Mørke [Rumpelstiltskin]

Det blæste hæftigt ind over Chibale i disse dage, men ikke heftigt nok til at afholde Myth fra at søge ud til et øde, men åbent sted, hvor hun havde lagt sig og stirrede tomt ud over havet, som var i oprør. Det var ikke længe siden hun havde gået fra Rumpel, men hun havde ikke kunne give ham et svar. Det havde frustreret hoppen i sådan en grad at hun de seneste par dage ikke havde bestilt andet end at gå rundt i en omtåget tilstand, som en genfærd. Et tegn på liv fra hoppen, var et suk der gav genlyd i hendes hovede.
Hun huskede at hun kom til Andromeda at hun havde håbet på at få en bedre fremtid, at finde lykken, men det var gået grueligt galt, den sorte hoppe var efterhånden ved at være så opslugt i mørket at hun ikke længere selv kunne se hvem eller hvad der skulle redde hende.
Saltdråberne ramte i ny og næ hoppen, men hun lå alligevel højt nok oppe til at hun ikke ville blive gennemblødt. Manen dansede om hendes hals, men alt dette synes ligegyldigt i øjeblikket.

... Nyahaha

Der var efterhånden gået noget tid, siden den skumle sjæl havde set noget til den sølvtonede Myth, som han havde stillet et dilemma. Han havde åbnet op for en mulighed, nemlig at hun kunne genvinde større kontrol over sine kræfter og evner imod en pris - en pris, som hendes inderste vel nok havde ønsket at give, men som hendes sind ikke havde formået at finde ud af. Han havde da søgt fra hende, da mødet var gået i hårdknude, men nu stod hun der pludselig foran ham. Han havde med vilje sneget sig ind på hende ved hjælp af sin magi og med en hånefuld latter tilkendegav hans sig selv. Han havde ikke hæmninger når det kom til andre sjæle, så han vadede ganske åbenlyst op langs side på den elektriske hoppe.

,,Godaften kære!"

Lød den skingre, hysteriske, slangeligendne stemme. Blæsente omkring dem var voldsom, barsk, men med et trylleslag var den bøjet omkring dem, så de begge stod i læ. Ja, der var mange fordele ved at være Rumpelstiltskin selv - så mange, at han aldrig ville bytte det for en anden, i nogens øjne, mere lykkelig tilværelse.

Myth havde rejst sig, og trådt frem mod kanten, hvor hendes tomme øjne havde stirret ned i dybet, som dog ikke var så dybt igen. En hul sukken slap nu hoppen, men der var intet dramatisk på færde. Hun løftede sit blik udover havet og hun hørte ham ikke komme, før den hånlige latter lød og knapt dette nåede hunne at få et chok over før han igen møvrede sig ind over hendes personlige grænser, men for ham var der inen, men Myth lod ham også komme den på. Dog ænsede man kort varigt et strejf af hendes elektricitet som en form for efterreaktion. Hun svirpede da atter med halen, men lagde så bånd om sig selv.

" Rumpel.. "

Mumlede hun stille, inden hun så væk fra ham. Hun var ikke i stand til det endnu. Hun kunne mærke det. Hun tænkte aldrig helt klart med ham omkring. Faktummet var vel at han var den eneste der ikke stod forarget og rynkede på sin mule, eller jo når hun rørte ham. Myth sukkede kort. Hun behøvedet vel ikke sige mere, mon ikke han kunne fornemme at tiden ikke var nu. Hvor meget kunne han fornemme, hvor meget kunne han læse hende. De mælkehvide øjne blev rettet på ham, næsten stirrende som et rovdyr som beskue sit bytte, men det var helt og aldeles omvendt.

... Nyahahaha

Trods at den sølvtonede hoppe var elektrisk, trods hun kunne skabe kaos omkring hende, da ville hun aldrig kunne røre den skumle sjæl med hendes lyn og torden; hans magi rummede så store kræfter, at intet ville kunne røre ham, hvis ej han ønskede det. Alt med undtagelse af en ting – for efter hun havde afsluttet deres møde sidste gang, havde en tanke sat sig fat i hans hoved. Familie. En følelse, en tanke, om noget han aldrig ville kunne fremtrylle ved hjælp af magi, og det nagede ham, at det han nok inderst inde længtes efter, var noget han ikke blot kunne få. Og dog – for han havde jo i og for sig en familie, bestående af netop den sølvtonede hoppe og den unge Xenocrates, som han var ved at lære magiens gaver. Men noget manglede, noget som den skumle sjæl ikke kunne sætte ord på.
Han havde nu sneget sig op langs hendes side, og selvom han blev mødt af et blik der kunne dræbe, generede hendes adfærd ham skam ikke. Med det grumme smil bøjede han galant hovedet for den sølvtonede hoppe, inden han vimsede på foran hende.

