.. moon of my life.

Thread: .. moon of my life

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Sort som nattens datter, det var hoppen med de tofarvede øjne. Hun havde i en længere periode bevidst hevet sig væk fra omverdenen, da hun vidste at det ikke på nogen måde gavnede hende, at være til gene for andre. Hun var ensom; men det var bestemt også selvvalgt. Hun kunne ikke bebrejde andre end sig selv. D'zard kunne ikke længere skude skylden på andre, fordi hun var på ingen måde behjælpelig med sit sind. Hun behandlede ikke andre dårligt; hun var på ingen måde ondskabsfuld, men blot skræmt for vid og sans.

De foragter dig; flygt mens du kan. Befri dem fra din vanskabelse. Spinkle, adrætte var hendes ben, som bar hende elegant over sandet. Det var længe siden, at hun havde befærdet sig sådan et sted. Hun vidste godt, at det var det eneste sted, som gjorde hende nogenlunde tryg. Især når mørkets frembrud trådte frem. Hun kunne skjule sig. Ingen ville finde hende dette sted. 
Det håbede hun i hvert fald ikke. Hun ville nødigt have nogen skulle finde hende på denne måde. Men igen. Det var ikke noget hun ikke var vant til. De fleste fandt hende i næsten samme tilstand. Hun var som i trance, og der var ikke mange som fik hende ud af hendes egen elendighed, som hun havde bosat sig i. Hun ønskede at komme videre, slippe hæmningerne og sænke paraderne; men det skete bare ikke. Hun var bange. Bange for hvad verdenen ville sige til hende. Sorte.

Det gjorde nok også udfaldet, men stemmerne som bredte sig i hendes hoved, gjorde ikke noget nemmere for hende. Hun var dømt til en kamp om livet. Om hun ville det eller ej, men sådan var hendes levevilkår. 
Skjult af mørket, bevægede den spinkle hoppe sig videre i hendes færd over ørkenområdet. Hvert et skridt hun tog, sank hendes ben længere og længere ned i det bløde sand. Hun mærkede hvordan modstanden blev hårdere, og hun måtte kæmpe for at holde balancen. Det var bestemt ikke en nem udfordring, men hun forsøgte så godt hun nu kunne. Vinden fangede olmt hendes sorte man, som bevægede sig som var det en fane, der blafrede i vindens vilde rusken.
Hårene struttede i det, at vindens kolde kærtegnen var lidt mere overvældende end først antaget, men D'zard havde atter overgivet sig til frygten. Trods mørket gjorde hende mere tryg, så var der stadig meget som hun frygtede. Netop de farer som hun ikke kunne se. De farer som lurede derude.

Gør det ikke mod dig selv, Sorte. Ynkelighed klæder dig ikke. Man kunne allerede på hendes adfærd og hendes bevægelsesmønster, se at denne hoppe bestemt havde mistet noget af den personlighed hun før havde stræbet efter. Hun var opgivende. Meningsløsheden hang som en tung hinde ind over hende, men hun kunne intet stille op. 
Månen havde fanget hendes opmærksomhed, og hun standsede sin vandreren. I stedet havde hun hovedet løftet mod månen, som lyste ned på hende. Månen var tættere på; nu da det var ved at blive køligere i vejret. Lige så yndefuldt det var, lige så hjerteknusende var det også. Mon D'zard nogensinde ville finde en ynde som månen? Finde en ro... En mening?

En skimlet drømmevandre, hvis navn var ukendt for alle pånær en, havde valgt at sætte sine hove i det dybe sand i ørkenens ocean. Megen tid havde han aldrig brugt i dette unikke område, for ørkenen havde et ry for at være farlig. Fængende. Sætte uægte billeder for øjnene af dens vandrere, lokke dem i tørstens fælde og holde dem for evigt. Men om natten var dette ocean noget ganske andet. Om natten var netop dette sted det tætteste man kom på de klare stjerner. Hvordan det var muligt, havde Altaïr aldrig fundet ud af, men selv ikke bjergenes højder kunne give ham den kontakt han længtes så meget efter, med de blinkende lys der bugtede sig over himlens hvælving.
Han befandt sig på en bakketop, en bakketop der altid var i bevægelse; for det unikke skete altid i denne ørken. Sandet vandrede, bugtede sig igennem det område det rådede over. Som et ocean, bølgerne der strøg over vandets krumninger. I en ganske jævn vind stod han nu, med blikket rettet imod stjernerne, forgabt i deres dragende verden. Den verden han altid elskede at besøge. Drømmenes verden.
Altaïr kunne godt forsvinde fra jordens overflade i timer ad gangen, mens han vandrede igennem de verdner han i sit sind kunne skabe – de verdner han reelt troede han kunne træde ind i. De verdner han ønskede at dele, med den helt rigtige.
Et stykke fra Altaïr blæste en vind, med større intensitet end før. Den bragte med sig noget specielt, duften af en hoppe hvis karakter Altaïr en gang i sit liv havde stiftet bekendtskab med. Dog havde dette været så kort, at han knapt memorerede det, for den ravnsorte hoppe der nu dansede i ørkenens sand havde forduftet førend deres møde oprindeligt var begyndt.
Den skimlede drømmevandre lod sin opmærksomhed vende tilbage til den verden hans eksistens var i. Andromedas verden. Hans blik begyndte nu at søge efter den sjæl, som vinden havde sladret om, og snart fik ham skimtet den sorte hoppe, trods mørket gemte hende godt. Nervøsitet, anspændthed og indelukkethed var på lang afstand tydelige i hendes adfærd, hvilket fik den skimlede sjæl til at undres. Hvorfor var denne hoppe så alene, så bange? Han rettede sig op, vendte fronten imod den lavning hvor hoppen bevægede sig i. Han sagde intet, men så blot til, imens han vejede hendes bevægelser. Hvor var hun på vej hen, hvad søgte hun? Nogen tid stod han blot og så til, inden han med rytmiske skridt begav sig imod denne sorte nattevandre, denne hoppe med de sælsomme øjne. Måske han havde heldet med sig på denne stjerneklare aften; måske han kunne indgå et møde, som faktisk holdt, med denne mystiske sjæl; ja, nærmest mytiske sjæl?

