A mothers love | Leonora

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Det virkede som om der var gået år siden han sidst havde sin kære moder. Han kunne knapt genkalde sig hendes store skikkelse, selvom det alligevel hele tiden lå i hans baghoved. Hendes varme stemme, hendes bløde sorte pels. Jo, det var der alligevel. Men hun var savnet. På en eller anden måde havde han forvildet sig så langt væk, at han ikke havde kunnet finde hende igen - og det var snart en lille uge siden. Heldigvis havde han nu lært at begå sig i naturen, og han havde set grundigt efter det hans mor havde lært ham. Sulten og tørsten havde han stille med græs, kviste og rislende bækvand. Men ensomheden knugede om ham, og truede med at få ham til at bukke under. Nok følte han sig stor og voksen, men nu havde han mærket den rigtige ensomhed. Og han vidste at han endnu ikke var klar til at stå på egne ben, omend han de første par dage havde nydt at være fri. En dag ville han uden tvivl strejfe rundt i nord, syd, øst og vest - men selv en mægtig hingst har været lille engang. Foran ham tegnede sig nu omridset af et stort bjerg. Måske var det blot en stor bakke, men for ham var en forhindring der næsten åd ham. Han vrinskede skingert ud i luften, udmattet og modløst. Hans vandring havde gået igennem skov og over eng, fra den ene ende af Leventera til den anden. Hvor var mor dog henne??

Fnys, paniske skridt, utålmodighed, frygt, fortrydelse. Alle disse følelser gled igennem den sorte krop som stød der gentagende gange smertede hende; hvorfor havde hun flyttet sine øjne fra ham? Hvorfor havde hun fejlet? Hun havde passet Titan dengang han var lille, ny i området, men hendes egen søn kunne hun ikke holde styr på. Efter hans fødsel havde tingene været turbulente i hendes liv, og hvis sandheden skulle frem, havde hun ramt dybderne igen. Hun havde været psykisk nede, fysisk nede, men at lade sin søn forsvinde havde været dråben. Det eneste hun kunne tænke på nu, var at få ham tilbage, hvad end det måtte tage.
Hun havde derfor fulgt utallige spor i sin søgen på det afkom hun havde sat i verdenen, og endelig lod det til hun havde heldet med sig. Hun havde opfanget den duft der var så kendetegnende ved ham, den duft hun ikke havde kunnet glemme siden den dag hun første gang så ham. Men hun var ikke synderligt glad for det område hendes lille afkom havde begivet sig ud i. Et bjerg var at skue længere fremme, og hun frygtede at han ville sætte kursen op i ukendt terræn; og hvis noget absolut ikke måtte ske for en så ung sjæl, var det netop at tage kampen op med bjerge alene. Hun kaldte nu, højt, skingert og gennemtrængende i et forsøg på at lokalisere Seyé, den lille hingst med den lysende blå plet i panden.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Udmattelsen skyllede over ham i bølger. Svagheden kom og gik. I dette øjeblik blev han så fortvivlet, at han ikke kunne finde på andet end at lade sig dumpe ned på jorden. Blind for alt andet end sine egne tanker, foldede han de lange ben op under sig og lagde sig sammenfoldet på den kolde jord. Morgenens rim var endnu ikke jaget bort, for solen kunne ikke skinne igennem de tykke skyer. Som en lille krystal gled en tåre ned langs hans ene kind. Hvordan han nogensinde skulle finde sin mor igen, det lå uden for hans tankers rækkevidde. Verden var alt for stor, og han var så lille. Og her, midt på den frosne eng, ja der syntes det så let at give slip. Men det ville han ikke. Han kæmpede vredt imod hans fysiske udmattelse, og løftede derpå rasende blikket imod himlen. Snefnug faldt tyst deroppefra, og malede verden hvid og tåget. Et øjebliks forundring jog smerte, svig og ensomhed bort. Netop som et fnug smeltede på spidsen af hans mule, hørte han det. Den blide, varme stemme var forvrænget af angst og desperation, men det var hende. Mor. I febrilsk glæde mosede han sig op at stå, alt imens han hvinede og vrinskede i et væk. Ikke et øjeblik lod han der være stilhed, for her var han, og hans mor måtte ikke gå ham forbi! Usikkert galopperede han imod lyden, for han var ikke helt sikker på fra hvilken retning det kom.

