Endnu en stille dans (Brêgo)

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Stjernerne bugtede sig henover den skyfri himmel, og gjorde tegn til at natten ville bringe frost med sig. Men dette vidste Armonia nu allerede for et par dage siden; for hun havde drejet på Årstidernes Hjul, og dermed bragt vinteren til Andromeda, og ladet efteråret forsvinde for nu. Hendes mørke og milde øjne var vendt op imod den himmel der så fint lyste hendes røde pels op. Hun stod ude i det åbne, ved Leventera, hvor hun havde i sinde at blive natten over. For ej ville hun rejse til Chibale, og krydse vandet, når kulden nu allerede var som den var. I en let og blød bevægelse, lod hun sine hove glide af sted, med blikket rettet imod en lille klase af træer; ja, der ville hun søge ind i nat, således at frosten ej skulle nå hende for meget. Hendes sorte hove landede blødt imod græsset, der gav en knirkende lyd, fordi frosten allerede nu havde taget fat om hvert enkelt grønne græsstrå. Hendes røde hale, hvor blomsterne stadig sad uden at have rykket på sig, trods vinteren, slog et enkelt og roligt slag, inden hun rettede blikket en smule bagud imod det åbne; var der nogen? Hun synes at have hørt lyden af hovslag, men der var ej nogen af se ude i det åbne. Men Armonia lod sig dog ikke nøjes, for mon ikke der alligevel var nogen? Langsomt standsede hun op, inden hun lod sine næsebor udspile sig en anelse, og et højlydt prust lød fra hendes spinkle korpus, således at dampende om hendes mule kunne ses, grundet det klare frostvejr. Ja, Armonia ønskede selskab. Men var her ej nogen, da ville hun blot fortsætte af sted imod den lille klase af træer, og søge ly for natten der. Word Count 294

Endnu en stille dans

WORD COUNT: 286 | TAG: ARMONIA

Brêgos brogede pels var blevet kraftigere og mere pjusket at se på. Mere pjusket end han selv var vant til at se på, for et sådant køligt vejr havde han ikke oplevet før. Nok havde han mærket temperaturen skifte hvert halve år fra næste uudholdeligt, til behageligt og videre til varmt igen. Han havde opholdt sig meget i nærheden af Teylar, men havde ikke rigtig haft nogen kontakt til andre på det seneste. Der var ikke rigtig nogen han inderligt ønskede at snakke mere med end Ant, der ikke længere var at finde. En gang havde han set hende, siden hun havde redet ham. Han havde da søgt, men han var overbevist om at han måtte til den gyldne tilsandede ø for at finde hende igen. Dog var vejret ved at være så koldt at han ikke ville begive sig på tværs af øerne, og nattefrosten var også begyndt at sætte sig i græsset.
 
Selvom flokken var lille og ikke altid samlet, så havde den brogede hingst brug for at komme lidt væk fra den. Ikke bare dem der var i den, men hele området, og han opholdt sig lige i øjeblikket ved grænsen til hans område. Han brummede dæmpet og luften fra hans næsebor forvandlede sig til damp – et bevis på kulden var ved at tage til.
 
Den tykke pels fik Brêgo til at se en smule mere kraftig ud, men han blev ikke tungere af den grund. Kun de hvide pletter gjorde ham rigtig synlig i natten, selvom stjernerne på den skyfrie himmel, og månen, gjorde sit for at lyse engen op. Alligevel syntes han at kunne skifte en anden skikkelse i mørket. Dog ikke Antheias, for hendes bar hvide pletter som ham selv.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, var som altid stille i sin gang. Hun ønskede ikke at larme mere end højest nødvendigt, men dog kunne hun ej bevæge sig lydløst som hun før havde kunnet. For nattefrosten havde efterhånden sat sit præg i de lange grønne græsstrå, og dermed kom den knitrende lyd under hende hove, hver gang hun placerede dem på ny. Men ak ja, den knitrende lyd, var om end beroligende og behagelig at høre på; og desuden også et synligt og hørligt bevis på, at vinteren atter var landet i Andromeda – fordi Armonia havde drejet hjulet. Hun lod sine røde øre vippe stille omkring, mens hun lyttede bagud imod det åbne område bag hende; for før havde hun jo lyttet efter selskab omkring hende, men der havde ej været lyde at spore. Men denne gang, synes den røde hoppe at opfange lyden af hovslag, der nærmede sig hende bagved, dog stadig et godt stykke væk. Den røde, standsede op i en let bevægelse, inden hun drejede sit fine og harmoniske hoved bagud, således at hun kunne se i retningen af den sjæl der nærmede sig hende. Og bag hende, der kom den galante Brêgo gående. Det var længe siden hun sidst havde set ham; men den røde hoppe var ej i tvivl om at det var ham; for aftegnene på hans korpus var fine og specielle; og lugten han bar med sig, kunne hun genkende ganske let, som hos andre. Et smil bredte sig over hendes røde mule, inden hun da drejede sin krop helt, således at hendes front nu vendte i retningen af den galante Brêgo. Hun vidste ej, hvordan han ville reagere på hendes mærkværdige, blomstrede udseende, for det havde han jo ej set før. Men på Brêgo var der også sket noget anderledes; om hans hals hang en kæde, med en gylden sten. Og om hovenes kant, fulgte en guldkant ligeså. Mon også han, havde været ved Den Vise? Et mildt, hilsende og imødekommende prust faldt fra hendes mule, i hans retning, inden hun da trådte nogle skridt imod ham, for igen at standse op. Word Count 348