Thread: .. moon of my life

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Det var en sjældenhed, at man kunne regne med denne fortabte sjæl. Man skulle ikke nogensinde, tro at man vidste hvor man nu havde hende; for så ville man blive frygteligt skuffet. Hun var ikke dømmende, men hun stolede ikke på nogen. Hun vidste godt, at hendes udseende ikke var acceptabelt, men det forvirrede hende, at de fleste ikke fandt hende ond. I stedet fandt de hende fascinerende, og dér stolede hun ikke på dem. Hun var bange for det var et skuespil, som de havde sat op.
Hun ville ikke være så blind; at hun ikke opdagede i god nok tid, hvad der var på færre.
En lyd derude, gjorde hende opmærksom på, at hun ikke var alene. Hun ville ønske, at hun på et tidspunkt kunne finde ro, men nu havde en sjæl sneget sig ind på hende alligevel. Og det behagede hende bestemt ikke. Ganske ængsteligt krumpede hun sig sammen, mens hun lagde ørene tilbage – hovedet sænkede hun automatisk, mens hun trykkede sig underdanigt sammen. Hun kunne ikke komme ud af denne trance.

Ind til videre havde ikke ret mange formået at få hende bare en smule mere afslappet. Hun kunne måske begå sig nærmere på nogen, men hun var stadig bange. Hun stolede endnu ikke på nogen, og hun frygtede at det aldrig ville ske. Hun frygtede hendes liv aldrig ville blive anderledes. At hun var fordømt til at forblive sådan, som hun nu engang var. Det kunne hun intet gøre ved. Sådan var det.

D’zards ben rystede over jorden, men hun rokkede sig ikke ud af den position som hun havde stilt sig i. Især ikke da en grålig skikkelse kom nærmere, og duften var genkendelig. Det gjorde på ingen måde hoppen mere tryg. Hun anede intet om denne hingst; andet end han sidst havde skræmt livet ud af hende ved at røre hende. Angsten bredte sig hurtigere og hurtigere i hendes spinkle korpus. Hun var undervægtig – mere end hidtil før. Hun havde fået det værre, og det kunne tydeligt ses.
Det var bestemt ikke fordi hun prøvede at ynkeliggøre sig selv mere end højst nødvendigt. Hun kunne bare ikke tvinge mad ned i sig selv ret længere. Hun vidste godt, at hun ikke fejlede nogen fysisk sygdom. Men psykisk; så havde hun utallige former for symptomer. Stemmerne i hovedet havde også forværret sig. De var flere og langt kraftigere end før. Hun var begyndt, at få nogle blackouts. Alt i alt, hendes situation var forværret.

,,Vil De ikke nok være sød, ikke at røre mig?” Stemmen var pibende og hun mærkede et jag i hendes lille hjerte. Hendes vejrtrækning var knap, så det betød at der kom en hvislende lyd ud fra hendes næsebor og mule. At hingsten sidst havde været meget nærgående, det skræmte hende i den grad, og derfor spurgte hun lige så høfligt, men stadig underdanigt, som hun nu var i stand til.
Nok som man nok skulle tro, at hun simpelthen ikke kunne krølle sig mere sammen, så krumpede hun mere i ryggen. Hendes hoved ville snart ramme sandet, hvis hun fortsatte med at lade det styrtdykke mod jorden.

Dette var den eneste reaktion hun kendte til. Så det var derfor klart, at hun brugte denne undvigelses manøvre. Det var jo ikke fordi hun hadede andre væsner, men hun havde ingen tillid – ergo; hun kendte ikke til andet end dette. Måske det havde været dumt af hende, nogensinde at tro – at hun kunne bosætte sig sådan et sted. De fleste var sociale, og det kunne hun ikke rigtig gøre så meget ved. ,,Jeg beder Dem, herre.” bad hun ham høfligt, men lammet af sin angst for hans tilnærmelser.

Sandet under hovene på den skimlede hingst forsvandt som en strøm af vand for hvert skridt han tog. Oceanet af sand, var evigt levende, og det fascinerede ham gang på gang, hvordan sandet bugtede sig under hans vægt, som søgte det at skubbe ham afsted, eller spænde ben for ham. Det var sin sag at lære at danse i sandet, og Altaïr havde, hvis sandheden skulle frem, ikke danset her meget. Men han nød nu at være her, nød udfordringen ved at bevæge sig her, men mest af alt Stjernerne. De umådeligt dragende stjerner. Det var dem der havde lokket ham herud, men nu trak noget ganske andet i hans opmærksomhed. Han var på vej ned imod en sort hoppe, hvis sjæl han havde mødt før. Dog havde det møde, han havde haft med den sorte natteravn ikke været synderligt positivt, for i det han havde hilst hende, som han hilste alle hopper, var hun panikket. Hun havde krympet sig, som ingen anden, frygtet ham, trods han intet ondt havde gjort hende. Han huskede dette, netop fordi hun havde reageret så kraftigt, fordi hun havde haft denne frygt i hendes adfærd; og jo tættere han kom på den sorte perle, jo mere kunne han genkende de træk. Dog var det, som om hun havde skruet op for volumen. Han sænkede sit tempo lidt, da han var hende nær nok til faktisk at kunne se hende, for mørket omkring dem skjulte hende godt, og hendes detaljer endnu bedre. Et chokerende syn mødte ham, et ja nærmest sørgeligt syn mødte ham. Hoppen foran ham var ikke meget mere end skind og ben, hvilket absolut ikke frydede hans øjne at se. Ingen sjæl burde mangle mad i Andromeda, og hvordan hun var kommet til at se sådan ud, var ham også en gåde. Græsset voksede ivrigt nærmest alle steder, så det ville næsten være svært at undgå det – men det havde hun formået. Han brummede sagte, inden han i forundring hævede hovedet. Hun havde krummet sig så meget sammen, som nogen fysisk kunne, med hovedet styrtdykkende imod jorden. Underkastelse havde han set før, men aldrig så gralt som dette. Hans ører blev vippet utilpast ud til siderne ved dette syn, og hendes ord hjalp absolut ikke på den stemning, der havde sat sig i sindet på drømmehingsten, efter dette syn. Hun frygtede inderligt han ville røre hende igen; skyldig følte han sig, så skyldig at det gjorde helt ondt. Tænk at han dengang havde forurettet hende så meget, at hun nu anså ham på denne måde. Tvivlen herskede længe i sindet på ham, inden han verbalt lod sig svare.

