Signs of Autumn

Den nysgerrige unge hoppe kom nærmere, alt imens den spændhed der normalt lå i Djanges holdning blev mere anspændt. Den lyserøde mule tog tiltag af let af rynkes, mens de krystalblå øjne blev misset en anelse anseende. Hun skulle nødig komme tættere på nu, hvis hun ville slippe godt fra et slag eller to! Hoppens ord fangede dog alligevel Djanges ene sidevendte øre, som hurtigt gled på plads tilbage i nakken igen, hvor begge ører også var presset dels mere hårdt i nakken nu, grundet hendes tilnærmelse.

”Jeg formoder deres moder er en sort hoppe, med hvis blis og blå øjne, mens din far…
Hæst og intenst lød hans stemme, tonløst, mens hans ord mundede ud i indre vredesudbrud. Det var dog som sådan ikke at se, udenpå, set bort fra han allerede var præget med mere anspændte og advarende miner over hendes nærhed.

”… en spraglet hingst med gule øjne.”
Beherskede han hæst og næsten lavt sin stemme, næsten så det kunne have lydt truende ud fra de sammenbidte ord.

Hun undrede sig over hans reaktion, men tog det ikke tungt. Det gjorde hun aldrig, og han var ikke den første sjæl til ikke at virke begejstret over selskab.. Ligesom den hoppe, hun havde mødt i bjergene. Det var lang tid siden nu, men pludselig indså hun, at det var den sjæl som Djange mindede hende så meget om. De ravgyldne øjne blev en smule større, men hun forblev tavs, og lyttede i stedet roligt til den muskuløse hingsts ord som strømmede ud i natten. Asira. Ariel virrede endnu en gang på sin lyse mule. Han kendte altså hendes forældre, hendes sorte mama og guløjede papa. Specielt den sidste lod til at have påvirket ham på en eller anden måde, da ordene kom ud anderledes end de første. Måske kom papa ikke godt ud af det med andre hingste, det vidste Ariel egentlig intet om. Hun nikkede i en kort bevægelse og smilede atter mildt på trods af hans reaktion.

”Ava og.. Mindraper. Jeg ser dem kun ganske sjældent, men jeg er af deres blod.”

word count 175

Han trak endnu ikke på sine anspændte trækninger, alt imens hun talte. Mindraper, Mindraper… Så det var denne forfærdelige hingsts navn. I alle de år havde han endnu været komplet uvis om den hingsts navn, ind til nu. Interessant.

”Jeg formoder at De er for nysgerrig en sjæl, til at undlade at udforske verdenen?”
Hæst og intens lød hans stemme, tonløst – som om han egentlig slet ikke gad snakke, om noget, eller med nogen. Selvom det nu var sådan med Djange, at han aldrig talte uden en grund – aldrig. Langsomt slækkede den rynkede mule nu på sig, mens ørene ikke var presset så hårdt i nakken endda, og øjnene langsomt ej forblev missende anseende. Han ønskede på ingen måde at tale om hendes forældre, og da slet ikke denne Mindraper.

De ravgyldne øjne var søgt andetstedshen, mens tankerne gled gennem den unge hoppes sind i en lind strøm, nu da hendes familie var kommet på tale. Den lå noget fjernt for hende, det var kun hendes papas ansigt som rigtig viste sig når hun forsøgte at huske. Hendes papa i ørkenen. Hun selv var alle steder, hun følte sig fuldt og fast som et barn af hele Andromeda og derfor var alle steder hendes hjem. Ikke kun Leventera, hvor hendes fremmede flok holdt til. Selv på vulkanøen følte hun sig hjemme. Mon de andre heste, som kom fra andre verdener, følte ligesom hun?

Hendes blik fandt hurtigt tilbage til den vældige hingst igen, da hans spørgsmål gjorde hende yderligere nysgerrig. Han forstod på en eller anden måde. Det hun ikke helt kunne sætte ord på ved sig selv, var måske det som formede sig i hendes tanker ved at lytte til hans ord, eventyrlyst.

”Den længsel efter at undersøge ting, som drev mig væk fra min familie, er vel nysgerrighed,”

Hun vippede overvejende med ørerne, stadig mystificeret over sit selskab. Og smilte. Hun blev nødt til at spørge, vide om der var en forbindelse mellem de to, sådan som hans duft fortalte hende. Om han ville blive glad vidste hun ikke, og hvis det ikke var tilfældet, havde hun alligevel hundrede andre spørgsmål hun gerne ville stille.