[atrb=border,0,true] Endnu en stille dans WORD COUNT: 448 | TAG: ARMONIA Det var en mærkværdig hest der traskede rundt, det kunne den brogede hingst da se – også selvom det var mørkt. Skikkelsen var i hvert fald ikke ren pels og knogler. Selvom skikkelsen ikke virkede særlig bekendt, så gjorde den lugt der ramte hans næsebor. Ikke meget bekendt, men lidt. Det var en han før havde set, eller i hvert fald været i nærheden af. Han havde dog ikke så meget notits af hvem han vandrede i nærheden af på det seneste. Hans tanker havde været andre steder. Mange andre steder. Den røde hale hvislede gennem luften idét han slog et svirp med den, og han gjorde et enkelt kast med hovedet, mens en lidt højere brummen, der næsten var et halvt vrinsk, lød. Den lange pandelok hang langs den ene side af hovedet og de plyssede røde ører var fremadrettet – nysgerrigt. Han var en flot hingst. Flot sat sammen og med en tilpas mængde muskler. Og som han havde hørt så mange gange før, så var han også den fødte leder. Retfærdig og mild.   Hans skridt blev en smule længere og mere trippende, indtil han endte med at trave fremad for hurtigere at indhente den halvt fremmede skikkelse. De store hove dundrede en blød lille rytme i mod den nu næsten hårde jord. Hård på grund af kulden og frosten. De gyldne sko gav en lidt anderledes lyd fra sig når de ramte stenene, end da han bare havde trådt med sine egne hove. Kongestenens vægt var han ved at have vænnet sig til. Det første stykke tid havde han gået og nappet en smule efter den, når den havde dinglet ind mod hans bringe. Den var ikke tung selvom den var omkranset af guld, men føltes næsten lige så let som hans tanker.   Efterhånden som afstanden blev kortere og kortere blev hingstens skridt også lidt mere elegante at se på, ligesom hans holdning blev en smule mere ædel af udseende. Nakken var let knejset, og månen spejlede sig i guldet han bar, og fik det næsten til at se ud som vandet når solen ramte bølgerne – det ’blinkede’. Først da afstanden var kort nok lod han farten sættes ned, og fortsatte fremad med de ædle skridt. Det var en hoppe. En hoppe han kendte, men som han ikke havde snakket med så ofte. Hun så dog anderledes ud end sidst, og han havde et nogenlunde gæt på hvad der var skyld i det. Dog vidste han ikke helt hvad han skulle synes om det. Det var næsten for særpræget for ham. Han var selv en simpel hingst hele vejen igennem.   ”Armonia”   Hilste han så, og frembragte et venligt og mildt smil på den silkebløde og lyse mule.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Armonia forblev stående, med de mørke og milde øjne, vendt i retningen af Brêgo, der kom skridtende, roligt og uden at virke stresset. Den brogede hingst slog da frem i hurtigere tempo, og snart stod Armonia og betragtede en hingst, der bevægede sig elegant og smygende af sted henover den frosne underflade; han var en hingst, det var ganske tydeligt, i hans stolte og tungere gang. Men elegant og let var han alligevel at beskue. Armonia lod et blidt smil glide henover hendes røde mule, mens hun stod der i stilhed og betragtede ham, som han kom nærmere og nærmere. Hendes øre begyndte at opfange den lidt anderledes lyd, der kom når han hove ramte den frosne jord; mon det skyldtes det gyldne ’bånd’, der sag om hans hove? Da den brogede Brêgo kom tættere på, sagtnede han ligeså farten, således at han nu skridtede det sidste stykke hen til den røde Armonia, der stadig stod med et blidt og varmt smil om mulen, inden hun da lod sit hoved sænke sig blot en smule, inden de varme ord faldt fra hende, efter hans hilsen. ,,Brêgo... Det er længe siden, vores veje har krydset hinanden. Du har været savnet af mig, kære. Har De det godt?” Sagde hun da, inden hun tog hovedet op i sin normale højde igen, og lod det glide let på skrå. Hun lod sin røde mule glide frem, og svagt røre hans kæbe, i en venlig og hilsende gestus. Armonia havde intet imod at indrømme overfor den brogede sjæl, at hun havde savnet ham. For Brêgo var en hingst, der var nem at savne, ifølge hende. Han var nem at være i selskab med, og en af de få hingste i landet, der faktisk tillod sig selv, at være som han ønskede at være, og ikke være som andre ønskede det. Og dette kunne Armonia godt lide; for hun var selv sådan. Hun lod den røde hale slå et let svirp, inden hun dog lod den hænge stille; hun ønskede ikke at sprede duften yderligere fra hende, end den nok i forvejen var, i dette frostklare vejr. De røde øre forblev fremme imod ham, lyttende og opmærksomt. Word Count 362

