Im sorry [tagged:Eagle Eye]

Det kolde vand slog mod det leverrøde skind i en behagelig rytme. Nosmi var hendes navn pg snart lød et langtrukken suk. Hun stod det sted, hvor hende og hendes ven, Eagle Eye, havde delt holdninger og snakket sidste gang de mødtes. Det føltes ufatteligt længe siden, og Noami havde ikke fundet tegn af liv sidenhen - kun et lille, nærgående, brunbroget hoppeføl - og de eneste duftspor fra den gyldne hingst havde været gamle og næsten helt forsvundet. Dog skulle det også siges at Noa ikke havde bevæget sig meget rundt på det sidste. Hun var begyndt at få bange anelser og havde derfor søgt mod det lille vandløb - hvis ikke Eagle gad være sammen med hende, hvem gad så?

Den ældre hingst havde endnu en gang lagt sine vandringer forbi den store ø Leventera. Denne ø var en af Eagles yndlings, godt kunne han lide dem alle, men ingen havde lidt af hvert på samme mode som denne frodige ø. Skulle den ældre hingst slå sig ned fast og droppe sine vandringer rundt i livet, fra sted til sted. Så ville det blive på denne ø. En svag brummen lød fra den kæmpe hingst der var stor fra naturens side. Muskuløs og af lettere tung men ædel bygning. Det mørke gyldne hale svang ivrigt bag ham, blot for at vifte årets sidste fluer væk.
Kulden var begyndt at indtage Andromeda, og Eagle vidste nu at han havde været her længe. Nærmest for længe. Året var gået snart, og endnu havde Eagle ikke fundet sig helt til ro ved landet her. Jo vidst havde han da tænkt på landet, gjort sig van med at det var her han nu en gang var endt. Et hjem? Det så han endnu ikke dette som. Hjemmet var hvor hjertet hørte til. I Andromeda havde den ældre hingsts hjerte ikke fundet sig et hjem, som han havde i sin fortid gjort en gang.
I sine egne tanker forsatte Eagles ben med at bære ham afsted, i retningen mod den lille ås bredeste punkt. Ind imellem træerne gik han roligt og de tunge hove gav et lille hult dunk fra hver gang de mødtes med den bløde skovbund.

Eagle stoppede kort. En velkendt duft ramte hans næsebor. Længere fremme, trods han ej kunne se den kære hoppe, vidste han at den leverøde Noami stod. Hun bar en sød duft, en duft han ville kunne genkende hvor som helst. Den leverøde hoppe var den han havde mest kær i dette land, sammen med de forsvunde tilfælde han havde samlet op på sin vandren her. Dune og Askari var begge som svundet i jorden.
Eagle havde nok heller ikke været at se længe, det var i hvert fald længe siden han rigtig havde haft selskab. Det sidste var sidst hans sås med Noami. Siden da havde den ældre hingst blot vandret for sig selv.

Et smil tegnede sig om den lyse mule, og fremad satte han igen, denne gang i et lidt mere jævnt tempo, og mod åen han gik for at se den leverøde hoppe igen.
Da den røde hoppe kom til syne mellem de store træer, lød en brummen fra Eagle. Brummen var maskulin af natur, men bar også en tydelig tone af venlighed. Uden tøven gik han straks hen til Noami. Med de lange ben trådte han ned i vandet og stillede sig ved hendes side. Roligt lagde han den fløjlsbløde mule på hendes skuldre.
"Godaften kære."
Eagles stemme var varm, måske ru og hæs men den var stadig en af de mest behagelig lyde man kunne komme i tanke om. En rigtig historie fortæller stemme. De rav gyldne øjne hvilede nu på hende med det sædvanlige varme og rolige blik.

Noami så lige ud i luften, indtil en lyd og den tilhørende lugt både hørtes og lugtes. Eagle, Eagle Eye om man ville. Et øjeblik rykkede noget på sic inden i hende, men Noa holdt blot sit stirrende blik på en plet, som åbenbart var mega spændene at kigge på. Hun hørte Eagle træde ud i vandet og så for sit indre blik de stille vandmasser kærtegne det gyldne skind. Hun sagde intet.

