Introducing the Wanderer [Åben]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Dagens lys sev langsomt ud af denne verden, og Desdemona fandt sig selv fortabt i sine tanker – og værre. Faret vild. Det var ej unormalt for den lyse hoppe, at befinde sig steder, som hun aldrig havde besøgt før. Men altid vidste hun hvilken retning hendes dæmpede hove førte hende, og nu hvor træernes tætte kroner kredsede op omkring hendes flanker, kunne hun ikke lokalisere hvilken vej solens stråler kom fra. At vende om var uhørt, så derfor måtte hoppen blot fortsætte sin hvileløse vandring fremad, mod det ukendte. Hendes afventende øjne spejdede rundt over det ukendte landskab, og hun måtte indrømme, at selvom hendes flugt havde bragt hende havde vidt omkring, så havde hun aldrig mødt et sted der lignede dette. Hendes næsebor udspiledes, da hun ophidset pressede luften ud af lungerne. At stedet var ukendt, var intet nyt for hende, men hun måtte indrømme, at hendes vildfarenhed gjorde hende en smule utryg i disse omgivelser. Måske var det fordi, at stemningen i dette land var ladet af mystik, og hendes mavefornemmelse fortalte hende, at når mørket faldt på, ville hun ikke være alene i mørket. De ranglede lemmer førte hende væk fra stien, og uden besvær snoede hun sig imellem de mange stammer, som de krogede træer bød hende på. Måske ville heldet være med hende, og lade hendes paranoide sind hvile for en enkelt nat? Hun tvivlede dog, - Hendes evige efterfølgere hvilede aldrig, og derfor kunne hun heller ej lade den udsultede krop stoppe sin vandring. Nye steder, og en konstant udskiftning af Desdemonas bekendte havde været hendes levestil siden sit allerførste minde. Man skulle tro, at dette havde gjort hende social, udadvendt og god til fremmede. I stedet var hun blevet paranoid, mistroisk og sky. Hun brød sig ikke om fremmede. Samtidigt brød hun sig heller ej om bekendte, og venner havde hun aldrig haft. De få heste, som hun kendte bedst, var de forfølgere som hun havde haft igennem livet. Dem som havde forsaget hende dyb smerte, psykisk og fysisk, hver gang hendes spinkle ben ikke havde båret hende hurtigt nok. Var de mon også i dette land? Det kunne hun ikke vide før det var for sent, og derfor havde hoppen ingen intentioner om at lade tiden tikke uden hun var i bevægelse. Denne levemåde havde sat store præg i hendes krop. Fedt, fandtes ikke på kroppen, blot svage spor af muskler, som ikke kunne vokse på grund af hendes kraftige undernæring. Høje, ranglede ben førte hende over landskabet, og selvom de så ud til at kunne knække sammen når som helst, så bar de hende stabilt og trofast. De var grunden til hendes overlevelse. Hun sagtnede farten, da mørket trak sig sammen blandt træernes stammer. Selvom hun var lys i pelsen, så havde hun lært at kamuflere sig i mørket, men først måtte hun fjerne lyden af de piskende hovslag omkring hende. Hun stoppede ej, men bevægede sig i stedet køligt, og elegant over jordens overflade, og efterlod ej så meget som en lyd, eller et spor. Hendes mandelformede ører vippede dovent, og måske var hendes holdning afslappet, men konstant gled de opmærksomme øjne igennem skovbrynet. Søgende efter alt hun ikke ønskede at se.

Mørket sænkede sig over landet, og det kaldt også den skovedækkede ø, som den ældre hingst oftere og oftere kunne findes ved. Skyggerne fra de mange træer kastede sig langt og henlagde det meste af øen i komplet mørke. Endnu var solen ikke forsvundet helt, men det var blot et spørgsmål om tid før de sidste matter lysstråler forsvandt ned bag horisonten, for blot at kaste sit lys på en ny verden; hvis der da var flere verdener her? Måske var Andromeda i et helt andet univers, måske fandtes der ikke mere end de øer den ældre hingst havde betrådt mange gange nu. Tankerne om hvordan det hele hang sammen trængte sig oftere og oftere på, der gik næsten ikke en eneste dag mere hvor Eagles tanker ikke strejfede lige netop dette emne. Hans seneste var at dette måske ikke var virkelighed, som man da kendte den, dette kunne uden videre nemt være livet efter døden, eller en overgang ind til man accepterede man ikke var til mere. Det passede ind i Eagles historie, men også nogen af de andre han hid til havde mødt på sine vandringer i Andromeda.
Mange spørgsmål havde søgt sig vej ind i den ældre hingsts sind, spørgsmål han ikke selv kunne besvare, og spørgsmål han endnu ikke kendte nogen der kunne. Dette burde kaste den ældre vandre ud i et nyt eventyr, men det var som om året i Andromeda kun havde tærret på hans kræfter. Der var ikke megen eventyr tilbage i den ældre hingst. Fra hver dag der gik kastede han mere af sine bedste år bag sig. Eagle var ved at blive gammel, ej var han det endnu, men den 17 sommer nærmede sig med lysets hast. Snart ville Eagle kunne se tilbage på hele sit liv, og vide han havde mistet alt og ikke ladet sig genskabe noget her. Det var ikke sådan at den ældre hingst havde opgivet håbet på et nyt og bedre liv i dette land, men årene eppede sig ud af ham, som var han en rendende vandhane.

