I ét med naturen

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] (Reserveret til Hanna med Césaire) Den røde hoppe Armonia, bevægede sig med en elegance igennem skoven, som ikke mange andre kunne. Grunden til denne elegance imellem de tætte træer, var at Armonia ofte holdte til, netop i dette område. Hun fandt Øen Chibale tiltrækkende og lokkende, berusende og harmonisk. Jovist, den røde hoppe følte sig ganske vidst hjemme på denne ø. Armonia bevæge sig længere og længere ind imellem de tætte grantræer, indtil hun standsede op, og lod mulen glide ned til den små frosne jord. Idet hun rørte jorden, lod hun øjnene lukke sig sammen, koncentreret, og frem kom en lille blomst op af den frosne jord. Armonia åbnede sine øjne, og et varmt smil lod sig finde frem henover hendes røde og hvide mule, inden hun da puffede blidt til vinterblomsten, i en kærtegnende bevægelse, for derefter at påbegynde sin vandren igen. Hun bevægede sig mellem træerne, til hun nåede en lille lysning, eller åbning om man vil. Her lod hun sine hove holde et hvil. Hun lod den røde hale slå et nænsomt slag, inden hun da hævede hovedet en lille smule, for derefter at se op imod den åbne himmel, hvor stjernerne langsomt begyndte at titte frem bag de få tilbageværende skyer. Stille lod hun hovedet falde en smule ned igen, inden hun lod et lavmeldt prust forlade den bløde mule; mon hun var alene? Hun vidste at hun ville være forholdsvis nem at se, fordi hun stod der i åbningen, og desuden ville mange nok bemærke de blomsterrangler der snoede sig gennem hendes man og hale. Og de grønne og frodige rangler der også bevægede sig op langs hendes ben; jovist, Armonia var ét med naturen. Word Count 276

Den kraftige hingst havde i længere tid, søgt efter en mere behagelig ø. Varmen i den tørre ørken, havde i den grad ikke været noget for den koldblodige hingst. Sveden havde næsten haglet ned af ham, alt imens han konstant havde travet rundt om den samme sø – den samme oase. Endelig havde han til sidst taget sig sammen til at forlade denne i ly af natten – men det var ikke noget han ville opleve igen. den dunede pels, samt robuste krop var bygget til koldt klima, og stejlt terræn. Ikke til at lalle rundt i en ørken. I stedet for endeløs ørken, var det nu tætte træer der omringede den brune hingst. Stammer i brunt og lettere visne grønne farver omringede ham, og fik ham til at føle sig uendelig lille og usynlig. Og ikke nok med det – ja så følte hingsten sig også utrolig klodset. Som en elefant i en porcelænsbutik – eller i hvert fald en blanding. For samtidig med at de store stammer var umulige at knække, så var alle de små kviste og planter skrøbelige. Og selvom man ikke skulle tro det, så prøvede han uden held at undgå at træde på denne. Hvorfor? Ja, det var vel en anelse moralsk nu hvor han alligevel var alene.

