Bladende falder

Reserveret til Moro og Fever.

Det var blevet efterår, det var der tydelige tegn på rundt i landet. Luften var blevet koldere; dette grav en mere friskhed i luften, alt regnen skyldte mange lugte væk: Alt var rent i luften på den måde. Bladende var begyndt at få gyldne og rødlige farver. Nogel faldt af og blev brune og visne. Smukt var efteråret, det mente den ældre hingst i hvert fald, som nu begav sig rundt i den tætte skov. Han så naturen an, alt imens han i ro og mag blot begik sig imellem stammerne på de høje træer.
Eagle havde ikke bevæget sig mod kysten i lang tid, det var som han var blevet draget af skovenes tæthed på det seneste. Han nød roen i skoven, han nød hvordan vinden var afskærmet. Her kunne man blot slappe af.
Den ældre hingst, der efter hånden snart havde sit det sidste til sine bedste dage, havde nu vandret i Andromeda længe. Han kendte de fleste steder, næsten hver en krog. Ej havde han dog fundet noget om landets historie, ej havde han fundet tegn på andet end en helt rolig verden. Det kunne undre den ældre hingst, for i den tid han havde levet havde han set og oplevet meget. Hørt mange historier, men ingen at høre her fra. Måske var her ingen, måske var Andromeda slet ikke et land, måske var dette himmeriet og alle der var her var i virkeligheden døde. Det var en underlig tanke, for næppe havde han forestillet sig at livet efter døden skulle være sådan her. Det kunne være en forklaring? Uanset om det var rigtig eller blot en tanke, så ville den ældre hingst holde dette for sig selv.
En dæmpet brummen slap fra den store strube, og de mandelformede øre vippede frem og tilbage. Han lyttede, ikke at han søgte noget bestemt; Eagle var blot opmærksom.

[/blockquote]

Den brune hoppe tullede lige så stille af sted, intet hurtigt, blot et roligt tempo, mens hendes brune blik søgte rundt i trækronerne, begyndende røde og gyldne farver på bladende fik hende til at smile, hun elskede foråret, det var så hyggeligt, vinden var frisk, kølig, men omgivelserne... Waow, det var nok den eneste kommentar den unge hoppe havde at sige om dem.. Bunker af røde, gule og orange blade i skovbunden, det var noget af det smukkeste, som man kunne ønske sig at se. Hvis hun skulle vælge et sted at leve, så skulle det være i en efterårs verden med sensommer sol og kølige vinde.. Hun kunne faktisk allerede godt lide dette mystiske land.. Dog hun ville ikke indrømme, at hun faktisk savnede hendes enge, bjerge og skove.. Ikke mindste hendes familie, men lige nu var det mest som en drøm for hende, en drøm og hun ville vågne på et tidspunkt under et udhæng fra bjerget på den anden side af de to klippe søjler.. Det var blot et spørgsmål om hvornår.[/color]

Mon ikke blot verden var en drøm og vi alle lå og sov et sted? Bare for at vågne en dag, fra en drøm eller et mareridt. Det vidste vi ikke inden vi vågnede og drømme var over. Dog måtte hun indrømme at verden her, det hun havde set, den var fantastisk! Simpelt hen, så kunne hendes brunst da ellers gå sig en tur i efteråret og lade hende alene med bladende og det køligere vejr, hvad den ville lave, det var uvidst. Sikkert lede forvirrede hingste på vildspor ind i skovene.. Hun så sig kort omkring med de brune øre vippet frem ad mod verden, mon hun ville møde andre idag? Hun havde mødt den høje hingst med de blå øjne.. Dog var der flere i dette drømme land? Drømte de også eller var hun blot taget til en anden verden igennem hendes drømmeverden? Måske, hun ville først vide det, når hun vågnede. Ligesom alle andre.
Hvem det så end var, der påstod at man døde, så kunne hun ikke se hvordan, at hun ikke bare drømte? Dog skulle det nok siges, at Fever her har en fantasi, måske er hun bare naiv, der beskytter hende fra uvidenheden. For den frygt om hvad der sker, når man ikke længere må være i drømmelandet.. Hvad der sker, når man gør noget nyt. Dog hun havde hele sit liv foran sig, hun havde sin stemme til at beskytte sig selv og de hun så havde brug for det.. For hun kæmpede ikke, nej hun talte. Tog også konsekvenserne af hendes ord og de hun valgte at stå foran, at beskytte. Hvorfor var hun overhovedet sådan? Beskyttende, men uden at ville gøre nogen ondt.. En gåde.

