Down goes the sun [åben]

Jivala bevægede sig hastigt fremover den store eng, alt imens solen langsomt dalede ned i den anden ende af enge. Fanget, ja næsten som i trance fulgte hun denne, alt imens at den var på vej ned under det blålige vand. Hun vidste godt, at hun aldrig ville kunne fange solen. Nogle få gange havde hun prøvet at følge solen hen imod aftenen, men aldrig havde det lykkedes hende at overhale den på nogen måde. Men alligevel.. hun prøvede i det mindste. Hendes hastige og rimelig klodsede trav blev brat stoppet, da hun med et overrasket hvin pludselig faldt forover, og væltede ned imod jorden. Hendes brogede krop gled et kort stykke hen over jorden, alt imens hun kæmpede for at hole den sorte mule nogenlunde over jorden. Det lykkede sådan.. næsten.

Der gik en rum tid, inden at den brogede sjæl begyndte at røre på sig igen. langsomt begyndte hun at møve de lange ben på plads, og rystende rejste hun sig igen. havde hun slået noget? Neeej.. måske? Prøvende løftede hun alle hovene efter omgang, og strakte benene. Nej. Det virkede som om alt endnu var intakt.

Den spraglede sjæl Drezar havde længe søgt efter den hoppe som han havde gjort med føl, for at sikre sig at hun havde båret føllet til tiden og folet ordenligt. Dog havde hans søgen ikke bragt ham meget held eller svar, men trods det, havde han ikke opgivet noget endnu. Han var ikke en type der opgav. Imens han ledte efter denne hoppe, fangede en lyd hans interesse. Selvom han havde et mål for øje, undersøgte han stadig alt, for landet var ham ikke så kendt endnu, at han ligefrem kunne prale med det. Derfor drejede han nu fra og inden længe fik han øje på en lille bitte skikkelse, der fór afsted i hvad der synede som leg. Forundret hev han hovedet op, for da han fik kigget rigtigt efter, bar den lille skikkelse indadvendte ører som ham selv – og der gik det op for ham. Det måtte da være hans eget afkom!
Inden han nåede at reagere yderligere strøg solens sidste stråler fra himlen over dem, og et kort øjeblik efter lå hans afkom pludselig på jorden. Det var gledet, faldet herefter og stablede sig nu på benene igen. Det tog ham ikke lang tid at komme frem nu, og i en fyrrig falop skyndte han sig afsted, hen imod den lille skabning han selv var far til. Han havde afkom tilbage i sit eget hjem, det vidste han, men aldrig havde han rent faktisk set et; så det, at lægge øjnene på et føl med hans blod i årene var noget af en oplevelse, hvis man spurgte den spraglede Drezar selv.

De brune øjne gled forsigtigt søgende over den nu mørke himmel, og hun måtte til sin ærgrelse indse hvordan at solen endnu engang var smuttet fra hende. sunket ned i vandet, og vandret videre til hvor den nu end ville befinde sig når den ikke var her. Hvor mon den var? Var der andet end de øer hun havde sit i Andromeda? Hoppen havde ganske vidst ikke besøgt mange af øerne, og hun vidste intet om at hendes mor ikke var her i landet. Hun troede faktisk, at det hun så her i landet – var det eneste som var her. Hendes stadig unge sind, kunne ikke tænkte videre til at der måske ikke kun var noget der hed Andromeda. Og med god grund.. for hvordan kunne man komme ud af landet? Det var jo.. umuligt. Hun havde nok stået i noget tid.. en anelse fjern, inden lyden af hove fik vækket hende op af hendes næsten sovende stilhed og fik hendes blik til at søge videre. Hvad var det? Nysgerrigt drejede hun det markerede hoved, inden at hun så en stor hest komme imod hende. De brunlige øjne spærrede sig kort overrasket helt op, inden at hun hurtigt begyndte at bakke bagud. Hvem var det?

For enhver anden havde det måske ikke sæt farligt ud.. men Jivala var utrolig usikker i forvejen. Og at der så kom en fremmed broget skikkelse imod hende, fik hende kort til at panik bakke bagud, imens at hun kæmpede fir ikke at ryge på bagdelen. Hendes blik gled søgende rundt efter den hvide skikkelse, men selvfølgelig var hun her ikke. Hun stod sikkert stadig tilbage i engen, og ventede på at hun kom tilbage. En forsigtig advarende brummen kom fra hende, selvom at der nok ikke var noget hun kunne advare om fra hende. Så.. det var nok mere en usikker brummen, hoppe føllet lod lyde.

