Hidden in the Fog

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] {Mindraper} En dyne af tåge havde lagt sig over vulkanøen. Dagene var blevet kortere, mørket vandt frem tidligere og tidligere og nætterne blev længere. Lyset var endnu ikke helt borte, men aftenen var på vej og tågen var tung, så den askegrå hoppe dansede ikke helt uden forsigtighed. Hun befandt sig i en af øens tyste skove, hvor der ikke hang mange blade på træer eller buske. Mos og planter voksede ikke her, det var som om skovbunden var dækket af et lag af støv, hvis farve mindede hende om hendes egen mørkegrå pels. Ariel var ikke sikker på hvad som havde ført hende til Foehn på denne aften, men hun havde sjældent brug for nogen speciel grund til at strejfe om på de forskellige øer. Det var hendes behov for at undersøge alle afkroge, selv disse som lå i skyggen af Andromeda. Desuden så følte hun sig aldrig utilpas nogen steder. Der var noget interessant at finde alle steder. Også på Foehn, på en tåget aften. word count 166

Mindraper var oftest vidt omkring i Andromeda, og det havde denne aften ledt ham til Foehn. Han travede da igennem en noget kedeligt udseende skov hvor bladende allerede var raslet af. Den spraglede hingst gjorde et kast med hovedet i det hans ene hov kort skred i muderet, men ikke noget kriminelt, det kunne irettesættes med et fnys. Han var dog stoppet lidt efter da noget længere fremme kort havde fanget opmærksomheden fra de slangeagtige gule øjne han besad. En skikkelse der vandrede rundt , ikke blot hvilken som helst, men hans egen datter.
Den spraglede rettede sig op og vippede nu blot ørerne frem inden han med en sagte brummen kaldte.

" Ariel? "

Hans stemme var varm og blød, mens øjnene dog ikke afslørede alt for meget. Han kunne ikke se hende tydeligt, men duften tog han ikke fejl af.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den lille askegrå virrede let på de en anelse udspilede næseborer. Der var ikke mange dufte at opfange her. Alt syntes livløst, som om hun var den eneste skabning med liv i årerne. Ingen planter, ingen fugle. Hun var det eneste som bevægede på sig. Og så alligevel ikke, for pludselig brød lyden af en stemme igennem den tætte tåge. Ariel standsede op og spidsede de følsomme ører, overrasket. De ravgyldne øjne glimtede straks af nysgerrighed, men hun ventede tålmodigt på at kunne lokalisere stemmens ejer. Hun genkendte lyden. Den vakte en sær fornemmelse i hende, en hun ikke havde følt længe. En dæmpet, men lys brummen undslap den askegrå hoppe. Det var hendes papa. Hun måtte tættere på, tågen afslørede ikke meget. Med små skridt fulgte hun lyden. word count 129

Mindraper løftede hovedet og forsøgte at se gennem tågen så han kunne se nærmere på hans datter. Selv valgte han at begynde at skridte nærmere da han hørte hendes lyse brummen. Han vippede de små ører fremad og knejsede svagt i nakken. Hun behøvede ej noget show, for hun var trods alt ikke fremmed eller Ava.
Han stoppede nu op da han kunne se hende nogenlunde tydeligt. Det lille hoppeføl havde vokset op til at blive en stor smuk hoppe, ligesom hendes mor.
En varm brummen undslap hans strube og han strakte imødekommende mulen frem for at hilse sin datter, som han ikke havde set i uendelige tider.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Den dæmpede lyd af hendes egne hovslag blandede sig med lyden af den andens. Hendes papa. En sjæl hun kun havde mødt i drømme i hun vidste ikke hvor længe. Mon han havde ændret sig? Den askegrå havde det pludselig helt underligt i kroppen, hjertet bankede lidt hurtigere. Selskab vakte altid en følelse af spænding hos hende, men det her var anderledes. Det var næsten som en drøm, midt i tågen, ligesom da hun mødte mama i ørkenen. Hun havde været helt anderledes end hun huskede hende, en anden. Men hun duftede stadig som den samme. Og Ariel havde accepteret det. Så hvis papa også var blevet anderledes, så ville hun stadig smile. Ligesom hun gjorde allerede, for tågen afslørede snart hendes store, stærke papa som strakte mulen frem mod hende. Men selv han var blevet mindre siden sidst! Bare en smule. Den unge hoppe kom med endnu et brum, nu mere hengivent, da hun uden tøven stødte sin hvide mule mod hans sorte og pustede let. word count 167