”Det var også nysgerrighed jeg mærkede, da jeg mødte hoppen som du minder mig om. Hendes øjne var anderledes. Asira, er hun af dit blod?”

word count 252

Den unge hoppe var tydeligvis af meget mere end som så, frisk, ung, levende, eventyrlysten, nysgerrig. Selv i en samtale som denne, syntes Djange at ane små øjeblikke af fjernhed i hendes tilstedeværelse, som var hun allerede på vej videre. Næsten som havde hun travlt med at udforske alt og alle på hele sin lange vej i livet. Det var roligt det ene øre var gledet på sned for at understrege at han lyttede til hendes ord, før det atter fandt sin plads bagudrettet. Han nikkede, lettere mekanisk, over hendes ord. Han havde som sådan ingen indvending på dette, og først da hun atter åbnede mulen igen skete der noget i ham.

Asira. Athene. Hawaet El Nour. Billederne poppede op i hovedet på ham, én efter en. Tilmed overlappende, både af hans søster dengang. Alt hvad der var sket med den grålige hoppe, og så hans nuværende datter. Tiden var gået stærkt, og selvom han godt havde hørt både Athene og Nour kalde navnet Asira, ville hun for ham altid stadig være Athene. Han missede kort øjnene over hendes ord, nærmest anseende, mens blikket forblev koldt og tomt.

”Athene…”
Nærmest rettede den hæse og intense stemme tonløst.

”… hun er min datter.”
Afsluttede han sætningen, med de tonløse ord. Det var ej til at sige om det var stolthed eller foragt der egentlig lå bag disse ord, med den tonløse ordførelse han altid benyttede. Jovist var han godt selv klar over hvad der foregik af følelser i hans indre, når der blev snakket om hans datter.

Den askegrå betragtede indgående hingsten med de isblå øjne. Studerede ham nærmest, da han afslørede at han var Asiras fader. Men han kaldte hende Athene. Havde han hørt forkert? Hun tvivlede stærkt, han lignede ikke en hingst som lod noget gå ubemærket forbi hans ører eller øjne. Ikke med al den erfaring hun fornemmede, at han emmede af, denne Djange. De fintformede hoved blev vippet let på skrå, mens de ravgyldne øjne nu uden at blive fortryllede af tanker, holdt fast ved den muskuløse skikkelse foran hende. Hvilke tanker flød mon igennem ham nu? Familie var noget særligt, det var vigtigt. Det vidste selv Ariel, som havde levet alene det meste af sine dage, som havde forvildet sig væk og var blevet glemt. De ravgyldne øjne skinnede, nu med et nyt glimt. Men de blev hurtigt milde igen, med en evig understreg af nysgerrighed.

”Hun kaldte sig Asira. Jeg mødte hende i Enophis’ bjerge. Hun var grå.”

Hun var ikke sikker på, hvorfor hun uddybede deres møde. Måske ville hun være helt sikker, måske ville hun blot dele sin oplevelse med hans datter med ham. Det havde været et møde som havde rørt noget i Ariel. Hun havde været vældig interesseret i den grå hoppe med de mørke øjne, som emmede af noget hun ikke forstod sig på.

word count 218

Djange så sig atter mig direkte i hoppens ravfarvede øjne, med sine krystalblå. De krystalblå øjne der udelukkende rummede kulde og tomhed, som det eneste. Jovist lyttede han da til hendes ord, og kunne selv fremfortolke at hoppen her måske var i tvivl om at de snakkede om den samme hest? Men det gjorde de… Djange vidste udmærket godt at Athene kaldte sig selv for Asira, det havde hendes moder jo gjort – hvilket jo gav ret så god mening at hun havde vendt sig til dette navn. Det var dog interessant, måtte den muskuløse hingst indrømme, da Ariel fortalte at hun havde mødt Athene i bjergpasset. Aldrig havde han selv truffet Athene der, kun i Chibales skove… Det undrede ham en anelse at han aldrig havde stødt på hende, i hans eget bjergpas – hvis også hun havde færdedes der fra tid til anden. Måske Athene havde haft ledt efter ham?

”Hendes moder navngav hende.”
Konstaterede han med den hæse og intense stemme, der tonløst banede ordende. Måske hun så ville forstå. Selvfølgelig ville hun ikke det? De fleste forstod i bund og grund ikke Djanges tankegang, og derpå heller ikke hans tilgang til at kalde sin datter ved andet navn end hendes eget. Men der var e forklaring… det var der.

Hendes snehvide mule mimrede let. Uden at tøve mødte hun de isblå øjne, som nu søgte mod hendes gyldne. Det var svært at se ham ordentligt, mørket udviskede alle detaljerne og kanterne, men øjnene formåede alligevel at brænde igennem. De var alvorlige. Det var i hvert fald, hvad den askegrå så, mens hun søgte efter flere ting ved ham, som mindede hende om den grå hoppe i bjergene. Blikket var en snert af det samme, ulæselige, men Ariel lod blot et blødt smil glide over hendes mund igen, da hans næste ord lød.

