Castle of Sand

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Hanna & Césaire} Hendes skridt var lette og nærmest lydløse, som hun dansede over det finkornede sand, med et hjerte der var lettere endnu. Halen var iltert hævet, de følsomme næseborer en anelse udspilede og ørerne bevægede sig i alle retninger. Den askegrå havde bevæget sig tilbage til øen Zenobia, som hun af flere grunde holdte vældig meget af, på trods af at øen var så godt som tom for både heste og andre dyr. Her var ingen træer, medmindre man var så heldig at finde sig en grøn oase, ingen skygge og intet græs. Stort set. Ikke i det sydlige af øen i hvert fald, hvor den letfodede hoppe nu dansede frem uden noget egentligt mål. Hun fulgte vinden og håbede blot på, at den ville føre nye eventyr med sig, måske en sådan oase. Hvis ikke andet, så var der altid varmen, noget der langsomt var ved at forsvinde på de andre øer. Det var et stykke tid siden, hun sidst havde færdedes i ørkenen. Det havde ført et særligt møde med sig, skikkelsen af hendes mama. Hun var ikke længere sikker på at hun overhovedet kendte den kulsorte hoppe længere, og derfor følte hun heller ikke helt, at det havde været hendes mama. Det var en anden. Men det var ikke noget, den askegrå tyngede sit hjerte med, for hun var fuld af mod, og dertil var der ingen plads til sørgmodighed. Desuden så havde hun allerede tilgivet sin sorte vogter, at hun havde glemt sin datter. Ariel forstod. word count 249

Et fnys forlod den brunlige hingst, og den sorte hale med de hvidlige spidser svirpede kort over haserne og gav en hvislende lyd efter sig. de gylden brune blik gled både søgende og en anelse forundret over det sandede landskab, og et enkelt spørgsmål dukkede op i hovedet på den store hingst. hvor er jeg? Ordene rungede kort i ham, inden at han begyndte at gå frem over det sandede og bakkede landskab.
Sandet gled over hans hove, og ind imellem det lange hovskæg hingsten bar. Sandede hurtigt meget af hans ben til, og fik det til at klø en anelse ubehageligt. Men at det kløede var nok hans mindste problem lige nu. Den kraftige varme som syntes at bage ned over landet – eller øen, fik hurtigt den mere tunge hingst til at få det varmt. Få svedige pletter var allerede begyndt at vise sig, og han prustede kort. Han måtte finde en form for skygge belagt sted. Og helst i en fart. For hingsten var ikke van til den varme der nu omgav ham.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hun løftede sin skyhvide mule op mod den blå himmel, da en sort skygge af en fugl flaksede afsted med vinden, der i dag var mere en frisk. Den rev i hendes egen ravnsorte manke, konstant i bevægelse og uden hvile. Vinden var rastløs, den havde intet hjem, og havde den lagt sig var det blot fordi, den var rejst et andet sted hen. Alt det vidste den askegrå hoppe, for det havde vinden selv fortalt hende. Vinden og træerne og solen, det talte alt sammen, selvom det ikke havde en stemme som hun. Derfor måtte man lytte ekstra efter, når naturen hviskede, for der var ingen ord. Der var kun fornemmelser. Selv ørkenen havde sin egen ånd, sit eget åndedrag, som var hed og ubarmhjertig, men også meget unik. Heden var hård ved den spinkle, askegrå krop, men det prellede af på hende. Hun var alt for optaget af omgivelserne, af alt tomheden og det løse sand. Så optaget at hun næsten ikke bemærkede den brune skikkelse, som kom buldrende fra en ny retning. word count 175

Med store bevægelser bevægede hingsten sig over sandet, men måtte efter kort tid stoppe med den ædle gang da han simpelthen ikke havde det der skulle til for at holde den lige nu. Han var for varm og for udmattet. En dårlig kombination, som hingsten helst ville undvære. Let stoppede han op, og gled et øjeblik en smule frem, inden at han hævede den lysere mule imod himlen og snuede ind. Et pludseligt vindstød fik sand og man/hale til at flagre omkring ham, og han ville nok være blevet irriteret hvis ikke at vinden havde medført en anden yderst belejlig lugt med sig. vand. Et sted i ørkenen var der altså den kølende – og ikke mindst livsnødvendige drik. Og det var hans opgave at finde den.

