Eftersøgningen..

Den dunkle aften føltes tidligere og tidligere på dagene, som efteråret langsomt tog til. Selv grantræerne i skovende her, begyndte nu langsomt at smide deres nåle - én for én. Her manglede noget, her manglede meget. Tomrummet blev kun større dag for dag, mens faren kun voksede sig større for hvert skridt han selv tog, den let brogede hingst.

Præciserende tog han, skridt for skridt; mens den standhaftige og ranke holdning ej blegnede. De krystalblå øjne banede sig vej igennem mørket, så godt de nu kunne - alt imens han håbede endnu engang at støde blot på én af hans kære hopper. Sikkert forgæves, ville han atter drage tilbage til Enophis i morgen tidlig. Men hvis der var noget han havde lært, siden føltiden, så er det at man aldrig skal give op. Kulden bed sig omkring ham, alt imens hans åndedrag så småt også var begyndt at udmundes som de små dampskyer, man aldrig slap for når det først blev vinter. Her var stille, stille i skoven tumult og mørke her til aften.



[Reserveret til Asira]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå Asira, var igen søgt til øen Chibale, hvor træerne kunne gemme hendes grå og spinkle krop. Asira var ikke blevet tykkere på det sidste, trods hun nok burde, eftersom vinterpelsen var begyndt at komme på hendes krop. Men nej. Asira var nok kun blevet mere spinkel, for lysten til at spise var minimal, men hver dag bevægede hun sig mange kilometer omkring, på de forskellige øer, i et håbløst forsøg på at finde Saphira. Opfange hendes duft, eller hendes lyde. Men indtil nu, havde det være forgæves.. Asira vidste nok inderst inde godt hvorfor, men sandheden gjorde inderligt ondt; for Saphira var nok.. død. Borte. Asira lå gemt blandt nogle træer, der skabte et krat omkring hendes grå krop. De skjulte hende ikke optimalt, for træerne var efterhånden mere og mere nøgne. Men Asira var ligeglad. Hun lå der som sådan ikke for at være gemt, men fordi dette krat, var det krat som Asira havde været i med Saphira, da hun ikke var andet end nogle timer gammel.. Lugten af Saphira var der ikke mere, men tankerne om hendes lille krop, og billederne af hende, i Asiras indre, var intakt. Nogenlunde da. De grå øre, på den unge hoppe, vippede stille rundt, inden de ved bagud i nakken, ved lyden af fremmede hovslag. Hvem bevægede sig rundt i skoven, så tæt på hende, midt i mørkets tumult? Hun forblev liggende, og lagde hovedet længere ned imod jorden, pressede sig selv derned, for at gemme kroppen mere. Som hovslagene kom tættere, synes de mere og mere bekendte i Asiras hoved; men kunne det nu være rigtigt? Var det hendes fader? I en langsom bevægelse løftede hun hovedet op, for at skimte mellem træerne, efter hans krop; men hvor var han? Word Count 292

Den forgæves søgen, virkede atter ligegyldig; til en duft gav et hint! Athene! Det var hurtigt at den muskuløse brogede reagerede ved at lade de krystalblå øjne søge mellem de mange halvnøgne træer. Endnu med ørene hvilende tilbage, nærmere pressede tilbage, trådte han et par skridt frem, før han udstødte et lettere hæst fnys; som nu Djange kunne fnyse.

Små genlydende lød det tilmed et stykke væk, før han hurtigt lod de kolde og tomme øjne skimme naturen for mulige tegn på hans datter...

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Det føltes som en evighed, mens den grå hoppe lå der med hovedet halvt oppe, og halvt nede, af ’frygten’ for, at hun havde hørt forkert, og det dermed var en fremmed der var tæt på hende. Asira ønskede overhovedet ikke at få selskab af nogen som helst, som hun ikke kendte godt i forvejen; og dermed var det kun tre, hun ønskede selskab af. Sin fader, Taia og Seth. Og Saphira.. Men Saphira, ville hun nok aldrig få selskab af igen. Den kære lille skabning.. Tankerne fik den grå Asira til at smide ørene ned i hendes sorte man, inden hun rev sig selv tilbage til virkelighedens verden; den verden, hvor hovslagene var. Lyde kom nu tættere på hende, og det karakteristiske fnys der kom fra vedkommende, gjorde at Asira ike var i tvivl. Det var Djange, hendes far. Hun samlede sin grålige krop, og rejste sig op. Ikke langt fra hende, stod den muskuløse Djange. Men den spinkle hoppe anede ikke lige nu, hvilket reaktion der skulle fremkomme fra hende. For hun var fyldt med mange forskellige følelser over igen at se ham, efter endnu en lang periode fra ham. ,,Djange.” Dette blev hendes hilsen, en anelse hæst og uden synderlig glæde, men heller ikke vrede, mens ørene forblev bagud rettet, ikke vredt, men neutralt og en anelse afholdende. Word Count 221