Først da Eagle sagde en hilsen indledte hun en samtale. En yderst enkel hilsen lød;

"Også godaften til Dem, Eagle"

Ordene kunne let lyde kolde og indeholdt ikke den samme klang, som Noas ord plejede at gøre, men alligevel indeholdt de en smule varme. Hun lod stilheden falde, dybt optaget af sine egne tanker. Tanker, hun - ifølge sig selv - tit havde delt med en arrogant undertone og uden behov for at lytte til sig selv.

Noami lod sin mule hvile i orverfladen inden hun løftede den og lidt vand faldt af og ramte jorde. Med et let dryp. Dryppet fra vandet udløste en let ironisk latter fra Noa.

"Det breder sig - forsvindings sygen - de forsvinder, dejligt De er her"

Hun lagde hovedet på skrå, men så stadig ikke på Eagle.

Det var ikke noget der blev lagt skjul på fra Noamis side, at hun ikke var ved sin fulde fem. Netop nu mindede hun mere om den hoppe Eagle havde mødt en gang på stranden. Trist til mode.
De mandelformede øre blev vippet lidt frem og tilbage, det behagede ikke Eagle at se den leverøde hoppe i den tilstand.. igen. En svag brummen lød fra ham, en opmuntrende lyd i forsøg på at være støttende for hende. Hendes stemme havde næsten virket død og bar kun en svag klang af varme. Eagle lod sin lyse mule kærtegne hende venligt på skulderen før han rettede sig op og så nærmere på hende.
"Er alt vel?" Spurgte han den ældre hingst med en let bekymring i stemmen. Det var oprigtigt at den ældre hingst dannede sig en bekymring. Noami var en han havde nær, og den han havde nærmest i dette land. Han ønskede hende intet ondt, det gjorde Eagle nu ikke med nogen.

"Her virker tomt ja. Jeg er nu blot sikker på at vi blot alle går hver vores veje, og ikke altid krydses de med dem vi kender. Landet her er stort," lød det med en opmuntrende stemme fra Eagle. Selv havde han godt lagt mærke til at de samme ansigter han havde set den første tid, var ikke dem han så igen. Noami var den eneste Eagle havde mødt uden nogle store mellemrum. Dette var det største mellemrum der havde været imellem deres møder.

Noami så endelig på Eagle, da han spurgte om 'alt var vel'. Et dybt suk lød fra hende og et øjeblik så hun ud til at være fordybet i sit indre, imens hun planlagde et svar. Vemodigt rystede hun på. Hun skulle ikke tænke sådan over sine ord!

"Ja.... årh Eagle jeg tror, jeg må sige nej"

Hun lyttede, da han talte igen. Hun rystede opgivende på hovedet. Det var dejligt at tænke sådan, men hvad nu vis det ikke passede? Blev Andromeda hærget af en sygdom, som giki efter hendes bekendtskaber eller holdt de sig bare væk? Holdt dig sig væk fra hende?...

"Jamen... hvad nu hvis du tager fejl... at de alle er døde... eller endnu være ikke ønsker og se mig?"

På Eagles lyse mule kunne en rynke ses da hun svarede nej, til om alt var vel. Selv havde han haft det på fornemmelsen da han nærmede sig hende. Hun virkede meget mut i det, mere som ved deres første møde, end som ved nogen af de andre. Noami virkede langtfra helt tilpas.
Hun havde set op mod hende nu, for første gang ved dette møde, og selv hendes blik virkede mere fjernt end normalt. Det var som at noget trykkede hende, og han fandt nu også snart ud af hvad. Roligt strøg han igen hende blidt ved skulderen som en trøste.
"Shh," sagde han stille, for at få hende til at tie med sådan ord. Selvfølgelig kunne Eagle ikke vide med sikkerhed at han havde ret og hun ikke havde. Dog kunne Eagle næppe forestille sig sådan.