Først en anelse kluntet begyndte han at trave igennem det varme sand, men snart fandt han den rytme – hvis man kunne kalde det det, i at gå igennem sand. Normalt ville det nemlig tynge ham ned. Og det gjorde det også nu, men ikke i en større grad end han kunne holde det ud.
En anelse fjernt så hingsten frem for sig, og bemærkede da ikke først skikkelsen til at starte med, men efter noget tid fangede hendes bevægelser hingstens øjne, og han søgte automatisk til denne. Nysgerrigheden spirrede kort op i hingsten blik, inden at han skød den til side og lod i stedet et hvin skære igennem stilheden som havde været i ørkenen. Henvendt til den unge hoppe. Hverken hilsende eller afvisende.. mere.. for at sige at han var her.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den gav lyd fra sig, den fremmede skabning som dukkede op ud af det blå. Et skærende hvin der overraskede hende midt i al stilheden, som i nogle timer nu kun var blevet afbrudt af hendes egne, lette hovslag. Hun havde vænnet sig til den stilhed, og derfor lød hvinet højere for hendes bløde ører end det måske egentlig var. Det udløste et kort kast med hovedet hos den askegrå, iltert, inden hun gav sig til at observere den anden med sit ravgyldne blik, der aldrig fik nok af at se og undersøge. Specielt ikke noget nyt, en fremmed skabning, allerede på afstand kunne hun bedømme, at hun bestemt aldrig havde set denne hest før – på lyden. Og bygningen. Den var en smule anderledes end de heste, hun før havde mødt. Opdagelsen fik hende til at mimre nysgerrigt på den hvide mule, undrende over at der var andre heste at finde i ørkenen, som ellers var livløs. Derfor skulle chancen heller ikke gå fra hende, i et kvikt spring skiftede hun retning mod hingsten – for det lød som en hingst – uden at hilse, uden at advare. word count 186

Hingstens gyldne øjne fulgte hende I en rum tid, inden at han kunne konstatere at hun kom imod ham. et smil spillede over den lyse og grå mule, inden at han virrede let med hovedet og det forsvandt. Som vinden viskede sporene i sandet væk, viskede det nu den kraftige hingst smil væk. Stadig forsatte han uhindret fremad, men det var ikke til at sige om han gik imod hoppen, eller ville forbi hende. Nu da der var kommet selskab igen, følte hingsten at han blev nød til at gøre sig til. Dette bestod primært af at samle benene under sig, knejse i nakken og hæve ryggen let, alt imens at han støt bevægede sig fremad igennem det ligeså gyldne sand. Hvor var der egentlig meget der var gyldent her i ørkenen.. var det mon en tilfældighed, eller med vilje? Hingsten vidste det endnu ikke. Den natsorte man hævede og sænkede sig ved hver bevægelse, og den underlige mørke hale med de hvide spidser svirpede kort kraftigt over den velformede bagpart inden at han igen kom med en lyd. Denne gang var det ikke den samme hvinen som før, men en brummen henvendt til den askegrå hoppe som syntes at gå imod ham. Hun hilste ikke ham.. og derfor hilste han nu hende med den dybe lyd han bar. Dog skulle han end ikke særlig tæt på hende, før at en liflig duft snoede sig ind i hingsten følsomme næsebor og fik ham til at spænde yderligere op i den kraftigt byggede krop. Brunst. Hoppen var i brunst.

Endnu en dyb rumlende lyd kom fra ham, og denne gang drejede han af imod den askegrå skikkelse der bevægede sig igennem sandet. Planen havde ganske vidst været at komme videre hurtigt som muligt. Men både instinkterne og behovet for et levende væsens nærhed meldte sig, og han havde derfor valgt at søge hoppen.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det så ud til, at den fremmede hingst alligevel blev nysgerrig. Ariel spidsede opmærksomt de bløde, grå ører og vippede dem frem i hans retning. Hun nærmede sig, havde endnu ikke hilst på ham, for det havde hun helt glemt af bare overraskelse. Der var ikke meget liv at finde i Zenobia, men her var noget. Et andet væsen, en levende skabning, øjne at møde og en stemme at tale til. Hun brummede let for sig selv, i en lys og feminin tone, mens de ravfarvede øjne glimtede eventyrlystent. Hun var ung af krop og af sjæl, men hun kendte Andromedas land ud og ind. I alle kroge havde hun endnu ikke været, men de slanke, askegrå ben havde på få år båret hende langt. Alligevel blev hun lige begejstret hver gang hun oplevede noget nyt, og her var bestemt noget. Hun bremsede først op et par meter fra ham med et frisk prust og et slag fra den ravnsorte hale. word count 161