Mindraper betragtede med en vis glød af stolthed i de gule øjne, hans askegrå datter bane sig vej gennem tåget, for at hilse. Han vidste godt at Ava mere eller mindre ikke betragtede den unge Ariel som sin datter, men Mindraper så anderledes på det. Ariel var hans datter, også selvom han ikke havde set noget til hende som sådan. Men han var jo også hingst og i princippet var det ikke hans opgave at varetage et føl på samme måde som en hoppe. Han forstod hans Ava, men det forhindrede ham ikke i at modtage hans datter med den varme som kun ganske få fik fra Mindraper.
Hendes hvide mule der rørte hans fik ham til at smile bredt, inden han strøg den over hendes næsteryg og rodede hende da i pandelokken.

" Min pige.. "

Lød det så kærligt fra hans ru maskuline stemme.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Det var en underlig fornemmelse at blive rørt ved af en, der havde været væk så længe. Hvor havde han mon været? I ørkenen, sammen med mama? Den askegrå hoppe vippede tænksomt med ørerne, mens de ravfarvede øjne så noget direkte og uden forsigtighed ind i hendes papas tydeligt gule. Også dette fik hende til at smile, en mild trækning i begge mundviger, for her var et sæt øjne som mindede om hendes egne. De var endda endda endnu mere usædvanlige. Hun vågnede først op da hans stemme brød stilheden, en lyd hun forbandt med en hvis grad af tryghed. For ikke at sige glæde og ilterhed, og hun fik da også plantet et muntert nip på hans hals. ”Papa… Du virker mindre end sidst.” Smilet blev varmt og bredt. Hun havde længtes efter hans sikre nærvær. word count 137

Mindraper klukkede let fornøjet over hans datter, inden han blidt puffede til hende. Han lod kort blikket glide omkring i tågen inden han lod mulen glide over halsen på hans datter med en varm brummen. Hun var blevet stor, og Mindraper følte bestemt trangen til at beskytte hende mod hvad der nu hvilede derude. Han smilede let af hans datters bemærkning og mimrede let ved mulen over hendes lille nip.

" Hah, måske er det bare dig der er blevet stor "

Svarede han med et glimt i det gule øjne, som kunne se noget så kolde og tomme ud, men når det gjalt hans to piger, så var de varme.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hans svar fik kun hendes smil til at vare lidt længere endnu. Han var ellers præcis som hun huskede ham, selvom det ikke var mange minder hun havde at finde frem. Men hvad gjorde det, når hun nu havde fundet ham igen. Den askegrå bekymrede sig ikke forfærdeligt meget om fortiden. Hun bekymrede sig generelt ikke om ret meget, hun var stadig meget ung. Og lige nu var hun i sikre hænder. ”Det er jeg vidst! Og jeg har savnet dig. Har du været på Zenobia i al den tid, papa?” Et mildt smil fandt hurtigt vej igen, for hun forbandt ham med ørkenen, hvorfor vidste hun ikke helt. Måske forestillede hun sig, at han var en af de få som kunne klare sig i det knap så barmhjertige landskab over længere tid. word count 137

10. December

Mindraper klukkede let og sendte hans datter et kærligt smil, inden han trådte helt hen til hende og lagde halsen beskyttende over hendes. Ve den sjæl der ville skade hans kære datter. Han brummede let og strøg hende så over halsen med et lille smil plantet på den mørke mule.