Det lettere pludseligt at den spinkle og slanke genkendelige skikkelse viste sig mellem et par træer, i det dunkle mørke. De brune øjne var alligevel tydelige for den brogede hingst, og hendes genkendelige stemme der udnævnte hans navn, gav et lille sæt i Djange. Hverken følelsen af glæde eller vrede var at tyde hos Athenes ord, men denne betydning var ham nu også ligegyldig. Atter var der gået umenneskelige tider siden de to sjæles veje sidst havde krydset hinanden.

”Athene…”
Hæst og intens lød Djanges tonløse ord karakteristisk, før han målrettet, med rank, stolt og anspændt holdning nærmere sig.

”Du er det sidste jeg har tilbage… Den lille sorte er gået bort.”
Det var med en svag og næsten uhørlig sørgende form, de tonløse ord udformede sig kontant og direkte, da han ærligt åbnede sig for sin datter uden varsel. Silent Liberty var bestemt ikke i blandt os mere, og Athene var den eneste han bogstaveligt talt havde tilbage, især efter han sidst havde taget afsked med Deadly Myth… i grotten, dybt i bjergpasset.

Den grålige Asira, stod rank i holdningen, men tung i sindet var hun. Nok stod hun der, med kroppen rank, og nakken knejst op, således at hun lignede den gamle stolte skabning, hun før havde båret sig frem som. Men i sindet, var Asira slet, slet ikke den samme mere. Stoltheden var ikke hos den grå skabning længere, følelserne havde efterhånden også forladt den grå skikkelse; men et par følelser var dog stadig i hendes sind; følelsen af tab og ensomhed, fortvivlelse nok nærmest.

Djange bar sig imod hende, med skridt som hun ganske vidst sagtens kunne genkende hende. Det tog ham ikke lang tid, før han var hende nærmere, men Asira rykkede sig hverken tilbage eller frem imod ham. Nej, stående der imellem træerne, det forblev hun. Djange åbnede munden, med en hilsen, for derefter at fortælle at den lille sorte, hans mage, nu også var forsvundet, og ikke i blandt dem mere.
Asira, den grålige skikkelse, hvis pels var mat, og kroppen spinkel og ødelagt, nærmest gammel at beskue, forblev stående, uden at rykke en ny mine over sit ansigt. Følelserne kom ikke frem til hende. Et lille nik forlod hende, stift og kort, som svar til hans ord. Men ord kom der ikke som sådan fra hende, før hun vitterligt tog sig sammen, og frem fra nogle sammenbidte tænder, kom der så endelig nogle ord.

,,Det er jeg ked af at høre.”

Men hun kunne ikke engang rumme, at mene de ord hun stift fremsagde. For sorgen i hende, over tabet af dem hun havde haft kært, var større end som så. Så at rumme andres sorg, det kunne den lille grå ikke lige nu.

I et hvert andet selskab, kunne denne brogede muskuløse hingst have været i tvivl. Men tvivl, i denne sammenhæng, var bestemt ikke ordet. Selv vidste han godt han aldrig som sådan var til at læse for hans modparter i selskaber, men alligevel sagde han aldrig noget han ikke mente. Det var måske også at drage forhastede konklusioner at tage denne beslutning om sin egen personlige holdning, men det var nu sådan det var. Hendes ord var få, om ikke andet afventende. Han havde betragtet hende, roligt med de kolde og tomme øjne, alt imens han prydede sig lykkelig over at hun af alle, ikke havde været offer for forsvind eller døden. Noget ændrede dog på sig, da først hendes ord kom til hendes mule. Der gik ikke mange splitsekunder, før ørerne i Djanges nakke blev presset hårdt og de krystalblå øjne blev misset tilmed anseende og anklagende. Hvad bildte hun sig ind?

