Castle of Sand

Ikke længe havde Césaire bevæget sig rundt i denne ørken – eller dette land om nødvendigt, men alligevel følte han for en stund at han havde set mere end nok. Selve landskabet her virkede ikke noget for en hest som ham, og han håbede sandelig at dette Andromeda havde mere at byde på end endeløse bakker af sand, sand og atter sand. Kort svirpede han med den runge hale, inden at han lod de brune øjne glide en anelse vagtsomt over hvor de var på vej hen. Selvom at han måske ikke kunne håbe på at kunne pejle sig frem til vand næste gang han landte i denne ørken, ville han alligevel af gammel vane lede efter kendetegn der næste gang kunne lede ham frem. For hvem ved. Måske endte hingsten her igen, og måske var der ikke en sådanne hjælpsom sjæl som denne Løve til at guide ham frem. Og hvis det skulle ske… ja, så ville han skulle forberede sig.
Let rystede han på halsen for at løfte den tunge man endnu engang, og brummede en anelse anstrengende. Sandet syntes at sluge hans skridt, og selvom han ville mene at de bevægede sig fremad, føltes det som om at det trak ham mere tilbage end han egentlig ville. Men det kunne nu også være hans indbildning og hans lettere utålmodige sider der mente at det slet ikke gik hurtigt nok med at finde dette læ.

Hoppens ord kom kort efter, og med et enkelt nik tilkendegjorde han at han havde hørt hende. Du. Kort efter fulgte en lille række spørgsmål, og endnu en kort brummen kom fra hingsten for at skabe en tænkepause.

”jeg husker det ikke helt, Ariel. Men jeg ville mene at jeg bare gik… og gik. Og så på et eller andet tidspunkt må jeg havde krydset grænsen imellem mit gamle land og Andromeda.”

Kom det fra ham, og han nikkede kort. Det måtte være noget hen af det… Dog mindedes han ikke at have svømmet, så den del lå som et mysterium for hingsten. Ørene vippede kort imod hende, og en anelse dyb latter kom fra ham. Ikke hånende, nok mere over hendes spørgsmål om landet der så langt fra lignede hans gamle.

”Jeg ville nu mere kalde mit land for bjergrigt og med mere græs end sand”

Kom det smilende fra ham, og han så kort ned imod sandet der stod i små kaskader under de tunge hove. Nej, der var en stor forskel på de lange enge og kolde bjerge end denne ørken. Men det var tydeligt at hingsten endnu ikke havde set andet end ørken.

”sig mig Ariel.. er der andet end bare ørken her?”

Den askegrå sjæl lyttede med spidsede ører til alle de ord, som strømmede fra det uventede selskab. De ravgyldne øjne så næsten alvorligt i hans, da han fortalte om hvordan han var endt her, i hendes land, i strejfernes land, øernes land. Ikke at hun forstod, hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være, men hun forsøgte. Og hun var nysgerrig. Det hele forekom hende meget mystisk, og alligevel meget naturligt, for hun var vokset op med fremmede heste som dukkede op ud af det blå. Hun vippede med de bløde ører ved lyden af hans dybe latter og smilede så endelig igen. Et mere gnistrende glimt fandt også frem til øjnene igen, da hun kort slog med mulen og smilte endnu mere over hans spørgsmål.

”Her er skam også bjerge og græs, det hele er langt fra ørken. Zenobia er blot én ø ud af fem. Se, nu er vi tæt på det hav, som ligger op til Enophis!”

Længere fremme afsløredes stranden pludselig, duften af hav slog imod dem, helt ud af det blå. Sådan var det med ørkenøen, den var mystisk og alt dukkede op som i en drøm. Det var også en af de ting ved den, hun så godt kunne lide. Med et friskt brum satte hun farten lidt op, da der virkelig ikke var langt igen, og han så virkelig ud til at trænge til et dyk.

word count 235

Næsten alvorlig virkede den unge hoppe, på trods af hingstens lettere afslappede tone. Hvordan mon hun tog sådanne info? Selv havde han aldrig kunne forestille sig i sine vildeste fantasier at et land som Andromeda kunne findes… et land som ingen kunne krydse uden landet eller hvad der nu end herskede over dem bestemte dette. Ikke et land man kunne søge efter, og ligeså et land man heller ikke kunne undgå at blive i når først man var her. Måske var det ligesom så meget andet man hørte i fortællinger og lign? Når man ledte efter det, var det ikke til at finde.. men når man mindst ventede det, og når man ikke havde brug for det. Så kom det. Måske var konceptet også sådan med dette magiske sted? For hvor ellers i denne eller andre verdener ville man finde en hoppe med så magiske gyldne øjne som hende her? I hvert fald ikke der hvor han nu kom fra. Hvor det så end lå her i verden… universet.. en underlig tanke. Og en tanke hingsten kunne være forsat længe med, hvis ikke den grålige havde afbrudt hans tankestrøm med den syngende stemme hun nu engang bar.
Intresseret lyttede han efter, og et noget lettet smil fandt vej over den hvide mule idet at hun fortalte at der var andet i dette land end endeløse bakker af sand, sand og atter sand.

Og ligesom hun nævne havet, syntes det at dukke op som skudt ud af tågen. Som sandet pludselig stoppede brat, og i stedet blev afløst af disse blå bølger der frådende ød sig indad imod land, inden det trak sig tilbage i havet. Hoppen satte tempoet op, og hingsten fulgte hurtigt men ubevidst trop. Hypnotiseret var han vidst for en stund af dette underlige hav… selv havde han aldrig betragtet havet, og kun set diverse søer. Så at se dette uendeligt store hav var noget af en overraskelse, og igen – hvis ikke han havde befundet sig i selskab ville han nok have stået længe og set dette hav. Hvordan solen ville synke ned i det, og hvem ved? Måske også til den stod op igen.

”Se dét er en lettelse, Lille løve”

Kom det fra ham, og han blinkede kort drillende til hende. havet kunne intet andet end at være forfriskende køligt oven på denne varme… Vindstød stødte dem snart i møde, og hingsten fyldte lungerne med den underlige salte lugt der kom fra havet. For ham, var dette i sandhed ligeså magisk som hoppens klare øjne og sprudlende personlighed.

Vinden var endnu et tegn på, at de var meget nær kysten. Den tog til her, den hvirvlede over deres skind og blæste heden væk, efterlod rum til at trække vejret. Den askegrås lyse næseborer var let udspilede, virrende, hun mærkede en ilter energi spirer i hende på ny, for her var havet. Hun havde set det mange gange, men det glædede hende lige meget hver eneste gang. Det uendelige hav der gemte på så mange hemmeligheder, selvom hun havde krydset det så ofte. Bølgerne slikkede op ad sandet, hun standsede ikke op før hun stod i vandkanten og trippede. Hun kunne tydeligt høre lettelsen i hingstens stemme endnu mere end i selve hans ord, denne varmhjertede Césaire. Hun fandt hans selskab ganske behageligt, selvom han nok følte sig fremmed her så var det som om han allerede passede ind. Ariel nippede kvikt ud efter hans brede skulder, muntert, hun slog en lys latter op af begejstring. De ravfarvede øjne så nysgerrigt på ham, for han havde fået et forundret udtryk i ansigtet.

”Har du aldrig set havet før, venlige hingst?”

word count 181

{Out ^_^}