Signs of Autumn

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Åben} Det var blevet aften, og den askegrå havde fundet tilbage til den ø, hun egentlig var fra. Hun følte sig hjemme alle steder, men hun glemte aldrig hvor hun var født, og ville altid føle noget særligt omkring Leventeras land. Og ikke mindst om Teylars område, hvor hun havde mødt en helt bestemt kammerat, som hun endnu huskede, men aldrig havde fundet igen. Det var igen blevet efterår, naturen skiftede farve og hun ventede kun på, at hendes egen pels ville ændre sig, men det var ikke sket endnu. Hendes pels var stadig lige glat og blød som den havde været hele sommeren igennem, uden tegn på nogen som helst vinterpels. Det var ellers begyndt at blive koldt om natten, og havde hun ikke været i bevægelse, havde hun nok også mærket kulden nu. Den askegrå dansede kvikt frem over en af øens mange enge, ikke langt fra grænsen til Teylar, i en letfodet trav med den ravnsorte hale hævet. Mørket havde efterhånden trængt frem fra alle kanter, men det gjorde kun verden endnu mere interessant at færdes i. word count 179

Vandrende, med kursen tværs over Ø’en her; dragende mod Enophis. Den let brogede hingst forholdte sig rank og stolt, i den anspændte holdning alt imens han fortsatte over de mange enge i mørket. Ørene lå som sædvanlig tilbage; før de krystalblå øjne hurtigt stirrede sig fast på en mørk skikkelse i form af en silhuet.

Den bløde jord under de præciserende skridt bag let efter, og brat stoppede den muskuløse hingst. Duften af salmiak, med et tvist af en mild sødme gik nu rent ind! Atter fik han tilbageblik i sit sind, omkring denne væmmelige hingst med ulideligt grimme gule øjne. Mens han samtidig erindrede mødes med denne unge foler for kun en enkelt årstid tilbage. De kolde og tomme øjne missede sig anseende, alt mens han forblev stående stille. Ariel, det måtte være hende; men dog hvor hun voksede!

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den askegrå hoppe, hvis ansigt og fire ulige sokker kun blev mere tydelige i mørket, trippede frem med dansende skridt, der fik hendes ravnsorte til at svaje rytmisk efter hende. Der var ikke meget at finde i mørket, selvom hun følte sig ganske tilpas i det, mindst lige så tilpas som hun gjorde i den varme sommersol. Og månen var her, halvmånen sørgede for at hun ikke var alene og at hun kunne se nogenlunde, hvor hun placerede de sorte hove. Det var også månelyset, som afslørede skikkelsen af en anden hest, der tårnede sig op i mørket uden at give sig til kende med hverken ord eller lyde. Ariel bremsede brat, men smidigt op, hun var en ganske elegant hoppe der havde styr på de spinkle ben, på trods af alt den iltre energi der ulmede i hendes indre. Den fine, hvide mule mimrede let, højt hævet, mens de ravgyldne øjne tavst undersøgte den mørke silhuet. Et glimt af genkendelse fik dem et øjeblik til at skinne. word count 168

Mørket ulmede tungt på den åbne eng, mens det blege måneskær afslørede enhvers tilstedeværelse; hvilket der kun var én af lige nu, i samme sekunder som den let krogede hingst stoppede brat op. Det var som en smuk silhuet der dansede smidigt og elegant af sted mens de kolde og tomme øjne så til.

Stilheden tog dog over, da noget sagde den muskuløse hingst at denne hoppe, denne hoppe han syntes at kunne erindre, havde fået øje på ham såvel som han havde øje på ham. Små dampskyer fra silhuettens mule, kunne de krystalblå øjne dog beskue, alt mens der ikke var så megen mere end få hundrede meter imellem disse to heste. Duften, den genkendelige duft, som sidst gav ham en ambivalent følelse af had og lokkende fornemmelser; mon det var brunsten han også kunne dufte indblandet her?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det var hingsten fra Enophis’ skove. Hun var helt sikker, selvom de stod et godt stykke fra hinanden og hun kun havde det blege månelys til at lede sig. Og duften af den anden, der efterhånden nåede hende ligesom når tåge sneg sig hen over engene tidligt om morgenen. Ariel stod helt stille, tavs og ubevægelig, det var lige før hun glemte at trække vejret, så opslugt var hun. Hun havde aldrig fået den andens navn, så hun havde ingen ord at sætte på ham, andet end.. End rolig under storm. Øjnene huskede hun også, fornemmelsen af at det isblå blik hvilede på hende i netop dette øjeblik stod skarpt i luften. En fornemmelse. Det var et års tid siden, men hun huskede stadig den følelse. Som om han havde genkendt noget i hende. Pludselig kom hun op til overfladen igen, som efter en dyb drøm flyttede hun på sin snehvide mule og satte det første ben foran det andet. Han hverken bød hende at komme nærmere eller om at holde sig væk, men det gik ikke den askegrå hoppe synderligt på. Deres første møde havde været kort, meget kort, og som altid så ville hun vide mere. Det forekom hende underligt at hingsten var dukket op her, så nær hendes hjem, når hun havde mødt ham og forbandt ham med et helt andet sted. Den grønne skov og den tunge regn var blevet til en åben eng og et tyst mørke. Hun hverken hævede eller sænkede hovedet, mens hun nærmede sig med lette skridt, som rørte hun ikke jorden. word count 260

Elegant, besluttet og så alligevel tøvende, så de krystalblå øjne hoppens tilnærmelse. Den lange distance mellem de to individer virkede endnu længere end den egentlig var, grundet tågen, for den brogede. Anspændt forblev han atter stående, som en anden rank og stolt soldat, med hver og en muskel spændt – klar på det uventede.