Den spændstige sjæl nærmede sig med hastige skridt den sjæl, som han selv havde været med til at skabe. Hans overgearede humør havde i et kort øjeblik overdøvet hans andre sanser, for han opdagede først for sent at den lille hoppe bakkede i frygt. Hans ivrige og dansende bevægelser ophørte straks, da en advarende brummen lød fra brystet på den lille sjæl, og med forundring stoppede han bravt foran hende. Hans krøllede ører blev vippet frem og tilbage i en kort usikkerhed, inden han med det vuns strakte mulen ned imod hende. Hans normale vaner var for denne stund langt væk, for oplevelsen var simpelthen for stor. Drezar var en hingst, der kunne rumme mangt og meget. Han havde en god opdragelse og vidste hvad det ville sige at gå med stolthed og pragt, uden arrogance og dumdristighed – men nu, var han så kåd som enhver åring ville være, ved dette vidunderlige syn; hans afkom. At det så ikke så synderligt tilfreds ud, lagde han lidt til side – han var sikker på, at hun nok ville være glædelig over at have mødt sin far om lidt. Han brummede dybt imod hende, med en røst der var tilegnet hende, en beroligende lyd som han huskede at have hørt fra sin far; de få gange han i sin tid havde mødt ham. Derpå trak han mulen til sig for ikke at ende med at skubbe hende bagover af ivrighed; lille var hun og skrøbelig. Derfor måtte han omgås hende med forsigtighed.

Som forventet havde hendes halvkvalte prøvende advarsler ingen effekt, og den store hingst nærmede sig hastigt. Faktisk – langt hurtigere end hun egentlig brød sig om. Fortvivlet vippede hendes ører frem og tilbage – som om at hun ikke helt kunne bestemme sig for hvad hun ville. Om hun bare var vred, eller bange. Vrede var dog en af de.. mindre kendte følelser hos den lille, og frygten lå i meget mere kendte omgivelser. Derfor gættede hun selv på det sidste. En misfornøjet – ja næsten fornemmet brummen kom fra hende, idet at han pludselig stak mulen ned imod hende. Hurtigt prøvede hun at bakke nogle skridt, men kom ikke langt før hun måtte stoppe for ikke at glide i et hul eller noget lignede, grundet det lettere ujævne underlag. Endelig syntes han at trække mulen til sig, og give hende lidt mere plads. Overrasket vippede hun ørene nysgerrigt frem ved den dybe brummen der kom fra ham, men derefter vippede de igen flygtigt tilbage. Det var ikke hendes mening at være bange eller tilbageholden. Men sådan var hun bare.. Desuden, mente hun aldrig at have mødt denne hest før. Det var tydeligvis ikke hendes mor. Heller ej den askegrå med de gyldne øjne. Den lille sorte kunne det umuligt være, og heller ikke den røde hoppe. Så.. hvem var det? Dog kom ingen lyde fra hende. Hun ventede blot – men på hvad.. ja det var jo spørgsmålet. En redning?

Forundringen stod stadig malet I hovedet på den spraglede Drezar. Det lille fine afkom stod der, med både frygt og nysgerrig i et blandet udtryk, der skyllede ind over den lille krop i bølger. Hun var dog stoppet med at bakke så snart han havde trukket hovedet til sig, og nu stod hun blot og så på ham. Hvad præcist han skulle tolke i hendes blik, vidste han ikke – for ærligt, så havde han ikke været meget omkring yngre, især ikke føl, siden hans liv i de trygge rammer hos hans ejer. Han var uvant med dem, uvant med følelsen af at se på dem, deres duft og handlinger, selvom han selv havde været et engang; men det huskede han som et rent paradis, hvor frygt ikke fandtes.
Han studerede indgående den lille krop imens hun stod der med ørerne tilbage. Ørerne matchede hans, de fine krøllede ører. Hun var broget, et mønster der kunne ligne hans og dermed forseglede det faktum, at hun var hans afkom. Han brummede derpå tilfredst inden han rettede sig op.

