Count 440

Illana, den gyldne, hvis korpus ikke havde rykket sig siden den brogede Volontaire var trådt ind I hulen, begyndte nærmest at dirre af anstrengelse. Hun havde stået på nippet til at springe frem så længe, at hun uden at tænke over det havde anspændt nærmest alle muskler i hendes krop, som nu var begyndt at reagere under det pres hun havde lagt på dem. Med et uroligt slag med hovedet lod hun endelig sine led løsnes så en bevægelse kunne glide gennem hendes krop; noget var galt, og det var meget galt. I grottens indre kunne hun kun skimte, hvis hun virkelig anstrengte sig, at der forgik noget derinde. Omridset af to, pludselig kun en var at skue og det frustrerede hende virkelig, at hun havde sagt ja til at forblive udenfor. Lyset om hendes hals var også i et faretruende humør, for det lyste i nuancer der afspejlede frygt, uro.. endda vrede. Den gyldne sjæl var vel i en tilstand, som ingen havde set hende i før, for alt inde i hende talte for at gå derind og gå imellem, men samtidig vidste hun også, at det ikke kun var hendes simple liv hun rådede over; Lyset var hendes pligt, hendes skæbne at bærer og beskytte og nægtede hun denne opgave, ville det få konsekvenser for hele landet.
Hun stod og rokkede utroligt frem og tilbage imens Volontaire og slangen vandrede rundt i grotten, snakkede, skændes, hvad nu end de måtte. Men så skete der pludselig noget. Hun kunne se hvordan en tåge pludselig blev synlig derinde , som en udånding der danser foran ens øjne og snart efter kunne hun se, hvordan den ene skikkelse gik på knæ. Hun var ikke længe om at forstå hvad der skete, og uden at tænke videre, sprang hun afsted i galop med så lange og hurtige skridt hun kunne formå.
Den gyldne sjæl nåede snart op til grottens indgang; med en uro i kroppen hvis mage hun aldrig havde følt, og netop denne uro, denne frygt for hvad end der måtte ske, var skyld i det der nu skete. Den gyldne sjæl udløste et skjold af lys, så kraftigt at det skubbede den fortryllelse der end havde ligget over Volontaire tilbage i grottens indre sammen med Rumpelstiltskin selv. Bag denne væg af Lys kunne hun ej se hvordan slangehingsten så ud; men hun kunne fornemme ham. Fornemme den ondskab der hvilede over ham. Hun sagde intet, med stod blot der og lod hendes egentlig kræfter rase, indtil hun hold inde og grotten atter blev mørk. Hun stod nu mellem dem, de to hingste, totalt uvidende om hvad der nu skulle ske.

... Nyahahaha

Den morskab der var at finde i trækkende hos den skumle sjæl var ikke til at misforstå. Han nød dette, nød at pine Volontaire; nød at afholde ham fra den lette, heroiske død. Nej, han skulle pines, så langt at han ville tigge om at få lov at forlade denne verden, og han skulle vise den hoppe han nu påstod at holde så meget af, at alle kan knækkes. Alle. Han vimsede let omkring Volontaire, lyttede hans hans vejrtrækning der langsomt blev forværret, fra sekund til sekund. Det var en fryd for ham at høre, og da den brogede sjæl gik i knæ, kunne han have klappet af morskab; hvis han da havde haft hænder. Volontaires ønske der derefter blev luftet, fik blot den skumle sjæl til at grine endnu højere. Uha, lade hende værre?

,,Så det gør jeg? Nyah, søde Volontaire, så længe jeg ikke har hvad jeg ønsker, lader jeg ingen værre.. Nyaaah!”

Man kunne i sandhed mærke sandheden i de ord han ytrede sig. Han ville ikke lade hverken Volontaire, Illana eller nogen anden værre, så længe han længtes efter noget. Nu var det Lyset han længtes efter, men ligeså længtes han efter kappen som Jaidev bar, stenen Brêgo vogtede, Hjulet Armonia drejede. Alle de ting som Vogterne havde, skulle han bruge, og det havde blot været lettest at starte med Illana, efter han havde fået fingrene i Volontaire, der så glædeligt selv var trådt ind i hans hule.

