Mørke [Rumpelstiltskin]

Mørket omslugte ham snart for alvor. Blæsten der havde raset udenfor rørte dem ikke herinde, om end den ville. Dens lange arme havde søgte at finde vejen indtil grotten, men selvom det havde været muligt fra naturens side af, at grotten skulle blive fyldt med vindens kulde, havde han afspærret den på magisk vis. Varmen var mild, hverken slående eller utilstrækkelig. Den var, som den skulle være. Rumpel stoppede i grottens dyb, nede ved hans reoler med diverse ting og sager han havde hentet fra andre verdener og den reol hvor hans magi var sat på flasker. Klare glaskolber stod tomme, afventende på at hans magier skulle blive udviklet. Men endnu var han ikke kommet nærmere på at fuldende den første; han afventede den brogede Volontaires træk. Han havde behov for Lyset.
Men ligenu kunne han intet stille op, andet end at vente, og derfor havde han ingen kvaler ved at vende blikket imod Myth, som han for engangsskyld delte grotten alene med. Ingen andre. Men hvordan han nød det, var kun kendt af ham selv, for han viste hverken glæde eller afsky, men derimod hånende morskab. Hun havde valgt at træde ind efter ham, selvom han lige kyglet hendes krop igennem et chok hvis lige den ikke havde oplevet før – men selv det kunne ikke skræmme hende væk. Han stod et øjeblik og betragtede hende, inden han med en ganske alvorlig stemme begyndte at tale.

,,Ét afkom mere. Det sidste jeg vil sætte i denne verden, Myth, og jeg vil lade dine kræfter se sin sande natur igen. Ingen bånd, ingen restriktioner. Men derimod din troskab, at du vil bruge disse kræfter efter min vilje, hvis jeg beder herom”

[/center]

Han vidste, at hun ønskede det. Afkommet og kræfterne. Man kunne vel sige, at den egentlig pris måske var at hun skulle adlyde ham, for at få sine kræfter igen – og selvom han havde villet få hende til at sige det, finde det i sig selv, var han træt af at vente. Sommetider havde den elektriske ål for god tid – og hans tålmodighed rakte ikke længere. Ingen julelege, ingen hemmeligheder; og der stod han så, afventende. Turde hun begive sig ud i denne akt igen med det misfoster hun lige havde set han var?[/blockquote][/size]

Varmen ramte Myth og hun følte ligeledes velbehag ved den. Hun stoppede ved Rumpels side og lod blikket glide over de mange ting som han havde stående. Nysgerrigt vippede hun med ørerne, men holdt sig pænt på afstand af frygt for enten at gå i vejen eller ødelægge noget. Hun havde intet kendskab til magi i samme forstand som Rumpel, for for Myth var det en naturlig del af hende, men hun havde aldrig lært at håndtere det i samme forstand som de andre hun voksede op omkring. Det nåede hun aldrig. Hun var ikke blevet oplært på samme måde. Faktisk var hendes indre et kaos, men hun havde efterhånden med tiden lært at kunne kontrollere det. Hun så over på Rumpel da han begyndte at tale. Alvoren var tydelig at fornemme og Myth var derfor heller ikke sen til at fastholde opmærksomheden, uden at blive fjern. Hun mimrede kort med mulen i noget der mindede om et kvalt lille smil. Han var vel træt af at vente. Myth løftede hovedet og tøvede ikke.

” Vi har en aftale ”

Lød det så fra Myth. Hun var godt klar over at hun mere eller mindre gav sin egen frihed væk, men var hun virkelig så fri når alt kom til alt? For hun var jo forbandet fra starten af hendes liv til at være en fortabt sjæl, også selvom hun nu var dødelig, men sagen var den at så længe hun havde et formål så var hun ikke fortabt. Rumpel gav hende formål, hans formål, hans idealer og ønsker. Den nagende fornemmelse af tomhed ville derfor stort set være udfyldt så snart aftalen trådte i kraft.

[/color][/size]

... Nyahahaha

Svaret var klart. Det havde det været siden den elektriske ål havde mødt den skumle sjæl ved deres sidste møde. Hun ville gerne have et afkom, det havde fremtiden vist. Rumpelstiltskin stod blot og betragtede Myten, imens hun slugte hans ord. Og som han havde forudset, var det hverken afsky eller fortrydelse i blikket hos den sølvtonede sjæl, hvis pupiller var forsvundet i tågen, som herskede i hendes øjne.
Derimod var der en form for glæde der gled over hendes krop et øjeblik, som Rumpelstiltskin ikke helt kunne tolke om var reel, eller om det blot var morskab over hans præmisser. Dog indgik hun aftalen, som han havde ventet. Han fnøs kort inden han slog med hovedet; hans magi viste sig endnu engang som en grønlig sky der i stedet for at omfavne ham, kælede sig om Myten. Lagde sig i lag omkring hende, cirklede afsted og indhyllede hende. Hans magi var altid hans bedste måde at udtrykke sig på; og selvom det at skabe et afkom helst skulle gå af naturens gang, var han undtagelsen. Myten ville snart have en voksende mave der ville indeholde Rumpelstiltskins sidste afkom i denne verden – og da skyen af det grønlige, glitrende støv forsvandt, ville den sølvtonede hoppe kunne mærke en betydelig forskel. Langsomt strømmede hendes kræfter ind i hendes krop, fyldte hendes halvtomme lagre op med den elektricitet de kunne rumme. Denne gang var det intet frydende smil, ingen hånefulde luner eller ondskabsfulde træk der beklædte ansigtet på den skumle sjæl, men derimod en gravende alvor, imens hans blik var fæstnet på Myth.

,,Når jeg beder dig, adlyder du. Dine kræfter er, som de engang var, men misbrug dem ikke. Der er en balance der skal forskydes, men ikke styrtes. Husk det, Myth. Du kan gå nu”

[/center]

Hans ord var lave, men alvoren rungede i dem som en vulkans rasen. Han ønskede hun skulle gå, af private årsager. Og han vidste hun havde brug for at gå ud og mærke efter hvordan det føltes at være hel igen – være hende selv igen. Han vendte derpå ryggen til hende, trådte ind i skyggerne og forsvandt. Hvor han forsvandt hen – det vidste kun han. Tilbage stod den elektriske ål, hvis kræfter nu i sandhed var dødelige, hvis liv nok endelig havde fået et formål igen.[/blockquote][/size]