En vogters færd (Matthew)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Armonia havde altid holdt mest til på denne lille ø, hvor naturen skjulte hendes rødbrune krop så fint og ubesværet; men det var nu ej fordi den røde ønskede at holde sig skjult for andre eller frygtede selskaber. Nej, armonia holdt meget af selskaber, og hun ønskede gerne at møde flere, end dem hun allerede nu havde mødt, igennem sine år i Andromedas land. Ak ja, hun havde efterhånden været her i mange år, og kendte alle øerne ganske meget. Måske med undtagelse af Foehn; den ø holdte hun sig helst fra, for der var hendes sjæl ej i ro, hvis hun betrådte vulkanens underlag. Den røde krop, lå plantet under det store piletræ, dybt inde i Chibales skov, men i en åbning, hvor kun piletræet stod, og hvor bækken løb forbi det, i en beroligende tone. Armonias krop var udmattet, træt og øm, efter turen til Enophis, og op i dets snoede stier, til toppen af bjerget og ind i dets labyrinter, til hun til sidst havde nået ind til Årstidernes Hjul, og drejet det en omgang. Dette havde nu ført vinteren med sig i Andromedas land, og små snefnug var begyndt at falde. Frosten ligeså om natten, men om dagen kæmpede plus graderne dog stadig imod. Hendes røde øre vippede stille omkring hendes mørkere man, hvor blomsterne snoede sig imellem hendes hårstrå. Blomsterne var dog lukkede nu, for natten var jo på vej, og mørket var faldet på. Men Armonias blomster, var de eneste der efterhånden var at se nu, for vinteren havde tvunget blomsterne i hi, og de lå nu under jorden, klar til at komme frem, når vinteren igen ville forsvinde til næste år.. Hun løftede langsomt hovedet en smule, lyttende efter fremmede, men ingen var at høre indtil videre. Så hun lod sin mule falde ned imod hendes ene røde forben, hvor hun blidt lod mulen glide lidt op og ned af de ømme muskler, men uden om blomsterranglen, af frygt for at ødelægge den; selvom den da bare ville komme på ny.. Word Count 338

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] En vogters færd Det var blevet vinter. Luften var kold, natten var på vej og hans varme åndedrag blev til skyer af damp ud for hans mørke mule. Hans pels var blevet tykkere, men det var ikke meget, hans skind var stadig glat og ville forblive sådan vinteren over. Men han forstod at holde sin krop i gang, så det var heller ikke nødvendigt, selvom det var mærkværdigt. Han havde skam været igennem sine vintre, men aldrig havde han sat rigtig vinterpels. Den mørkebrune hingst slog kortfattet med den natsorte hale. Han bevægede sig i skridt frem mellem de høje, tavse graner som prægede Chibales landskab. Det var en noget anderledes ø fra de andre, ikke at de ikke alle var specielle, men her var exceptionelt lidt plads at bevæge sig på for en hingst af hans størrelse. Alligevel drog han stadig hertil, på de dage hvor han kunne holde stilheden ud, for det var øens dybe skove – uendeligt stille. Det var sådan en dag i dag. Der var som sådan ingen bestemt tankestrøm, der gik gennem hans hoved, mens han med lange skridt bevægede sig frem i skoven uden bestemt retning. Hans slanke krop var kun en anelse rastløs, det trak lidt i ham nu og da, men energi havde han altid. Matts reserver var uudtømmelige. Himlen var klar og skyfri, et eller andet sted deroppe over trætoppene. Stjerne ville snart vise sig, få var allerede at skimte. Men der var kun en tynd streg af en måne som ikke gav meget lys. Tiden gik hurtigt og langsomt i den stille skov, han var egentlig ikke sikker på hvor længe han havde været på øen. Solen havde været på himlen da han ankom. Nu var den efterhånden væk, og mørket vant frem. Hingsten drejede opmærksomt ørerne i retningen af hvilken som helst lyd, der måtte nå dem, mens det kastanjebrune blik fulgte nattens fremkomst, lige indtil han endte op i en lysning. wordcount 320