”Athene.. Det klæder hende også ganske godt,”

Hun vrikkede med ørerne. Der var næsten altid bevægelse at finde hos den lille askegrå hoppe, hun var mere end levende, hjertet pumpede hendes unge blod rundt i kroppen og gav hende styrke. Hun overvejede hvilken type den grå hoppes mama mon var. Hun havde selv kun et udvisket billede af sin egen, og derfor fandt hun det svært at sætte et ansigt på den grås. Mon hun havde mere let til smil end datteren? Noget i hende fortalte hende, at det nok ikke var tilfældet.

”Jeg tror ikke, at jeg er stødt på hendes mama. Er du selv født her?”

word count 201

Djange forblev anspændt, rankt og stolt at se på, alt imens de ravgyldne øjne hoppen var, søgte hans. Han så i hendes gengældende, med det kolde og tome blik, der evigt var på tale i de krystalblå øjne. Hendes bekræftende ord omkring hans eget navn til sin datter, gjorde underligt nok rigtig meget indtryk på den brogede hingst. Det var næsten som en anerkendelse for ham. Meget kunne man sige om Djange, men det var sjældent han nogensinde fik ros eller opbakning. Dette var dog indirekte ros, hvis det da var ros og ikke blot en egen holdning og konstatering. Men hoppen åbnede atter mulen, med dette ord mama. Han missede kort de krystalblå øjne en anelse anseende sammen, alt imens hans ene øre der havde vendt ud til siden, for at lytte til hendes ord, atter lå tilbage lig det andet. Det gik dog hurtigt op for ham det nok var Athenes moder hun snakkede om.

”Dog ikke Ariel, men jeg kom hertil blot sprunget fra at være plag.”
Svarede den hæse og intense stemme tonløst, med de ellers ærlige ord. Han havde kun knapt lige været tre da han første gang satte sine hove i landet her. Aldrig ville han glemme den dag, eftermiddag… Hvor han skulle opleve sne, på sådan en eftermiddags klam og våd mark. Det undrede han stadig den dag i dag, men ej valgte han at bekymre sig om det mere.

Det var ikke nogen hemmelighed, at hun var væsentligt yngre end Djange. Hun havde været i de voksnes rækker i et stykke tid nu, men ikke længe, og som sagt så bar hun bestemt ikke samme erfaring på hverken sig selv eller livet som hingsten med de isblå øjne gjorde. Hun havde et helt liv foran sig, et helt liv som hun ville leve i den samme verden, nemlig denne. Men de andre var anderledes. De havde en anden historie bag sig, de havde et helt andet liv som de nok havde måttet begynde på ny, da de kom hertil. Ariel havde aldrig forstået hvorfor de blot dukkede op her, uden selv at kunne forklare det. Hvordan de blev ført hertil og hvorfor. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være, at skulle efterlade et helt liv for et nyt. Så hun spidsede yderligere ørerne, da Djange bekræftede hendes mistanke om, at han nok næppe var et af landets børn ligesom hun selv og hans datter.

”Du må have set meget af landet så, måske meget mere end jeg! Men sig mig, hvordan var din verden? Hvor kommer du fra?”

De ravgyldne øjne var åbenlyst nysgerrige. En anelse større nu, mens hun ventede på svar, skinnende. Den ravnsorte hale svajede let bag hendes spinkle bagpart. Hun spurgte dem alle, hver og en, og var lige forundret hver gang. Hvilken slags verden havde mon skabt en hingst som han?

word count 239

Den unge hoppes nysgerrighed tirrede hans underbevidsthed en smule, alt imens han måtte lede efter svar for dette spørgsmål. Hun måtte mene hans første hjem, for siden hav rundede de to år, hvor flokken blev splittet og han selv drog bort, havde han haft mange ”hjem”. Mange forskellige flokke, områder og sammenknytninger, som han hver eneste gang havde flygtet fra på ny. Såvel som den tidlige morgen hvor han derpå endte i Andromedas land, uden selv at have et som sådan valg. Han rynkede kort på mulen, mens de kolde og tomme øjne stirrede en smule u fokuseret ud i luften. Ikke på noget eller nogen. Egentlig var det hans tanker der buldrede, hvorefter han fandt mere eller mindre svar.