Hingsten havde ej været I meget af Andromeda endnu. Faktisk, var han en af de mere nyere sjæle, og havde næsten intet andet set end denne ørken. Derfor, troede han indtil videre at landet kun bestod af ørken – med undtagelse af det landskab han havde vandret i til at starte med. Det havde blot været lettere tåget, og dog var han sikker på at det havde været en smule andet end kun sand, sand og sand. Det havde virket som et blandet sten og græd område, men pludselig var han ikke helt sikker. Tænk hvis han havde taget fejl? Med et lille rysten med hovedet, jagede hingsten de underlige tanker på flugt. Sjovt så filosofisk man en gang imellem kunne blive, blot ved at lade sig fascinere af små ting her i landet eller omgivelserne. Selv var han ikke den der normalt lagde det helt store i hvad der skete omkring ham, men en gang imellem var det vel okay at lade sig distrehere af sådan noget. Dog ikke nu, da en fremmed hoppe var på vej imod ham.

Hingstens tunge krop stoppede i et ryk, og med et overvågent blik fulgte han den yndefulde askegrå skabning der var på vej imod ham. Denne så yderst munter ud – til trods for varmen der bagte ned over pelslagende. Et friskt prust kunne høres, og hingsten var ikke sen til at gengælde det med sin egen lidt dybere ryst. Duften var stadig om den sorte hoppe, og hingsten kunne ikke undgå at blive slået lidt ud af kurs af den. Dog ikke nok, til at han ikke kunne hilse eller noget i den stil.

”Goddag, grålige hoppe… må man spørge om deres navn? Mit eget er Césaire.”

Kom det fra ham, og han lagde det kraftige hoved spørgende på sned.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det var en kraftigt bygget hingst, der snart bremsede op få meter fra den askegrå. De bløde ører var drejet nysgerrigt fremad, men hun blev alligevel stående, hvor hun var. Nogle gange var det bare nemmere at se nogen an på afstand. Et let og tydeligt glad smil gled hurtigt over den hvide, glatte mule som hun hævede et par ekstra centimeter, da den fremmede hingst åbnede munden og hilste på hende. Grå. Det var ofte sådan, fremmede valgte at tiltale hende. Men egentlig var de slet ikke fremmede, de var blot de heste af Andromeda, hun endnu ikke havde mødt. Bekendtskaber der ventede på at blive skabt. ”Goddag! Der er varmt på Zenobia i dag,” Smilet hang ved. Hun slog let med den ravnsorte hale, hvilket gav lidt luft, for der var virkelig varmt. Det lod til at gå den unge hingst mere på end hun, for han så ud til at bære på mere pels. Også om koderne! ”Césaire… Har det en betydning?” De ravfarvede øjne betragtede nysgerrigt den anden, og hun fangede hurtigt hans duft, og vidste, at hun ikke ville glemme den. Alle havde hver deres duft, og hver deres sæt øjne. Hans var brune, med glød. Hendes egne blev en anelse større, da hun indså, at hun havde glemt at besvare hans spørgsmål og udbrød: ”Ariel, mit navn er Ariel.” word count 255

Hoppen virkede underligt nok allerede glad, selvom han ikke havde givet hende nogle grund. Modsat havde han heller ikke givet hende en grund til at være sur, så det var vel halvt om halvt. Måske var denne sjæl, bare en af dem der fandt livet godt. Der var mange der fandt livet som en dejlig ting.. mens andre fandt det som noget negativt. Noget der bare skulle overståes.Césaire stod nok et sted midt imellem disse 2 ting. Han havde sine op og nedture, hvilket nok var meget normalt. Dog kunne han ikke lade værd med, at trække kort på smilebåndet over denne hoppes gode humør. Hvor dejligt.. han ville ikke være sen til at indrømme, at han hellere så de positive sjæle frem for de negative og dystre. Hendes lyse stemme lød, og hingstens ører vippede nysgerrigt og lyttende frem imod hende. Zenobia.. dette måtte være navnet på denne ørken han befandt sig i. et underligt – men smukt navn. Mon hun kunne fortælle ham mere om dette Andromeda, og denne Zenobia?