,,Hvordan går det, kære?”

Lød det så fra hans stemme – men hverken oprigtigt interesseret i hendes som sjæl eller i det hun end måtte have at sige. Det var ofte sådan, at den skumle sjæl havde tendens til at indlede et møde med intetsigende spørgsmål, for blot selv at droppe at svare bagefter, når hans selskab havde ytret sig. Han var en meget speciel herre, og det vidste Myten godt. Hans øjne borede sig snart ind i hendes, uden frygt og uden hæmninger. Direkte.. grumt.

Myth mødte hans blik, som han ikke var fjern til at gengælde. Her stod hun blot længe og forholdt sig tavs og uden at svare på hans spørgsmål. De mælkehvide øjne kunne ikke umiddelbart foretrække noget udtryk, men resten af hoppens holdning var dvask og modløs. Hun så nu væk fra han og lænede sig kort ud over kanten og stirrede ned på bølgerne der forsøgte af nedbryde det fremspring de stod på. Hun trak sig så tilbage og så igen på Rumpel.

" Tiden går sin gang og jeg følger blot med som altid "

Lød det så kryptisk fra hende. Hun var som blade i vinden, men den eneste forskel var nu at her i Andromeda var hun dødelig. Alle de bekendtskaber hun havde haft var længe døde, og alene tilbage var Myth. Hun behøvede ikke skære det ud i pap for Rumpel, han ville nok godt kunne afkode at hun var mildt sagt mut.

... Nyahahahah

Den snu hingst beskuede den elektriske ål der stod ved hans side, hoppen der havde et navn der var så mytisk som ham selv og et temperament som tordenskyerne; hun var en sær sjæl, der ikke ville give op omkring selskabet som hun var med nu, Rumpelstiltskin selv. Men nøj hvor var hun dog bare slatten i dag. Med et fnys vendte den skumle sjæl hovedet fra hende og vimsede nogle skridt frem. Foragt, ja, det kunne man godt beskrive hans udtryk som, lige i de få sekunder det nu varede. Snart efter var det lumske, onde og snu udtryk tilbage.

,,Så er det vel på tide at du starter med at leve livet, og så må tiden følge dig, mmm?”

Kryptisk lød det, det var også meningen og lidt efter stak han mulen en smule nærmere hendes. Opfordrende, ja, det var det, men lige så hoverende. Han vidste at noget lå hende på sinde, siden hun var røget ned i et sådan hul. Det både generede ham og morede ham; generede ham fordi deprimerede sjæle var så kedelige, men fascinerende, fordi denne hoppe reagerede på så meget mærkeligt alligevel – så hvad havde udløst det denne gang?

Myth rettede så sin opmærksomhed mod Rumpel da hun hørte ham tale. Hun havde den formået at hun mere eller mindre så udover de hånende undertoner, sleskheden og alt det der nu kom med det. Så man bort fra netop alt det så kunne man pludselig se en helt reel sjæl, som måske var en smugle tosset. Myth trak en smugle på smilebåndet ved tanken og klukkede fornøjet. Ja det var hun vel også selv. Hun havde skam godt bemærket at han havde rykket mulen lidt nærmere hende og hun havde vel også i et kort øjeblik været yderst forundret, men hun turde ikke nærme sig den, tænk nu hvis den forsvandt, men hun kunne ikke dy sig, for sæt nu det blev set som en afvisning. Hun strakte i stedet hendes frem mod hans og pustede blidt til den, dog uden at røre, inden hun trak den lidt til sig. Han skulle jo nødigt få et kulturchok. I stedet bragte hendes mange reflektioner omkring livet ind på noget som hun i længe havde kunne undre sig over.

" De der menneske ting du har.. Hvordan har du? "

Måske var det ligefrem og ud af det blå, men hun var nysgerrig, for hun var kommet direkte derfra, mere eller mindre, men om den kære Rumpel ville fortælle hende det vidste hun ikke, selvom hun allerede forventningsfuldt var krøbet en anelse tættere på hingsten.