"Kære Noami, jeg tror ikke på at det er fordi de ikke ønsker dig, ikke ønsker de selskab. Du af alle har så mildt og åbent et sind. Næppe ville de bevidst holde sig væk. Andromeda er et stort land, med mange forskellige øer," sagde han med støttende ord, og oprigtighed. Eagle troede selv på sine ord. Selv havde Eagle måske ikke set mange gange til de ansigter han startede med at se, men mange har han da forsat mødt. Her var endnu liv.
En rolig brummen lod Eagle slippe, han ville berolige sin nære ven, give hende den trøst hun havde brug for. Den ældre hingst forstod den ensomhed og forladthed hun måtte have følt. En form for svigt.
Roligt i kærtegnende bevægelser strøg han hende venligt på halsen. Han viste hende sin nærhed, viste hende at han var hos hende, og ville være hos hendes side når hun havde brug for ham. Svigte hende ønskede han ikke.

Noami sukkede ved hans ord. Hun så et øjeblik ubevægeligt ud i luften før hendes øjne søgte.

"Jeg håber du har ret"

Sagde hun med en inderlighed, som ikke havde ligget i nogle af hendes tidligere ord og dog lå der også en smule skepsis. Hun kunne ikke fortrænge føelsen af at noget var galt. Meget galt.

De mandelformede øre vippede en smule ud til siden. Ej føltes det som han kunne sige noget hun oprigtigt ville tro på. Det var som om hun ønskede at tro ham, men noget i hende kunne ikke. Tanken strøg ham selv af og til. Der var mange han havde mødt i sin første tid, han ikke havde set længe. Meget længe; med sikkerhed kunne Eagle jo ikke vide om hun havde ret, og han blot var så godmodig at tro at det skyldes at Andromeda var et stort land, med flere øer; at de fleste blot ikke lige stødte på de veje man selv tog i sine vandringer. Selv kom Eagle vidt omkring, og havde længe gået selv. Fået ro og mag til at tanke. Mange tanker havde også strøget ind på nethinden den sidste lange tid.

"Jeg er her, og jeg er her til livet ebber ud."
Eagle sagde ej disse ord med tristhed. For døden skræmte ikke den ældre hingst. Han kendte livets balance. Livet var som et spil, målet var døden.
Dog havde Eagle på det sidste tænkt meget om dette. Han blev ældre for hver dag, ung ville han ikke blive; og da slet ikke yngre. Endnu var tilrettelæggelsen ikke fundet i dette land. Eagle havde ej fundet sin ro, slået sig ned. Formålet med hans kommende til dette land lå stadig uklart for ham. Selv dette tog den ældre hingst roligt.
Mere eller mindre synes livet at gentage sig på ny. Livet gentog sig fra hans yngre dage i en ny men meget ensformig gentagelse.

En svag, men beroligende brummen lod han slippe og strøg Noami en, hans leverøde veninde, venskabeligt over manken.

Noami var stille lidt. Tænksom. Hun strøg forsigtigt sin mule over åens blide bølger og fangede behændigt en mindre gren, som ramlede ind i det leverrøde ben. Hun holdt den fast imellem tænderne lidt tid og betragtede hvordan åen prøvede at få den til at følge strømmen. Hun fik den forsigtigt ledet uden om sit ben og slap den så. Med sørgende blikke så hun efter den, da den for videre på sin viltre tur ned gennem åløbet mod den nærmeste sø eller havet. Den havde vel engang været en smuk lille Kvist på et skyggefuldt træ. Den havde engang nok været en lille brik i en større enhed. Nu var den blot den gren, som ikke havde klaret skærene. En gren som blot gled med strømmen og tiden uden stop for øje. Ensom og alene.

"Hvad nu hvis livet ebber ud i morgen? Vil dette land mon sørge over en? Det har reddet en fra døden før, men betyder det mon overhovedet noget? Hvis altså man bare er sat en andet sted. Et andet sted, hvor man kan rådne op som det forrige?"

"Livet ebber ikke ud af mig i morgen kære, jeg er stadig frisk," sagde den ældre hingst med en let drilsk tone, for at understrege over for hende at så gammel var han nu altså heller ikke. Jo vidst var han ældre end hende, det kunne ses. Selvom tegnene ikke var så tydelige som hos andre han havde mødt.
"Kære, livet har sin cyklus vi skal alle dø på et tidspunkt, måske i morgen måske først om mange år. Der er ingen af os der ved hvornår vi må lade livet. Vi ved det ikke på forhånd, men vi har vidst hele livet at en dag vil det ske.
Hvem der vil sørge, forekommer ikke mig vigtigt. Hvis hele landet gjorde, eller hvis blot en enkelt. Ingen måske- men der vil jeg mene det er ens egen skyld hvis man ikke har skabt sig nogen nær en i sin tid."