Lyden var lav, men tydelig for den opmærksomme hingst. Bløde dunk lød et sted ikke langt her fra. Dunk, dunk, dunk. Små hule dunk lød: En anden hest var på vandring i skoven, lige som ham selv. Et varmt og venligt smil tegnede sig over den lyse mule. Med et kort vrinsk, der både gjorde tydelige tegn på at han var hingst, var et imødekommende vrinsk for at fortælle den fremmede at den ej var alene i skoven, selskab var at finde. De mandelformede øre vippede lidt frem og tilbage for at opfange om et svar ville komme retur.
Den ældre hingst satte sin kurs om, og bevægede sig nu imod lyden af de hule dunk der kom fra den andens hovslag imod den bløde bund. Selv lavede han samme lyd, men mere tungt var hans. Eagle var af en tung karakter, ædel og en anelse kraftigt. Eagle var en stor hest, det var ikke mest i højden, men også i bredden. Sammensat var Eagle af perfekt karakter, ikke at det var noget han førte sig frem med, det kom af den race han stammede fra.

Der iblandt træerne kunne nu en brun skikkelses ses. En venlig brummen udsendte Eagle imod den unge hoppe. Og roligt med et åbent sind nærmede han sig nu, stadig med et venligt og varmt smil rundt om den lyse mule.
Den gyldne skikkelse han bar passede godt ind i naturen, og de få solstråler træernes endnu tætte kroner tillod at trænge igennem, fik hans pelslag til at skinne som var han af guld.
En sødlig duft ramte næseborende på den ældre hingst, dette fik hans næsebor til at udspile sig en del, og musklerne til at give et kort spil under pelsen, før han igen fik samlet sig og skudt den sødlige duft af brunst fra sig.
"Godaften frøken," lød det med en varm og venlig tone; stemmen Eagle bar var ru; hæs, men på den rigtige historie fortæller måde. En bagelig lyd.

Det første hun så var en hest, en høj hingst, af guld.. Ikke ligesom det hårde metal guld, men mere som en efterårsguld, som et orange og gult blad, der havde ramt lige præcis de farvetoner, der gjorde det til et gyldent blad, et blad man ikke så hver dag. Et hun ville kunen stirre på og ønske at hun kunne forevige, men dette vile blive brunt og rådne væk, blive spist og trådt på, blive en del af jorden, som alt andet også ville, dog intet døde i den forstand for den unge hoppe, som enligt ikke var så langt fra et føl, men faktisk blot næsten trådt ind i de voksnes rækker. I hvert fald de unges. Hun stoppede bart op, da hun havde fået øje på den fremmede efterårs hest, som nu, da denne kom tættere på, blev til en sandfarvet, gylden hingst. Høj og bred, men på sådan en måde, at man kunne se, at han langtfra var en af disse tunge arbejdsheste, som havde en hov på størrelse og vægt som et træ.. Hun lukkede munde, hun havde vist måbet en smule, meget lidt, da hun så lyset spille over den sandfarvede fremmede og forvandlet ham til et gyldent blad. Hun vendte sig mod den fremmede med et sæt hurtige, friske ben. Hun blev dog stående på den plet hun var stoppet op på. Den fremmede talte til hende, stemmen var sådan gammel, men på en behagelig måde, som mindede hende om dere historie fortælle, ja sådan en havde de, en gammel hoppe dog, som havde sådan en sandpapirs stemme, menden var varm og glad, altid. Mon gamle heste blev gladere og gladere jo ældre de blev? Så ønskede hun i hvert fald at verden, hele verden blev lige sp gamle, glade og varme i sjælen, men ikke uden på. Verden kunne godt bruge det, bruge det istedet for al den vold, der var af og til. Selvfølgelig skulle man have respekt for ens medskabninger, men dette gav dem ikke retten til at fratage dem livet. Livet var den største gave, man nogensine ville få, livet var faktisk bare en gave med en masse små gaver i! Alle ens møder var en gave, alle samtaler, alle oplevelser. En gave fra livet, som man så gav videre til den næste generation. [/color]