,,Aye.. Hvor er din mor?”

Spurgte han så; hans puls havde efterhånden lagt sig lidt igen efter overraskelsen over, faktisk at have fundet sit afkom – og det slog ham egentlig først nu, at hun var alene. Hvor var Piranja, den skimlede hoppe, som han vidste var hendes moder? Hans krøllede ører vrikkede frem og tilbage, lyttende og tænkende, imens hans blik var forseglet imod den lille hoppe. Hvor var hun dog egentlig yndig.

Jivala var på sin vis utrolig svær at læse… mange udtryk kunne blande sig sammen, og ligefrem få hende til at virke virkelig forvirret – selvom hun ikke altid var det. Jo, man måtte indrømme blankt at hun til tider var en lille forvirret skabning, som til tider ikke helt vidste hvor hun var, eller hvad hun ville. Men alligevel, formåede hun at få dagene til at gå med et eller andet. Hun kunne sågar i flere timer bare stå, og betragte hvordan fuglene fløj omkring. Hvordan at solen passerede himlen. Nej, ej løb hun rundt og legede så meget som man ville tro, men blev i stedet blot det samme sted. Ubevægelig og stille.. ja, stille… for stilheden var noget hun værdsatte, og dette var nok også grunden til hendes egen mangel på tale. Ikke fordi hun ikke kunne… men fordi at hun bare ikke ville.
Hendes egen stemme var noget hun sjældent hørte, medmindre hundes mor direkte spurgte hende om noget, eller hun skulle forklare. Så blev hun ligesom nød til det… men at se andre tale. At se andre løbe omkring – se det var noget hun kunne og gjorde tit. Den fremmede hingsten virkede til kort at tænke over noget, imens at hun blot med en blanding af tilbageholdenhed og nysgerrighed så på ham. Det var vel ingen hemmelighed, at Jivala faktisk nærmere så på hans pels, end på ham som helhed. For aldrig havde hun set en broget pels som sin egen… og så pludselig – her var en. Hun lignede jo ikke sin mor. Hun havde hverken den hvide blege krop, eller de isblå øjne. Og alligevel var hun mor. Underligt? Måske.. hendes far gener havde åbenbart været utrolig stærke.
Den fremmede hingst stemme lyd da, og hoppens øjne flakkede ud af deres stirren. Mor?

”hun… Skovene”

Kom det mumlende fra hende, da hun ikke brød sig om at svare bare uden videre. Med et ryk hævede hun hovedet lidt, og trippede til siden. Kunne hun mon nå at finde hende inden at hingsten gjorde?
Indtil videre var den unge hoppe en anelse uharmonisk og ranglet at se på. Men forhåbentlig ville det rette sig til efterhånden som hun voksede.

Hans ører vippede med ét frem imod den lille hoppe, da hun snakkede. Stemmen. Det gav en sitren igennem hans krop at høre den vokal der forlod mulen på den lille sjæl, hans datter. Så mild. Han brummede dybt, inden han rettede blikket imod skovene. Piranja var der? Et langt og højt kaldt forlod hans mule, i søgen på denne hoppe han ikke havde set siden deres sidste akt sammen, hvor dette lille mirakel var blevet skabt. Derpå lød ingenting. Ingen fugle for op, ingen vind blæste, intet. Piranja lod ikke til at have hørt det kald, som den brogede Drezar havde sendt og derpå vendte han blikket imod den lille sjæl igen.

,,Mmmm. Har ikke set hende siden.. Aye. Kom!”

Den spraglede sjæl snakkede somme tider ligeså meget til sig selv, som til sine selskaber, og her var kun det sidste egentlig henvendt til den lille hoppe. Han brummede opfordrende inden han satte frem i rask skridt med et voldsomt slag med hovedet. Han ville have hende med, med ud og finde hoppen Piranja, hendes moder og hans hoppe.