En åbning syntes at åbenbare sig længere fremme, og hingsten prustede glad. En åbning betød plads. Og plads betød at han kunne gå mere normalt, end den underlige trippen han lavede nu. Græs og plads – se det var noget han kunne se frem til. Med et tilfreds prust travede/trippede han ud af træerne, og slog kådt med hovedet.
Natten var ved at sænke sig, og klimaet her var mere køligt. Endelig noget han kunne føle sig mere tilpas i. De lysebrune øjne så tilfreds ud over engen, kort efter han havde placeret sig i midten af den. Det var som om at der var nogle… dog skulle der ikke gå længe, inden at en rødlig skikkelse skildte sig ud fra alt det grønlige og brune. En hoppe, tydeligvis. Hingstens selvsikre smil prydede kort mulen, imens at han udstødte en hilsende brummen. Dog da han bevægede blikket ned over hendes ben, samt så nærmere på manen stoppede den undrende… havde hun planter i håret?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/J100Wij.png); width: 500px; height: 576px; border: 0px solid #000000;] Den røde Armonia, forblev stående ved sit kære piletræ, der stod så ensomt i åbningen af skoven. Ak ja, næsten ensomt kunne piletræet se ud, men dette var nu nok ikke tilfældet. Armonia havde en tro på, at alle planter havde følelser, og kunne fornemme nærvær, men dog ikke i den forstand at ensomhed var en følelse de ejede. Den røde slog et blidt slag med den buskede hale, der i vinterperioden blot blev tykkere og tykkere, som vinteren kom nærmere og nærmere. Hun lod sine mørke og blide øjne glide let af sted henover det åbne område, hvor bækken snoede sig elegant og blidt af sted, med en rislende og behagelig lyd. Men en anden lyd blev da også opfanget i hendes følsomme øre; lyden af hovslag, der langsomt nærmede sig. Men ikke nok med hovslag, så lød lyden af små grene og kviste der knækkede, også i hendes øre. Langsomt og roligt, drejede Armonia sit fine hoved, idet en fremmede sjæl nu trådte ud fra de tætte træer, og ud i den åbning som hun selv stod i, dog under sit brede og store piletræ. Den fremmede var en hingst, i brunlige nuancer, og knapt så ’fin’ i formerne, som mange andre hingste i landet var. Ja, mest af alt mindede han den røde Armonia, om hingsten Thorondor; dog i anden farve og ikke samme kropsform. Men dog alligevel af den tungere bygning end eksempelvis Altaïr og Brêgo. Armonia tog sin røde mule en lille smule fremad, i retningen af den fremmede, der så noget mistænksom ud; og dette forstod hun nu egentlig godt. For på Armonias krop, levede blomster og grønne rangler, dog uden at tage næring fra den røde hoppe selv. Men de levede med hende og på hende, som var det intet problem for dem. De lyserøde blomster havde lukket sig en lille smule sammen, netop fordi natten nu var på vej; og så var det på tide for dem, at lade ’øjnene’ hvile sig, og gå til ro, for atter at slå ’armene’ ud, når solen i morgen atter tittede frem. ,,Godaften, du kære fremmede. Mit navn er Armonia. Jeg kommer ikke fra landet, men dog har jeg vandret her igennem flere år, og jeg kan derfor ej kaldes for ny længere. Men måske er du i sandhed ny, eller blot har vores veje ej været krydset før nu?” Ordene flød blidt fra Armonias røde mule, syngende og behageligt. Ja, Armonia var en harmonisk sjæl; og hun ønskede alle i hendes selskab skulle føle sig behageligt og godt tilpas. Word Count 425

Blev hingstens forholdsvis tykke pels egentlig tykkere i løbet af vinteren? Den tanke havde han aldrig rigtig gidet tænke over.. men da han så hoppens begyndende vinterpels, kunne han ikke lade værd med at kaste et blik på hans langt fra elegante krop. Faktisk var den brune hingst noget nær det modsatte. Han var ikke skabt til fremvisning, men til arbejde eller vandring.. ja, vandring. For hingsten var en vandre. Mange forskellige dele og regioner havde han besøgt, og Andromeda var vel bare et nyt sted at udforske. Et nyt sted at undersøge… hvad den brune hingst ikke vidste, var at han ej kunne forlade de mange øer. Nej, han var bundet til landet. Om det så var godt eller skidt.. ja det kunne man tænke over i noget tid. På trods af det, var hingsten nu tilfreds med sig selv. Alt fungerede som det skulle, og han havde ingen fysiske fejl hvad angik hans måde at leve på. Han kunne gå. Han kunne løbe. Spise, se, lugte høre og smage. Han kunne det han havde brug for – og så heller ikke mere end det.
hingstens tanker blev afbrudt af en yderst feminin stemme, som kom fra den rødlige hoppe. De lyse brune blik hvilede på hende, imens at han næsten slugte hele hendes krop samt tilbehør med øjnene. Måske var det ikke høfligt lige i dette øjeblik, men det var ikke hver gang hingsten mødte en hest med blomster, blade og sne drysset over hele kroppen. Så kunne man bebrejde ham? Hendes ord var rolige, og hingsten havde ingen problemer med at følge med i hvad hun sagde.

”Ny kan man vidst godt kalde mig. Mit navn er Césaire, Armonia”

Hingsten nikkede kort imod hende, idet at han korte men alligevel lettere respektfulde ord lod sig lyde. For ej var hingsten ubehøvlet eller ligefrem flabet. Nej, han var skam en galant herre med talegaverne i orden.

”og jeg tvivler stærkt på at vores veje har været krydset før, da de virker som en man vil huske..”

Kom det bagefter fra ham, og han lagde det kraftige hoved spørgende på skrå. Med hans ord, antydede han til hendes særprægede måde at pynte sig på.. mangt og meget havde han set på sine rejser – men dette var i sandhed nyt.