Pludselig lød den stemme hun havde ventet på. Pludselig lød kald og hvin fra den lille Seyé, hvis korpus hun havde ledt efter alt for længe. Med nærmest fornyet energi sprang den sorte Leonora afsted i en trav, med skyhøje knæløft, løftet hoved og anspændt ryg, for adrenalinen pumpede afsted nu, af lettelse over at have fundet det afkom hun så længe havde savnet. Snart så hun ham, den lille grålige hingst og der startede hendes kald for alvor. Utallige moderlige kald forlod hendes mule i en sand symfoni, inden hun var ham så nær at hun kunne røre. Hun strøg hurtigt en runde omkring ham, helt tæt, for at afspærre alle veje og fortælle ham at hendes side var hans plads nu. Han skulle ikke forsvinde igen, det forsikrede hun dermed ham om, men ligeså sig selv. Derpå sænkede hun hovedet med de stødvise hoppede lyde, der skulle fortælle Seyé at han var hjemme; hun rørte ham så nænsomt hun kunne over den spinkle krop, imens hendes krystalblå øjne straks søgte hans krop for skader; han så okay ud. Forfrossen, men okay. Det var helt sikkert at den sorte hoppe med de stjernelignende prikker ikke ville vige fra hendes søns side igen, indtil han var gammel nok til at udforske; og til den tid skulle han have den frihed han behøvede. Men ikke nu. Hun holdt mulen helt nær og ligeså hendes krop, for at give ham den beskyttelse imod vinden han behøvede. Hun slikkede ham ved mulen, strøg ham over kroppen, inden hun med en sigende brummen skubbede ham en anelse frem. Hun ville have ham tilbage i skovenes beskyttelse, mod vinden. Der var mere læ.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Han stavrede af sted, på ben der virkede helt så sikre som tidligere på ugen. De rystede svagt for hvert skridt han tog, men adrenalinen hjalp ham til fortsætte frem. Og som et drømmesyn så han pludselig en sort skikkelse komme farende ud af tågen og de hvirvlende snefnug. Det var hans første vinter og hans første dage helt alene - det havde i sandhed været en meget begivenhedsrig dag. Hans krop reagere ved at stoppe for udpumpningen af adrenalin i det han så og genkendte sin mor. Idet hun rørte ved ham, puslede om ham og indhyllede ham i sin varme, da sænkede han udmattet hovedet. Han småbrummede snakkesaligt med hende, og nippede hende kærligt på halsen. Glæden over at se hende, var så overvældende at han knap kunne udtrykke den, men alligevel var den så tydelig i hans blå øjne. Han var endelig i sikkerhed, endelig var mareridtet slut. Han gøs når hans mor rørte ham, men kun af ren og skær nydelse og befrielse. En tung sten faldt fra hans hjerte, og han mærkede igen hvordan varmen bredte sig i ham. Venligt afskærmede hans moder for vinden, og der skulle ikke meget mere til før han mærkede forandringer i hans spinkle krop, der var dækket af et let lag is og sne. Under det frosne vand, kunne man svagt ane at hans pels var ved at skimle allerede. Forandringer ville ske med ham, det var der ingen tvivl om. Ligesom den blå plet ikke bare var en plet - nu var den vokset. Men kun ganske lidt, og det var i hvert fald ikke noget han selv havde lagt mærke til. Med blanke øjne så han op på sin mor, og han forstod med det samme hendes gestus. I trav styrede han imod skoven, tæt klynget op af hendes side.