... Nyhahah

Som et lynnedslag fra den klare himmel kom spørgsmålet. Spørgsmålet han egentlig aldrig havde ønsket nogen skulle stille, men det gjorde hun; og overrasket, ja, det var han faktisk ikke. Hvis nogen skulle spørge, var det vel hende. End ikke sønnen havde haft indblik nok i hans verden til at undre sig over disse ting, og aldrig havde sønnen haft kontakt med menneskerne – så hvorfra skulle han vide, at de ting, som der gemte sig i hulens inderste var mennesketing?
Der gik en underlig grimasse over hans mule, en blanding af ironi og grådighed; men en underlig ubestemmelig karakter var også trådt ind over hans ansigt. For han havde ikke disse ting ved et tilfælde, nej, men at vise hvordan han egentlig havde fået dem, var noget han havde svoret aldrig at gøre. Han kastede ét blik på Midnatsmyten inden en grønlig og glitrende sky gled omkring hans hingstede krop. Der hvirlede den rundt, denne støvede sky af krystaller, og da den var forsvundet stod der ikke længere end hingst, men et menneske i egen figur. Den lurvede Rumpelstiltskin rykkede kort i kraven på hans krokodille agtige tøj for at rette den, inden hans endnu skumle og overgearede øjne stirrede direkte ind i Midnatsmytens. Derpå bukkede han galant foran hende, inden hans karakteristiske grin lød.

,,Goddag, Myte.”

Sagde manden, der nu stod foran hende. For kun således var han i stand til at passere over den grænse, ingen andre end den mægtige Zekaryah, hvis liv foregik i en slags fredeligt limbo imellem denne verden og andres verden, hvor han bragte sjæle hertil, vejledte dem i deres søgen på fred. Kun således kunne han passere hans blik, og dermed hente de ting, som han i hans minder kunne huske; men som han i virkeligheden aldrig havde set før. For han var skabt her, og ikke kommet hertil, men alle levende væsner må have en hukommelse, for at eksistere, og således havde ondskabens skabt ham en hukommelse, der rakte ud til et liv som menneske på den anden side. Et liv, han var indforstået med at have forladt, men som han endnu af mystiske årsager havde evnen til at vende tilbage til.

Myth stod nøje og iagttog Rumpel ganske nysgerrigt, for hun kunne ikke se hvordan han skulle kunne gøre det, men så alligevel forventede hun at han burde være i stand til det. Hendes mælkehvide øjne var fæstnet forventningsfuldt på ham og hvert enkelt af hans udtryk blev nøje vendt i hovedet, inden det skete. Skyen fik hende ikke til at vige, for hun troede bestemt ikke på at den ville skade hende. Hun flyttede ikke blikket fra ham, men den støvede sky blokerede hendes udsyn. Hvad hun så kunne have kastet hende af klippen hvis hun ikke var frosset i hendes handling. For hvad var dog det hun så foran sig. Aldrig havde hun set et menneske selv, men meget havde hun hørt. Hun stod forstenet og stirrede på hvad der var Rumpel foran hende. Hans blik flåede hende dog ud af denne position. Det var virkelig ham? Hun rettede ørerne frem og hev kort efter vejret eftersom hun ubevidst havde holdt det. Ru..m….p.. Var det eneste der fik sig banet ej ud af hendes mule, som ganske varsomt blev strukket frem mod mennesket.. Rumpel som stod foran hende. Han blev nøje studeret, hver eneste lille del af hans menneskelige legeme. Forsigtigt prikkede hun forsigtigt til hvad der var hans tøj, inden hun trak mulen en smugle til sig. Det var en underlig fornemmelse og hun kunne ikke helt hitte ud af en reaktion, for hun var stadig chokket. Hoppen som troede hun havde set næsten alt der kunne ses, men hvad mere var at det bekræftede hende i at der var så meget mere hun ikke havde oplevet endnu. Blot denne situation fik hende til at føle sig på bar bund, som et føl der for første gang skulle finde fodfæstet.
” Men hvilket formål.. ”

Tænkte hun højt, så det var ikke anden en en svag mumlen der kom fra hende, inden hun nåede at stoppe sig selv. Men hvilket formål havde Rumpelstilskin helt præcist med at hente disse ting. Noget andet var at det måske i virkeligheden var det der afholdt hende fra aftalen. Hvis hun skulle ’vie’ sit liv, sin sjæl eller hvad man ville kalde det, til at ’tjene’ hans formål, så måtte hun vel kende dem. Hun kunne spørge ham hvem han helt præcist var, men for Myth synes det uden betydning.