Hvor var han underlig? Den pludselige tanke fik hende kort til at virre lidt med hovedet, inden at hun prustede let. Underlig.. det var nok at dømme andre før de havde en chance for at forklare sig, men hvad pokker.. hingsten agerede næsten som om at han kendte hende – selvom det var en umulighed. Og at det bare var helt normalt at han spurgte efter hendes mor. Måske var det bare sådan? Ja, hun vidste det ikke helt… for måske var det bare sådan mange kunne reagere, når de så hende. Det var jo ikke fordi hun ligefrem var en bette pus mere, men heller ikke helt voksen. Hun var vel en blanding? Stor nok til at gå en smule alene og se tingene an og sådan.. men ikke stor nok til at klare sig selv – langt fra. Hun var nærmest det modsatte… behovet for hendes mor var stort, og hun vendte pligtskyldigt tilbage hver nat til hende. Hvilket mindede hende om.. Hun skulle være hjemme nu! Snart! Om lidt i hvert fald! Solen var lige på vej ned, og det var en regel at være hjemme inden! Men den brogede mystiske hest havde distraheret hende, og derfor havde hun jo glemt det. Hoppens blik flakkede usikkert til siderne, inden at hun begyndte at vende om imod skovene. Dog stoppede hun kort, da en kaldende lyd kom fra ham. Ikke imod hende, men mere imod nogle andre. Hvis det var imod mor, kunne han godt droppe det. Skoven og vinden blokerede for mange af lydende, og det var sjældent at hun kunne høre hende herfra – eller ham herfra.

Hingsten begyndte kort efter at trave videre, og bad hende om at følge ham. en direkte opfordring. Men måtte hun det? Ud fra hvad hun havde hørt, ledte han efter mor. Ligesom hende… men måtte hun mon? Splittet stod hun et øjeblik, inden at hun forsigtig travede let efter ham. bare mor nu ikke blev sur… og bare han vidste hvor hun var. Men det virkede som om, at han havde styr på det.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Imellem de mange stammer og visnende blade, bevægede en yndefuld bleg skikkelse sig rundt. De lange slanke ben flyttede sig med jævne mellemrum, imens den bløde mule gled søgende over den begyndende tørre jord. Hun ledte efter det sidste græs, som stadig var til at finde i den frodige skov. I skiftevis ryk og nulren samlede hun det op, og spiste det. Lagrede det til vinteren. Kort løftede hun det markerede hoved, og lod de isblå øjne søge imod himlen. Hmm… Den svindende sol betydede at Jivala nok snart ville begynde at komme ”hjem” igen. Ikke at hun behøvede at skynde sig for meget, for endnu ville de store rovdyr ikke komme ud. Og Piranja sørgede for aldrig at være fooor langt væk.. men Jivala havde godt af at opleve en smule uden hendes mors ånde i nakken – mente Pi. Dog tvivlede hun på, at der var frygtelig mange rovdyr på øen. Nej, den virkede i den grad som et paradis indtil videre.. Dog endte hun med at begynde at gå derimod hun burde være. Jivala plejede at lege på engene – så mon ikke hun gjorde det i dag også? En frisk nynnende tone kom fra hende, imens at den spinklere hoppe kom travende igennem skoven. Hun var kommet længere ind end hun egentlig lige havde troet – det måtte hun passe på med. Et kaldende vrinsk syntes at lyde, men hoppen tog det blot som vinden eller noget andet. Hvad det end måtte være, havde det nok ikke været noget virkeligt. Sjovt, siden mødet med den dødninge hvide hingst, havde hun hele tiden nervøst set sig over skuldrene. Nervøs for at den sorte tåge, skulle komme hende nær. For ganske vidst – det havde været spænende. Men for meget spænding var ikke godt på en gang.. og da slet ikke, når hun havde Jivala at passe på. Nej, indtil hun blev en smule ældre, havde Pi lovet sig selv at holde sig i skindet. Både for fremmede ting, men også for de mere farlige ting. Endelig syntes hun at begynde at skimte den brede eng imellem træerne, og hun slog glædeligt med hovedet. Dog stoppede hun kort op i et ryk, da der ikke kun var en – men 2 brogede skikkelser derude. Hvem var nu det? De blå øjne blev let knebet sammen, imens at hun trådte ud fra skoven. For noget bekendt var der skam – det var hun sikker på.