,,Ingen herre er jeg, du ravnsorte hoppe. Ingen magt har jeg over dig – så vær sød at løfte dit hoved. Jeg røre dig ikke”

Det var tydeligt, at en sorg nærmest var glædet over hans ellers drømmende stemme og aura. En sorg, som var fodret af skylden, næret af medlidenheden. Han sagde ellers ikke mere, men forblev med god afstand til den ravnsorte hoppe, i håb om at hendes hoved ville løftes, i håb om, at hun ville slippe taget i ryggen og rette den ud. Men måske var hans pure tilstedeværelse nok til, at dette ikke ville ske. Kun kunne han håbe og vente. Resten var op til hende.

Thread: .. moon of my life

Tag: Altaïr

" there is no darkness, but ignorance "

De vanskabte øjne holdte konstant øje med den grålige hingst, som heldigvis havde lært lektien fra sidst. Han holdte afstand til hende, og vovede ikke at røre hende. Ikke at hun på nogen måde var det mindste i stand til at forsvare sig selv, men de fleste havde ikke lyst til at komme nær hoppen, på grund af hendes elendighed. Måske den var smitsom? Ikke alle var lige kløgtige, så de anede ikke hvorfor hun var som hun var. Måske hun var besat af dæmoner, eller var sindssyg – og derfor var fuldkommen upålidelig og farlig? Men farlig var denne hoppe langt fra. Hun var på ingen måde nogen trussel overfor andre. Hun var blot en forvirret omvandrende sjæl, der prøvede at finde ro, i det spektakel som kørte rundt i hendes korpus.

,,Undskyld for min uhøflighed, herre. Men jeg er ikke god til tilnærmelser. Jeg beklager,” Trods hingsten bad hende ikke at kalde ham for herre, så gjorde hun det alligevel, det var bestemt ikke for at provokere, men det var i forvirring og frustration. Hun var bare ikke god til, at gå udover sine præmisser, og da det var en vanesag for denne spinkle hoppe, så kunne hun intet andet stille op.
Hingsten bad hende sågar om, at løfte hendes hoved, men det forvirrede hende blot endnu mere. Gjorde hun mere galt? Hendes øjne fulgte ham, mens hun tog et skridt til siden. Ørene blev lagt til siden, så de ikke lå så skrækslagent tilbage, og så hendes øjne ikke så mere uhyggelige ud end højst nødvendigt.

Hun var blevet værre siden, denne hingst sidst havde set hende. Hun anede ikke engang hvad hans navn var. Hun vidste bare, at han var den eneste som havde taget den chance at røre hende, før hun overhovedet anede at der var nogen i nærheden. Derfor tog hun ingen chancer med denne hingst. Bestemt heller ikke nu da hun havde sin brunstperiode. Det var nok også en af det helt store grunde til, at hun holdte sig endnu længere væk.

,,D’zard. Det… Det er mit navn,” Stemmen var tøvende, da hun vidste, at hun gav ham nogle informationer om sig selv, som hun måske ville fortryde senere hen. Men hingsten var ikke ondsindet, det kunne hun sagtens tyde. Det betød dog ikke på nogen måde, at hun stolede mere på ham. Han var stadig alt det hun frygtede. Han var stærkere end hende; havde en magt og et overdømme over hende. Hun veg ikke fra ham, i det at hun var som for stenet ved hans selskab.
Sådan var det tit. Hun stivnede så meget, at hun ikke var i stand til at komme ret langt væk – og alligevel var alle hendes tilbageværende muskler spændt, så hun kunne springe væk fra ham, hurtigst om muligt.

Trods hoppen var yderst mistroisk omkring ham, så var det ikke fordi hun troede på denne hingst blot ville angribe hende. Men netop fordi en hingst som ham, var farlig på grund af hans sind. Han var på ingen måde ondsindet, og derfor var det nemmere for disse typer, at komme tæt ind på andre. Netop på grund af deres overbærenhed, deres hengivenhed… Venlighed. D’zard havde mødt et par stykker på øen; og de alle havde været modtagelige overfor hende på hver deres måde.

En af de som hun havde mødt, havde en dyster side. En mørk side af sig selv, som var ulæselig, og det gjorde det svært for hende at gennemskue. Han havde ikke gjort hende ondt, men han havde ikke samme omsorgsgen, som denne hingst der stod overfor hende. Og trods denne hingst var noget så venlig, så havde den anden hingst alligevel lokket hende tæt nok på sig, hvilket hun havde taget ved lære af. Hun ville ikke tillade det skulle kunne ske igen.
De spinkle ben under hende, rystede kraftigt for at kunne bære vægten, af hendes ellers yderst undervægtige krop. Pelsen var glansløs. Manen og halen filtret og ganske mudret, efter at have ligget meget ned. Hendes situation havde sat sine præg på hende, men hun havde stadig sit fenimine udseende. Men skønheden ved hende, var fadet mere og mere væk.