En svag brummen slap fra den store hingst. En brummen af tilpashed. For selvom Eagle havde mange år på bagen, megen smerte havde gennemlevet; var den gyldne hingst endnu ikke negativ indstillet. Den ældre hingst havde et åbent sind og var meget godmodig af sig. Sådan havde han nu været det meste af sit liv.
Hule dunk mod skovbunden kunne høres i takt med hvert et skridt han tog ind imellem træerne. Ej gjorde den store hingst skjul på han var her, ej frygtede han rovdyrene, han endnu ikke var støt på. Ej frygtede han nogen af de væsener der kunne befinde sig i skoven med ham. Frygt fandtes ej, respekt gjorde. Frygt var en illusion. Det var nemt for Eagle at sige han ikke frygtede. De værste ting man nok omtrent kunne opleve igennem livet havde han været udsat for; overlevet.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Hvor længe havde hoppen vandret? Spørgsmål om hendes tidligere liv, bevægede sig konstant, og ubesvarede igennem hoppens hjemsøgte sind. Hun havde været alene igennem hele livet. Så længe, at selv mindet om hendes egen moder, var så svagt, at hendes brutale død knapt rørte hende. Måske var dette svage minde blot endnu en illusion? Hun huskede ikke meget, på grund af de hukommelsestab som hun led under. Hjernen siges at fortrænge de minder, som var så sorgfyldte, at tanken ej kunne bæres rundt på. Derfor var store dele af hoppens liv store, tomme huller i hukommelsen. De få minder hun havde, klamrede hun sig dog fast til med sjæl og krop. Men hvor lang tid ville der gå, før hun også blevet efterladt af disse minder, til det uvisse. Så ville hun blot have sin mistroiske paranoia, og overvældende flugtinstinkter, at leve efter. Uanset hvad, så følte hoppen sig ikke hjemme nogle steder. Hun var en nomade, på evig flugt for at straffes for noget hun ikke vidste hvad var. Det var alt hun kendte til. Derfor måtte det være forståeligt, at en kulde ilede ned af hoppens rygrad, da faste hovslag hørtes. Næsten mekanisk, førtes blikket rundt i mørket, og hoppens lange lemmer måtte holde sig alerte, og klar til at flygte fra den smerte som oftest fulgte med efterfølgerne. Et glimt af frygt dansede igennem de lyse øjne, men ej gik der lang tid før det oprevede ansigt samledes, og påførtes et helt nyt udtryk, med kølige, afvisende øjne. Hun hævede langsomt hovedet op, for at få et bedre blik af hingsten, som roligt vandrede af sted imellem skovens stammer, og krydsede hendes vej. Vogtede han sig ej, for hvad der gemte sig i mørket? Eller havde han ej de samme plageånder, som Desdemona? Hun forholdt sig tavs, med et reserveret blik, men heller ej skjult. Denne sjæl var en fremmed, og måske en som kunne give hende et overblik over hvor hun befandt sig? Tanken var dog tåbelig, Desdemona ville aldrig spørge om hjælp. Hun klarede sig ganske fint alene. Stilheden sank sig atter ned over skoven, og da hoppen ej længere hørte pulsen af adrenalin i sit indre øre, så tog hun et vogtet, men nysgerrigt skridt mod den fremmede, og lod et langsomt åndedrag give hende til kende. Hun studerede åbenlyst hingsten, og søgte efter tegn på bekendtskab. Men efter en kort stund, måtte hun fastslå at denne hingst ej var til at finde i hukommelsen. Dog lod hun ej en hilsen føres igennem luften mellem dem. I stedet ventede hun blot, på hans reaktion. Hun ville ikke presse sig på, da hun ærligt ville ønske at han ej var dukket op. Havde han valgt en anden vej at vandre, så ville hoppen kunne gennemgå sin almindelige, plagede natterutine uden forstyrrelser. I stedet følte hun, at han havde vadet lige ind i hendes personlige rum af ensomhed. Også selvom han ej tog kontakt til hende, så havde han stadig forstyrret hendes sind for en kort stund.

Det ville have forekommet som et chok for den ældre hingst, hvis det ikke var fordi han altid lyttede opmærksomt til naturen, til hver en lyd. Der midt i stilheden fra den tudende hule og vindens lavmælde hvislende lyd, var lyden af et andet levende væsens vejrtrækning. Tungt. Før havde den ældre hingst ikke hørt nogen, set, eller for den sags skyld bemærket et anden levendes væsen tilstedeværelse. Der var nogen, det var den ældre hingst slet ikke i tvivl om.
De rav gyldne godmodige øjne søgte i mørket, der synes at omklamre sig mere og mere af naturen, de søgte efter hvis vejrtrækning det tilhørte. Der midt imellem stammerne et stykke væk kunne et lys skikkelse anes. Et venligt smil tegnede sig tydeligt om den lyse mule, og de mandel formede øre blev fremadrettet imod den fremmede. Det var en fremmede. Eagle ville ikke have taget fejl. Duften vinden bar med sig var ny. Duften af brunst var ikke, og som en hver hingst mærkede han den lokkende duft trænge sig helt ned i lungerne og tænde en lille gnist. For et kort stund virkede han helt væk, men kort efter blev hingsten igen fattet og duften blev fortrængt- hvor meget end det lokkede reagerede Eagle ikke mere end dette.