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde krop forblev liggende på den små frosne jord, og det var skam køligt for Armonia at ligge der; for inden hun have lagt sig der, havde hun krydset det kolde hav, fra Enophis til Chibale, fordi hjulet jo lå på Enophis og ikke denne æ. Langsomt lod Armonia sit hoved komme en smule op, således at en enkelt dråbe vand gled fra hendes røde pandelok, nedover næseryggen, for til sidst at ende på spidsen af hendes røde mule, og så falde ned et frossent græsstrå. Hun lod ørene vippe stille rundt, lyttende til de omkringværende lyde; men en lyd skilte sig dog mere ud end andre, for Armonia synes at kunne fornemme lyden af hovslag inde mellem træerne. Hun lod de mørke øjne hvile i retningen af lyden, inden hun blidt kneb øjnene sammen, i et forsøg på at se bedre i dette skumrings lys. Nogle sekunder eller minutter gik, inden hovslagene nu var så tæt på, at Armonia ikke var i tvivl om, at hun snart ville få en sjæl at se, og det var hun ganske glad for. Langsomt drejede hun hovedet lidt til den ene side, og der så hun nu den brune skikkelse, Matthew, der trådte ud i den lysning som også hun var i. Et smil fandt vej på hendes mule, inden hun samlede sine ben under sig, og derefter i en elegant bevægelse rejste sin røde krop op. Et lavmeldt prust forlod hendes røde mule, i hans retning, for at gøre ham opmærksom på, at også hun var her, dog under det store piletræ. Men hun kunne godt ses imellem pilegrenene. I en rolig bevægelse trådte hun ud imellem piletræerne, så hendes bringe, hals og hoved samt forben nu var helt tydelige, mellem piletræerne, og bagparten stadig en smule gemt. ,,Godaften, kære Matthew. Så er du kommet til Chibale også. Er det første gang?” Ordene kom blidt og varmt frem til ham, inden hun da lagde hovedet roligt på skrå, mens hun lod de mørke og milde øjne hvile i hans retning, roligt og opmærksomt. Hun trådte ikke tættere på ham; for hun vidste endnu ikke, hvad han mente om hende, og derfor ville hun ikke gå tættere. Word Count 366

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] En vogters færd Det var ikke en lysning, han var stødt på før. Ingen tunge graner prægede det lille stykke åbne område, hvor en bæk løb igennem. I stedet rakte store piletræer tavst op mod den nu mørke himmel. Han var standset op så snart han var nået igennem de sidste, tætstående træer, og de kastanjebrune øjne afsøgte nu tavst det lille område. De fangede hurtigt bevægelse mellem de lange pilegrene, der langsomt svajede i den næsten stilstående, kolde vind. Hendes duft havde allerede nået hans mørke næseborer før han fik øje på hende. Matt var ikke engang overrasket, der var vidst ikke noget der kunne overraske ham længere. Han slog endnu et slag med den sorte hale og løftede mulen en anelse, da den røde hoppe dukkede rigtig frem mellem de svajende grene. De slanke ører blev yderligere spidset da hun hilste på ham, og nærmest afslappet trådte han længere ind i den lille lysning. Han brummede hingstet af den efterhånden velkendte hoppe i sin dybe tone. "Armonia. Første gang? Nej, Chibale har jeg før besøgt.. Selvom der ikke er meget plads at bevæge sig på," Han standsede et par meter fra hendes front, piletræet skjulte stadig det halve af den spinkle, røde hoppe. Det ædle hoved blev lagt en anelse på skrå, mens det kastanjebrune blik havde sat sig fast hos den venligsindede hoppe. Det så næsten ud som om, hun følte sig hjemme her, i den lille lysning. "Så vidt jeg husker, så har mødt dig på Chibale en enkelt gang før denne." wordcount 253