Det var tydeligt at den underernærede hoppe så alt, som den skimlede hingst foretog sig. Observerede hver en vejrtrækning, hørte hver en lyd, så hver en bevægelse, selvom han ikke gjorde sig mange. En skræmt sjæl, som hun i sandhed var, havde ofte tendenser til at være over sensible overfor alt. Hvor slemt det end måtte stå til, med denne sorte hoppe, havde han fortsat inden anelse om, men han havde et gæt. Og det gær var ganske alvorligt. Han brummede sagte, så sagte at hans egne ører næsten ikke kunne opfange det, da hun rykkede en smule på sig. Hun løftede ej hovedet, som han havde håbet, og ej slappede hun af, som han havde håbet, men hun talte. Hendes stemme, meget unik og feminin kredsede omkring hans ører. Først hørte han kun tonen, dernæst ordene. Hun forklarede at hun ikke var god til tilnærmelser; at hun havde opført sig uhøfligt og hun herfor undskyldte. Dog så han ingen grund til denne undskyldning, men inden han fik reageret yderligere, præsenterede hun sig selv. Den ravnsorte hoppe hed D’zard. Et navn, han ikke havde hørt mage til før, et navn, der lå ganske godt på tungen, men samtidig var så unikt, at det kun ville passe til hende.
Han lagde hovedet en smule på sned, inden hans øjne der var ganske mørkeblå, søgte hendes. Han huskede hendes øjne, huskede hvor fascineret han havde været over at beskue dem. Det ene rødt, det andet blåt. To meget modsigende farver, men ufatteligt unikt at begge kunne fremtræde på én sjæl. Han beskuede dem ikke direkte, for hans bekymring for at jage hoppen på flygt var stor nok, til at han kun tog meget diskrete bevægelser i mod hende; i denne omgang kun hans blik. Han prustede da dæmpet, atter engang, inden han nikkede langsomt. Han havde hørt hendes ord, lagret dem i sindet han besad, drømmehingstens sind.

,,D’zard, melady. Igen beder jeg dig om ikke at kalde mig herre, ingen ret har jeg til denne titel. Og undskyld du ej; jeg overtrådte en grænse af dine og ikke omvendt.”

Han tav derpå, for at beskue hendes reaktioner. Beskue, om han vagte endnu en anspændt handling fra hendes side af. Af hvad han kunne se, af hvad han kunne tænke sig selv, havde hun lukket sig så langt inde, at hun end ikke havde taget vare for sig selv. Den glansløse pels så usoigneret ud, manen var filtret og stod ud til alle sider. Hendes hove så tørre ud og hendes øjne var matte. Alt i alt lignede hun en, der havde været lukket inde i bjergenes huler, afholdt fra at spise. Men han tvivlede; nok mere var det, at hun selv havde taget denne vej. At hendes sind havde forhindret hende. Ofte afholdt Altaïr sig fra sjæle, der var svage psykisk, for de havde ikke den fantasi om han nød af, og ofte anså han dem som værende selvskyldige i deres problemer. Men noget andet var gældende med denne hoppe, og af den grund var han blevet. Han lagde hovedet en anelse på sned, inden hans stemme igen brød frem.

,,Jeg kan ikke give dig et navn, som du kan beskrive mig med. Melady, navne er ikke noget jeg benytter mig af, for jeg vil se selskabet som den de er, og ikke hvad de præsentere sig for. Hvis dog du vil beklæde mig med et navn, da vælg et og jeg vil reagere på det; men intet kan jeg selv give dig, og jeg håber på din forståelse”

Altaïr var speciel. Især når det gjaldt navne. Han benyttede sig aldrig af det navn, som han var givet af sine forældre mange år tilbage, for navnet var givet til ham i had og ikke kærlighed. Og det navn, som han bar betød netop det, han ikke var. Han var ikke en ’søn af ingen’, for han havde skam forældre, og selvom de havde forvist ham, behandlet ham dårligt, da ville han aldrig anse sig selv som værende et spøgelse. Derpå bukkede han ganske let for den sorte eksistens. Hans ord var nået til ende, og nu var det op til hende at afgøre slagets gang. Op til hende, at afgøre, hvordan deres møde skulle fortsætte.

Thread: .. moon of my life

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Tavsheden forlod ikke den spinkle, afkræftede hoppe, i hvert fald ikke endnu. Det som var sigende for dette væsen, var at hun udmærket godt forstod hvad hingsten sagde. Ingen ord blev overhørt, fordi hun netop var en god lytter. Det havde hun altid været, for alt andet ville være uhøfligt og det var ikke acceptabelt. Han mente, at han ingen herre var for hende. Hun burde ikke kalde ham det.
Som straf trak hun hovedet ind til sig, mens hun undskyldende sænkede blikket. Skamfuldt. Han havde overtrådt en grænse, som hun havde. Hun huskede, at han havde berørt hende og det havde brændt sig fast i hendes bevidsthed og hukommelse. På øen havde flere sjæle vovet sig umådeligt farligt tæt på hende. De havde ikke været skræmt af hendes vanskabte øjne, men derimod fascineret.

Af ren og skær mistro, så stolede hun ikke på dem. Det kunne umuligt være fascination. Det måtte være spil for gallerierne. Måske de havde fundet ud af, at de ville ramme hende hårdere hvis de prøvede at skabe et bånd til hende? Troede de, at de kunne snyde hende ved at forglemme hendes tydelige fejl? Hun anede ikke hvad deres intentioner var, men hun vidste bare, at hun aldrig havde oplevet så mange der søgte nærkontakt.
Måske det være nemmere for D'zard hvis hun blot forlod de selskaber, som hun blev fanget i. Det kunne skabe mere ro i hendes sind. Men igen, det var i mod hendes principper, fordi det ville være dybt uhøfligt og utilgiveligt. 
De indre dæmoner ville torturere hende indvendigt, for at gå i mod dem. De bestemte over hende. Og de havde fordømt hende til evig fordømmelse. Til et evigt liv uden nogen kære omkring sig. Det var deres dom.

