Castle of glass [Camie]

Grønne enge og spredte træer rundt omkring fik den hvidskimlede hoppe til kort at stoppe op og blot betragte. Det var ikke meget hun brød sig om naturen. Jo, den var flot. Skoven var smuk, og engene store. Men det var blot natur for hende. Intet mere end det. Og alligevel kunne hun ikke lade værd med blot at tage en enkelt dyb indånding, og langsomt puste ud. ren og frisk luft fyldte hendes lunger op, og hun blev underlig klar i hovedet. Efter at have tilbragt mere tid end normalt på den sorte ø Foehn, var det underligt men dejligt at komme tilbage til det friskere græs. Jivala havde været for lille til selv at svømme over vandet, og de første par uger havde de altså været fanget derude – så at sige. Men endelig havde de fået krydset havet, og var nu tilbage til de mere frodige egne. Og angående frodig. Hoppens mave begyndte pludselig at protestere da den så alt det friske græs, og den trak hende nådesløst frem for at finde føde. Så det var intet andet end et kort blik omkring efter farer, inden at hoppen begyndte at græsse som hun aldrig havde spist før. Maden på den sorte ø var slet ikke ligeså nærende som denne – ingen tvivl.

Efter noget tid med græsning, hævede hun da hovedet og så sig omkring. Gumlende lod hun de isblå øjne glide over engene, men intet så ud til at bevæge sig. intet ud over nogle smådyr der puslede rundt omkring. Kunne der virkelig være så fredeligt?

Standhaftigt spadserede den ranke og muskuløse brogede sig af sted. Uden som sådan mål; tiden for nu var uoverskuelig, lidt tumult, uforudsigelig. Først Athene, nu den lille sorte... og så tilmed også den næsten hvide. Billederne af lyset forstyrrede endnu på hornhinden, alt imens han dog forholdte sig rank, stolt og anspændt i sin holdning. Med ørene hvilende tilbage, og de præciserende skridt der bar ham vej, var det kun grundet de kolde og tomme øjnes korte opmærksomhed på omverdenen, der gjorde ham klar på denne skabning.

Skimmel, spinkel, græssende; nogle gode hundrede meter fra hvor han selv nu stoppede brat op, med de krystalblå øjne stirrende imod denne fremmede. Kort blev ørene presset en anelse hårdere i nakken, truende? Mon dog, men advarende ville en del nok betegne denne Djanges adfærd som!

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Igen sænkede hun det ædle hoved imod jorden, imens at en lille nynnende melodi begyndte at komme fra hende.. for ligesom, at udfylde den tomhed der havde udfoldet sig. For selvom hun intet havde imod stilheden – så var lyde og andre små baggrundsting mere i hendes smag. Alt for meget stilhed, blev næsten for larmende for hende. For hoppen var en festlig sjæl, der hellere end gerne lod latteren lyde, og stammerne synge. Dog begyndte en advarende kimen at summe i hoppens hoved, og hun lod kort blikket glide omkring igen. Det var nok mere hendes indre alarmklokker, som fortalte hende at nogen eller noget var her. Dog kom der ingen tegn fra hoppen om at hun troede dette, og derfor blev hun blot stilfærdigt ved med at gumle det grønne græs i sig. Med noget der kunne ligne afslappede og skødeslyse skridt gik hun fremad, for at kunne få et bedre syn omkring hende. Men ikke længe skulle der gå, inden at en plet skilte sig ud imellem alt det grønne. Hoppen snusede langsomt ind, men vinden var denne gang imod hende. Kort rynkede hun irriteret på mulen, inden at hun hurtigt trak hovedet op og vendte det imod den fremmede i en og samme bevægelse. Hvem var nu det..? en grå-brun skikkelse længere væk – godt 100 meter, stod og tydeligvis betragtede hende. på den her afstand kunne hun ikke se ham helt, men ud fra den anspændte og ranke holdning denne bar, gættede hun på at det var en hingst. et friskt glimt viste sig i de blålige øjne, og med et ligeså friskt vrinsk begyndte hun at søge imod denne hingst. Selvom han virkede advarende, så forstod hun ærlig talt ikke hvorfor.. for hvad skulle han advare hende imod, eller være nervøs for? Allerede på denne afstand, kunne hun se hvordan den anden mindst var dobbelt så stærk som hende. Måske endda mere… så hun var da ingen trussel? Som en sort fane bredte den lange hale sig, alt imens at hun gik imod denne hingst.

Få vindpust gjorde det let at bedømme at dette var en hoppe; eller let og let. Det formodede den brogede blot. Vinden var dog på Djanges side og bar den letter duft af Rosmarin med sig, en lettere skarp duft. Jo, denne hoppe var bestemt fremmed, denne skimle.

Der var dog ingen tøven da først den fremmede fik øje på den brogede. Frisk lød et vrinsk, alt imens en svag skeptisk rynke slog sig over den lyserøde mule i samme sekund. Hun nærmere sig nu, kort efter – alt imens Djange blot forblev stående, i samme holdning som han var stoppet op i. Hoppen virkede både sprælsk og livlysten, ung måske endda? Men at dømme ud fra kropsbygning, var hun langt fra blot en foler. Nej, trådt ind i de voksnes rækker var hun dog…



[OUT]