Et lavmeldt vrinsk lod han strække sig imod den fremmede hoppe. Selvom hun havde opdaget ham, gjorde han opmærksom på han havde set hende, og han gerne ville gøre sig bekendt med hende hvis hun ønskede. Normalt ville Eagle straks have ændret sin kurs, trådt nærmere i hvert fald; men hoppens kropssprog var aldeles anderledes end hvad han normalt mødte på sin vej. Frygt som han selv mente var en illusion, var malet i hendes ansigt, og hele hendes kropssprog fortalte at hun var klar til at flygte.
Medlidenhed fik den ældre hingst med denne fremmede hoppe, og dette fik ham alligevel til at tage et prøvende skridt imod hende. Hvis han kunne hjælpe ville han. Hvis hun ville tillade ham det i hvert fald.
Opmærksomheden hvilede på hoppen. Afventene på hvordan hendes reaktion på hans bevægelse ville påvirke hende. Om hun ville indbyde ham at komme nærmere. Uanset hvad så hilste den ældre hingst: "Godaften."

Eagle havde en hæs stemme, en rigtig historie fortæller stemme. Det var tydeligt at høre at stemmebåndet var blevet brugt i mange år. Bag den hæse intenshed, lå en tydelig klang af venlighed; åbenhed. For ikke at forstå godheden, mildheden i denne hingst skulle man være helt for uden impati evnen.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Hoppens blågrå øjne isnede til, da hingsten lod et vrinsk lyde mod hende. Hun kunne ikke andet end at undre sig, om mødet med denne fremmede ville forsinke hende, og lade hende miste sit forspring? Måske var dette vrinsk dét som afslørede hendes tilstedeværelse, og endelig ville hendes livslange forfølgelse ende i den død, som skæbnen nægtede at lade hende slippe for? Dog, var hun for høflig til at blot vende, og gå. En svag længsel, efter at møde en anden sjæl, selvom mødet aldrig ville gentage sig, spirede dog bag hendes slanke bringe, og fik hendes ører til at vende sig mod nakken. Selvskab. Hun havde aldrig haft meget af det, og ofte var det endt galt. Alligevel stak hun ikke halen mellem benene og løb, ligesom hun altid gjorde. Dette var nok fordi hun nægtede at være så fej, mod en harmløs fremmed. Desuden stolede hun nok på sig selv, til at vide at hun ville være i stand til at beskytte sig selv. Hvis ikke, så kunne hun heldigvis løbe meget hurtigt. I stedet rankede hun sig stolt, og studerede åbent denne hingst på ny. Hendes udtryk var dog varslende, og hun udviste tydeligt den stærke mur som hun efterhånden havde bygget omkring sit sind. Godaften. Kort vippede hun et øre frem mod hingsten, før det dovent returnerede til sin retmæssige, bistre plads – vendt bagud. Hun gjorde ingen tegn på at reagere på hingstens hilsen, men blev blot stående med et afmålende udtryk, og reserverede, isnende øjne. Frastødende til selskab, var hun dog ej. Efter et godt stykke tid, af afventende, kølig luft fra hendes side af, rømmede hun sig dog, og lod en kort hilsen lyde mod ham. ”God” Hun tøvede meget kort, før hun fortsatte sætningen, ”Aften. Fremmede.” Det var ej fordi at hun ønskede at være uhøflig, men der lå ej meget hjerte bag hendes ord. Det ragede ikke meget for hoppen, om hingsten havde en god aften, eller ej. Dog satte hun pris på hans egen hilsen, og derfor havde hun svaret ham på samme måde. Af ren høflighed. Hun dog ej meget glæde frem i ansigtet, men i stedet spirede en nysgerrighed i hoppens kølige øjne. Hvad lavede han mon, i denne mørke skov? Alene, og ved aftentid? Hun trådte ej nærmere, men udviste heller ej tegn på at ville flygte, selvom hendes blik konstant søgtes væk fra ham. Blikket returneredes dog hurtigt til hans, og da ville et enkelt øre give et svagt ryk fra sig. Hun undrede, om han måske også var nytilkommen igennem den mærkværdige grotte, eller hvad han kendte til disse træer, som omringede deres simple kroppe. I stedet for at lade spørgsmål lyde, valgte hun et andet ord. Blot ét enkelt ord. Hun var ej den sociale type, selvom adrenalinet pumpede let igennem hendes årer, af tanken om en samtale – både af frygt og nysgerrighed. Hun brød sig dog heller ej om tanken, at sjæle ville vandre ind og ud af hendes brede, personlige rum, og forvente en hilsen, som måske ville forstyrre hendes tanker. I hendes tanker hørtes et skeptisk fnys, men hun lod ej dette fnys strækkes ud til en handling. ”Desdemona.” Præsenterede hun sig så med. Efter hendes korte præsentation, søgtes hendes reserverede blik atter diskret over træstammerne, som om hun var kommet til at røbe sig selv for omverdenen. For sine efterfølgere. Men ej dukkede nogen op. Var hun virkelig sluppet af med dem? Måske. Men ville de stadig besøge hendes mareridt? Tanken fik væmmelsen til at vandre op af hendes rygrad, og automatisk gav hendes ranglede ben et svagt ryk fra sig. For at distrahere tanken, ledte hun sit sind over på sin vurdering af denne hingst. Han var ej bredt bygget, men heller ej spinkelt, hvilket næsten misundede hoppen. Men dog. Han så ud til at være en del år ældre end hende selv, men burde han så ej have familie, og afkom ved denne alder? Hun undredes hvorfor han ej tilbragte denne kølige aften med denne familie, i stedet for at vandre rundt i skyggerne alene. En svag hovedrysten formedes af hoppen. Hun forstod det ikke.