,,De skal ikke undskylde," startede hun med en stemme præget af skyldsfølelse. Hun var ked af, at hun havde fået ham til at blive nedtrykt over sin handling. Desuden brød han sig heller ikke om hendes tiltale af ham. Så det ramte hende også plet. 
Mange som stødte på denne ganske ensomme sjæl, anså hende som værende et ganske utiltalende selskab, og ville formodentligt glemme hende hurtigt. Selvom det var det bedste, så var det faktisk det eneste D'zard inderst inde ønskede de ville. Huske hende. Som værende et godt væsen. Ikke ondsindet eller bedragerisk, men loyal og høflig. Hun ønskede ikke at skulle glemmes. 

Hingstens stemme lød kort efter igen, da han forklarede hende detaljeret, at han ikke brugte noget navn. At han dermed intet navn kunne give hende. Hun gjort et forstående nik. Trods mange ville undre sig, så accepterede D'zard at han intet navn havde, som hun kunne kalde ham. Men han foreslog at hun selv kunne tildele ham et navn, hvis hun ønskede.
Først overvejede hun det for en stund, men da efter hobede fornuften sig frem - og hun rystede svagt med hovedet. ,,Jeg behøver ikke, at give Dem et navn for at vide hvem De er," besvarede hun hans talen tilbage. For på den måde, så gjorde hun det klart, at hun ikke behøvede noget navn. Hun havde blot nævnt sit, af ren og skær høflighed. Sådan var hun oplært. Hvis ingen andre ønskede røbe deres navne, så behøvede de ikke. Hun ville aldrig blive sur. Det var deres valg. Hun kunne ikke tillade sig at blive skuffet.

Hvordan det var muligt at møde en sjæl, med så stor og synlig mistro til omverdenen, kunne den skimlede hingst ikke finde ud af. Den hoppe, som foran ham stod; som havde krympet sig forfærdeligt da han første gang berørte hende – den hoppe, som nu havde bedt ham om ikke at røre hende igen, virkede på alle punkter såret. Og selvom han bad hende hæve hovedet som hans ligemand, da udviste hoppen endnu ikke andet end frygt, skam, utilpashed. Han brummede sagte for sig selv, inden han trådte et enkelt skridt bagud.
Omkring dem havde disen langsomt kastet sin tætte kappe over jordoverfladen. Under månens blege skær, lignede det næsten flydende sølv i spøgelseslignende konsistens, der havde beklædt den bløde jord omkring dem. Alt imens var stjernerne begyndt at skinne mere klart over deres hoveder, som forsøgte de at oplyse verdenen for de to sjæle, der stod under deres små glimtende kroppe.

Altaïr lod ganske diskret sine dybblå øjne søge imod hoppen der stod foran ham, med den midnatssorte farve. Han havde ved deres første møde bemærket, at hun bar to forskellige farver øjne; og hvad mening der var med dette, vidste han af gode grunde ikke endnu, for han havde ikke fået mange ord fra den sorte eksistens endnu. Han vidste dog hendes navn, D’zard; og selvom han normalt bevægede sig udenom navne, så var det en lille trøst, så at sige, at han kendte hendes nu. Det var noget han vidste om hende, selvom det i hans univers alligevel intet betød.

Hendes stemme lød nu, med toner af skam. Han kunne ikke lade værre med at føle et indre stik af sorg, som smittede hendes sindsstemning af på ham. Han følte allerede for hende, for at leve i en verden uden andet end frygt, ville han aldrig kunne – og han havde en fornemmelse af, at det var netop hvad denne sorte hoppe gjorde. Han sagde intet, førend den midnatssorte hoppe havde talt sine få udvalgte ord, og selv da stod han tavs et stykke tid, imens han overvejede sine næste ord. Han ville ej skræmme hoppen væk, nu hvor han endelig var kommet hende nær nok til at føre en samtale. Hvis dog bare hun ikke behandlede ham som en overmand, så ville dette være meget lettere for den skimlede eksistens.
Ingen han begyndte at tale, med sine toner der havde en helt særlig og drømmende karakter, vejede han dog det faktum at hun ikke havde hørt præcist hvad han havde sagt. For han havde ikke undskyldt til hende, men bedt hende lade værre med at undskylde for ting, som hun ej havde udført.

,,Melady, jeg tillader mig at spørge; mine ord lader ikke til at blive hørt i deres fulde forståen, og jeg kan ikke lade værre med at undre mig. Hvad kan have trængt deres væsen så langt bag frygt, at det er det eneste, som du udviser?”

Hans tone var så usædvanlig i dette moment; han viste ikke umiddelbart medlidenhed, selvom han følte det for hende. Men han gemte det i sine ord, og han gjorde det oprigtigt, da han ikke ville påpege hendes egen elendighed mere overfor hende – den var han sikker på hun følte i stor nok grad, uden at han skulle være som et spejl på hende.
Samtidig var hans toner kærlige. Han var ikke en hingst som så mange andre; simple og med et formål i hovedet. Nej – han stod overfor denne hoppe, med dit ærlige væsen, og ønskede blot at finde ud af, hvem der gemte sig bag hendes frygtsomme ydre.
Og ydermere var hans toner skabt af hans drømmende væsen. Milde, ledende. Han vidste, at han kunne skabe disse drømme, som han så ofte havde yndet at fortælle om. Han vidste, at han kunne lede folk ind i en verden, fri for alt det, som fandtes i denne – og netop dette, ja, dette kunne man fornemme i de toner, der forlod hans strube.

Da han tav, kiggede han direkte på hende. Ikke med et blik der søgte hendes underkastelse, for den ville han for alt i verden ikke have. Nej, hans blik var egentlig mere tilegnet, til at hun kunne se ham, hvis hun vovede at forsøge sig. Bag hans dybblå øjne, lå nemlig den verden han elskede; den verden han ville udtrykke. Hvis man turde, bevægede mig sig direkte ind i drømmenes spejl. I hans verden.