Den spraglede Drezar var snart på vej imod skovene, hvor den unge hoppe havde fortalt at hendes moder, Piranja, gemte sig. Han havde et kort øjeblik slet ikke betvivlet at den unge sjæl ville følge ham, for det faldt ham blot naturligt at hun ville – men da han fik kigget bag sig, var hun kun tøvende fulgt efter. Han sænkede derpå farten, for at afvente at hun sluttede sig til hans side, og atter engang gentog han den ’faderlige’ brummen, som burde fortælle hende, at hun hørte til hans familie. En families røst havde altid bundet dem sammen i det land han kom fra, og han havde ikke tvivlet et øjeblik da han havde set sin fader dengang. Dog var han ikke engang sikker på, at dette føl anede hvem han var? Måske hun havde kunnet kæde det sammen med ørerne, ellers måske hendes moder havde fortalt om ham, men at dømme ud fra hendes reaktioner var det tvivlsomt at hun havde nogen anelse om hvem han i det hele taget var.
De nærmede sig skoven de to; de to eneste i denne verden med de sælsomme krøllede ører, og hvis ikke man kendte dem, ville man ikke betvivle de var i familie, med de ligheder der var. Ganske stolt kunne han vel se ud, sådan som han guidede sin datter frem imod skovene, og ligeså følte han sig.
Da først de havde ramt skovbrynet, gik der ikke længe før han fik øje på den yndige hvide Piranja. Med øjeblikkelig genkendelse i blikket røg hans hoved i vejret og et kald blev sendt til den fine hoppe, der endnu engang havde fået den slanke krop igen, efter at have båret på føllet. Derpå lod Drezar en brummen lyde til datteren igen, fortællende, inden han satte i spændstig trav imod denne hoppe, som han for mange måneder siden havde danset en meget intens dans med, krydset et hav og skabt noget rent magisk med. Han hilste hende an med dybe, hingstede brum af meget fyrrig karakter, inden han strøg hende over den hvide hals.

,,Piranja! Aye – jeg stødte på hende på engen og tænkte at det nok var bedst jeg bragte hende tilbage”

Hans sprøde, lækre stemme kom for alvor til udtryk nu, hvor han ikke talte med sig selv længere. Den kælede sig næsten igennem luften, uden at være slesk eller ovedreven; men den var, som den var, piratens stemme. Derpå lagde han blikket imod den lille hoppe igen, hvis navn han endnu ikke kendte. Hvad mon Piranja havde valgt at kalde denne yndige skabning?