... Nyahaha

Grinet fortsatte dæmpet, imens den midnatssorte hoppe, som nu stod overfor et menneske I egen person, ikke kunne dy sig; hendes nysgerrighed måtte frem, selvom det hun så, nok ikke ligefrem var noget hun havde ventet. Ja, måske havde det endda skræmt hende?
Den snu skikkelse, Rumpelstiltskin, stod rankt og lod hende undersøge, inden han med en kvik bevægelse lod sine fingre glide under mulen på hende og holdt let fat. Han drejede hendes hoved nænsomt imod sig selv, inden de grumme øjne mødte hendes. Og de lo, ligesom hans stemme lo.

,,Men hvorfor? Jeg husker et liv således, inden jeg vågnede her. Jeg har minder om ting jeg har gjort i denne form, viden om hvad jeg kan gøre med disse ting jeg har samlet. Åh, min kære Midnatsmyte. Jeg samler disse ting, fordi jeg søger at tage kontrollen over denne verden, men i så fald skal min magi være stærkere.”

Lød det, direkte ondskabsfuldt, som trængte hans stemme helt ind i hendes knogler. Isnenden, som Skyggerne kunne det, men uden at påføre fysisk kulde. Han kunde meget let, ved et enkelt vrid med hånden, men han valgte at lade værre i dette øjeblik. Han ville i stedet nyde hendes forvirring – om end det måtte være kortvarig. Snart ville han stå som hingst igen, da hans krop ikke kunne holde menneskets skikkelse meget mere end et par minutter i dette land, en irriterende bivirkning. Den Vises kræfter holdt ham nede, og det var blandt andet det han ville gøre en ende på, ved at udføre de formularer han ville, men som krævede store ofre og magiske genstande fra landet selv.

Han rørte hende. Den rørte hende. Hvad rørte hende helt præcist? Havde han ikke holdt under hendes mule havde hun måbet. For chokket rendte gennem hendes krop, først som en kold isnen ned over rygraden, som bredte sig til et gys, men derpå en underlig varm fornemmelse. Hvor meget hun kunne afsky at et menneske, som hun ikke reelt set vidste hvad var, rørte hende kunne have været nok til at hun havde lukket kæberne om hans hånd, men det var jo Rumpel. Hingsten som hun næsten desperart havde forsøgt at skabe nærkontakt med, som nu lagde sine.. hænder på hende. Dette alene var nok til at hoppen slet ikke havde den fjerneste idé om hvordan hun skulle reagere. Hun var forvirret og måske også en anelse fortvivlet. For hvordan kunne det lade sig gøre, jamen hun vidste jo godt at Rumpel var i stand til meget, men ligefrem dette? I så fald hvad skulle han bruge hende til? Eller Xeno? Hun stod dog ikke og dånede ret længe om det før svaret på hendes tanker nu lød højlydt fra hingsten. Så han var virkelig det der stod foran hende. Et menneske, eller hvad? Hvorfor var han så i det legeme som han hele tiden havde vist sig i. Myth var paf ved tanken, men var alligevel nok til stede for at fornemme hvordan hans stemme borrede sig ind kroppen på hende. Ganske vidst følte hun ingen fysisk smerte, men noget begyndte at rumstere i hoppen, som for en kort stund næsten fik et ligblegt udtryk i hele hovedet. En dirren bredte sig i den spinkle sorte krop og vejrtrækningen blev overfladisk. De var ikke af frygt for ham. Faktisk vidste Myth ikke hvad det helt præcist var der gav den reaktion det gav fra hende, men hendes krop havde valgt at reagere yderst voldsomt på blot de ord han havde fremsagt. Den varme hun havde følt fra blot hans berøring var erstattet med kuldeskær gennem kroppen, ja havde hun været et menneske som ham havde hun haft gåsehud. Elektrisiteten ulmede over hendes sirlige aftegn og gav indimellem udfald i en form for gnister i takt med at hun stadig stod dirrende og stirrede direkte på Rumpel. Hun vidste intet om hvad der foregik, var det ham? Det kunne vel kun være ham? Hun gjorde jo intet? Hans magi, stærkere, kunne den blive det. Alle de tanker hoppen havde, alle de spørgsmål, selv en måske endelig konklusion blev gemt væk under et enkelt.