Thread: .. moon of my life

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Meget kunne man sige, om den fortabte sjæl. Hendes sind var forgiftet af sine indre dæmoner, som trodsede hendes færd. Hun ønskede ingen noget ondt, men hun formåede alligevel at bringe en form for nedtrykthed frem i de fleste. Åbenbart, fandt de ikke hendes underdanighed som korrekt adfærd, men hvordan skulle man vide bedre, når man var opvokset sådan? D'zard var blevet belært under de strengeste forhold - og hun havde ikke haft nogen kære mor, som skånede hende for virkelighedens barskhed. At denne gråskimlede hingst forholdt sig tavs, som hende selv, gjorde hende nervøs. En frygt for at have gjort eller sagt forkert skyllede, som en flodbølge over hendes afkræftede, spinkle korpus. Men hun tog i mod det.

Skævlende var hendes ben, som forsøgte at balancere på hendes i forvejen tynde krop. Hun havde længe haft besvær ved at være oprejst, på grund af den manglende stabilitet og manglende muskelmasse. Da hingsten alligevel valgte at tale, måtte hun vende og dreje ordene. Selvom det sikkert ikke var ment sådan, tog hun det som, at hun havde gjort noget forkert. Hun havde ganske vidst ikke overhørt hans tidligere talen: men hun havde derimod vendt det til det negative. Fordi sådan var hun.
Al form for tale til hende, vendte hendes indre dæmoner til noget, som ramte hende hårdt - og det måtte hun dermed bøde for. Sådan var det bare. 

Hvad kunne der være skyld i hendes evige frygt? Det var skam et såre simpelt svar, som kunne gives. D'zard tøvede, men opbyggede hurtigt et lille spinkelt mod op, for at kunne svare ham på hans ærlige spørgsmål. ,,Mine øjne er ikke anset nogen steder. De er misdannede. Et tegn på en ond forbandelse," peb hun pinagtigt, alt i mens hun opdagede at han kort efter søgte hendes blik. Dog var han ikke desperat. Han havde søgt tilbage, så hun kunne få plads. Hendes to farvede øjne, havde valgt for en kort stund at dele øjenkontakt med den gråskimlede hingst, men hun fortrød hurtigt: da hun ventede på hans svar. Mon ikke, at han ville nikke anerkendende til, at de var misdannede?

,,De behandlede mig ikke pænt, hvor jeg kom fra. Men jeg forstår dem godt. Hvem kan elske en som ser ud som jeg?" bebrejdende på sig selv, lød hendes stemme i mørket. De var begge omringet af en tyk dis: og hun trak vejret kontinuerligt. Hun forsøgte at holde styr på, at holde sig i ro - trods det var en langt svære udfordring, end først antaget. For hende var det meget grænse overskridende, at fortælle om sig selv og sine dybeste hemmeligheder, så derfor undlod hun, at dele for meget ud. For hans skyld. De færreste ville finde det interessant og hun ønskede ikke medlidenhed. 

D'zard var dømt til at skulle leve et liv i ensomheden. Selvom hun ikke ville indrømme det, så var det ikke udelukkende på grund af hendes mærkværdige øjenfarve. Det var nu mere, fordi hun agerede som hun gjorde. Hun skræmte dem omkring hende væk, ved at være så ængstelig og tillidsforladt. Let skævlede hendes krop, da hun mærkede en kold brise smyge sig om hendes spinkle korpus. Hun bed det i sig, for ikke at skære en grimasse. For ikke at fremstå mere svag end hun i forvejen gjorde. For det ville være nyttesløst. Ville det ikke?

Tankevækkende var det, at hingsten faktisk interesserede sig for, hvorfor hun egentligt var så bange. For det var jo et ganske godt spørgsmål, som hun nok aldrig ville være i stand til at uddybe fuldkomment. Det ville være for svært for hende. For grænseoverskridende. Hvis hun nogensinde skulle fortælle det, ville det betyde at hun lagde sin tillid over på en anden, og det kunne ikke lade sig gøre. Det tillod hendes indre dæmoner ikke. Hun måtte ikke gøre det, fordi det ville gå værst ud over hende selv.

Efter han havde fremsagt sine ord, var der næsten en rungende stilhed omkring de to sjæle. Altaïr tog sig selv i et løfte hovedet en anelse og kippe det ene øre en smule til siden, som for at lytte efter alt det, som ikke var til stede. Han brummede sagte for sig selv, efter blot et øjeblik, for hans opmærksomhed blev helt og holdent fanget af hoppens egentlig og nu meget synlige tilstand.
Selvom han godt havde bemærket det, da han lagde øjnene på hende første gang, slog det ham nu hvor mager hun egentlig var. Hendes flanker var afbrudt af de jævne buer fra hendes ribben og hoftebenene stak også alt for synligt ud. Det var ikke en behagelig tanke, som gled uset igennem hingsten hoved; for han betænkte kort, hvordan det i et land som Andromeda, med de frodige omgivelser, at blive så tynd. Samtidig så det ud til, at hendes balance led under denne tilstand, for enten havde hun ikke styrken til at opretholde den, ellers havde hun problemer med sine sanser, som gjorde at hendes ben faretruende dirrede under hende. Der var egentlig rigtig mange signaler, som den skimlede opfangede på tætteste hold nu, rigtig mange signaler han ønskede at handle på, men som han vidste han ikke kunne, da hoppen ville krympe sig og forsvinde for hans øjne, hvis han rørte hende.

Hendes stemme. Hans tanker, som havde henledt sig rigtig meget på hendes fysisk blev nu fanget af hendes stemme, der dæmrede i hans indre. Hans dybblå øjne søgte mere direkte imod hendes, som de altid gjorde når en anden snakkede og hans ører blev rettet frem igen, som vågnede han fra en trancelignende tilstand. Hun fortalte ham, at hendes øjne, som besad to forskellige farver, var misdannede. Hvordan? Det spørgsmål cirkulerede straks rundt i hans sind, men fik ikke lov at svæve længe, for hun fortsatte sine ord.
Der hvor hun var kommet fra, behandlede de hende ikke pænt. Han gik ud fra dette, da hoppen blot refererede til det som at ’de ikke behandlede hende godt’. Og lige efter fulgte nok den sætning, som smertede ham mest at høre. For hun forstod dem godt. Han hævede hovedet, og for første gang i år, havde han et øjeblik tabt mælet. Han vidste faktisk ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere. Hvis dog bare han kunne føre hende ind i drømmenes sikre verden..