Den sorte Leonora havde genfundet lykken. Man kunne sige, at hun på rigtig mange punkter var en simpel sjæl, for hun reagerede ekstremt på de impulser hun fik. Hun var meget lige til, for hun havde sine instinkter der sad yderst på pelsen, og derfor skulle der ikke mere end synet af Seyé til at jage hendes problemer væk for en stund. Hans snaksalige lyde fik hende til at intensivere hendes egne moderlige brum, for at holde ham beskæftiget; den verbale kontakt der var imellem dem nu, var dog ikke ord, men noget meget mere intimt. Han forstod snart hendes hentydning, og da han først rettede op og søgte mod træernes beskyttende ly, var hun hurtigt ved hans side, støttende og guidende hele vejen. Snart omringede træerne dem med deres beskyttende grene, og først da hun havde lokaliseret et træ med tilpas lavt hængende grene, stoppede hun under dets ly. Hun søgte straks at bevæge sig omkring den lille hingst, for at fortælle ham at alle veje var lukkede, sådan som hun havde gjort det da hun fandt ham, og snart stod hun ganske pænt opstillet ved sin søns side. Hun havde først fokus på omgivelserne, scannede dem og vejrede dem for farer; men da alt virkede tilpast roligt, lod hun med det samme hovedet sænkes ned til hendes søn, hvor hun strøg ham kærligt over ryggen. Hans pels var våd nu, efter de frosne tapper var smeltet, og det var ganske tydeligt at han ej var så mørkegrå som ved fødslen. Han skimlede, som sin fader og ville engang blive klædt i en snehvid dragt. Tilfreds brummede hun en kort stund for sig selv, inden hendes unikke stemme lød.

,,Aldrig vandre væk igen, Seyé.”

Ikke meget sagde hun, men det var slet ikke nødvendigt. Seyé forstod hendes lyde meget bedre end hendes ord; ord skulle han nok lærer med tiden, udvikle et sprog han kunne bruge til at konversere med andre, men imellem de to, ville sproget nok aldrig blive den primære faktor. Det kendte de hinanden for godt til.

Sneen var højere ude på det åbne, og så snart de høje, nøgne stammer stod tættere og tættere om dem, blev sneen lettere for ham at komme igennem. Hvor den før havde gået ham til knæene visse steder, var den nu blot støv om hans hove. Under træets brede skygge, lod han sig overmande af trætheden. Han vippede ørerne lyttende imod sin mor, der viste ham hvor han skulle være. Han var glad for hendes omsorg og for hendes vejledning. Snart smeltede sneen fra ham, og med en mulerynken stavrede han helt inde til træets brede, ru stamme. Tøsneen imellem træerne klampede ubehageligt, men helt inde ved stammen var der ingen sne. Og sne havde han fået nok af! I hvert fald for en stund.
Alt i mens han småsnakkede med sin moder, lagde han sig ned. Først bukkede hans de lange forben ind under sig, og så dumpede hans bagpart ned på den kolde jord. Med klare øjne så han op på den sorte hoppe, han kaldte for mor. Hendes skikkelse gav ham tryghed og styrke, hendes stemme viste ham vej. Han nikkede svagt, forstående, ved hendes ord. Han ville aldrig løbe sin vej igen. Uden at tænke over det blinkede han langsomt med øjnene. Hvordan blev hans øjenlåg pludselig så tunge? Den hvide sneverden omkring ham blev erstattet af et dybt, blødt mørke, der tog ham i sin favn og lullede ham ind i en dyb, drømmeløs søvn.

//OUT

Den sorte hoppe, som endelig havde fået ledt sit afkom ind under træernes beskyttende højder, brummede tilfreds. Han havde fulgt hende lydigt, selvom han havde været ude og strejfe, hvilket tydede på, at han ikke ville forsvinde helt. Aldrig.
Hun brummede sagt, for der gik ikke længe, før den lille hingst søgte hvile. Han vandrede hen ved træet, de stod nærmest og lagde sig ved dets fod. Den muntre snakken han kom med, fik det nærmest til at vibrere af glæde indvendigt i den sorte hoppes bryst, inden hun trådte hen for at lade sin mule sænkes ned over hans spæde krop og stryge ham forsigtigt. Hans pels var allerede begyndt at ændre karakter, selvom han endnu blot var ganske lille, og noget ville tyde på at han ikke ville forblive mørkegrå, som han var født. Forsigtigt begyndte Leonora at køre sin mule rundt i cirkler omkring hans hals og pande, for at hjælpe ham på vej til søvnen, som hurtigt overmandede ham, og først efter lang tid, hvor hun havde overvåget området, lagde hun sig ved hans side. Hun vidste der var trygt, og derfor havde hun søgt sin søns side, for at give ham varme og tryghed. Der lå de sammen natten igennem – moder og søn.

[Out]