Eagles ord havde fået lov at hænge længe i luften, det virkede næsten som denne fremmede lyse hoppe ikke ville hilse igen, som frastødte hun selskabet. Tålmodigt havde den ældre hingst ventet, hvilket i sidste havde vidst sig at være det værd. En hilsen af venlig gestus kom ham i møde fra hoppen. Tøvende og uden megen klang i stemmen, havde en lige ledes hilsen magen til hans lydt. Hun havde trukket ud på god, hvilket fik den ældre hingst til at genoverveje om det havde været den korrekte måde at hilse på netop i dag. Betydningen i at hilse med god foran var vel for at lyksige andre at man håber de ville få en god aften, eftermiddag eller blot en god dag. Hendes tøven ved netop dette ord, fik den ældre hingst til at overveje om denne lyse hoppe der på sin vis gjorde tydelige tegn for afstand, ikke havde haft den bedste aften hidtil.
Næppe gik der længe efter deres hilsen før den lyse hoppe nu præsenterede sig ved navn. Kort var det lydt, kun det ene enkelte ord: Desdemona. Ikke et navn Eagle selv havde hørt før, det forekom ham fremmede, men som et hvert andet navn gik han ud fra en betydning lå bag. Det var en ting den ældre hingst med årene var begyndt at interessere sig for, mest i mangel på andre interesser.

"Eagle Eye," præsenterede den gyldne hingst sig kort efter. Vel lagde der mest tryk på det første, for i daglig tale var der ikke mange der kaldte ham den fulde udtale. Det var normalt for mange at blot finde en kortere form og holde sig til den. Af ældre afstamning og høflig opførsel brugte Eagle altid selv det fuldenavn hos andre.
Navnet Eagle Eye havde den gyldne hingst fået tildelt af sin moder, omfanget i hvorfor lige netop dette navn lå i dets betydning. Ørne øj; Eagles havde rav gyldne øjne og kunne nemt lige en forstørret udgave af et ørne øje. Der var ikke nogen længere forklaring.
"Det er mig en ære at rende ind i dem til aften, vil det gøre dem noget at have mit selskab?"
Normalt spurgte den ældre hingst ikke om dette, men af årsagen til hoppen ikke gav nogen tegn fra sig om hverken det ene eller det andet, ville den ældre hingst blot sikre sig. Med sin tid på bagen i Androemda havde han lært at ikke alle sjæle i dette land var lige til, som det han var van til fra sit hjemland. Her skulle man som ofte træde varsom.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Tillid.

[/b]
Ordet kunne formes på hoppens læber, men aldrig ville hun kunne stole på andre sjæle end hendes egen. Blot få gange, havde hun skabt et bånd af tillid, til en anden sjæl, men disse bånd ville hurtigt brydes af forræderi. Dette havde efterladt hendes sind mistroisk, og lukket for andre virkeligheder end hendes egen. Dog vækkede de andre verdener hendes interesse. De sjæle, som havde overlevet, skabt familie, venner, og oplevet andet end den grusomhed, som var alt hun selv kendte til. Selvom hun var nysgerrig, så måtte hun også holde fast ved holdningen om, at hun aldrig ville skifte levestil. Aldrig ville hun kunne binde sig, åbne sig, eller end blot holde en pause fra den rastløse vandring, som hun altid befandt sig i.

De seneste timer af vandring, havde dog føltes mindre opjagende end andre. Denne nye verden havde distraheret hendes bitre tanker, og hun havde været en smule undrende over, hvilke sjæle og kroppe blev bragt til denne verden? Først havde hun troet, at hun var alene. Denne tanke var dog blevet jaget væk, da hun var stødt på denne hingst, og derfor skabtes blot endnu flere tanker omkring, hvad grundedes at just hun var ført hertil. Havde den fremmede svarene på hendes spørgsmål? Selvom han fremstod venligsindet, så tvivlede hun ej på, at han ej var til at stole på. Ingen kunne, eller skulle stoles på – ikke engang hende selv.

Det er mig en ære at rende ind i dem til aften. Hendes tanker blev brudt af hingstens ord, og atter søgtes det afmålte blik mod hingsten, med et vurderende udtryk. Han så dog ud til at mene disse ord, til en hvis grad, og derfor bragtes et blegnet smil frem på hoppens lyse mule. Smilet var blot en svag krumning af hendes mundvige, men gestussen sås sjældent fra denne hoppe, og havde man fulgt hende over en længere periode, ville man forstå at dette var en gestus af venlighed, fra hendes side af. Derefter nikkede hun en enkelt gang, for at anerkende hans ord, at de var gengældt. Mange ord flød ej på hoppens tunge. Ikke under nattens stjerner, men heller ej i solens stråler.

Hans næste ord, som fulgte de første, bragte dog et skeptisk blik frem i hoppens bitre, bekymrede øjne. Hun frygtede ham ej, men at ligefrem bryde sit vandrende mønster, for at konversere, var ej noget hoppen gjorde sig i. Dog var denne verden ukendt for hende, og kunne han byde på svar, ville det være forsinkelsen værd. Derfor lød hoppens lyse, men samlede stemme roligt, ”Er deres selskab værd at have?” Hendes hoved krængedes svagt på skrå, efter hun indgående sendte ham et intenst blik.