Den brune hoppe havde skam hørt den fremmedes vrinsk, men ikke svaret, da hendes opmærksomhed lige var på en fugl, en blå fugl, som nu var lettet fra dens gren og fløjet ud i drømme landets luft. Svævede på vinden.. Hvis hun nogensinde skulle have et ønske opfyldt, da skulle det være at se verden fra oven, på vinger.. Hun ville have svaret, men så fangede lyset den fremmedes pels og hun var stoppet op. Hvis dette ikke var sket, da ville hun ahve svaret, et forsinket svar, men dog et svar. Hun lod et smil oplyse hendes lille ansigt, som hun svarede den fremmedes hilsen. "Godaften til dig også!" Hendes stemme var glad, venlig og åben, men hendes blik var åbent og glad, men genertheden var der ikke. Denne fremmede havde kastet hende ind i en slags tryghed både ved at minde hilse, men også ved at minde så meget om en historiefortæller med hans stemme, at hun næsten kunne forstille sig, at hun blot var stødt på en ny en fra flokken, som hun ikke lige havde hilst på. Hun kunne enligt bare godt lide ældre skabninge, de forstod tildels at det ikke hjalp at slås for små ting, det var jo hverken sjovt eller det værd, man kunne løse utrolig mange til med stemmen, men man kunne også skabe utrolige kaoser med den. Et farligt våben, der ikke måtte misbruges. Dette var hvad den unge hoppe havde lært, misbrug ikke din stemme, lad den ikke ytre sig om ting den ikke ved, lad den aldrig, absolut aldrig, fortælle hemmeligheder af andres videre, hvis dette ikke ønskes.. En hemmeligheds holder var hun, intet kom videre, ikke medmindre hun havde fået indtrykket af, at dette ikke gjorde noget. Dog fik ikke hvem som helst hemmeligheder at vide.. Hun tog et par svævende skridt mod den fremmede historiefortæller, vippede de brune øre frem mod den fremmede, som kom tættere på, sog stoppede hun med et acceptabel afstand, dette havde den brogede soldat ikke været glad for, så hvorfor ikke lige tage lidt hensyn til denne? Selvom han var en historefortæller, dog var hun også en der havde en naturlig respekt for ældre, de havde en større visdom end hun, de havde det sidste ord, de var dem lederer lyttede til og respekterede.. Hun havde endnu ikke været ude for, at en leder havde vist nogen form for respektløshed over for en ældre, mere vis hest. Aldrig. Mon der overhovedet var flokke her? Måske.. Måske fandt hun ud af det på et tids punkt..[/color]

Naturen i et af dens smukkeste årstider kunne opsluge alt opmærksomhed. Ofte kunne den ældre hingst selv stå i timevis og blot se på hvordan verden blev henlagt i de gyldne varme farver, høre hvordan de sidste glade toner skulle spilles, lige inden vinteren fald. Ak, snart ville vinden være strid, kulden tage til. Mørket herske; men fra himlen ville tusinde krystaller falde. Vinteren kunne være smuk, rigtig smuk, men kun på uberørte steder og mens solen fangede hver en sne krystal og fik dem til at glitre. Eagle var mest til efteråret, dette var den skønneste tid på året; ej var der for varmt og det var ikke svært at holde varmen. Omgivelserne, naturen var smuk og stadig prydet af masser af liv. Som nu! Fuglende der holdt til i træerne kvidrede deres skønne melodi og kastede liv ud over hele skoven. Endnu var der hjorte og deres halv store kid der hoppede rundt, græssede når freden tillod. Mus og andre små dyr der kravlede i skovensbund og der ved også gjorde det helt levende. De fleste af alle disse dyr forberedte sig på vinteren. Gjorde klar, sørgede for de havde et varmt sted og mad. Selv forsatte den ældre hingst blot med at vandre.

De rav gyldne øjne hvilede med et tålmodigt og venligt blik på den fremmede unge hoppe. Hun var meget ung, det var tydeligt at se, specielt nu hvor Eagle var kommet nærmere hende. En rolig brummen lød fra den store strube, hvor han nikkede mod hende da hun hilste.
"Eagle Eye," præsenterede den den gyldne hingst sig meget kort, for blot at afvente på om hun mon ville præsentere sig selv. Dette regnede Eagle med, set ud fra hendes kropssprog havde hun mindst lige så åbent sind som han og venlig gestus i sig. Af et kort møde at være, hidtil, havde den ældre lagt et klart billede om hvordan han så hoppen. Hun ville nå langt. Helt bestemt.