,,Melady, lad mig fortælle dig, hvordan jeg ser dig. Blot hør mine ord, intet andet kræver jeg.. Det jeg ser foran mig, er en der er knækket. En, som har alle grunde til at frygte andre, for jeg tror på, at du har modtaget alverdens ord, som ikke er dig fortjent. Melady D’zard, jeg ser ikke blot det. Jeg ser en hoppe, som mangler styrker i sin fysik, fylde i sine muskler. Mad og vand. Melady, jeg ser ej blot dette.. Jeg ser en hoppe, foran mig, unik og smuk. En hoppe med to øjne i hver sin farve, men ej øjne, som indeholder misdannelser. Jeg har set således før – og tro mig, du er ikke sådan. Jeg tror på, at din opfattelse af dine øjne, er blevet præget af hvad andre har sagt; og du kan tage mine ord til dig, eller lade værre – men jeg tror på, at din opfattelse ikke er din egen.. Jeg spørger dig; tror du, at dine øjne skildre verdenen anderledes end mine?”

Hans tilgang til det her, var måske meget usikker – men han følte, at for at hjælpe hende, måtte han tage fat om problemet på en lidt alternativ måde. I stedet for direkte at spørge indtil selve problemet, berørte han det ved at søge hendes tolkning og forståelse af problemet. Han havde engang haft en frygt i sit liv, som han troede var hans; men som i virkeligheden blot var et frø, som andre havde plantet, som han havde ladet gro. Først da han frem til denne konklusion kunne han slippe denne frygt – nemlig frygten for, at han var uduelig. Ja, tro det eller ej, men den skimlede hingst havde aldrig været ønsket, før han selv gjorde op med sit jeg. Om dette var muligt for hoppen foran ham? Han troede det. Men det ville være en kamp, en lang sej kamp – for hendes lys lod til at være slukket for alvor. Og det var altid mere udfordrende at tænde et nyt bål, frem for at blusse et allerede eksisterende op.

Thread: .. moon of my life.

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Manglende beskyttelse havde gjort den ravne sorte hoppe forsvarsløs. Hun havde forsøgt at holde sine endegyldige parader op uden nogen form for held. Hendes sind var blevet forpestet og hun havde givet op på livet og dets fuldkomne ubarmhjertige hensigt med hende. Men hun undrede sig. For i dette land, havde der været så mange forskellige møder, som havde vækket en frygt i hendes dæmon-prægede sind. Hun anede ikke hvad deres intentioner var, fordi de alle og en havde vovet sig tættere på en det var tilladt. De havde ikke været nedladende. Men hun var overbevist om, at det var spil for gallerierne - eller også så pillede dæmonerne ved hendes syn og indtryk. Måske de lod hende være i den tro, at de faktisk var gode mod hende, for så at destruere hende. 

Når det kom til kærligheden: så havde D'zard aldrig skænket en tanke om, at hun nogensinde skulle finde sig en mage. For hvem kunne elske, en som så ud som hende? Det ville være en umulighed, fordi hun var som hun nu engang var. Hun kunne ikke elskes, det var ikke en mulighed. Ikke længere. 

Tilgiv mig, for at tænke sådan.

Dæmonerne var tilfredse med den undskyldning, men lod hende sidde endnu længere på pinebænken. Hun skulle oprigtigt mærke den smerte, som hun forvoldte sig selv. Klynget op i en krog, lyttede hun til hingstens ganske balanceret åndedræt. Hendes eget var besværet og pibende, men hun fik dog, utroligt nok, hevet nok luft ned til lungerne, som hun ikke dejsede om. Han lod ikke til at være aggressiv, men hun kunne ikke stole på, at han ikke ville hende noget ondt. Skindet kunne bedrage. Det samme kunne personligheden. For hvorfor i alverden skulle han ville hende noget godt? Forblændet af sine dæmoneres had mod hende selv, kunne hun ikke slippe denne hadefulde tanke gang. Hendes største issue, var hende selv. Hun var sin egen største fjende. 

Tavst stod hun til, mens hun lyttede til hans velformulerende talen. Hendes øjne flakkede forvildet rundt, mens hun tvivlsomt lod ørene vippe til siderne og atter sænkede hun hendes hoved samt det fortabte blik, som forkyndede hende til det ensomme liv. Hun huskede ikke hvornår nogensinde, havde forsøgt sig på den måde. Han ville trænge ind i hendes sind. Han ville forstå hende og vække hende fra den trance hun var. Men dæmonerne stejlede over hans talen, og påpegede med det samme, at han var en løgner.

Vågn dog op, Sorte. Han vil dog intet godt. Han leger med os, lige som alle de andre. Hvorfor skulle han ville dig noget godt, hva? Du ved hvordan det er endt før, så vi beder dig. Tænk dig godt om, du skal ikke stole på ham!

De skændede på kryds og tværs. Snappede af hinanden og forsøgte at tale hende til fornuft. Hvorfor stole på nogen, som hun ikke kendte til? Dæmonerne vidste hvad der var bedst for hende. De kendte hende bedst. Det var logisk, var det ikke? Hun var ude på et skråplan, hvor hun ikke anede hvor vidt hun skulle besvare ham. For hun var målløs. Forstenet, forbavset og ganske lammet af hans ord, som genlød i hendes sind.

,,Hvordan ved jeg, at De ikke bare fylder mig med løgne?"

Hendes stemme var rystende, nervøs og ganske ramt af en pinagtig smerte. Hun forstod sig ikke meget på livet; kun det som dæmonerne havde lært hende. Hun fulgte altid deres ordre og anbefalninger. Hingsten, uden navn, som stod foran hende, sagde han så en knækket sjæl. Det var korrekt, men dæmonerne væmmedes ved hans udsagn. Det var en fornærmelse overfor deres mesterværk. Deres værk. Kvalmende havde de følt sig, da han mente hun var en unik og smuk skabning. Hendes øjne var ingen skam. Det var ikke hendes egen opfattelse. Han hentydede til dæmonerne. Sådan opfattede de det i hvert fald, og de modtog det som et ubehageligt angreb. 