Endnu en stille dans

WORD COUNT: 381 | TAG: ARMONIA

Ordene der lød fra den røde Armonia var varme, men han kunne ikke gengælde dem helt. Ikke som andre normalt ville have gjort det. Hvis en sagde man var savnet var det næsten obligatorisk at svare tilbage at man ligeledes havde savnet den anden sjæl. Men Armonia havde ikke engang været i den brogede hingsts tanker, og han havde ikke i sinde at lyve. Han havde haft for travlt. For travlt med sig selv, for travlt med sin opgave, og for travlt med at søge efter det, der nu ikke længere føltes livagtigt. Det der måske kun havde været en drøm. En indbildning. Hans Antheia. Han smilte dog mildt og varmt til den røde hoppe, og nikkede i enighed, for det var længe siden de sidst havde set hinanden, og meget lod til at have ændret sig. Han havde en idé om hvem der havde skænket hende udsmykningen, for han selv havde også været i kontakt med lyset og livet. Det var i hvert fald hvad han selv havde sat sig for det havde været. Det var på en gang uforklarligt, men også meget virkeligt.
 
”Jeg ser der er sket en synlig ændring siden sidst vi sås. Dengang var vejret lige så koldt. Før sommeren spredte varmen over landet. Hvilket må være næsten omkring samme tid som denne eller lidt senere”
 
Havde det virkelig været så lang tid siden? Den brogede hingst følte sig ikke meget ældre. Ikke endnu i hvert fald, men han havde forhåbentlig også stadig mange år at leve i. Han var slet ikke klar til at tænke på at forlade denne verden.
 