Atter blussede ambivalente meninger op i hovedet på Djange, bag det kolde og tomme blik, alt imens han selv forblev. Kun ørene rykkede sig længere ned i nakken, pressende på. Mens denne Ariel, datter af en forfærdelig sjæl, endnu nærmede sig.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den lille askegrå virrede let på sin silkebløde mule. Hun var nysgerrig, men undrede sig samtidig også lidt. Hingsten, som endnu var hende fremmed, blev stående i mørket. Meget af ham var skjult, men hans lyse dele hjalp til. Hun havde sat farten lidt op, og snart var hun der, få meter væk, hendes skridt blev kortere og langsommere. Ørerne var tippet frem i hans retning, halsen bare en anelse strakt frem. En brummen til hilsen undslap den unge hoppe, en lys tone der lå til hende. Hun lagde ikke nogen speciel vægt på den anspændthed, han udviste, og stoppede få meter borte. Et let smil krusede ud på den hvide mule. ”Fremmede sjæl, vi mødes igen.” word count 117

Endnu blev han stående som før, afventende, rank, stolt – anspændt. Hoppen valgte dog straks at tilnærme sig, og den genkendelige duft fra hende blev kun tydeligere – alt imens tanker og billeder poppede op i hovedet på den brogede. Men snart stod hun dér, lige foran ham. Dog med en passende afstand. Høfligt, respektfuldt; men stift og næsten mekanisk nikkede han, hilsende.

”Værhilset Ariel.”
Hæst og intens spillede hans stemme tonløst for hende, alt imens de krystalblå øjne atter stirrede tomt tog koldt i hendes gyldne. Straks missede han dog øjnene anseende, han havde virkelig svært ved hvad han skulle mene om denne hoppe – der end ikke havde fået hans navn endnu.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] 10/12 De ravfarvede øjne undersøgte nøje den fremmede hingst foran hende. Han var stadig lige så alvorlig, som hun huskede ham. Det var noget med øjnene. Blå, blå øjne hvis blik fortalte hende tusinde ting og ingenting på én gang. Den unge hoppe tippede hovedet en anelse på skrå. Hans duft nåede hurtigt hendes lyse næseborer, også den genkendte hun. Hun spidsede ørerne da han sagde hendes navn. Hun undrede sig over hans udtryk, den ranke men også stive holdning, det var en hun sjældent havde set hos andre heste, hun tidligere havde mødt. Det var måske derfor, hingsten forekom hende en smule mystisk. Og spøjs. Endnu et let smil gled hurtigt frem over hendes mund igen. ”Du husker mig alligevel. Jeg fik aldrig dit navn.” word count 125

På trods af hoppens fader, måtte den brogede alligevel bide sig mærke i at opdragelsen derfra ej var noget at gøre nar af; tværtimod. Nærmere rose. Hoppens stemme lød da nu, og understregede zone klart hvordan denne sjæl ej blot var en foler mere, nej en fuldvoksen ung frøken var hvad hun var. Alligevel var den første reaktion hos den brogede, et par missede øjne bag det kolde og tomme blik.

”De er ikke en jeg blot glemmer.”
Hæst og intenst havde de tonløse ord lydt fra den lyserøde mule. Det var svært, svært at sige hvad der lå bag Djanges ord. Den tonløse klang afslørede intet. Venlighed, høflighed, trussel, frastødenhed… Hvad mon hoppen tolkede disse ord som?

”Mit navn er Djange.”
Præsenterede den muskuløse hingst sig derpå, atter med den hæse og intense stemme, der evigt kun bar’ de tonløse ord. Hendes gyldne øjne nagede ham, og en svag rynke kom til syne, før den stille blegnede ud, såvel som de missede øjne stille vendte tilbage til almindelig form.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det var som altid et navn, hun ikke før havde hørt. Djange. På sin måde anderledes end de flestes, men så igen, alle navne syntes unikke i Andromeda. Var hendes eget normalt? Den unge hoppe vippede tænksomt på ørerne, mens de ravfarvede øjne hvilede på den flerfarvede hingst, som forekom hende.. Stille af sig. Hun var selv vældig energisk. Hvor det kom fra vidste hun ikke, hun var blot yderst sjældent utilfreds. Hun havde endnu intet at skjule, en ung sjæl som hun var, selvom hun havde oplevet sit. Men det var som om alle sorger prellede fuldstændigt af på den askegrå hoppe, som vand på en ands fjerdragt. Smilet forsvandt aldrig, og det blev ikke uægte. Det var blot sådan, hun var. Hun vippede hovedet let på skrå igen. Han var skam heller ikke en, hun havde glemt, selvom der var gået et år eller mere. Men noget havde ændret sig på ham, noget hun havde lagt mærke til, så snart hun havde nærmet sig. Indtil nu havde hun ikke været helt sikker på, hvad det var, som prikkede i baghovedet. Den askegrå virrede let på den bløde mule, da det gik op for hende ”Djange.. Din duft minder mig om nogen, jeg ikke kan sætte navn på.” word count 209