”det er det i sandhed”

Kom det fra ham, og han kastede kort med hovedet for at få den sorte pandelok væk fra hovedet. Eller bare væk fra øjnene. Solen var stadig over dem begge, og passerede snart sit Zenit. Dog ville det på ingen måde hjælpe med det samme, da han allerede syntes at mærke sveden træde frem under den tykke pels. Kort kastede han blik bagud, inden at han prøvende lod den sorte og hvide hale svirpe igennem luften. Prøvede at få en smule luft frem, selvom det mest af alt virkede til at piske sandet op i stedet.

”så vidt jeg ved, er det blot et navn… har dit en betydning?”

Kom det brummende fra ham, inden at han prøvende bevægede sig lidt til siden. Om det så hjælp på at få mere luft, vidste han ikke. Han måtte snart finde sjygge, for han kunne ikke blive stående her i evigheder, og ende som en kogt kylling. Kort efter kom hoppens navn, og ubevidst havde han spurgt inden hun svarede. Men dog mente han stadig det han sagde
Hingstens ben trippede kort under ham, inden at han tog et skridt frem imod denne Ariel. Selvom man kunne tro at grundet hans udseende han var rolig og en af de lettere koldblodige hingste, kunne man tro om igen. Hingsten havde mindst ligeså meget energi som alverdens mere spinkle hingste. Og til tider mere.

Den askegrå lagde det fintformede hoved let på skrå. Alle navne havde en betydning i hendes verden, for navne var vigtige. Alligevel smilede hun nærmest muntert til den noget kraftigere hingst. Han så ikke helt tilfreds ud i Zenobias hede, mon han havde været her før? Hun gættede på, at svaret var nej. Måske havde han forvildet sig herud, for han lignede ikke just en, som brød sig om ørkenen. Nej, bestemt ikke en ørkenhest som hendes papa. Ariel vippede lettere tænksomt med de bløde ører.

”Løve,”

Svaret var kort, inden hun venligt nippede ud i hans retning, da han gav sig til at trippe. Hun kunne godt se, at hun måtte få ham ud af varmen, og helst i en fart. Med en lys brummen opfordrede hun ham til at følge med, helt sådan uden videre. Der var ikke så meget at overveje, etikette var ikke noget, den askegrå bekymrede sig om, selvom hun ikke var nogen uhøflig unghoppe.

”Vi er ikke så langt fra havet, der kan du køle kroppen ned.”

Endnu et smil, nu mere mildt og knap så stort. Hun rystede let på hovedet, inden hun vendte rundt og satte frem i en trippen. Det ene øre var vendt bagud i hans retning, og hun kastede da også et blik over skulderen, men mon ikke han kom? Det var altid så spændende med nyt selskab, nye øjne at lærer at kende.

word count 235

Endnu engang bemærkede han hvor fin denne aske farvede var. Ikke fin på den formelle måde – nej det var ikke just hans indtryk. Men mere hendes udseende. De slanke velformede ben. Det markerede hoved… selve hendes pels lag. Ja, hvis han var indbegrebet af det mere robuste og solide udseende, var denne Ariel klart den mere spinkle og elegante side fra naturen. Og dette klædte hende da – helt bestemt. Lettere tænkende brummede han, inden at Ariels stemme vækkede ham fra de lettere fordybede tanker. Løve… et kort forvirret blik glimtede kort, inden at han forstod sammenhængen. Det var selvfølgelig på betydningen af navne, hun svarede.

”løve…. Hvorfor er de opkaldt efter et rovdyr?”

Kom det fra ham. For, det undrede ham bestemt. Såvidt han havde lært var løver ikke andet end farlige katte… og hun lignede ikke lige en farlig kat.
Venligt nippede hun ud imod hans retning, og undrende hev han hovedet til sig, inden en maskulin brummen kom fra ham. Hvad havde hun gang i? Ikke alene var hoppen i en noget så lokkende brunst, men opførte sig underligt. Dog fik han kort efter svaret på den underlige adfærd. Han skulle følge med – det var det hun ville.