”Nej du er ej.”
Svarede han tilmed hurtigt, med den hæse og intense stemme. Tonløst jovist, men derpå også anklagende lød det, alt imens et understregende hæst og tilmed hvæsende fnys lød, imod hans datter. Ej skulle hun lyve, og da slet ikke for ham!

Asira vidst udmærket godt, at hendes fader muligvis ville kigge igennem hendes sammenbidte tænder, og lytte til de ord der kom fra hendes mule; da ville han nok med stor sandsynlighed gennemskue at ordene der kom fra hende, var velment, men dog ikke følt som de skulle. For den grå skikkelse, kunne ikke overskue at hendes fader nu også gik med en stor sorg, over et tab han havde oplevet, ligesom hun selv gjorde. Måske var det egoistisk at den lille grå tænkte sådan; men lige nu, ønskede hun en stærk skikkelse foran hende, en der kunne skubbe hende i gang, tvinge hende af sted, og komme videre i sit sølle liv. Ikke endnu en, der virkede trist, træt og fyldt med sorg. Men hun vidste også godt, at dette kunne hun ikke forvente af Djange, ikke nu. For han havde selv en sorg og et tab at bearbejde.

Længe gik der ikke, før den spraglede Djange nu lagde ørene vredt tilbage, og modsagde hende de ord som hun før havde fremsagt, med en irettesættende stemme, der også var ganske anklagende i hendes øre. I et ryk veg hun et enkelt skridt bagud, på sine spinkle ben, inden hendes øre ligeså lagde sig stift tilbage imod hendes sorte man, der fyldte ganske meget i hendes nakke. Hun kneb de mørke øjne sammen, og knejste sin nakke højere op, mens musklerne i bringen langsomt blev spændt op. Et svar kom der ikke fra hende, men kun et fnys og en hvæsende lyd; ikke vredt eller truende, nok mere en kort chokeret lyd, over hans udbrud. Men sur, det så hun ganske vidst ud; utilfreds.

Meget havde han selv oplevet gennem hele sin levetid; men ét havde han nu aldrig været, uærlig og egoistisk. Det var nok også det der ramte ham mest af alt nu, ved hans datter der nu fremsagde disse ord. Jovist lå der vel en form for høflighed bag, at kunne fremsige disse ord, for ligesom at vise forståelse. Men ej mente hun det, noget sagde blot den brogede, at hun bestemt ikke mente det nej. Atter forblev han i sammen holdning, som nok kunne have virket ret så truende og mest af alt – skuffet. Athene reagerede dog også uventet, men tilfredsstillende, hvis Djange selv skulle sige det. Han havde da kunne trække ind til hende, ved denne anklage?

Fnyset lød, mens hoppen mest af alt så teenage fornærmet ud, i sin ren og sker utilfredshed. Kort stampede han hårdt i jorden under den, med sit ene forben, understregende. Han ønskede at hun forstod at dette blot var en opdragelse. På ingen måde ønskede han uvenskab eller splid. De havde trods af alt kun hinanden tilbage. Samt ønskede han heller ej at deres forhold nu skulle baseres på sorg og fortvivlelse, blot på grund af tab. Hvor på… pludselig slog det ham! Hans missende øjne vendte lettere over i uforstående trækning, frem for anseende. Hans kolde og tomme blik søgte kort omkring hendes tilstedeværelse, da han åbnede mulen og slækkede en anelse på de meget hårdt nedlagte øre. Men kun lidt.

”Hvor er Saphira?
Hans hæse og intense ord var direkte tonløse, alt imens han nok godt kunne gætte sig til svaret, mens hans øjne så meget direkte i hende mørke, som hun stod der, et skridt længere fra ham end for få øjeblikke siden.