Den unge hoppe syntes livlig; bare hendes ravfarvede gyldne øjne afslørede hvilken livsglæde der jovist muligt nok lå hos hende - hvis ikke, var det blot hvad Djange syntes hun udstrålede udfra hendes væremåde. Hendes små vippen på hovedet, skrå og de små udførelse med kroppen hun gjorde sig, udviste blot nysgerrighed. Roligt forblev han selv stående rankt og stolt, dog anspændt som altid ud ver det; før hun talte. Hans ene øre var let gledet på sned for at understrege at han lyttede til hendes ord. Hurtigt gled det tilbage, og en anelse opmærksomt reagerende, rankede hans sig, og hejste hovedet let, i den allerede meget anspændte holnding med den højtstillede hals. Svagt havde en rynke slået sig over hans mule, undrende; skeptisk, mens hans øjne blot stirrede fortsat i hende; koldt og tomt.

"Deres ord er som taget ud af min mule Ariel."
Hæst og intenst svarede hans tonløse stemme, som på ordendes valg tydeliggjorde en overrasket følelse; men stemen i sig selv lød blot død, ligegyldig og uden følelse. Hverken forbavselse, trussel eller venlighed var at spore i tonelejet, det var det aldrig.

Den lille askegrå kastede et blik ud i mørket, da vinden slog mod de to statuer, der udgjorde hende selv og denne Djange. Den var kold, koldere end den luft som omgav dem, og varslede den kommende vinter. Men der var intet at se derude i mørket, ingen andre skabninger rørte på sig eller gav lyd fra sig, Leventera var underligt stille. Det var ellers en livlig ø. Øen hvor hun burde føle sig mest hjemme, i hvert fald i en del af den. Men det var ikke blevet sådan endnu, hun kendte ikke engang ham som ledte den flok, hun var blevet født ind i. Eller hun. Den unge hoppe vrikkede med ørerne, og lod de ravgyldne øjne falde tilbage til den stolte hingst, som stadig stod foran hende som en stenstøtte. Hans ord vakte hendes nysgerrighed, og hun vejede dem et øjeblik, før hun med et nyt glimt i de allerede glødende øjne brændte.

”Måske.. Kender du nogen af mine slægtninge.”

word count 163

De ravgyldne øjne så nysgerrige, levende ud for Djanges kolde og tomme blik, der så sig meget direkte i hende. Som kulden og den stille ulmende natur omkring dem omgav dem, udformede de få sætninger snart et mindre spil, mellem de to sjæle. De krystalblå øjne missede sig anseende sammen, mens en svag skeptisk rynke på den lyserøde mule poppede frem. Let havde det ene af den brogede hingst øre været gledet let på sned, under hendes talen, før de begge havde fundet vej lidt mere presset tilbage i nakken. Det var med ambivalente følelser at billeder, ord, scener dukkede op i hovedet på hingsten. Slægtninge… Ariels slægtninge.

”Noget siger mig jovist, at jeg ved hvem De er afkom efter.”
Hæst og intenst lød stemmen, alt imens ordende var tonløse. Endnu var det ej at sige hvad der lå bag denne formodning, om end dette var positivt eller negativt var ej at vide. Selv ikke for Djange.

Ariel flyttede på sig. Hun trådte et skridt nærmerede, dristede sig, men frygtede ikke hans reaktion. Hun kunne lide at være tæt på andre, selvom hun havde tilbragt de fleste timer alene, i leg som lille, og nu i evig forundring over den verden som hun var vokset op i. Der var altid mere at finde ud af, mere at lære. Specielt om de andre sjæle, som levede her. Og hun fornemmede tydeligt hvordan erfaringerne ulmede i den sjæl, som stod foran hende, i Djange. Han havde oplevet ting. Ting hun slet ikke kendte til endnu, ting livet endnu ikke havde lært hende. Så meget kunne hun se i de lukkede, isblå øjne. Endnu et smil brød frem da hun hørte hans ord.

”Du kender mine forældre?”

De ravfarvede øjne forlod ej den ranke hingst, hun så indgående på ham mens hun overvejede, hvem af dem han mon kendte til. Hendes papa, hendes mama? Og hvem var det, han mindede hende så meget om?

word count 164