Post by Deleted on Dec 4, 2013 23:57:23 GMT 1
Bjergens høje klipper tårnede sig over den brunlige hingst, og fik ham for en kort stund til at føle sig ualmindeligt lille. Ikke fordi at han var lille – nej, han ville faktisk mene at han var en forholdsvis pæn højde. Men selvom han blev lidt over 2 meter høj, ville han stadig ikke kunne måle sig med de her bjerge. Store, solide og kolde. Sten var jo bare i det hele taget kolde…
Ikke fordi at han havde noget imod kulde – nej, næsten tværtimod. Det som andre betragtede som de lidt mere hårde egne.. de lidt mere kølige og uegnede til beboelse.. ja, det var faktisk dem der tiltrak hingsten mest. Mindet om den glohede ørken var stadig alt for tydeligt i den brune hingst hukommelse, og der skulle meget til for at drive ham derhen. Ja, faktisk ville han helst undgå det sted.. den eneste grund til at han var kommet væk derfra uden at kollapse under varmen, var fordi at han havde taget sig selv i nakken, og travet afsted imen det var nat. Ellers kunne han jo have cirklet om den samme oase i evigheder – hvilket ikke var et spænende liv ifølge ham.
De ravbrune øjne fjernede sig fra klipperne, og med et kort fnys begyndte han at skridte frem. Dybe tanker, og pauser imellem hans fremdrift var ikke lige det han prøvede mest af – men her på det seneste var det kommet oftere og oftere. Øjeblikke hvor han helt glemte, at han faktisk stadig var til stede, og ikke bare sov eller noget lignede. Tsk, filosofi… nej, det havde han da ikke tid til – ifølge ham.
Det hvide hovskæg dansede let om de kraftige ben, imens at den robuste hingst hævede farten kort. Ikke fordi han skulle nå noget.. nej, han var bare sulten. Og hvis han var sulten, så bevægede han sig skam hurtigere imod der hvor maden burde være – hvilket var et sted her i nærheden… forhåbenligt.
Ikke fordi at han havde noget imod kulde – nej, næsten tværtimod. Det som andre betragtede som de lidt mere hårde egne.. de lidt mere kølige og uegnede til beboelse.. ja, det var faktisk dem der tiltrak hingsten mest. Mindet om den glohede ørken var stadig alt for tydeligt i den brune hingst hukommelse, og der skulle meget til for at drive ham derhen. Ja, faktisk ville han helst undgå det sted.. den eneste grund til at han var kommet væk derfra uden at kollapse under varmen, var fordi at han havde taget sig selv i nakken, og travet afsted imen det var nat. Ellers kunne han jo have cirklet om den samme oase i evigheder – hvilket ikke var et spænende liv ifølge ham.
De ravbrune øjne fjernede sig fra klipperne, og med et kort fnys begyndte han at skridte frem. Dybe tanker, og pauser imellem hans fremdrift var ikke lige det han prøvede mest af – men her på det seneste var det kommet oftere og oftere. Øjeblikke hvor han helt glemte, at han faktisk stadig var til stede, og ikke bare sov eller noget lignede. Tsk, filosofi… nej, det havde han da ikke tid til – ifølge ham.
Det hvide hovskæg dansede let om de kraftige ben, imens at den robuste hingst hævede farten kort. Ikke fordi han skulle nå noget.. nej, han var bare sulten. Og hvis han var sulten, så bevægede han sig skam hurtigere imod der hvor maden burde være – hvilket var et sted her i nærheden… forhåbenligt.