,,Det er din egen skyld det her, nyah! Hvis ikke du havde givet mig muligheden, havde jeg ikke valgt hende først. Kærlighed er sådan en hæmning, det må du indseeee,”

Et lys ramte grotten, strøg videre ind mellem væggene og ramte den dun hingst med en sådan kraft, at han blev slynget bagud i grotten. Hans ben røg væk under ham, og snart lå han på grottens gulv aller bagerst, imellem alverdens af hans ting og sager der var blevet blæst med i samme omgang. Overraskelse var vidst det, man kunne beskrive som den følelse der var størst i kroppen på Rumpelstiltskin, da han rejste sig og lagde øjnene på den gyldne hoppe der havde vist sig at rumme mere end som så. Et øjeblik stod han paf, overrasket over hvilken styrke der havde ligget bag dette angreb. Vogterne havde en styrke, åbenbart, han ikke havde taget højde for. Snart blev hans stirren dog afløst af et umådeligt opsat og ondskabsfuldt smil.

,,Så der har vi den gyldne Illana. Så betyder han alligevel noget for dig, mmmm?”

Rumpelstitskins blik hvilede nærmest ædende på den gyldne sjæl, imens han afventede om den spraglede Volontaire endnu havde energi til at rejse sig og blande sig; og samtidig afventede han hvad de to til sammen nu ville gøre. Forhandle? I så fald, måtte han vise dem hvad han kunne. For ingen, absolut ingen, skulle undervurdere ham.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den gråbrogede Volontaire, lå i knæ på sit ene forben, og langsomt gav det andet også efter. Han lå nu i en stilling, på forbenene, knælende, som han aldrig før havde gjort. Og han følte dette mere ydmygende end noget andet. Men ydmygelsen kunne han leve med, for hellere dette, end at miste den hoppe han havde så kær. Illana var det eneste han i Andromeda holdt af, og han ville aldrig ønske hende noget dumt. Volontaires øjne forblev knebet sammen, mens hans inderste kæmpede imod den isnende fornemmelse, der hele tiden blev værre og værre igennem hans krop. Netop som hans lunger skulle til at sige helt fra, og lukke af for luften grundet frosten, kom der et voldsomt lys igennem den ellers mørke grotte, og den frysende fornemmelse begyndte langsomt at aftage. Da den spraglede hingst åbnede øjnene mere, så han til sin frygt, at den ene hoppe han havde kær, nu stod foran ham, og dermed mellem de to hingste. Blikket veg fra hende, og over på Rumpelstilskin, der lå ned i grottens ende, fordi han med sådan en kraft fra Illana, var røget derned. Og på en eller anden måde, kunne Volontaire ikke lade være med at lade et meget svagt smil, næsten uden af stand til at kunne ses, komme frem på sin mule; for jovist, Illana var stærkere end Rumpelstilskin havde regnet med; og der fik han det for alvor at mærke. Rumpelstilskin var dog ikke langsom om at rejse sig op, og stille kom han nu nærmere de to. Volontaire udbrød en højlydt og markerende brummende lyd, mens ørene veg helt bagud, og lyden var advarende henvendt til Rumpel. Hans brogede ben ville dog endnu ikke det han ville, for de var stadig kolde. Men Volontaire nægtede at lade Den Gyldne Sol, kæmpe denne kamp alene. Og i et ryk, rev han sig op, således at hans ben atter blev trukket ud, og han nu stod i sin fulde højde. Hvad han ej viste udadtil, var de indvendige smerter, fordi frosten stadig kun var i gang med at forsvinde derfra. Volontaire tvang sit korpus frem, så han nu stod helt side om side med Den Gyldne Illana, men dog uden at røre hende. For kulden skulle ikke ramme hende også. Hans øre veg helt ned i nakken, mens tænderne blev blottet betydeligt; Rumpel skulle aldeles ikke røre hende. Ordene Rumpel sagde, med at Illana måske alligevel holdte af den brogede, lod Volontaire sig ikke bemærke af. For det var ikke det det handlede om nu.. Illana skulle blot væk. Word Count 395