Med en fornøjet lettere hingstet hvinen satte han efter hende, alt imens at han fornøjet nikkede for sig selv. at køle kroppen ned var en mere end behagelig tanke, og i dette selskab faldt den ligeså i god jord hos hingsten.
Et øjeblik hvilede det brune blik på hende, inden at han tirrende nappede i hendes retning. Prøvende.

Der lød et dybt hvin fra hingsten, denne Césaire hvis kropsbygning var så forskellig fra hendes egen og de fleste heste hun mødte på sin vej. Han fulgte altså med, for lyden af hovslag fulgte hastigt efter og hun kastede et blik over skulderen i tide til at se ham hale ind på hende. Det var heller ikke meget fart hun havde på, selvom hendes bevægelser var fulde af energi trods heden. Han havde et noget andet pelslag end hun, det havde hun lagt mærke til. Hvor underligt. Hvor mon han kom fra? Hun opfangede nærmest ikke hans spørgsmål ind til hendes navn, hun var helt væk et øjeblik, indtil han nåede op på siden af hende og nappede ud. Reaktionen hos den askegrå var et muntert smil og et lyst brum, inden hun opfattede at han rent faktisk havde spurgt hende om noget.

”En løve har stor styrke,”

Hun sendte ham endnu et smil og puffede så venligt ud mod hans brede skulder. Det var ikke fysisk styrke hun mente, ikke i hendes tilfælde i hvert fald. Ikke endnu, selvom Ariel var i ganske god form, så var det skam styrken indeni hun mente var grunden til hendes navn.

”Hvor er du fra? Og hvorfor siger du De?”

word count 209

Ingen reaktion kom fra den askegrå idet han stildte sit spørgsmål. Som var hun sunket hen i tanker.. hvad mon hun tænkte på? Tålmodigt slog hingsten kort med hovedet, idet at han vendte blikket fremad. Tiden var med ham – han havde intet andet at skynde sig til end at finde ly og skygge. Så når det gjaldt noget så simpelt som et spørgsmål – ja der kunne han vente længe. Bare han ikke blev ignoreret.
Inden længe syntes hun at bemærke at han havde stillet hende at spørgsmål, og endelig svarede hun. Undrende vippede hingsten med ørene, alt imens han kort reflekterede over dette svar. Stor styrke…. Jovidst, hoppen var i glimrende fysisk form. Men var det dét hun faktisk mente? En pause hvor intet blev sagt.

”Javel… Ariel – guds løve”

Kom det med et behageligt smil fra ham. Både for at smage på ordene, men også for at hægte det fuldkommen fast i hukommelsen. Let vippede han ørene frem imod hende, og brummede en kort latter ved hendes puffen, idet at hun ikke viste ham mere reaktion end det. Hun virkede nu som en sød sjæl. Kort rystede han halsen og lettede for den tunge man, og tænkte et øjeblik over sine ord inden at han ville svare.

”Jeg kommer fra et land langt væk herfra. Jeg har vandret længe, og har efterhånden erfaret at mange foretrækker en tilstandsform som de. Men hvis de foretrækker noget andet må de endelig sige det”

Kom det godmodigt fra ham, og han smilede spørgende.

Hun havde været heldig at finde ham herude. Ørkenen var tom og hed, her var kun meget lidt liv at finde og stortset ingen planter. Ingen blomster, intet græs, der var kun sand under deres hove og hun følte at hun var i en helt anden verden. Zenobias verden. Mon hingsten havde været her længe? Det var ikke et sted at færdes for én som ham, selv hun kunne ikke holde varmen ud i alt for længe. Men om natten blev det koldt, meget koldt, da ville han nok have en større fordel. Hun sendte ham et smil, da han igen nævnte hendes navn. Navne og dets betydninger, det var langt fra alle som fandt det vigtigt. For nogle var det blot en lyd, men ikke for hende. Hun havde noget med navne, for alle havde hvert sit navn, de færreste selvvalgte. Mon et navn havde betydning for den, man ville blive til? Hendes ravgyldne blik landede igen på den velpolstrede hingst og lagde mærke til hans smil. En venlig sjæl. Det gjorde hende glad. Og hendes nysgerrighed var voksende.

”Du er skam fint med mig. Hvordan kom du herhen, til Andromeda? Ser dit land ud som her?”

word count 198