Hendes ord var høflige, og selvom de kunne lyde afvisende, så var de ej ment sådan. Hun afspejlede blot spørgsmålet tilbage, til hingsten selv, og lod ham selv vurdere, om han ønskede at optage hendes tid. Det var ej ment, at hun ville lyde som om, at hendes selskab var verdens guld værd, men dog var det ej noget, som hun gjorde meget af, og derfor ønskede hun blot at socialisere med dem som var værdige. Han havde hendes tilladelse, men om han ønskede at bruge sin egen, samt spilde hendes, tid på dette møde, var nu op til ham selv.

[/font][/color][/size][/blockquote][/td][/tr][tr][td]

[/td][/tr][/table][/center]

Der var et twist ved denne unge hoppe som fangede Eagles interesse mere. Måske var hun indelukket og ikke lige til. Svær at læse; så var der blot den en ny spænding ved hende. Den måde hun havde valgt at kaste spørgsmålet tilbage imod ham. Det kunne undre ham, men hurtigt greb den ældre hingst det vendte spørgsmål og svarede hende atter tilbage ligeledes: "Det må de afgøre." Et venligt smil var tegnet over hans lyse fløjlsbløde mule.
Der var flere ting over denne fremmede Desdemona end hvad Eagle var van til. Hendes måde at opføre sig på, den lukkedehed, som var hun omgivet af frygt, flygtede hun konstant, vides ikke fra Eagles side. Dog, selvom hun virkede lukket, og ikke en man kunne nærme, så var der en god grad venlighed over hende. Det kunne se ud som om det pinte hende, men dette kunne den ældre hingst næppe forestille sig var tilfældet.

Et par skridt tog den ældre hingst hende nærmere og kom med foreslaget der kunne få dem begge videre: "Jeg forstyrrede dem i deres vandring, lige ledes vandrede jeg selv. jeg kunne gøre dem med selskab til vore veje skilles?"
Det ene ikke eksisterende øjenbryn blev hævet, afventene på om hun ville tage imod tilbudet. De mandelformede øre var vendt imod hoppen, afventende på afgørelsen. Ønskede hun ikke hans selskab, ville han lade hende vandre alene, og der ved forsætte sin egen vandring der ingen veje førte. Eagle lod benene bære ham hvor han skulle hen, uden at tænke. Tankerne var som regel et andet sted. For tiden handlede det mest om Andromeda, og hvilket land det her egentlig var. Mange muligheder var kommet frem, men endnu var det uklart om nogen af dem var sande.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Det kunne ej komme bag på hingsten, at hoppen straks tøvede ved hans ord. Hendes isnede øjne fyldes af den paranoide mistroiskhed, som altid levede under hoppens skind. Hun savnede sine naive, og unge dage, hvor paranoiaen ej havde ejet hende. Dem havde hun haft få af, da de oftest var endt i smerte, på grund af hendes unge dumdristighed. Hoppen var derfor, allerede i en meget ung alder, vokset så hurtigt op i sind, at hendes krop ej kunne følge med. Nu havde den dog indhentet hende.. Hendes sind var stadig gammelt og vist på visse punkter, men på mange andre områder var hun på dybt vand. Ligesom nu. Hun brød sig dog ikke om at føle sig svag, og derfor holdt hun paraderne oppe, og hans venlighed prallede blot af på hendes lyse skind. Dog besvarede hun stadig høfligheden. Høfligheden hun ejede, vidste hun dog ikke hvor kom fra. Det var glemt, og tilhørte nu intetheden sammen med de mange andre huller i hoppens hukommelse. Hun havde snakket med en anden sjæl før, det vidste hun. Aldrig havde hun dog mødt nogen, som udviste venlighed og høflighed uden bagtanker, og derfor pressedes hendes ører bagud, for at understrege hendes mistro til hingsten. Dog var hendes holdning stadig høflig, og hendes blik formildet, på trods af de kølige øjne som ulmede af bitterhed. Hun trak overvejende vejret ind, og mange forskellige svar gled over hendes sind, før hun endelig lod sin skeptiske stemme lyde, som tillod hans følge. ”Mig en ære.” Selvom hendes svar lød halvhjertet, og tørt, så mente hun ordene. Han var tydeligvis ældre end hende, hvilket hun bar respekt for. Hvilke oplevelser havde han ikke skulle gennemleve, for at nå denne alder? Blot derfor godkendte hun hans selskab, i ønske om at kunne finde en trøst i håbet om at selv kunne blive gammel. Desuden var denne sjæl ej så slem som hun havde forventet. Han vækkede hendes interesse, men blot gjorde dette hende endnu mere på vagt. Hun tvivlede ej længe på, at hingsten ville forråde hende, hvis han fik chancen. Derfor ville hun aldrig sætte sin lid til en anden sjæl. Forræderi fulgte blot sådanne tåbelige handlinger. Naivt, ville det være at stole på en fremmed. Naivt, ville det være at stole på en bekendt. Venner havde hun aldrig stiftet på grund af hendes konstante vandring, men i stedet havde hun stødt på mange andre krøllede sind. Mon denne Eagle Eye var et af disse sind? Med denne tanke legende i sindet, sammen med en evig mistro til enhver handling han gjorde, bevægede de lange, ranglede lemmer sig frem. Hun bevægede sig ej meget nærmere hingsten selv, men fulgte i stedet blot samme sti som før, dog uden at lade opmærksomheden falde for et enkelt øjeblik. Tanken om at lade ham føre vejen an, var utænkelig. Selvom hun ej vidste beliggenheden af deres eksistens, så nægtede hun at lade denne hingst føre hende i døden, eller værre. Derfor trak stædigheden sig over hende, og hun vandrede stabilt frem mod uvisheden på sine afkræftede ben. Hun nød stilhed, og selvom hun hældte mere mod at være den stumme type, så ønskede hun heller ej at spilde denne chance, for at trænge sig på denne hingsts tanker og sind. Forsigtigt trådte hun dog. Hun kendte ikke til sjælene fra dette lands adfærd, eller kultur. Derfor ville hun hellere lade ham styre samtalen, mod hvad de samtalen førtes mod i lande som disse. Dog greb den lumske nysgerrighed hendes stemmebånd, og afslappet lød hendes dæmpede, lyse stemme ud i natteluften. ”Tillad mig at antage, at de er bekendt for dette land.” Selvom det var en konstatering, mente hoppen det ganske vidst som et spørgsmål, og selvom hun ej gjorde sig høje tanker om denne hingst, så forventede hun dog enten en rettelse, eller bekræftelse.