Den grå Asira, stod blot med blikket vendt lidt til siden, væk fra sin fader. Hun havde ingen interesse i, at han skulle kigge ind i hendes mørke øjne, og se den sorg der tyngede hende så kraftigt. Det var tydeligt at Asira nok var tynget af et eller andet, men dette ønskede hun ikke at han skulle blande sig i, eller tage sig ej. For han selv, var også ramt af sorgen og et tab. Det var tydeligt for den grå skabning, at hendes egen fader virkelig havde misforstået hendes hensigt med de ord hun før havde fremsagt, og det gjorde nok blot, at hun klappede helt i. For hvad skulle hun sige og gøre?

Hans korte stamp i jorden, fik Asiras øre til at falde helt tilbage i nakken. Han skulle ikke komme og rette på hende og forsøge at rette op på hvad hun var, og hvad hun gjorde. For igennem hele sit liv, havde opdragelse ikke ligefrem været på det højeste; og med den alder hun havde nu, var det nok nærmest for sent for Djange at rette op på hendes nøkker. For der var jo en grund til at de var der. Et fnys forlod hendes mule, fra de udspilede næsebor, inden hun da trak sig flere skridt bagud, søgende væk fra ham. Og langsomt vendte hun da siden til den spraglede hingst, sin fader, for at gå fra ham.. Hun kunne ikke magte i sit hoved, at se sin fader sådan; være sådan. Ikke nu. For mest af alt, havde hun nok en trang til at røre ham, kramme sig ind til ham, og søge en tryghed, en forståelse. Men hun kunne aldrig drømme om at gøre det, aldrig. Men bedst som hun troede at deres møde for nu ville være overstået, kom spørgsmålet.. Spørgsmålet der skar i Asiras indre, som knivsparke glas, nåle og andre skarpe genstande, som forsøgte de at rive og flå Asira fra hinanden, indefra og ud. Hendes hjerte ’stoppede’ sådan føltes det i hvert fald, og hun stod nu bum stille… Langsomt begyndte ørene at falde mere bagud, inden de da røg ud til siden, flappende. Hun stod skråt til ham, med sammenbidte kæber, og øjnene knebent sammen, i et forsøg på et stoppe sin egen kommende reaktion.

,,Borte..”

Dette blev hendes svar, sammenbidt i tænderne, og ørene til siden. I et ryk samlede hun kroppen, og knejste nakken voldsomt op med et kast i hovedet, og lod ørene falde helt bagud til manen. Ja, sådan gjorde hun altså, i et forsøg på at opretholde den facade der så længe havde hvilet over hende, en facade der var stolt, magtfuld og stærk; men det var slet ikke sådan det var..

Det var tydeligt hvordan han skulle træde forsigtigt nu, for hun veg endnu fra ham, hans egen datter. Før han vidste af det stod hun med siden til ham, som var hun på vej væk fra ham. Mentalt som fysisk. Hun kunne vel ikke overkomme den irettesættelse han havde brudt op. På den anden side skulle hun lære før eller siden hvordan man behandler sine med heste i landet her. Ham, såvel som alle andre. Mon ikke hun ville lære det en dag; måske endda på den hårde måde. Psykisk eller fysisk hårdt. Dog vagte hans opmærksomhed på hans barnebarn et lille håb i at hun ikke blot smuttede, før det var tydeligt for den standhaftige, stolte og anspændte hingst; hvordan dette virkelig tog og nok havde taget hårdt på hende.

Alligevel blev den muskuløse brogede hingst ikke overrasket over hendes ord? Han havde vel set det komme. Selv ikke Saphiras duft havde han kunne fornemme omkring hende, hvilket tydede på et tab. Om Saphira stadig levede, eller hun mente sine ord, som han selv havde ment sine egne om den lille sorte, ønskede han ikke at grave mere i. De kolde og tomme krystalblå øjne stirrede sig direkte på den unge hoppe, Athene. Da var det!... at hun pludselig mindede ham om sig selv, den gang han blot var plag. Det rørte bestemt noget i ham, og han missede sine øjne anseende sammen, tilmed skuende, mens en rynke slog sig skeptisk på hans mule. Ørerne blev presset i nakken, ved sit eget minde, alt imens disse reaktion i bund og grund var ment som medlidenhed for hendes frustrationer og den måde hun forsøgte at stå stærkt endnu. Han vidste fra sig selv, hvad han ønskede den gang fra den tid, men aldrig havde fået; hvilket fik ham til at træde målrettet frem imod hende. Uden som sådan hensyn til om hun ville vige ham eller ej, stillede han sig med fronten til hendes side, og lod derpå bringen søge hendes skulder for at omfavnende ligge hans muskuløse hals over hendes; om hun ønskede dette eller ej, måtte hun vælge nu. Han ønskede ingen tvang, men han vidste hvad han selv havde ønsket allermest den gang, og det mindste han kunne gøre, var vel at videregive dette til sin egen datter i sådanne en situation…