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, der stadig stod med kroppen kun halvt ude, imellem piletræets kærtegnende grene, lod sine mørke øjne hvile blidt og varmt imod den mørke Matthew, der ikke var længe om at opfatte hendes eksistens; men det havde hun nu ej heller regnet med. For Matthew var en vågen sjæl, det var hun ganske overbevist over. Desuden ville hendes duft nok afsløre hende længe før hun selv ønskede det; for hun bar atter engang på den sødlige duft, som hun ikke selv kunne fremtvinge eller tvinge bort. Nej, den kom blot til tider. Hun lod sine øre vippe mildt i hans retning, da han begyndte at skridte tættere på hende, og da trådte hun selv længere fremad, for at lade hele sin røde krop komme til syne, og ej være gemt blandt grenenes kærtegnende gyngeri. Hele den røde krop samlede hun da igen, og stod stille. Hun ville lade den stolte og maskuline Matthew bestemme afstanden imellem de to sjæle; hellere det, end at den røde hoppe trådte over nogle grænser, som hun ikke ønskede at røre ved. ,,Jeg menes også at kunne huske, at vi før er stødt på hinanden på denne lille skovbelagte ø; men det er efterhånden svært – selv for en som jeg, at huske hvor jeg har stødt på sjæle henne. Det beklager jeg, Matt.” Svarede den røde Armonia den mørke Matthew, inden et varmt smil landede henover hendes mule endnu engang. Hun lod mulen strække sig en smule fremad, mens hun lod hans dufte ramme ind i hendes næsebor, for lige at bekræfte, at det nu engang var Matthew. Kort efter trak hun sin fine mule til sig igen, inden hun kiggede lidt til siden, og udover den lille rislende bæk. ,,Det er her, jeg holder mest til. Det er dette sted, jeg ser som mit hjem, trods Andromeda har så mange andre steder at tilbyde. Men hvad har bragt dig helt ind i det dybeste af skoven?” Sagde hun så, ud af kontekst. For Matt havde jo ikke spurgt om noget, men alligevel fortalte Armonia ham hvad dette sted var, for hende, og samtidig spurgte den røde også ind til hans færden her. Word Count 337

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] En vogters færd Matt så tavst til, mens den røde hoppe trådte helt fri af de lange grene. Der var nærmest en helt lille hule derinde, en smule læ måtte de svajende grene da sikkert give... Han blev næsten uopmærksom, men rettede igen øjnene mod det kønne ansigt, Armonia besad, da hun undskyldte over for ham. Det var ikke det, han havde søgt, da han nævnte deres tidligere møde, men han havde for længst forstået hvor ydmyg den røde hoppe var. Han fandt det ikke noget negativt træk, havde han ikke brudt sig om hendes selskab var han forduftet for længst. Alligevel undrede det ham en smule hver gang. "Jeg forventer skam ikke at du husker alle vores møder," Den mørkebrune hingst rystede kortfattet sin ravnsorte manke. Den røde hoppe var egentlig den, han havde set mest til i dette land. Han færdedes ikke meget i flokkens område, den forekom ham stadig fremmed. Og mærkværdig. Ham i en flok. Det var nærmest morsomt. Engang stod han til at arve, nu havde han ingenting og alting på én gang. Han brummede endnu en gang da hun strakte mulen frem mod ham. Det var først nu, han lagde mærke til, at hun så en anelse udmattet ud, selv med det altid venlige smil. Mon det havde noget at gøre med hendes ansvar for årstiderne? Det var spøjst, hvad dette land gjorde ved dets beboere. Og han vidste, at han selv stod for tur. Men ikke endnu. Han rettede ørerne frem mod hende, da hun igen lod sin lyse klang lyde. "Det er ikke nogen dårlig lysning, du har fundet dig. Der har været uvejr på Enophis, og sneen er allerede faldet. Men her går der vidst lidt tid endnu," Det var et kort svar, men han var heller ikke en hingst af mange ord. Det var ikke altid han overhovedet havde tålmod til at blive stående og tale og lytte, når energien boblede var der ikke plads til noget andet. Men i aften var det anderledes. "Du ser udmattet ud, Armonia." wordcount 336