Mørket lagde sig. Langsomt. Illanas øjne havde endnu ikke vænnet sig til den nye belysning i grotten hun uden tøven var sprunget ind i. Nu, hvor hun stod her, glødede Lyset omkring hendes hals i en umådeligt kraftig orange farve. Denne farve var så kraftig, at den nærmest så farlig ud, som ville Lyset til hver en tid bryde i brand. Illana fnøs højlydt, inden hun vendte blikket imod Volontaire, der i en sand kraftanstrengelse kæmpede sig på sine ben. Han så nærmest.. frossen ud? Hvad pinsler Rumpelstiltskin måtte have haft sendt ham igennem kunne hun ikke gisne om, og hvor meget hun end ønskede at ændre på hvad der var sket, kunne ikke godtgøre noget. Det var sket; men han levede og han stod nu. Illana lod kort sin mule søge imod hans hals, inden hun med vantro i blikket så frem imod den dunfarvede hingst, slangen, der nu hvislede med en tunge så beskidt som.. ting hun end ikke kunne sætte ord på. Hun fnøs højlydt og lod sit hoved stige i vejeret i et markerende slag. Hun ønskede absolut ikke at lade sig bukke under for hans verbale luner.

,,Var dig dine ord, Rumpelstiltskin.”

Sagde hun, tydeligt oprevet, men alligevel utroligt stærk i sin stemme. Hun ønskede absolut ikke at gøre dette mere indviklet end det allerede var; hun kendte til aftalen imellem de to hingste, og alt hun i bund og grund ønskede, var at den blev ophævet. At Volontaire og hende selv kunne gå derfra med livet i behold, men dum var den gyldne ikke. Der skulle forhandles; men som Vogter kunne hun ikke tillade sig at føje det onde på nogen måder; og selvom det kunne virke egoistisk, blev hun nødt til at lade det ansvar ligge på Volontaire. Uanset hvor meget det så ville pine hende.

,,En aftale er blevet lavet, og vi er her for at lave den om.”

Illana vidste at det hun havde sagt nu var farligt. Langt farligere end det at gå herind. Hun vidste dog, at det var nødvendigt at hun fik det sagt, for Volontaire ville ej frivilligt fortælle, at det egentlig var årsagen til de var her. I hvert fald den årsag de var blevet enige om. Derpå tav hun, men det stålsatte blik var fæstnet på denne dunfarvede slangehingst, som hun blot væmmedes mere og mere ved hvert øjeblik der gik.

... Nyahaha

Grinet sad nu på mulen igen hos Rumpelstiltskin. Nok havde den gyldne hoppe været i stand til at slynge ham og hans magi væk, men han stod igen, klar til at give noget af et tilbageslag om nødvendigt. Og det var i sandhed ikke fordi at han ville holde sig tilbage – men så sagde den gyldne hoppe da det rigtige. Nok var hendes første udsagn vanvittigt tæt på at få ham til at slynge sine kræfter imod dem, hvis ikke det var fordi hun lidt efter havde sagt noget, der fik hans interesse til at spirre. Forhandle. Endda sagt fra munden hos den, der bar hvad han ønskede. Med et slesk smil gled han frem mod Volontaire, for advarende at lade magien ramme ham igen. Langsomt, kølende, forfrysende. Men ikke i samme grad som før, blot for at minde dem begge om, at selvom de stod forenet, kunne han til hver en tid splitte dem. Hans kræfter var langt større end de regnede med.

,,Forhandle? Jeg lytter.. Volontaire, hvad har du i tankerne, nyah?”