Der var engang en hjort som ikke havde andet end glæde i sindet. Denne var aldrig bekymret, men en dag mødte den vinteren.. En kold og smuk årstid, der bød på mange vidundere, den funklende hvide sne, som var så ren, som noget kunne være. Dog denne selv samme skønhed var dødbringende, hvis denne ikke blev behandlet med respekt, den kunne begrave dig under sig med en vægt der kunne sammen lignes med beton, lag efter lag af beton.. Dog den unge hjort dansede blot rundt i sneen, ubekymret. Natten kom og den stakkels hjort ejede ingen pels, der kunne beskytte den mod natte kulden, det viste sig at den døde i nattens mørke, kvalt af vinterens kulde i al dens skønhed.. Dog hjorten følte endnu ingen bekymringer eller frygt for at dø, nej den accepterede blot, at den nu blev en del af vinteren.. At den for altid ville svanse rundt i vinterens skønhed i en evig drøm..
Det var en oldgammel fortælling om hvor vigtigt det var, at søge ly for vinternattens kulde. Du kunne synes vinterens sne var noget så smukt, men den ville ikke tøve med at suge din livsessens ud, når vinterkulden kom i natten. Stærkere end dagskulden.. Det var også derfor, at efteråret kom, for at advare alle skabninger om, at vinteren ville komme snart, den gav hver en skabning tid til at vokse en ny pels ud, en tykkere pels, som ville beskytte skabningen mod vinterens kulde. Sørge for at den ikke endte op som den ubekymrede hjort, der kun havde oplevet sommerens varme og foråret lysegrønne blade. Hun så på den gyldne efterårs hingst, den ældre historie fortæller. Han sagde noget, dette måtte være et navn, Eagle Eye.. Ørne øje? Havde ahn gode øjne? Måske. Hvis man troede på, at ens navn havde en direkte linkning til skabningen, så kunne han da godt have gode øjne.. Dog hun gik ikke ind for sådan noget. Det var unaturligt, at lade et navn, et ord, bestemme hvem man var.. Hun smilede kort, vippede med de brune øre. "Fever. " Hendes stemme var glad, frisk, ung og feminin.. Hun dansede et par skridt nærmere den gyldne hingst. Hvad sagde man så? Hvad sagde man efter man havde præsenteret sig selv? Hun var vokset op i blandt heste, som hun havde leget med som føl, de kendte hende.. Ingen kendte hende i dette fremmede land.. Men måske ville nogen komme til det. Engang.

Tankerne hvirvlede i baghoved på den ældre hingst, ikke noget han yderligere viste tegn på, men de var dér, i underbevidstheden og gravede efter svar. Svar han kunne bruge, svar på spørgsmål der formede sig. Nysgerrighed; Han ville finde svar. Han ville vide hvad dette sted var for et. Han ville kende dets historier, grundlæggende. Og hvorfor så mange var endt her. Spørgsmål der krævede svar. Et år havde han vandret i dette land uden at skænke det en ekstra tanke. Han havde blot prist sig lykkelig for denne ekstra chance, det liv som der nu bød ham velkommen. Han måtte vide mere nu.
Aldrig ville den gyldne hingst blive for gammel til at udforske, vandre og lytte. Han ville aldrig miste gnisten for at lære. Ej ikke nu, og ej om år. Eagle var født til som vandre, født ind i et eventyrligt mysterium om viden, besynderlig. De forskellige kulture deres myter og legender. Det havde næsten altid været et besættelse moment for den ældre hingst.

Den unge hoppe præsenterede sig. Fever, som i feber. Det kunne ændre den ældre hingst lidt, hvad lige netop det navn var kommet fra af. Selv havde hans egen moder opkaldt ham efter ørene øjne, i et fremmede sprog vi ej brugte i dag; men som den ældre hingst var stødt på før. Hans navn kom til hans moder fra hans rav gyldne øje. Havde denne unge hoppes moder haft samme tanke, hendes føl havde været varmt da hun kom til, som en sommerfeber. Måske. Eagle lod tanken lægge, det var ikke relevant hvorfor man hed som man gjorde. Navne var blot en lyd som hver især kunne reagere på, og på den måde komme i kontakt med hinanden. Lige som delfinerne. Det var simpelt.

Et høfligt, næsten helt fornemt nik, kom fra den ældre hingst. Hans gestus var at byde hende velkommen; velkommen her, som i velkommen til at træde nærmere. "Hver hilset, Fever."
Han lod sig åbne op for hver og en. Den unge hoppe trådte nærmere, og en rolig brummen lod den ældre hingst slippe.
Normalt forekom det Eagle nemt og naturligt at snakke med andre, finde noget at sige; altid startede det ud med small talk, som så udviklede sig til dybere og mere meningsfulde emner at tale om. Der ved startede Eagle nu samtalen på det emne der faldt ham mest naturligt: Andromeda.

"Er de ny her i Andromeda?"
Stemmen var som sædvanlig; ru, hæs men utrolig behagelig. Venlig og varm som var den blevet smurt med honning. Blikket der roligt hvilede på den unge Fever var ligeledes; varm, venlig og meget imødekommende. Ord der kunne beskrive den ældre hingst var sådan. Han var måske stor, bred og havde også noget højde med sig; men inden i var han mindre, mere blødsødende, hvilket også hurtigt var at opfange. Robust og ikke til at vælte. Eagle havde en styrke; måske ikke så meget fysisk som andre, selvom han nu havde en del at tage af der. Det var hans indre styrke. Man kunne næsten ikke andet end automatisk føle respekt. Eagles kropssprog talte for sig selv.

(OUT)