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] De varme og mørke øjne, forblev vendt en smule til siden imod den rislende bæk, inden den røde hoppe da drejede hovedet tilbage atter engang, for at betragte den brune Matthew, som hun nu igen havde æren af at være i selskab med. Matthew havde hun mødt et par gange før, og Armonia holdt inderligt af at møde bekendte sjæle af flere omgange; for da kunne man bygge noget sammen, et venskab eller andet. Dette kunne man ikke, ved kun at møde hinanden en enkelt gang, det var Armonia i hvert fald overbevist om. Dog var hun ej bleg for at tro på, at man dog kunne skabe et godt bekendtskab, allerede ved første møde. Hun smilede mildt, ved Matt’s bemærkning om, at han nu heller ikke forventede at den røde hoppe skulle kunne huske alle sine møder, og hvor de fandt sted. ,,Jeg ville nu sommetider ønske at jeg kunne; men jeg tror nu ej at mit hoved ville bryde sig om det i længden” Svarede hun da, i den milde og varme tone, let leende, mens hendes mørke øjne hvilede roligt imod hans mørke øjne ligeså, dog uden at stirre eller nidstirre for den sags skyld. Men blot roligt, og nysgerrigt samt opmærksomt; for det var jo ham, der nu var i hendes selskab, og det var hun glad for. ,,Kun frosten er kommet til Chibale, når natten først falder over os. Men sneen er endnu ikke landet, men det går nok ej længe. Som du selv nævner kære, så er sneen begyndt at falde i Enophis; det gjorde den ganske kort tid efter mit besøg dertil.” Besvarede den røde hoppe, med en mild og blidhed i stemmen, nærmest klokkerent og nynnende. Stemmen var ej noget hun anstrengte sig for at gøre blød og varm; den var såmænd bare sådan, og det var den røde hoppe ganske godt tilfreds med. Matt lod da sin mule påbegynde endnu en sætning; en sætning den røde Armonia måske ej havde regnet med. ,,Det er ej en vandren der er let eller uden problemer, at nå til det inderste i enophis bjerge. Men jeg klarer den ganske vidst, blot er kroppen en smule træt og kold, efter min krydsen af det store hav. Det skal du ej bekymre dig om, kære Matthew” Svarede hun ham, i et mildt toneleje, inden et oprigtigt smil fandt vej frem til hendes mule. Hendes smil var dog altid oprigtige; for havde hun ingen grund til at smile, da ville hun bare lade være. Langsomt lod hun mulen glide en smule frem imod ham, uden at røre, for det var afstanden for stor til, inden hun så lod nye ord forlade hendes mule. ,,Hvordan har du det, Matt?” Word Count 448

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,430,true]