Lød det direkte grumt. Hans største fryd var at så splittelse imellem alle, uanset hvor dybe følelser de nærede for hinanden. Og inderligt håbede han, at ved at bede Volontaire komme med betingelserne, at det ville såre den gyldne sjæl, få hende til at vende sig imod ham, eller endnu bedre. Netop tilbyde det, som han så længe havde ønsket.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den gråbrogede hingt, der atter havde fået sig selv på benene, veg ikke fra den gyldne sols side, for det var der han følte sig bedst tilpas. Men det var nu ej kun derfor, at han ikke veg fra den gyldnes side. Nej, han forblev stående ved hendes side, som den beskytter hans havde lovet at være overfor hende, i tidernes morgen. Og denne aftale, ville han ikke lægge fra sig, og ej heller træde væk fra, selv ikke nu, hvor de stod i en situation som denne. For han ville beskytte hende; end med sit eget liv. Illana lod sin gyldne mule ramme imod hans kolde skind, og hendes varme mule, var som en stikkende nål imod hans, men han lod ikke dette vise sig i hans ansigt; for på trods af at det gjorde ondt, var det alligevel en behagelig smerte; for det betød at hun stadig var i live, og at han også var. For han kunne mærke hende. Langsomt lod Illana ord falde fra sin mule, ord der ikke faldt i god jord hos Rumpelstilskin, det var ganske tydeligt. Men ordene var sagt. Langsomt kom Rumpelstilskin tættere på dem begge, indtil han drejede fronten imod den brogede og spraglede Volontaire, for derefter at lade den frysende fornemmelse brede sig i hans indre og ydre; måske en lille reminder om, at han stadig havde mest magt, trods de var to. Men smerten var til at holde ud i denne omgang, men at stille et spørgsmål som Rumpel gjorde, og derefter at skulle tænke med en smerte imens; ja, det var så knapt så nemt som Volontaire ønskede det. ,,Aftalen skal rives itu, hvis en ny skal laves Rumpelstilskin. EN ny aftale kan indgås; jeg skaffer dig ikke hendes lys, og ej heller andre Vogters ting. Men hvad har du selv i tankerne, Rumpelstilskin? Når du nu er så snu som du selv synes; så hvorfor ikke selv komme med et udspil, som vi derefter kan diskutere?” Volontaires ord var bidende men velovervejede. Han ville ikke tage Vogternes magt. For hvis han gjorde dette, ville Rumpel muligvis få mere magt; for hvorfor ville han ellers have Den Gyldne Sols Lys? Et svirp røg fra hans mørke hale, inden han lod ørene falde bagud, i takt med frosten der langsomt bredte sig mere og mere henover hans skind. Men dog slet ikke så slemt som sidst; slet ikke. Volontaire fjernede ikke sit blik fra Rumpel, end ikke for at kigge til siden på Illana; for lige nu, handlede det om at have opmærksomheden hos den af de to, der talte til ham, og forhandlede. Word Count 435

… Nyahaha

Rumpelstiltskin ænsede slet ikke den gyldne hoppe, denne Illana, der rummede noget som den brogede hingst fandt specielt. Hvad kunne Rumpelstiltskin hverken se eller fornemme, men uanset hvad, var det bånd de to delte stærkt nok til at få dem begge til at risikere deres nuværende eksistenser. Det frydede ham. Med et ondskabsfuldt smil slog han blikket direkte ind i Volontaire’s, da han sagde lige præcist det han havde håbet på. Den første aftale skulle rives i tu. Netop dette ville give Rumpelstiltskin adgang til det Lys han så dybt længtes efter, til at fuldføre den første af sine nye magier, og om Volontaire var uvidende om dette, eller blot dum, kunne han ikke gisne om; men ligemeget var det. Med en overdrevent latter slog han hovedet i vejret og lo, højt.

,,Dit hjerte, for jeres frihed, nyah!”

Sagde han så med en grådighed der var svær at undlade at bemærke. Alt imens han havde sagt sine ord, havde han lagt en forbandelse over den gyldne hoppe, som forbød hende at tale og bevæge sig. Hun ville med andre ord ikke kunne gøre noget for at ændre den brogedes mening, hvis han indvilligede i denne nye aftale, som var hans eneste vej ud af grotten. Rumpelstiltskin lod samtidigt kulden i hans indre stige igen, således at den atter ville påvirke den brogede hingsts vejrtrækning i en pinefuld grad. Han kunne vælge at give Lyset til ham nu, mens den gylden hoppe stod paralyseret, eller han kunne indvillige i at lade sit hjerte gå til Rumpelstiltskin, i aller bogstavligste forstand.