Den spraglede Asira stod bom stille, med den ranke holdning. Nakken knejst. Ørene tilbagelagt. Kæberne bidt hårdt sammen, og kroppen spændt op, som søgte hun at fremvise sig selv, opretholde sin muskuløse krop, og vise, at intet gjorde hende ondt. Som var der intet galt. Men Asira vidste nok godt, at hendes fader muligvis ville se igennem dette forsøg på at opretholde sig selv, og ikke give efter for de følelser der ulmede så tæt ude på huden, at det halve ville være nok og rigeligt. Hun var tæt på at give efter, mange gange, ikke blot hos ham, men når hun gik alene og intet selskab havde. Men hun havde endnu ikke grædt. Endnu ikke givet helt slip. Hun nægtede. Hun ville ikke erkende at Saphira var borte for altid, og før dette, ville hun nok blive ved med at kæmpe imod sig selv og sine følelser. Bedst som Asira troede at Djange nu ville vende rundt og gå igen, skete noget helt modsat..

Djange trådte hen til hendes front, og lod sin hals søge over hendes, som krammede han hendes krop ind til ham. Asira strittede imod, spændte op og ville søge væk i et ryk; men det skete ikke. Nok spændte hun helt op, og stod stiv som et bræt. Men da hun mærkede hans hals ordentlig, hans krop og hans varme, røg hendes hoved stille ned, langsomt, til hendes mule var i hans bringes højde. Hun lukkede øjnene hårdt i, mens hendes kæber også kæmpede en brav kamp, for at holde følelserne indenbords og ikke lade dem komme ud. Men dette holdt kun i nogle sekunder.. Langsomt begyndte hendes skind at dirrer en smule, og hendes hjerte at hamre hurtigere og hurtigere. Næseborene blev udspilede, og et forpint ansigtsudtryk faldt over hele hendes grå ansigt. Hun kæmpede.. Inderligt.. En forpint og indædt kamp, i et forsøg på ikke at bukke helt under nu. Hun ville ikke. Det skulle ingen se. Hun dirrede endnu, som ville hun falde sammen hvert øjeblik det skulle være; men dette skete ikke.. Der stod hun bare, dirrende, med hovedet gemt under hans højde og hals, med et forpint ansigtsudtryk og dirrende næsebor. Men hun gav ikke slip på sin stædighed. For da ville hun nok reagere endnu mere..

Den muskuløse brogede hingst mærkede tydeligt hvordan hans egen datter direkte strittede imod. Det var dog en anelse uhensigtsmæssigt, men givende, at han forbeholdte sig den tilladelse at knuge lidt fastere om hende med halsen. Straks gav dette en mere slækkende effekt, gradvis. Ind til de to sjæle nu stod sammen, nær hinanden, en fader der omfavnede sin datter i denne ret så hårde tid. Om hun så ønskede at indrømme dette eller ej. Det var tydeligt for Djange hvordan der måtte foregå en del ting i Athenes hoved lige nu. Alligevel vidste han også at ord og spørgsmål lige nu ville være unødvendige. Kun tid ville læge hendes sår, intet andet. Måske endda også omsorg, som det så ud til nu…

Det var roligt og forsigtigt hans mule stille nussede hende langsomt, nærmest beroligende over hendes små sitrende trækninger som han kunne fornemme, men derpå ikke som sådan se og tolke. Selv lukkede han for en stund de kolde og tomme øjne i, mens hans mule der var ude for hendes skulder på den anden side af hende, stille og beroligende fortsatte sin nussen. Hvor længe de ville stå her, ville han ikke selv kunne svare på. På den anden side ønskede han selv at give Athene al den tid hun behøvede. Intet mindre.



[OUT]