[atrb=background,http://i.imgur.com/TywwNr9.png] En vogters færd Den mørkebrune hingst lagde endnu en gang hovedet en anelse på skrå, mens han lyttede til den lyse strøm af ord, der flød fra den røde hoppe foran ham. Hendes latter stod i skarp kontrast til den kolde vinteraften, det var, og lyden fik ham til at vrikke med de slanke ører. Han indså at det var længe siden, han sidst havde tilbragt tid i en andens selskab. Han bemærkede slet ikke ensomheden når den var der, for ham var det ikke ensomhed, han var bare alene. Han havde været mere alene i dette land end i hans tidligere liv, den flok der en dag skulle blive hans, men som han aldrig rigtig… Matt gav et kort prust fra sig. "Hvad søgte du i bjergene?" Bjerglandskabet i Enophis var ikke noget barmhjertigt sted at færdes i, men det lød som om, hun havde haft et bestemt mål i sinde. Det undrede den mørkebrune. Den spinkle hoppe lignede ej en bjerghest. Han indså, at han nok havde forstyrret hende i hendes forsøg på at få hvile, hvilket ikke fornøjede ham. Men hun lod alligevel til at have sin del energi tilbage i kroppen. Og han kunne altid gå. Matt flyttede på sig, rastløsheden lå endnu i ham, han trådte nærmere på hoppen og det gamle piletræ, selvom det ikke var meget. Han blev nødt til at røre på sig, den sorte hale svajede sagte bag hans stærke bagpart. Endnu en brummen fulgte, da hun strakte mulen frem. Hans stemme var som altid en dyb bas. Han følte det som om, han var i en døs. Hans evige kamp for selvkontrol var lettet, et tag i ham havde simpelthen givet slip. Men det var ikke første gang, nej, han havde været i alle hjørner af sit sind, det var blot endnu en søvnløs nat. Hans strøm af energi lå og lurede et sted, den ville vågne på et tidspunkt, som en slumrende løve. De kastanjebrune øjne blev mere opmærksomme da hun spurgte ind til ham. Et meget almindeligt spørgsmål, men for ham altid problematisk. "Udmærket." wordcount 343

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Piletræet bag Armonia, svingede svagt med sine lange pilegrene, i den svage vind. Ak ja, det var ej meget de bevægede sig, men dog en lille smule, fordi vinden stadig var at finde i dette små åbne område, gemt imellem de mange og tætte træer. Den røde hoppe havde stadig sine fintformede øre vendt i Matthews retning, lyttende til de ord han eventuelt ville komme med, når hendes egen ordstrøm var afsluttet. Og ganske rigtigt, et spørgsmål gled fra Matt, og spørgsmålet undrede ganske vidst ikke Armonia. For hvorfor søge op i det højeste af Enophis, ind i bjergenes kringlede og hårde gange, uden en grund. Ja, den røde hoppe var jo i hvert fald ikke en bjerghest af bygning; og der var jo også en helt specifik grund til, at den lille røde søgte til Enophis. ,,Matt, jeg har fået pålagt mig en opgave, som værende Årstidernes Vogter. Denne opgave indebære, at jeg drager til det inderste i Enophis bjerge, for da at kunne skifte årstiderne. Dette gøres, for at bevare balancen i Andromedas natur; og opgaven er jeg glad for.” Besvarede hun ganske mildt og forklarende, mens hun forsøgte at aflæse hans reaktion på hendes forklaring. For ja, det lød måske ganske sært i andres øre, men en løgn det var det ej. Nej, det var sandheden, sandheden om hendes opgave og om hendes vandren til Enophis bjerge, hver gang årstiden skulle ændres. Den lille røde betragtede ham, som han trådte nogle skridt tættere; hvileløs var han måske, og dette fik et blidt smil frem på hendes mule. Han besvarede hendes spørgsmål, med et ganske kort ’udmærket’, og dette kom som sådan ej bag på den røde Armonia. ,,Matt, vil du gå lidt rundt i skoven med mig?” Han havde krudt i røven, den kære Matt. Og Armonia brød sig ganske godt om hans selskab; så hvis det skulle fortsætte, var det måske løsningen at gå en tur, side om side, igennem Chibales tætte træer og stier, som den lille røde kendte ud og ind.. Men om han da ønskede dette, det kunne hun ej vide. Word Count 348

En vogters færd

Han lyttede i tavshed, mens den røde hoppe uden tøven delte hendes viden med ham, hendes indsigt. Og hendes ord undrede ham, de flød forbi hans ører i en lind strøm, men der var kun ringe reaktion at finde hos ham netop nu. For den mørkebrune tænkte, han vejede hendes ord, han begyndte at forstå. Det havde været det samme med den brogede Brêgo, det var han sikker på. Mon det var en oplevelse han burde dele med den milde hoppe? Han vrikkede med ørerne, hvorefter han gjorde et kort kast med den brede, sorte mule.