Da hun lod sin mule røre ved hans kæbe, krængede han hovedet lidt til siden for at nippe til hendes pandelok som gengæld. Han var ikke bange for nærvær, slet ikke, og selvom han brugte meget tid på at søge efter noget der føltes så langt væk, så havde han da også brug for selskab engang imellem. Han var trods alt en hingst af kød og blod, og han havde behov. Behov for hvile, behov for mad og vand og også behov for selskab, hvis han ikke skulle forsvinde helt væk fra sig selv, og blive til en af de galninge der talte i tåger med sig selv, fordi ingen andre var at snakke med.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Armonia, den røde hoppe, holdt ganske meget af at se den brune Brêgo. For ja, det var ganske længe siden, de to sidst havde krydset hinandens veje. Og dette var Armonia ikke begejstret for, men ej heller var hun ked af det. For den røde hoppe var af den opfattelse, at tingene og selskaberne ville komme til den tid de skulle, og ej før dette. Ethvert møde for den røde hoppe, var et møde hun prissatte ganske højt, og med Brêgo var det skam ej nogen undtagelse. Men den brune hingst, synes i hendes øjne, ikke at se så glad og harmonisk ud, som han før havde set ud. Men mon dette bare var noget, den røde bildte sig selv ind? ,,De har ganske ret, Brêgo. Mit udseende har ændret sig en smule. Ej farve og bygning, men blomster, snefnug og rangler bæres nu på min krop, som var de en del af mig. Og af, det kan de ej komme, til trods for at de sommetider knækker eller visner, men frem spirer der blot nogle nye” Svarede Armonia med den bløde og varme stemme, inden hun da lod sine øjne falde mildt ind i hans. Hun talte med en rolighed, for hun var ej flov over at bære denne synlige forandring; for den var jo en ganske stor del af hende, og hun var stolt og beæret over, at kunne kalde sig en Vogter af dette fortryllende land. Da Brêgo lod sin nappen ramme i hendes røde pandelok, lod et smil sig falde over hendes mule. ,,Men også De, har fået Dem en gave.” Sagde Armonia da, og lod sin mule langsomt falde lidt ned til den kæde der hang om hans hals og ned til bringen. Hun lod mulen svagt røre selve kæden, i en fløjlsblød bevægelse, inden hun da trak mulen til sig igen, med et varmt blik i de brune øjne. ,,Den klæder Dem minsandten” Sagde hun da, og lod et større smil pryde hendes mule; for den klædte ham ganske vidst. Word Count 336

Endnu en stille dans

WORD COUNT: 343 | TAG: ARMONIA

Den brogede hingst nøjedes med at smile. Et lille mildt og varmt smil, der dog stadig ikke nåede helt op til de nøddebrune øjne. Han lyttede til hendes ord. Han hørte hende tale, men han hørte ikke ordentligt efter. Der var noget han ikke brød sig så meget om. Det var næsten som om hun med sin nye fremtræden også var blevet finere i sproget og derfor ikke helt den hoppe han engang havde mødt. Han var ikke selv blevet finere i hverken udtryk eller fremtræden. Han var stadig sig selv. Han følte sig ikke mere værd, bare fordi han var blevet pålagt en opgave. Han nikkede en enkelt gang da hun kommenterede at han også havde fået sig en gave, rystede han på hovedet. Det var jo ikke sådan det hang sammen.

”Jeg har ikke fået mig en gave. Jeg har fået en opgave.”

Der var jo forskel på de to ting. En gave var hvis han havde fået stenen uden en forpligtelse. Han skulle passe på den, og når hans tid engang skulle slutte, skulle han udpege en ny, som ville kunne klare opgaven.

”Du kan også nøjes med at kalde mig ’du’ og ’dig’ i stedet for De og Dem. Jeg føler så absolut ikke jeg er mere værd end jeg plejer at være, bare fordi jeg har fået pålagt mig en opgave.”