Stemningen var intens. Det der foregik ligenu, kunne lige så let blive et spil på liv og død, som Lysets skæbne. Et liv, som Illana ikke ville kunne undvære i landet, og noget så vigtigt som selve Lyset, der kunne have konsekvenser for alle, hvis det gik tabt. Flankerne på den gyldne hoppe hævede og sænkede sig i urolig hast, for pulsen strøg derud af som galopanspring i ujævn takt. Hun var nervøs.
Snart havde Rumpelstiltskin lagt ansvaret på Volontaire, som Illana i sit hoved havde tænkt over nok var nødvendigt; men det som Volontaire nu gjorde, var dumt. Han lagde det lige tilbage til den skumle slange, lod det være op til ham at komme med et nyt forslag, og da hun hørte hvad slangetungen havde at sige, fortalte alt i hendes indre at hun skulle råbe op, forbyde Vol at tage imod den aftale, men hun kunne intet sige. Hun var som frosset, uden frost, ude af stand til at tale. Der stod hun og så forfærdet imod Volontaire, hvis liv nu skulle blive lagt for ny skæbne igen. Hvad han ville vælge kunne hun ikke gætte, men hun håbede inderligt at han ikke ville tage imod den aftale, som var blevet præsenteret for ham. Hvis han gjorde det – opgav hans hjerte – hvad ville der så ske? Ville han miste livet, eller gå hjerteløs, hvis det overhovedet var muligt? Tankerne var mange og de var ikke behagelige i de momenter der gik fra Rumpelstiltskin havde fremstillet sine krav, til den brogede skulle svare. Og hvor ville hun dog håbe, at han ikke blot godtog det, men kæmpede for det han ville.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/iiRjyep.png); width: 500px; height: 660px; border: 0px solid #000000;] Den brogede Volontaire, stod med de mørke øjne rettet direkte imod Slangen som foran ham stod; Rumpelstilskin. Volontaire vidste godt, at han ved at lægge aftalen tilbage til ham, og bede ham få en idé, kunne give bagslag. Men Volontaire var nødt til at vide, hvor langt han skulle ud i idéer, for at hamle op med den tidligere aftale. De ord, som Slangen nu kom med, var ikke noget Volontaire fandt behageligt. Han drejede blikket imod den gyldne Illana, som stod helt forstenet, hun kunne intet gøre, og selv hendes vejrtrækning så ud til nærmest ikke at eksistere. Volontaire lagde sine øre bagud, idet han drejede blikket imod Rumpelstilskin, der stod med sit skumle smil og latter, behaget over situationen som den brogede og gyldne var havnet i; pga. ham selv, Volontaire. Den isnende og frysende fornemmelse bredte sig endnu engang imellem Volontaires indre, en smerte han ikke før havde oplevet. Slag og kampe havde han haft mange af; men den frysende fornemmelse angreb det indre, hans organer og han lunger, og vejrtrækningen hos ham blev hvislende og anstrengt. Men ordene skulle komme, trods manglen på luft. ,,At tage mit hjerte… Ville svare til det samme som at dræbe mig, Rumpelstilskin. Mit hjerte får du ikke. Du kan tage mit syn.. Min hørelse.. Noget fysisk.. Men mit hjerte, det får du ikke. Jeg begår ikke samme fejl som sidst.” Ordene blev sagt; hjertet fra Volontaire ville han ikke få. For da kunne Rumpel lige så godt dræbe ham, dette ville være det samme. ,,Men jeg vil have en sikring. Jeg vil stadig forhandle om Illana og Lysets sikkerhed; prisen kan bare ikke blive mit hjerte.” Hæs var hans tone, og anstrengt. Men ordene kom frem, og ørene forblev nedlagte i hans mørke man, mens tænderne var blottet. Den frysende smerte blev værre og værre, og Volontaire var udmærket klar over, at han måske fik for langt. Word Count 317