Hoppen bar mistro, mistro til ham, mangel på tillid. Dette kunne skyldes så mange ting, ting Eagle ikke ville grave frem med mindre hun ønskede emnet selv. Derimod ville den ældre hingst blot træde varsom frem, tage forsigtige skridt og langsomt måske opbygge en eller anden form for tillid. Dette gjorde Eagle med alle, ville hjælpe dem, give dem håb for der var andet i verden end de mareridt de havde oplevet. Evigt med et åbent, varmt og godmodigt sind tog han imod alle. Alle der ønskede det.
Eagle var noget en alder hvor der ikke ville være mange år tilbage, og der var ikke meget at gøre for sig selv længere. Den gyldne hingst havde fundet sig selv, fundet sin indre ro. Han havde oplevet livet og stødt på døden. Erfaring på liv havde den ældre hingst fået med sig, ak nu var hans tid blot kommet for at hjælpe enhver. Være her for den der havde brug for hans hjælp. Fremmede som kendte. Luskede som generte. En hver fik en chance, og ikke kun en. Tanken om at få en familie igen havde forlængst forlagt sig. Det var ikke fordi han havde givet op på at nogen sinde ville finde kærligheden igen, der var blot ingen dukket op endnu hvor der havde været den gnist han en gang før havde oplevet. Tanken om at vandre alene fra nu og til den dag han træk det sidste luft, havde han vendet sig til.

En rolig brummen lod Eagle slippe, hoppen havde med mistro stadig budt ham velkommen til at følge hendes vandring til deres veje skiltes. Hun lagde ud med at gøre tydelige tegn for at ville føre an, hvilket intet gjorde for den gyldne hingst. Aldrig havde han gået nogen bestemte veje, han havde ikke bestemt hvor benene havde sat sig, hvilke stier han havde fulgt. Eagle havde blot vandret fredsom uden mål.
Imellem de store træer bevægede sig på en smal sti. Stien forekom Eagle bekendt, men erindrende ikke hvor den ville ende ud henne. Mange gange havde betrådt denne skov beklædte ø, utallige gange havde han vandret imellem de høje stammer, set det meste af skoven, hvis ikke det hele. Hver eneste gang havde han fundet stedet smukt, fascinerende; lidt lige som med havet. En lille længsel mærkes i det indre. Ak ja, han måtte snart drage mod kysten, ud til det saltede vand. Mærke vinden rive i manken og bølgerne piske mod hans krop.

De mandelformede øre vippede sig imod den lyse hoppe, Desdemona. Hun talte, det ville normalt have været et spørgsmål, men sådan som hun formulerede sig var det næppe. Mere eller mindre var dette en konstatering for hende selv. Alligevel valgte Eagle at svare.
"Jeghar vandret i Andromeda i et år, længe vil jeg ikke mene. Flere sjæle i dette land har befundet sig her langt længere tid end jeg."