” Hvad har du gjort ?”

Hendes lyse stemme snublede over ordene som var henvendt til det stadie hendes egen krop havde sat hende i, et stadie som hun ikke kunne forklare, og dermed troede at han stod bag. Måske også indirekte, men bestemt ikke direkte. Hvad der foregik i hoppens krop var blot noget der havde lagt og ulmet siden hun blev født. Ikke hendes evner, som manglen på ind gav uro i kroppen, en uro hun allerede havde søgt til Rumpel omkring, aftalen var blot ikke faldet på plads endnu, nej dette var noget andet, for Myth følte ikke uro, kun en uro over ikke at vide hvad der foregik med hendes egen krop, ja i det hele taget med Rumpel, men den ondskab i hans ord havde sat gang i noget hos Myth. Hun lukkede de mælkehvide øjne, forsøgte at finde en rød tråd i det hele, men hun kunne ikke finde roen til at gøre det.

... Nyahahaha

I sin menneskelige form, følte han sig fri. Det var ikke løgn. Og en af de fordele der ville være, ved at bryde de beskyttende ’regler’ som Den Vise havde lagt over landet, var at han ville kunne betræde jorden i sin menneskelige form, og være den, han gerne ville være. Samtidig var der dog noget, der trak ham mere imod den form han havde brugt de sidste mange måneder som, nemlig hingsten. Det var sådan han havde skabt en identitet igen, trods han aldrig reelt havde haft en; for alt han huskede som menneske var falsk, men det var det eneste, som den skumle sjæl ikke vidste om sig selv. Han var ikke vidende omkring hans fortid, for da ville et kaos vokse og opsluge hans eksistens, og det ville ikke kunne ske. Naturen måtte finde en balance, og sådan var det.
Med det skumle smil siddende omkring munden, flyttede han hånden fra den paralyserede hoppe, der nærmest gnitrede af frustrationer. Hans øjne veg ikke fra hendes, selvom hun veg fra hans. De borede sig fortsat ind i hendes indre, alt imens hans indre syn kunne se hvordan alt i fremtiden begyndte at ændre sig. Det var en af hans evner, at se i fremtiden. Se stykker af det der ville ske, og se hvordan de i uendelighed byttede pladser og ændrede sig. Nu gik de i sandhed amok, og alt imens han frydede sig over ting han så, undrede hans sig over andre og frygtede nogle. Ja, han kunne bære frygt, men den var altid båret så dybt, at kun ham selv kendte til den.
Han begyndte da at le, indædt og dybt, som en vulkans ulmen før den gik i udbrud. Der var noget helt uhyggeligt over den skumle skikkelse nu, hvor han havde indtaget denne form, denne menneskelige form. Snart efter rakte han sine arme ud til siderne og lod højre ben træde et skridt bagud. Hans hofte gik en smule ned i stilling og med blikket hæftet imod den sølvtonede Myte grinte han nu højt, skingrende og hysterisk.

,,Hvad jeg har gjort? Ha! Jeg har vist dig, hvad jeg er, hvad jeg også er, kære Myte. Intet mere.”

Lød det, nærmest hoverende, inden han rettede sig op i normalstilling igen. Det var længe siden han havde bevæget sig på to ben, og fornemmelsen var herlig. Magien var noget andet i hans hænder, han kunne bedre forme den og bedre bruge den. Gøre den stærkere. Og hvis der var noget Rumpelstiltskin virkelig elskede, så var det magt.

Hvad var det der foregik? Myth forstod intet, slet intet. Den dirren som havde besat hendes krop ville ingen ende tage og den gysende fornemmelse blev erstattet af en brændende fornemmelse. Brændende. Var det panik? Men hvorfor skulle hun dog panikke, aldrig før havde hun gjort sådan, men dette var så uvant for selv Myth. Drager kendte hun til, alt hvad der i løbet af hendes lange liv havde prøvet at slå hende ihjel var vel ligeså skræmmende som dette. Hun var jo ikke bange som sådan, mere forvirret, stadigvæk. Hun rystede sig, men det hjalp intet. Hun virrede med hovedet og fnyste nu højt på grund af den brændende fornemmelse havde nået hendes næsebor. Den var kvælende. Hun gjorde igen et voldsomt slag med hovedet da han slap hendes mule, hvor hun måske kunne være faldet til ro synes det blot at fortsætte. Hans ord lød, men han gav hende ikke svaret på hvad hun ville have.