" Ikke just min kære. Jeg vandrer over hele Andromeda "

Han lod de gule øjne hvile i hendes mere ravfarvede og han kunne ikke lade være med at smile. Fars pige. Han rettede sig let op og puffede let til Ariel.

" Du bliver snart storesøster "

Fortalte han så med en stadig varm stemme. Han afventede derpå så Ariels reaktion.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hun blev en smule overrasket, da hendes papa kom helt hen og lagde halsen over hendes. Det var et stykke tid siden, hun sidst havde haft nærkontakt med nogen. Faktisk lang tid. Et nærmest muntert smil fandt dog hurtigt vej til den snehvide mule, og hun nippede let efter hans brede bringe. Hun var en social skabning, og hun holdt meget af sin familie, selvom hun ikke havde set meget til dem. Hun havde ikke fundet dem, og de havde ikke fundet hende. I stedet havde hun fundet mange andre sjæle. Hun spidsede ørerne ved hans sidste sætning, og trak automatisk mulen længere op i luften, for bedre at se på ham med en anelse større øjne. Igen overrasket, nærmest paf. Og så glædeligt. ”Storesøster?” word count 125

Den spraglede hingst følte sig komplet når han stod her og kunne indse at han faktisk mere eller mindre havde fundet lykken ved Ava og deres snart 2 afkom. Han mimrede let med mulen og sendte dermed Ariel et varmt smil som hun nu spørgende så på ham og han klukkede nu varmt.

" Well ja... Så må vi se om det bliver en lillesøster eller bror "

Brummede han så og rodede let i hendes pandelok. Mindraper måtte indrømme at han måske ville finde det lettere at opdrage på en hingst end en hoppe, for Mindraper vidste godt at den første hingst som ville kigge forkert på en af hans døtre ville få med ham at bestille.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,500,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/dRQlIms.png] Hendes smil varede ved, det var en meget overraskende, men glædelig nyhed. Det var næsten helt underligt. Det var også længe siden hun havde set Ava nu, hun havde slet ikke set hende med føl. Mon det fik gule øjne som hun? Hun prustede i en lys tone da han rodede i hendes pandelok, og nippede drillende ud igen, inden hun trippede lidt til siden. ”Må jeg se hende? Eller ham?” Hun så på ham med store øjne, hun håbede. Men mon ikke? En søskende.. Ariel ville vise den lille hele landet, hvis hun fik muligheden. word count 96

Mindraper kunne ikke lade være med at smile af sin datter, da hendes datter nu nippede drillende ud efter ham og han nappede let ud efter hendes skulder i en legesyg gestus. Hun nåede dog at spørge inden han kunne møffe hende mere. Han lo perlende og puffede nu til hende.

” Jamen selvfølgelig må du da det, når jeg lige finder dem ”

Klukkede han fornøjet. Hvad var dog det for et spørgsmål. Han rystede kort på hovedet af hende og smilte kækt til hans datter.

Hun trippede let på de slanke ben, da han puffede ud efter hende. Hun følte sig glad i sin papas selskab, også fordi det ikke var så ofte, at hun fandt ham. Hvorfor kunne hun forvilde sig så langt væk? Men landet var jo stort, og hun kendte efterhånden de fleste af dets hjørner. Ariel færdedes på de mest afsides dele af Andromeda uden bekymring, i ørkenen og nær vulkanøen. Og nu kom der altså nogen hun måske kunne tage med på sin færden, en søster eller en bror, det var ligemeget. Hvilken farve øjne ville han eller hun mon få? Gule eller blå? Brun i pelsen eller sort? Hun smilede varmt til sin papa, da han svarede og nikkede så for at vise, at hun havde forstået. Men der var ting hun gerne ville vide, spørgsmål hun ikke havde haft chance for at stille.

”Jeg tror jeg har set din mor, papa. Hendes øjne var helt hvide, kroppen sort. Er det sandt?”

word count 163