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Desdemona havde en mærkværdig krop. Ej an hun var fortryllende på nogen måde, da hun ikke gjorde meget for at pleje sit udseende, siden hun aldrig havde følt behov for at gøre sig til et pænt, og poleret syn. Aldrig havde opmærksomhed skabt hende andet end problemer, hvilket var derfor hun heller smeltede ind blandt skyggerne, og ej spillede på sine feminine dufte, eller de få goder som hendes krop ejede. Ved første øjenkast ville man også blot se en udhungret skabning, hvis ben var alt for tynde, til at kunne holde hendes krop oppe. Dog bar de hende stabilt over det bløde underlag som skovbunden bød på. Så man dog væk fra de iøjefaldende ribben, og slidte pels, ville man kunne ligge mærke til hendes lange øjenvipper, velformede ansigt, og klare øjne. Smuk, ville hun dog aldrig kalde sig selv. Hun fulgte hingstens bevægelser med de afvisende øjne, som ej ønskede at møde hans blik, men i stedet flakkede de blot væk. Hun havde engang hørt, at øjnene var som vinduer til sjælen. Hvorfra hun havde hørt dette, var uklart, men en enkelt ting var ej til at diskutere i hoppens sind – Ingen havde ret til at se hendes sjæl. Derfor ville hendes, engang blide øjne, altid være mistroisk reserverede. De advarede om, at trods denne hoppes paranoia, så ejede hun også kant og rygrad. Hun var ikke til at lege rundt med. Hun var ingen man burde kontakte, da hun blot ville forsvinde til en ny virkelighed, straks hun fik chancen. Det var hendes måde at beskytte sig på: Flugt. Kunne man ej kontakte hende ydre, så ville man heller ej kunne finde hendes indre, og derfor være tvunget ind i at lade hende være med blot sin ensomhed til selskab. Selvom det til tider kunne tære på hendes sjæl, så brød hun sig om at være alene. Hun nød stilheden, men også den frihed som fulgte med at ej skabe nogle bånd. Ingen kunne såre hende, og ingen naive beslutninger om, at kunne stole på en andens sjæl, ville blive taget, hvis hun blot holdt afstand. Derfor havde hun også svært ved at fortælle andet, end sit navn, til de få som hun mødte på sin vej. Denne hingst var ikke nogen undtagelse, - selvom han fremkom meget tiltalende, og vækkede hendes nysgerrighed, efter hvilken viden han besad. Havde han ej forekommet nyttig for hende, ville hun blot have efterladt ham i skoven, hvor deres veje var krydset. Men dette var ikke tilfældet. Hun havde fået en kompanion. Blot for få timer, eller måske blot få minutter, men tanken skræmte hende stadig. Jeg har vandret i Andromeda i et år, længe vil jeg ikke mene. Flere sjæle i dette land har befundet sig her langt længere tid end jeg. Hendes blik flakkede væk fra ham, da hans ord lød, men kort efter vendte det atter tilbage til hans bevægelser og krop. ”Hm..” Hoppens ordforråd var stort, men hun gjorde ej meget brug af det. I stedet var dette korte brum hendes eneste svar, for nu. I stedet vandrede hendes tanker et år tilbage. Dengang var denne hingst kommet til Andromeda, men hvor havde han været før? Han var ældre end hende, men hvor havde han levet sit lange liv? Og hvor befandt hun sig for blot et år siden? Hendes øjne blev en anelse fjerne, men dog var hendes krop altid på vagt for enhver overraskelse. Hendes flugtinstinkter var utroligt kraftige, og kunne reagere i selv hendes fjerneste øjeblikke. Dengang denne hingst var kommet til Andromeda, var måske dengang hun havde søgt sig til bjergenes snedækkede toppe, i håb om at hendes forfølgere ej ville træde derop. Men der var intet at leve af, så hun måtte rejse videre, i håb om at ikke fanges. Blot et år siden. Lige før sidste vinter. Hun vidste ej hvor hun havde befundet sig. Måske var mindet fra dengang forsvundet, sammen med mange andre grusomme nætter og dage af blod, sved og tårer. Hun begyndte at tvivle på, hvor længe hendes krop havde eksisteret på denne jord? Måske var hun ældre end hvad hun antog, da hun måske havde fortrængt år af sit liv. Det kunne være muligt, men hoppen indså, at hendes tanker begyndte at køre ud på et sidespor, og at hun måtte vende tilbage til det hun kaldte konversation. Hun indså, at der var gået længere tid end normalt, og at hingsten måske havde sluppet samtaleemnet og ladet stilheden flyde mellem dem. Denne stilhed ville hendes samlede stemme dog hurtigt genne væk. ”Hvilke sjæle?” Hendes blik ejede en lille form for nysgerrighed, og dog alligevel ikke. Hun havde ingen intentioner om at lære disse sjæle at kende, men alligevel interesserede kulturen hende. Hvordan så deres liv ud, sammenlignet med hendes egen hverdag? Nu ønskede hun blot at vide, hvilke typer dette land skjulte på. Var de ligesom Eagle Eye? I så fald, ville hun måske tage et kort hvil, på et par dage, og møde nogle af disse sjæle. Og måske ville hun øve sine tale evner, og socialisering? Tanken spirede, men den var ej mulig. Hun måtte videre – Det var imod hendes natur at gøre andet.

Eagle fik sin tid til at se på hoppen der førte an. Desdemona, som hun havde præsenteret sig var udhungret- meget udhungret. Benene der bar hendes krop, de så ud til at ville give efter hvert et sekund det skulle være. Alligevel bar hun sig frem i et regelmæssigt tempo, uden så meget som at se ud til at vakle. Hun bar en ynde med sig, trods hun ikke så sådan ud i sin tilstand. Ej var denne lyse hoppe grim, det forekom slet ikke Eagle at bruge sådan et ord om nogen, men hun var blot udhungret, hendes pels uplejet. Forsømt.

Det eneste svar der var kommet fra hende, var blot et svagt brum. Der kom ikke mange ord fra hoppen af, og stilheden lagde sig nu over dem. Eagle vidste ikke mest om det var fordi hun ville give hans ord en tanke eller tog- eller hun blot ville droppe emnet igen. Der ved lod den ældre hingst stilheden brede sig for en tid. Give hende en ro til lige at finde sig til rette, og han kunne der på vide om emnet igen var lagt. I stilheden fik den ældre hingst selv sin tid til at tænke. Dette havde han haft rig med tid til at gøre det sidste lange stykke tid, og gang på gang udformede sig tanker om livet. Årene han havde passeret, det han havde oplevet som synes at starte på ny igen nu.
Stilheden blev brudt, Desdemona talte. De mandelformede øre blev med det samme spidset frem imod hende og opmærksomheden fra hans side hvilede nu på hende. Hendes spørgsmål forekom simpel; hvilke sjæle?