Noget tillidsvækkende var ved den brogede hingst, og på trods af hendes underlige fordomme imod fremmede, var hun alligevel ikke alt for sen til at følge ham. Hvorfor mon hun var sådan en urolig person i sådan en ung alder? Ja, det kunne kun guderne vide – hvis de da overhovedet fandtes. For umiddelbart, kunne man ikke bebrejde hendes opdragelse denne adfærd. Piranja tog sig skam godt af den lille brogede unge, og hun værnede om hende som en bi om sin honning. Dog med forholdsvis frie tøjler, sammenlignet med andre hopper. Jivala strejfede mest selv om dagen, men vendte altid hjem om aftenen. Og hvorfor søgte hun så væk om dagen? Ja, hendes eget selskab behagede hende udmærket. Hvad hendes mor ikke vidste var, at hun så andre som værende besværlige. Aldrig vidste de helt præcist hvad hun ville. Aldrig kunne de det samme, som hun fx selv kunne. Derfor, var hendes eget selskab en del bedre end andres – mente hun. Dog var det ikke sikkert, at denne asociale adfærd ville følge hende som voksen. Eller ville den?
Hendes grumsede blik så frem for sig, inden at det sneg sig over på hingsten igen. Endnu engang kom det stadig usvarede spørgsmål frem i hendes hoved. For hvordan havde han de ører? Hun havde engang spurgt mor om hvorfor hendes var spidse, men hun havde sagt noget om hendes far havde spidse ører… far? Overrasket snublede hun engang da hun ikke var opmærksom på det ujævne underlag, inden at hun prøvende rykkede et lille skridt tættere på. Ville han blive sur?
Inden længe var hendes mors hvide skikkelse synlig, og ikke længe gik der inden at hun var henne ved dem begge. En kærlig brummen undslap hende, og så snart hendes blik landte på Jiva, smilede hun glad. Lige meget hvor meget hun elskede at være alene – var hendes mors selskab nu også godt.. måske bedre. Hingsten og hendes mor virkede til at kende hinanden godt, og Jivala’s spørgsmål trængte sig mere og mere på. Var han øre hemmeligheden – altså far? Dog skulle der ikke gå længe, inden at hun både blev præsenteret for ham, og han for hende. Og så var det hun sagde det. Far..? Nysgerrigt så den brogede hoppe op på den store skikkelse. Den tilbageholdne adfærd havde trukket sig tilbage, og efterlod den føllede nysgerrighed til hende selv. For nu, var hun jo sammen med mor. Og det var jo en slags sikkerhed.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Inden længe vandt genkendelsen ind på tvivlen, og et smil trak langsomt i mundvigerne på de blege hoppe. Det var jo den kære Jagdis, der havde fundet hans egen datter. Piranja havde ikke fortalt meget til Jivala om Jagdis, da hun hellere ville have hende til at opleve ham. Desuden, kendte hun ikke hingsten helt godt nok til at vide, om han tog sig af sine afkom. Så love Jivala en far med gudl og grønne skove, var ikke lige det den snehvide fortrak. Men her var han jo. Gik ved siden af sin datter – som i den grad lignede hendes far. Faktisk, var det meget lidt den unge hoppe havde arvet fra hende. Hvilket vel kun tydede på at hans gener var stærke. Med fjedrende bevægelser – strøg den spinkle skikkelse frem imod de 2 brogede heste. Let stoppede hun op foran ham, og gengældte hans hilsende brummen – dog i en lidt lysere version. ”Ja det kan jeg se.. Mange tak for det” Kurrede Piranja, inden at hun kort sænkede mulen ned imod Jivala, og nulrede hende blidt på panden. Derefter listede hun blikket frem til hingsten igen, inden at hun smilende nappede efter hans kæbe for at fange hans opmærksomhed – hvis den nu skulle være smuttet. For ingen tvivl – hoppen elskede skam opmærksomhed. ”jeg går ud fra du allerede har gættet hvem hun er… Hendes navn er Jivala” Kvidrede hun muntert, inden at hun så på den brogede hoppe igen. Mon hun selv havde regnet det ud? måske, men hun kunne i hvert fald stadig sige det – hvis ikke allerede Jagdis havde. Men ud fra blikket, tydede det på et nej. ”Og Jiva, det her er din far. Jagdis” Kom det fra hende, og hun trådte et lille skridt bagud for at hun kunne se ham bedre. Ikke stort – men nok til at give dem plads. Hun skulle nok få snakket med Jagdius senere – lige nu, skulle Jivala møde sin far.

Den lille skikkelse, den lille unge hoppe havde valgt at søge sin faders side, selvom hun ikke vidste hvem han var. Og hvorfor den spraglede Drezar ikke blot havde sagt, at han var hendes fader, var uvist. Men hun havde valgt at søge hans side, og da hun valgte at komme ham nærmere, bød han hende kun velkommen med en kærlig brummen på hingstet manér.
De nåede nu den skimlede hoppe, ja, han havde hilst hende an og fortalt han havde bragt hende tilbage og Piranja lod til at være ganske glad for at se begge de brogede sjæle igen. Drezar reagerede med et tilpast hingstet hyl, lavt, men markerende da hun nappede imod ham. Ikke fordi han ville markere sig, overfor hende, men markere at det var hans hoppe – for det var hun. Snart efter gav han sig til at undersøge hendes korpus, hendes dufte. Det lod ikke til at andre havde været på hende, og det glædede ham. Derpå strøg han hende kærtegnende over den hvide hals, fornemmede hendes varme pels imod hans mule igen. Han nød det. Derpå rykkede han hovedet lidt til sig igen, da den hvide Piranja præsenterede de to for hinanden. Jivala var navnet på hans datter, et navn han fandt ganske passende af lyd. Han brummede glædeligt, inden han rakte mulen imod Jivala, alt imens Piranja trådte en smule tilbage for at give dem plads. Han strøg forsigtigt sin datter ved panden, inden hans øjne ramte hendes. Et smil stod tydeligt i hingstens øjne, et smil med stolthed. Derpå rettede han sig op og betragtede skiftevis de to hopper, som nu var en del af hans familie; ja, vel hans egen lille flok?