White day, unlike any other [Seye]

Snefnuggene faldt som små skyer ned fra himlen. Hvide og ”dunede” var de… og hvis skyer var kolde – så var de nemlig også det. Jivala’s brunlige blik fulgte med åbenlys forundring hvordan de dalede fra himlen, for så plusdelig at forsvinde i jorden. Hun havde faktisk spurgt hendes mor hvorfor det gjorde sådan, men hun havde bare sagt fordi at jorden ikke var kold nok endnu. Og hvad det betød – ja det måtte guderne vide. En lille lys latter forlod hende, idet at et lille snefnug landte på den sorte og hvide mule, inden at det smeltede. Prøvende stak hun tungen ud for at fange nogle, men det lykkedes ikke helt. Hendes krøllede ører vippede kort overvågent rundt, da hun syntes at have hørt noget. Bare et eller andet… men hvad det var, ja det vidste hun ikke. Langsomt sænkede hun hovedet lidt, inden at hun spejdede rundt omkring hende. Der var forholdsvist åbent omkring hende – med undtagelse af nogle få bakker og dale. Kunne der være noget deri? En fremmed form for nysgerrighed spirrede frem i den forsigtige hoppe, og med prøvende skridt gik hun imod en af dalene lidt længere fremme. Havde der været noget..?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i41.tinypic.com/s5v6g9.jpg); width: 490px; height: 823px; border: 0px solid #000000;] Endnu var den unge Seyé alene. Hans moder havde været forsvundet i flere dage, da han havde fået forvildet sig væk fra hendes vagtsomme blik. Det var ikke noget han ville gøre igen, det var sikkert, for han var ensom og bange. Men alligevel var det også vældig spændende at være helt på egen hånd. Det fik adrenalinen til at pumpe, hver gang han tænkte på, at var alene. Alting måtte han klare selv. Det var specielt nætterne der var hårde, og han skyndte sig som regel at falde i søvn inden mørket kom snigende. Men natten var lang og kold, og han vågnede mange gange. Også denne nat havde været urolig, men lyset og de underlige hvide ting der faldt fra himlen, havde drevet nattens spøgelser på afstand. Nu hoppede han kådt rundt i bakkerne, og løb fra bakketop til bakketop i jagten på snefnug. Hver gang han var sikker på at han fik øje på det største, så han et der var endnu større. Han lo hjerteligt hver gang det lykkes ham at fange et fnug. Det var væk på ingen tid, men alligevel nåede han at mærke kulden imod tungen. Det her var sjovt!

Forsigtigt nærmede den brogede sig toppen af bakken, inden at hun med en spændt mine lod hovedet titte ned for at se om der var nogle. Et gråligt lyn bevægede sig rundt dernede, og selvom denne ikke havde set hende – lagde Jiva sig hurtigt ned med et dæmpet bump. Der var faktisk nogle! Spænding og nervøsitet pumpede rundt i den lille krop, alt imens hun med skjult begejstring kiggede ned på den mindre skikkelse. Herfra så den faktisk endnu mindre ud end den egentlig var.. kort rystede hun på hovedet, så den sorte pandelok som efterhånden var vokset en del, havde lagt sig over øjet. Men hvem var det? Det var det der var i fokus nu..

Langsomt rejste hun sig op igen, inden at hun med trippende skridt begyndte at bevæge sig ned af bakken. Prøvede at stå en smule ude af syne – selvom det var svært på den hvide baggrund. Men for en stund havde nysgerrigheden vundet over frygten. Og spørgsmålet var.. hvem var det?.