|
|
Post by Deleted on Oct 22, 2013 8:39:56 GMT 1
Solen var kun lige stået op. Dens varme stråler havde vasket den smukke morgen himmel ren. Nu var den blå med få skyer strøjet ud over det hele, de hvide skyer var let gyldne, oplyste, fordi solen var så lavt og dens stråler var kraftige. Dog, trods solen, så hang nattens kulde stadig i luften, et sted på en græsplet, da stod en ung hoppe. Brun med en mørkere man og hale. Hendes blik var roligt, men et skær af glæde hang i dem som altid. Hun elskede verden. Elskede efterår og dets farvefulde blade, de dybe røde, de orange gule og de brune, som smuldrede væk hurtigere end de andre. Der kunne ligge så mange, at end hove og koder var omgivet af efterårsblade. Det havde regnet en smule, så jorden var lettere blød og græsset var vådt. Dog hun havde intet imod vådt græs, græs var græs og hun spiste det. Levede af det. Som en hver anden planteæder gjorde. Hun lod kort de opmærksomme øre vippes bagud. Lyttede til de morgen fugle der var. Hun slog kort med halen, som hun løftede hovedet og kiggede rundt med de brune øjne. Duften af brunst omgav hende, som en sky, der fulgte efter hende. Hun smilede let, svagt, men glad, inden hun sænkede hovedet ned til græsset igen, og genoptog sin græsning. [/size]
|
|
|
|
Post by Brêgo on Oct 26, 2013 17:49:47 GMT 1
[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego/brego5.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;]
Morgen duggen lå stadig som små perler i græsset og blandede sig med regnens dråber, for regnet det havde det, men den rødbrogede hingst havde søgt ly for regnen. Det var ikke til at sige om han var morgenfrisk eller ej, for han var aldrig en der tonsede rundt som de unge hingste, op trods af han ikke selv var gammel. Han var stadig ung, men måske lidt mere moden af sind end mange andre. Det måtte være hans forbandelse og hans stærke side på samme tid. Det måtte være hans rolige temperament der havde givet ham den sten, som han bar om halsen. Kongestenen, som han skulle vogte. Brêgo var ikke begyndt at mærke den byrde der kunne følge med i opgaven om at passe på stenen, for han var blevet advaret om at det onde kunne finde på at sætte sig for at tage den fra ham. Og det var hans job at beskytte den – og han ville beskytte den med sit liv. Navnet Brêgo betød nemlig Loyal, og loyal var han over for enhver der fortjente det.
Med rolige skridt havde den ædle hingst fundet vejen til flokkens grænse, og her blev han stående i nogle minutter og betragtede området. Alt virkede meget stille her til morgen, og det gjorde ham ikke noget. Han var ikke en der kastede sig ud i diverse kampe uden grund, og kunne han slippe for en masse ballade, så gjorde han også gerne det. Noget fangede dog hans opmærksomhed. En hoppe, der ligesom ham var vågen. Det var ikke en han før havde set, men langt væk fra flokkens område var hun jo ikke, og han kunne sagtens hilse på. Med en lille venlig brummen trådte han atter fremad og ud af flokkens område med retningen mod hoppen. De røde ører vippede rundt i alle retninger, men hele tiden var et af dem vendt opmærksomt mod den fremmede.
|
[/td][/tr][/table][/center] |
|
|
|
Post by Brêgo on Jan 15, 2014 21:20:40 GMT 1
[Det lader ikke til at der kommer svar, så jeg smider tråden under lukkede tråde. Send endelig en besked hvis du synes den skal fortsættes / du svarer]
|
|