Var den leverøde hoppe begyndt at frygte døden? Hun havde før set den i øjne, det vidste Eagle, for netop var det noget af det det startede ud med at snakke om ved deres første møde, der var ved at være længe siden nu. Hvorfor nu? Igen? Undrende dannede sig en lille rynke på den ellers fine, glatte og lyse mule Eagle havde.

"Du gør mig stum, Eagle - hvorfor behøver jeg tale, når du siger de rette ord?"
En drillende gnist tændes i de isblå øjne og de røde øre pegede frem af ved hans ord. Den hingst havde da virkelig altid de rette ord i sin mund på de rette tidspunkter. En hæs latter kom fra hende, før de spinkle øre tittede halvt bagud og et næsten sørgmodigt udtryk kom i de blå øjne. Da hun atter talte, var stemmen underlig hul, som havde hun ikke talt i længere tid.

"Du er den eneste sjæl jeg kender, der blot lader mine skiftende miner gå forbi... som havde de aldrig eksisteret... og... og det beundre jeg dig for"
Hendes stemme blev mere og mere tynd iløbet af hendes ord, for til sidst at brække over i en halvkvalt lyd.

[Undskyld det er kort - skal lige finde Noa igen:3]

Det hele lyste op i en stum, en gnist tændes i den leverøde hoppe, og Eagle var som altid hurtigt til at spotte den. Det glædende ham inderligt at se lidt liv i Noami igen.
"Du behøver at tale, fordi at føre en samtale med sig selv kan være ganske kedsomlig i længden," lød det med et kæk undertone. Jovist talte den ældre hingst af og til med sig selv, men kun når intet selskab var at finde og stilheden blev forrungene. At tale med sig selv ville i længden blive for kedeligt; de samme meninger, holdninger. Ak, kun med personlighedsspaltning eller skizofreni ville det blive interessant på længere basis.

Stemningen varede kun kort, før den leverøde hoppe igen trådte skridt tilbage i humøret. De mandelformede øre vippede sig en smule bekymret frem imod hende alt i mens hun igen talte. Eagle lyttede. Det gjorde han altid og til hvert et ord. Selv mellem linjerne lyttede han når det var nødvendigt. På den måde kunne han altid give det bedste svar han kunne finde i sine egne tanker.
"Vi alle har vore at slås med, og kan man ej se forbi de ydre bjergsider, opdager man aldrig den funklende diamant der gemmer sig bag."
Den ru stemme lød ganske rolig, langsomt havde han talt, og efter sine ord rakte han den lyse mule frem imod den leverøde hoppe og gav hende et mildt puf på mulen. Opmuntrende.

Ligepludselig var det som om det slog klik for den røde hoppe. Ørene blev hårdt smækket i nakken og hun så for sig rundt, næsten som om, at hun intet så. Som om hun ikke rigtigt vidste h or hun var, inden et udtryk af genkendelse erstattede det desorienterede. Jo vel hørte hun ordene, som den gyldne hingst sagde, men forstod dem ikke helt.

"Jeg... Alt er forkert... Helt helt forkert"

Hun så på ham med et underligt blik og sprang så pludselig tilbage.

"Jeg er blind... Blind for alt... Solnedgang.... Bølger.. Kom min søster .. Hvad er der sket?... det... forbi.. Døv... For... Det... jeg ... Kan... mig.. Vil du ...Mo...Mor?"

Det var det rene vrøvl den ældre hoppe nu sagde og en gysen gik igennem hendes magre krop. Ligepludselig var det som om en frygt steg op i hende og de isblå øjne rullede bange, så man kunne se det hvide i den. Hun var pludselig bange for... Noget uforklarligt. Det var som om hun ikke rigtigt kunne få luft, som om hun følte sig spærret inde. Pludselig galoperede hun frem i en voldsom fart.

[Out?]

(Vi kan sagtens forsætte Emma, det var mere fordi der var gået så lang tid uden du havde svaret, og så troede egentlig bare den var sluttet der)