"Jo ser de, jeg har vandret meget og set mange. De fleste har været nyankommende, som de. Dog er jeg også støt på nogle stykker der har vandret i landet her. Som jeg har fundet ud af, er vi alle kommet her til på forskelligvis; mit bud er at vi er blevet tilegnet en ny chance her i Andromeda. En chance på at starte et nyt og bedre liv. Bedrage med noget godt til dette land. Alle de jeg har mødt på mine vandringer har været rene af sind, nogen lidt knækket, men alle med et godt hjerte."

De gyldne øjne hvilede med et mildt blik på hende, ej vidste han om han havde sagt for meget, men han havde da givet hende et lille indblik i landet her. Hvilke han havde mødt.
At der i virkeligheden rugede en ondskab i landet, skjult for hvad den ældre hingst havde set: Anede han intet om. Skyggerne, magien og de mange aftaler der blev lavet lå skjult for visheden endnu for den ældre hingst.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,399,true]

[atrb=background,http://oi39.tinypic.com/2gt6ck2.jpg] Den korte stilhed der lå mellem dem i de få sekunder mellem hendes korte ord, og hans hjælpende forklaring, fik Desdemona en chance for at kaste et enkelt blik på hingsten. Diskret var hun altid, og blot kort lod hun sit blik og opmærksomhed rettes mod hans udseende, før det atter førtes ud mellem skovens dunkle stammer. Hun måtte ej vende sig til synet af en enkel, speciel hest. For hvor ville hun ende hvis hun så meget som bandt sig en smule til nogen? Selvom det blot var med synet. Aldrig havde hun haft nogen kær, og bekendte ønskede hun heller ej. Hun vandrede igennem lande af fremmede sjæle, og så længe de var ukendte for hende, måtte hendes egen eksistens også være ukendt for dem. Han var dog robust, og ikke spinkelt bygget ligesom hende selv. Omkring ham hvilede en aura af tryghed og ro, hvilket var noget som Desdemona ej kendte meget til. Hans væremåde var ukendt for hende, og som det sky vanedyr som hun var, trak hun sig en smule væk fra det ukendte. På trods af varmen og trygheden som lokkede – Men kunne det være falske illusioner? Paranoid var hun ja, men hun havde sine grunde, og dybe ar var blevet skabt af de gange hun ej vogtede sig. Derfor måtte hun være evigt mistroisk, og evigt ukendt for enhver. Han brød stilheden mellem dem, og selvom Desdemona just havde stillet ham et spørgsmål, måtte hun indrømme at hun gerne hængte sig lidt længere fast i stilheden. Stilheden gav hende en smule ro, da lyden af fælles hovslag lod isen vandre op af hendes tydelige rygrad. Hun var så dybt præget af sine egne flugtinstinkter, at selv de mindste bevægelser ville lade hendes forsvarsmekanismer køre på højtryk. Hun ville dog typisk ikke skræmmes af småting, men den glemte, skræmmende fortid havde vækket disse dybe instinkter og evige mareridt. Jo ser de, jeg har vandret meget og set mange. De fleste har været nyankommende, som de. Hendes hoved krængedes på skrå, og hun måtte skeptisk rynke en smule på mulen. Var hun ny? Hun var ganske vidst fremmed til dette land, men var hun stadig ny hvis hun altid var ny? Var hun også ny, hvis hun alligevel blot drog videre over stepperne før natten var omme? Hun fik dog ingen tid til at reflektere over disse ord, da hans næste ord måtte distrahere hendes sind. Var alle sjælene kommet hertil på forskelligt vis? Selv var hun forundret over måden hun endte i dette land, men hvis overtallet af hans bekendte var nye, hvad skete der da når man ej var ny længere? Mistroen til skoven og mørket, men også til lyset og de åbne marker spredte sig i hendes lyse, spinkle krop. Hun måtte forlade landet, hvis hun ønskede at overleve. Et frustreret åndedræt lød fra hoppens næsebor, men hendes paniske blik var skjult væk, og hingstens indre ro smittede hendes eget sind en smule. Hans ord forundrede hende, og først følte hun sig omtumlet og usikker på hvor hun skulle finde start og slut i disse påstande og gisninger. Håb spredte sig nu i hoppens bringe, men det var blot en svag gnist som hurtigt kunne slukkes. Nye chancer? Gode hjerter? Men var dette en fælde? Forsigtigt strakte hun den spinkle hals mod jorden i hendes vandring, og en tænkende rynke krummedes på hendes mule. At tænke fungerede dog aldrig for Desdemona, for mistroen og paranoiaen overtog hurtigt hendes sind og efterlod hende sørgmodig og nedstemt. ”Forståeligt.” Roste hun ham med en dæmpet stemme. ”Men de må tale usandt.” Dette var ej en anklagelse, men en kommentar på hans ord. Visse var gisninger, og dem ville hun ej dømme, da hun ærligt ikke ønskede at tage del af hans forhastede konklusioner eller holdninger. Hvad der interesserede hende var faktaen, men blot hans sidste ord trykkede hende. Aldrig havde hun mødt nogen af dette påstand, og mistroen til om han skabte fæller for hende, krøb ind i hendes sind. Hun følte sig presset til at forklare sig, og derfor stoppede de evigt flygtende og rastløse hove op, og det intense, men reserverede blik vendtes mod hans. Sørgmodigt, dog sandt talte hendes klare stemme. ”Rene hjerter findes ej.”

(OUT)