"Årstidernes Vogter.. Det forklarer blomsterne,"

Matt betragtede hende for et øjeblik. Det var lige før et smil krøllede ud i hans ene mundvig, for det hele gav mening. Det klædte den røde Armonia, hun var i sandhed den rette til at bære ansvaret for årstiderne, hvad end dette ansvar ellers indebar. I pludselig nysgerrighed strakte han mulen ud mod hendes røde manke, dog uden at nå. Det var stadig et forunderligt syn, hvordan planterne levede på hende. Men vandringen helt ind i bjergene var lang, det kunne ikke være let for en hoppe af hendes fine bygning. Hun var vel forsigtig? Den rejse måtte være en udfordring for selv den bedste. Han trak kort efter mulen til sig igen med et prust, en syngende bas.

”Så du har mødt lyset, Armonia?"

Han kendte svaret allerede. Det kunne kun være den mystiske skabnings værk, den som havde ført dem alle hertil. Men han ville gerne høre mere, for han havde selv oplevet det på egen krop. Da hun spurgte, om de skulle sætte sig i bevægelse, slog han kort med halen og tog det første skridt inden han svarede. Nej, han duede ikke til at stå stille, det han duede til var at danse. Hans tone var venlig, men der lå mere bag, en friskhed, en ilterhed.

"Med glæde. Jeg bliver vanvittig af at stå stille, og du vil nødig se mig sådan."

word count 328

Armonia forblev roligt stående, mens ordene så ud til at falde ind i Matthews mørke øre, men reaktionen hos ham, var ej let at se. Det så dog ud til, at han lyttede til hende. Han var ikke blot stille, fordi han ikke lyttede og kedede sig, men nok nærmere fordi han tænkte. Et kort kast med hovedet kom da fra Matthew, inden hans maskuline og mørke stemme, der stod i stor kontrast til hendes milde og lyse, da lød ud i den før stille sfære om dem. En gentagelse af hende ord, Årstidernes Vogter. Et mildt nik faldt fra hendes røde hoved, roligt og blidt, og ikke forhastet, som svar til hans gengivelse. Den røde hoppe syntes nu at ane et lille smil i hans mørke mundvige, men hun var ej helt sikker. Mange havde mødt hendes udseende med skepsis og nogle endda med forargelse. Men dette gjorde Matthew ikke, han strakte i stedet mulen lidt imod hendes røde og fyldige man, og hun forblev stående uden at røre på sig. Han rørte hende ikke, men trak da mulen til sig igen, for derefter at komme med et kort prust, af brummende kaliber.

,,Mødt Lyset, det har jeg ja. Et Lys, jeg før havde mødt, da jeg kom til denne verden i sin tid.. Et Lys, der var så kraftigt at jeg end ikke kunne kigge på det, uden at føle mig blændet”

Svarede hun ham mildt, inden hun da rakte mulen lidt søgende imod ham, dog uden at røre ham. Og der gik ej andet end nogle få sekunder, før den røde hoppe atter trak mulen tilbage til sig selv igen. For hun huskede godt sidst, at han ej havde virket helt tilfreds da hun forsøgte at røre ham, i nysgerrighed for at hilse på ham. Så dette ville hun ej gøre igen. Længe gik der ikke før den brune hingst drejede sin krop, og tog det første skridt, for derefter at svare den røde hoppe. Hun smilede blidt og roligt af hans ord, inden hun indtog hans side, med sin spinkle røde krop, og bevægede sig fremad, i en frisk skridtgang, elegant og fornøjeligt, side om side med ham.

,,Jeg tror nu nok, at jeg ville kunne klare at se den side af dig, Matthew. Vær dig selv, du har ingen grund til andet du kære..”

Besvarede hun ham roligt og blødt, mens de gik af sted igennem skovens træer, dog på en bred sti, som Armonia jo ganske vidst kendte til.