”Der hvor jeg kommer fra Ariel, var bjergbeklædte landskaber – som Bjergpasset på Enophis. Dog var de langt mere frodige. Det var et mægtigt land, med mange dale midt i bjergende, fulde af frodige planter og mosbeklædte træer og klippesider. Men der var stort, nogle dale var dagslange at krydse, mens stierne der imellem dalene kunne tage måneder at bestige og følge, før man ville nå til den næste dal.”
Forklarede han med den hæse og intense stemme, der lød tonløst. Til trods for at det dog virkelig betød noget for ham. Han huskede pludselig de mange minder, fra da han var føl, fra hans tid med hans kæreste og nærmeste familie. De krystalblå øjne så i Ariels gyldne, under hele fortællingen, mens de intet afslørede, nærmest blot stirrede.

Hun havde intet imod hans isblå øjne, som hvilede i hendes ravfarvede. Ikke at det fortalte meget, den alvorlige hingst gav ikke meget af sig selv. Præcis ligesom Asira. Eller Athene. Hun kunne lide begge navne, men mødte hun hoppen igen, ville det nok komme bag på hende at blive kaldt Athene af en, som ikke var Djange. Det var hans navn for hende, kun hans, sådan så hun det. Så Asira blev det altså. Hvis hun nogensinde ville støde på hende igen, landet var stort, hendes egen familie så hun kun ganske sjældent. Det var ikke ofte at man stødte på de samme sjæle i Andromeda. Underligt, når der var så mange af dem. Hun ville ønske, hun kunne se mere til dem alle sammen. Så det havde glædet hende at have fundet den stærke hingst med de isblå øjne igen. De bløde ører lyttede opmærksomt, sugede det hele til sig.

”Et land af bjerge.. Så du må holde meget af bjergpasset.”

Et mildt smil formede sig. Hun kunne næsten se det for sig, hans verden, enorm. Fuld af frodige dale. Der var sikkert også dale i Enophis’ bjerge som hun slet ikke kendte til, det var ikke meget, hun havde færdedes dér. Selvom synet af bjergene næsten opslugte hende.

word count 211

Det var godt, men omsluttende han betragtede den unge og ung sindige hoppe foran ham. Det var som om hendes ravfarvede øjne små lyste op, af hans ellers korte fortælling. Hendes konstatering kunne han derpå heller ej løbe fra. Han havde jo trods af alt taget Bjergpasset til sig, som sit eget hjem. Efter at årende i landet her, ligesom mundede ud i en konklusion at det var umuligt at drage videre herfra. Men tiden var gået stærk; så meget havde hændt den brogede hingst. Kærligheden, afkommet, familien, nære bekendtskaber, tab. Her stod han nu, i selskab med den unge hoppe, hvorpå han tilmed næsten havde svedt ud hvad han egentlig var i færd med. Hans søgen! Opgaven ventede ham endnu, og straks kastede han blikket imod horisonten, hvorpå bjergende befandt sig på Ø’en Enophis. Han lod dog hoppen fange hans opmærksomhed atter engang, hvorpå et mekanisk, men bekræftende nik indgød.

”Det gør jeg bestemt.”
Hans stemme var hæs og intens, mens den tonløst spillede. Han vidste det var tid, tid til at forlade hoppen her for nu. En hoppe, han trods af omstændighederne på baggrund af hendes forældre, brød sig nu og vel om.

”Men Ariel, De må have mig undskyldt; jeg har ærinde der skal klares.”
Hæst og intenst afsluttede han mødet, så vidt muligt høfligt og undskyldende med de tonløseord. Hvor han derpå nikkede mekanisk, for dernæst at træde et par respektfulde skridt tilbage for hoppen, før han vendte rundt og i en samlet og anspændt galop drog afsted.



[OUT]

Det var som om han så mere på hende nu, da hun efterhånden havde brugt nogen tid i hans selskab. Den stærke hingst var en alvorlig sjæl, og på en eller anden måde, så rørte det ved noget i Ariel. På samme måde som det havde gjort, da hun havde mødt Asira med de mørke øjne. Hun betragtede ham tankefuldt og mødte uden tøven hans isblå blik, lyttende til hans ord som snart brød stilheden igen. De overraskede hende en smule. Han havde pludselig andet for, han nævnte et ærinde – hvad mon? Nysgerrigheden voksede hurtigt i den askegrå, men hun forblev tavs og så blot efter ham med et lille smil i den ene mundvig, da han forsvandt ud i det stadige mørke. En interessant sjæl, som hun håbede, hun ville møde igen. Der gik nogle øjeblikke, hvor den unge askegrå blot stod og lod sig forsvinde i stilheden, inden også hendes hove bevægede sig og lod hende fordufte med lette skridt i den frembrydende tåge.
{Out :3}

word count 166