Han kunne nu bedre lide den gamle Armonia der var mere nede på jorden og ikke så fornem i sin udtalelse. Det klædte hende ikke. Det syntes den brogede hingst i hvert fald ikke. Han kunne meget bedre lide dem der var nede på jorden. Han var ganske vidst ikke så munter som han plejede at være, men det var også den eneste ændring hos ham. Han havde opgivet at blive ved med at lede – også selvom han normalt ikke opgav noget som helst. Men der måtte være en grænse for hvor længe man kunne søge efter et enkelt individ. Han ville jo aldrig komme videre hvis han skulle vente på hende, hvis hun var helt væk.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde hoppe, forblev roligt stående i nærheden af Brêgo, der var hendes selskab denne aften. Armonia vidste ikke, om den brogede hingst, syntes hendes udseende var for meget, og for prangende, men for Armonia var det udseende hun var blevet givet, ganske glædeligt og en del af hende nu. Så hvis udseendet ej passede for ham, eller andre, da var det dem der måtte arbejde med det, og forstå at udseendet altså nu engang var således, og at det ej ville blive ændret. For naturen var gået i et med hende, præcis som hun elskede det. Men hun forstod også godt de skeptiske miner, som mange havde lagt hende for dagen, når de havde betragtet blomsterne og ranglerne, der snoede sig omkring hende; for det var da særpræget og surrealistisk, men det var nu altså stadig hende, der var under blomsterne. For Armonia ændrede sig ikke bare lige sådan, selvom hun var blevet en vogter. ,,Jeg forstår godt, at du mener det som en opgave. For det er det også. Men jeg ser det nu stadig som en gave ligeså. For det er ej alle der får muligheden for at hjælpe Andromeda på vej, og hjælpe det til ej at falde i mørkets hove. Så en gave såvel som en opgave, det vil jeg mene det er” Armonia svarede ikke Brêgo før han også havde bedt hende om, ej at sige ’De’ og ’Dem’, men derimod du. Hun smilede ganske mildt, mens en naturlig pause indfandt i hendes talestrøm, inden hun da lod de varme øjne falde i hans. Før i tiden, havde han virket mere livlig og glad, og det huede ej den røde hoppe, at den brogede hingst ej længere virkede lige så tilfreds med sit liv, som han sidst havde gjort. Som om, han havde et inderligt savn, som hun ej kendte årsagen til. ,,Jeg er ked af, hvis min talemåde stødte dig, kære Brêgo. Det er blot en gammel vane, der har det med at blomstre op til tider. Så det var ej min hensigt at genere dig. Men jeg skal nok forsøge at lægge den fra mig, du kære. Men at jeg kaldte dig ved ’De’ og ’Dem’, kommer nu ej heller af, at du er blevet vogter, brogede Brêgo. For selvom du ej havde været en vogter af Andromeda, da havde min tiltale nu ej været anderledes.” Forklarede hun mildt, mens et rolig smil hele tiden lå henover hendes røde mule. Om han var vogter eller ej, ændrede det ikke hendes tiltale. For de sjæle hun ellers var stødt på, som ej var vogtere, havde hun tiltalt ligeledes. Men hun vidste også godt, at det var en vane for hende at tale sådan, fordi det var sådan de talte i hendes land; og vaner var ej sådan lige at komme af med. Langsomt lod hun hovedet glide på sned, inden hun lod sin hals strække lidt frem, således at hun nu kunne nippe til en lille tot af hans prægtige man. ,,Brêgo, du virker så.. Sørgende.. Hvad tynger dig?” Word Count 498

Endnu en stille dans

WORD COUNT: 1211 | TAG: ARMONIA

Brêgo rystede på hovedet af hendes ord. Det var som sådan ikke en gave, og han ville aldrig være i stand til at betragte det som en gave. Det ville aldrig kunne indebære det ansvar der også hvilede over opgaven. Han skulle passe på kongestenen. Sørge for ingen andre tog den, og så var der en lille belønning for det. Sådan kunne han se på det, men det var heller ikke en gave. Det var ikke hans, det var noget han skulle passe på.

”Jeg er ikke sikker på du forstår mig”

Sagde han med et lille mildt smil. Hvordan det nogensinde kunne være en gave at få lov at hjælpe kunne han ikke se. En anerkendelse måske, af det individ man var eller er, og den sjæl man har. Men man skulle godt nok være meget højrøvet hvis man skulle kalde det en gave at få andre til at hjælpe sig, og sådan havde han i hvert fald ikke opfattet lyset med stemmen der trængte igennem alt. Det ville være som at bede en anden om at klø en på ryggen og så kalde det en gave til den anden, at den fik lov at hjælpe.

”Jeg ejer ikke stenen. Jeg har fået til opgave at passe på den. Jeg kommer aldrig til at eje den og den enten er en del af Andromeda eller tilhører Andromeda og lyset med den altgennemtrængende stemme. Jeg har fået til opgave at passe på den, så mørket ikke får fat i den. Og når min tid engang er slut, så skal jeg udpege en anden der får samme opgave. Den er og bliver aldrig min eller andres”

Brêgo lød ikke vred på nogen måde, men han var en lille smule bestemt i sine ord. Det var som om hun ikke lyttede ordentligt. Hvordan kunne hun blive ved med at påstå det var en gave? Hvis han rendte rundt og kaldte det en gave ville han også føle han kom til at se for let på det ansvar der var blevet ham givet.