” Ikke det… ”

Lød det halvkvalt fra hoppen. Det andet var jo klart, selv for hende. Det måtte være ham der fik hende til at reagere så voldsomt. Myth trådte et skridt bagud, men ikke et længere da hun ellers ville styrte i havet. Et elektrisk inferno steg op fra hoppen og hun bed tænderne hårdt sammen. Hun kneb øjnene sammen, inden hun med et stamp i jorden og et kast med hovedet fik blot en smugle mere kontrol over sin krop. Hendes flanker pumpede om kap med hvad end der havde fået hende til at reagere som hun gjorde. Hun dirrede stadig, men slet ikke i så voldsom grad. Hun så ikke længere på Rumpel, men ned af sig selv, stadig med den brændende fornemmelse i kroppen.

... Nyahahahaha

Tiden var ved at rende ud. I denne verden kunne den skumle sjæl ikke forblive i denne krop, forblive med denne frihed han havde i sin sande identitet, for enhver verden har basale regler der opretholder den. Sære naturlove der skal sikre overlevelse, og en af disse forbød ham at forblive i sin menneskelige skikkelse i længere tid. Derfor stod han blot nu, med det smørrede grin over hans mund og ventede på at forvandlingen ville gå den modsatte vej. Snart omklamrede en grøn sky ham igen, svang sig omkring ham og snart efter stod han med alle 4 hove på jorden, i skikkelse af den hingst han havde vist sig som, siden sin ankomst til Andromeda for lang tid siden. Smilet sad endnu på hans mule, imens han betragtede den paffe hoppe, der nærmest stirrede på ham med vantro malet i de pupil-løse øjne.

,,Din puls går amok, kære. Men ej har jeg gjort noget”

Lød det, nærmest direkte grumt. Hendes reaktion var pure hendes egen, hans indblanding havde intet med det at gøre. Måske, dog, for han havde jo forvandlet sig til menneske foran hende, måske givet hende et chok? Han rystede kort den usle krop over, inden han spankulerede med oprethøjet ro hen til siden af den sølvtonede ål. Den knitren der lå omkring hende prellede af, for hans magiske skjold var så langt kraftigere end hendes stød nogensinde ville blive. Han strøg hende sensitivt og pirrende over siden, inden han vendte rundt og skridtede ind i dybet af hans hule igen. Det var helt op til hende, om hun turde træde ind i spillet igen, eller om hun klogt ville vælge at gå. Helt op til hende.

Hvilken lettelse det ar for den sorthvide hoppe da mennesket blev opslugt i en grøn røgsky og det nu atter var en hest der stod foran hende. Eller var det? Hendes krop var stadig igang med det der mindede om en choktilstand, men selvom hoppen ikke var bange, så var hun nu for alvor bekræftet i at denne hingst ikke synede at have nogle grænser på hvad han kunne præstere. Myth var paf, ganske rigtigt. Hun løftede hovedet lidt ved hans ord og pustede da ud. Var det virkelig hende selv? Men hvordan og hvorfor? Spørgsmålene var mange og hun virrede kort en anelse forvirret med hovedet, inden hans nærvær rev hende ud af den lidt fjerne og forvirrede choktilstand hun var havnet i. Blot et strøg, som dette han lige have præsteret, over siden på hende, stoppede den dirren der havde hærget hendes krop og erstattede den med et let sitren. Hun vippede ørerne frem og brummede kort feminint af ham. Hun så efter ham da han dragede tilbage i dybet, og tøvede ikke et eneste sekund på at følge ham, selvom det måske havde været klogere at blive tilbage. Myth var dog ikke kendt som at tage de mest kloge beslutninger. Hun reagerede for det meste insinktivt og på hvad der nu lige faldt hende ind, men hvad der havde bragt hende ud i sådan en reaktion som hun præsterede tidligere havde hun absolut ingen anelse om, eller måske havde hun, men det lå så fjernt og forskudt for hende at hun ikke ønskede at tænke over det. Hun trippede et par skridt frem, inden hun atter søgte kontakten med Rumpel.