Just another day | Asira

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i39.tinypic.com/bg1k6u.jpg); width: 500px; height: 800px; border: 0px solid #000000;] Det var ikke længere en sjældenhed at se den sortbrogede vandre omkring på øen Foehn. Den dystre ø var blevet hans hjem, hans tilholdssted. Ikke mange søgte øens mørke og ensomhed, men det var ikke sådan han så på det. For ham var dette et fristed hvor han kunne lade sine tanker bevæge sig frit. Han kunne også selv, fysisk, bevæge sig hvor hen han ville, og ingen kunne skule til ham eller følge ham med blikket. Han havde været overvåget i en så stor del af sit liv, at han nu næsten følte ubehag ved det. Han mærkede andres øjne på sig, som andre mærker insekter der kravler. Det var blevet et instinkt. Men selvfølgelig var disse grunde kun nogle der var vokset til efterhånden. Han havde lært at sætte pris på det imens han ventede. Og hvad ventede han på? Han var ikke sikker. Alt han vidste var blot, at denne ø rummede skygger der var langt mere end blot en metafor noget fordækt. Her var vitterligt nogle væsener der vred sig, snoede sig og hvæsede af enhver de mødte. Han havde set den hvide hingst der nærmest virkede besat af de glatte væsener. Og han vidste at de kunne give ham det han søgte. De ville kunne tilfredsstille den sorte flamme i hans indre. Den sved derinde, flammen. Den brændte ham og gjorde ham hårdhjertet og ilter. Men den var endnu lille, og styrede ham kun som sult af og til styrer os imod noget mad. Den var reduceret til beta - i hvert fald så længe skyggerne holdt sig på afstand. Men han så det ikke. Flammen var hans begær, og som det så oftest er med begær, så mærker man ikke hvordan man bliver styret af det, får det enten overtager dig med krop og sjæl, eller du indser hvilken vej det er du går på. Men Ayin befandt sig på det punkt i dødvande. Han var hverken ved at lade sig opsluge eller ved at indse noget som helst. Nej. Han var her bare. Indtil nogen eller noget viste ham vejen. Potentialet var der, men hvem udnyttede det først? Hvilken side?

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/cEeVIlt.png); width: 500px; height: 544px; border: 0px solid #000000;] Den grå Asira, var sjældent at se på øen Foehn. Og så alligevel ikke. Asira havde været på Foehn før, og hun havde intet imod at bevæge sig på øen endnu engang. Faktisk var Asira ganske tilfreds med at bevæge sine sorte hove henover vulkan øen endnu engang; for der var sjældent andre sjæle på denne ø, og dermed var der ikke nogen der kunne irritere den spragledes sind, eller stresse hende. Asira slog sine hove i jorden på vulkan øen, så det tynde lag aske spredte sig lidt om omkring hendes spinkle og særprægede ben, særprægede i den forstand, at aftegnene på hendes ben, var noget anderledes end mange andres; udover Djange, som jo var hendes fader. Asira fulgte vulkanens ’rod’, således at hun gik langs vulkanen, uden at træde op langs den. For hun havde en idé om, at vulkanens indre, ikke var noget hun ønskede at blive en del af; nok kunne hun godt finde det interessant at vide noget mere om vulkanen og dens skygger, men alligevel holdte fornuften hende tilbage. Hun slog et svirp med den sorte hale, inden hun i et ryk standsede brat op, og samlede sin spinkle dog muskuløse krop. For en lugt havde ramt hendes næsebor; en fremmede sjæl, var på øen. Den grålige Asira, veg kort med det stolte hoved, inden hun da lod de mørke og bundløse øjne, falde i den retning som lugten kom fra. Men hvem var den fremmede? Foran hende, kunne hun nu skimte en skikkelse, der var ukendt for hende. Det var ikke en, hun før havde set eller lugtet. Hendes næsebor udspilede sig, inden hun langsomt lod sine øre glide længere og længere ned imod den sorte man; hun ønskede ikke selskab lige nu. Overhovedet. Men hvis han opdagede hende, mens hun eventuelt var på vej væk, kunne hun blive anset som en kujon; og det var hun ikke! I stedet forblev hun stående; lydløs, og uden at rykke på sig. Mon den fremmede så ville se hende? Word Count 334