Den brogede hingst måtte endnu en gang ryste på hovedet. Det var jo ikke kun det. Det var ikke kun det at hun brugte ’De’ og ’Dem’ i stedet for ’du’ og ’dig’. Det var hele hendes måde at tale på. Den var for fin. Hendes ordvalg måske. Han kunne ikke helt sætte en hov på hvad det var. Og alligevel vidste han det også godt indvendigt. Det var savnet der var for stort. Det var savnet der gnavede i ham og intet kunne nok aldrig gøre ham helt tilfreds. Han havde ikke mødt nogen der var lige så meget nede på jorden som... hende. Tankerne om hende, fik kun de normalt varme og nøddebrune øjne, til at være nøddebrune og sørgende. Hele den tristhed han følte indvendigt gav sig til kende gennem de brune spejle som til daglig tale blev kaldt øjne. Det var da hun nippede til en tot af hans man, at han blev trukket tilbage til den virkelige verden uden billederne af hans store savn, og havde Armonia ikke gjort det, havde han nok heller ikke hørt hendes ord. Hendes spørgsmål. Han forholdt sig dog tavs i noget tid, mens han gav sig til at tænke. Hvad tyngede ham? Var det kun savnet? Sorgen. Han havde endnu ikke snakket med andre om det, for han ville ikke bebyrde andre med den slags. Han ville hellere hjælpe andre – men måske måtte han også forklare sig, for at Armonia nok kunne forstå ham bedre, for det lod ikke til hun gjorde lige nu. Hun kendte ham nok ikke så godt som hun lige gik og troede.

Han puffede ikke tilbage mod Armonia, eller nippede til hendes pandelok eller man som han nok normalt ville have gjort. Lige nu kunne han ikke få sig selv til det, for selv de små tegn på venskabelig kærlighed, var mere end hvad han kunne give ... hende, lige nu og nogensinde, og det plagede ham. Han Ville aldrig mere komme til at se hende, aldrig mere høre hende. Aldrig mere mærke varmen fra hendes mule mod sin pels, eller hendes bløde pels mod hans mule.

”I mit hjerte er et stort hul jeg er bange for aldrig bliver fyldt ud”

Det var den bedste måde han kunne forklare det på uden at gå for dybt. Uden at han kom til, at tabe hende i en længere forklaring. Uden at glemme hvad han sagde i starten når han endelig kom til slutningen, og dermed ikke forstå hvorfor.

”Det er sådan med tid, at den er flygtig. Man ved aldrig hvor lang tid man har tilbage. Eller hvor lang tid man har sammen med andre. Måske er det også den bedste, for man ville aldrig lære nogen at kende hvis man vidste man ville miste dem efter det der føles som alt for kort tid.

Men jeg må indrømme, at hvis jeg kunne gå tilbage og gøre alt anderledes, så ville jeg ikke ændre noget som helst. Jeg ville gøre nøjagtigt det samme igen. Måske lige med undtagelse af en ting. Jeg ville sætte mere pris på den tid jeg havde med en ven jeg holder... holdt... meget af.

Jeg mødte hende første gang da jeg næsten lige var kommet til landet. Hun tog sig af mig da jeg var svag, og vi snakkede rigtig godt sammen. Vi blev væk fra hinanden. Men på trods af tiden vi ikke har tilbragt sammen er hun for mit vedkommende blevet til mere end bare en ven. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Bedste ven er ikke engang tæt på. Ven er så langt fra. Jeg mangler hende. Jeg savner hende. Jeg har ledt så længe og jeg fandt hende igen. Jeg fandt hende. På den tilsandede ø for lang tid siden. En hel sommer siden. Sidste vinter. Jeg søgte mod den tilsandede ø for at lede. Vente. Hun havde gjort det samme. Det var der vi mødtes første gang. Og nu virker det så længe siden og så fjernt at jeg ikke engang ved om det har været sandet og havet der har spillet mig et puds. Jeg har vandret langt og mange steder i min søgen, men jeg har ikke fundet hende, og jeg ved, at hvis hun havde hørt om Teylar, så havde hun søgt der efter mig og fundet mig. Jeg ved flokken ikke er kendt blandt så mange, men et år. Endnu et år. Og jeg kan mærke hendes manglende tilstedeværelse. Jeg er bange for jeg ikke finder hende igen."

Brêgo måtte indrømme at det var lidt rart at komme ud med, selvom det på ingen måde var sikkert at Armonia var interesseret i at høre om ham og hans sorg. Hans savn. Andre hingste ville i hvert fald gå sin vej inden han overhovedet havde talt færdigt. Hopper var trods alt anderledes. De har det der gen der gør de bekymrer sig om andre, som en moder. Nogle af de ikke helt så unge havde endda uden overhovedet at have et føl ved sin side. Han havde altid følt sig bedre tilpas i deres selskab fordi han ikke havde trangen til at spille med musklerne. Han var på en måde mere simpel og mere indviklet end de fleste andre hingste.

Lukket!