Løgner. Kan du ikke se det? Han vil bare forpeste dit sind, med løgne og bedrag. Stol ikke på ham. Du kender ham ikke og han ikke dig. Han vil ikke en gang give sit navn. Vi ved hvad der er bedst for dig. Vi har altid beskyttet dig mod det onde. 

Indædt af skam lod hun blikket glide tilbage på den skimlede hingst, hvis navn ikke var at kende. De havde på sin vis ret. Hvad hingstens motiv for at ville hjælpe hende, var ganske usikkert. For D'zard kendte ikke meget til godhed. I hvert fald ikke den slags, som hingsten udvise på nuværende tidspunkt. Hun måtte svare. For det var ikke høfligt, sådan som hun opførte sig. Det var ikke på sin plads, og dæmonerne rasede over hendes valg. Som straf strømmede en smerte i gennem hendes krop, og hun krympede sig, for at overvinde smerten og få kræfter til at fortsætte sin samtale med denne, mystiske, skimlede hingst.

,,Hvorfor vil De være så god i mod mig?"

Lyden af en opgivende, tungsindig, spinkel stemme kunne for en stund høres i mørkets mulm. Fanget i en kattepine, hvor hun måtte stå til ansvar for sine handlinger. For sine dæmoners gerninger. For hendes person, og hvorfor hun var som hun var. Hun turde ikke begynde at sige for meget i frygt for dæmonernes straf. For hvad ville det næste blive? Psykisk afstraffelse, var måske et godt bud. Men de lurede og ventede blot på at hun trådte forkert igen. Men D'zard forlod ikke selskabet, for noget - dybt inde i hende - blev draget af hans talen. Han fandt hende unik, men hun måtte ikke være naiv. Ikke nu. Ikke mere. For intet særligt var hun. Hun var hverken unik eller smuk. Hun var mørkets bastard, som ingen ret havde til at udtale sig eller brokke sig over sin tilstand. Hun burde blot være taknemmelig. Det mente dæmonerne da.

Hvis han havde tilladelsen til det, havde han rakt frem nu. Rakt frem for at beskytte hende, støtte hende, hjælpe hende. Ja, hvis det var i hans magt, jog han alverdens frygtelige tanker væk fra hendes sind, så hoppen kunne trække vejret frit igen, føle sig hjemme i sin krop og sind. Men således var ikke muligt, da Altaïr, trods hans flyvske og drømmende sind, ikke besad overnaturlige kræfter. Hans evner rakte kun så langt hans egen fantasi og hans selskabs fantasi til sammen kunne. Og i dette tilfælde var han bange for, at hans alene måtte stå distancen, da den midnatssorte D’zard foran ham, ikke lod til at kunne tænke frit, uden at det ville knække hende.
Han brummede stilfærdigt for sig selv. Det tog hende en rum tid at reagere på hans ord, som han vidst var grænseoverskridende. Han gik tæt på, men ikke direkte; nej, han smøg sig omkring hendes sårbare punkt, som hun havde fortalt ham om – nemlig hendes øjne. Ikke direkte henviste han til noget, men spurgte indtil deres funktion, frem for udseende. Han havde spurgt hende, om hendes øjne da så verdenen anderledes end hans, for det troede han ej selv på.

Hoppens spæde stemme snakkede nu. Hun spurgte ham, hvordan hun kunne stole på ham; hvorfor han ville hende noget godt, og ej søgte at skade hende. Spørgsmålet ramte ham egentlig, for aldrig i sit liv havde Altaïr søgt at gøre andre fortræd. Hvis blot han kunne vrænge hele hans fortid ud, blotlægge den for hoppen, da ville hun for alvor kunne se sandheden i hans ord – men han hverken kunne, og ej heller ville, når det kom til stykket. Hans fortid var hans, helt og alene, hans mysterium. Derfor måtte han ty til meget mere simple metoder, for at overbevise den sorte D’zard, nemlig ord.

,,Melady, jeg vil vende dit spørgsmål om; for hvorfor skulle jeg ønske dig noget ondt? Svaret er simpelt, for jeg ønsker dig intet ondt. Jeg søger hverken at ødelægge eller nedgøre andre. Hvis min natur lå således, tror jeg at mit sind havde været så simpelt, at jeg blot var gået til sagen. I så fald ville jeg ikke bruge tid, på at fortælle det det som jeg lige gjorde; det ville være spildte kræfter. Men, melady D’zard, hvor vidt du kan stole på, om jeg taler sandheden eller ej, er et spørgsmål kun du kan svare på. Løgne er ofte meget mere, end blot at fortælle en forkert udgave af sandheden. De er komplekse og kan være svære at gennemskue, især hvis man leder efter fejl hos andre. Det jeg beder dig om, er blot at vælge. Hvis du vil stole på de ord, jeg har ladet dig høre, da bliver jeg. Vælger du ikke at stole på mig, da vil jeg gå – for jeg vil ikke give dig det indtryk, at jeg blot vil forblive i dit selskab for at understøtte et faktum jeg ikke selv står inde for. Jeg vil ikke gøre dig utilpas, eller nervøs. Så, melady, valget er dit og dit alene”

Derpå tav han og trak sig ét skridt tilbage. Selvom han hellere ville gå den modsatte vej, tættere på hende, kunne han mærke hvordan hendes krop frygtede det. Hun ville nok vige af al magt, hvis han forsøgte at røre hende, og han ville absolut ikke påføre hende unødig smerte, hverken fysisk eller psykisk. Han nikkede kort til hende, for da at rette sine ører frem og lade de dybblå øjne hvile på hende. Han ventede hende svar, men ej tydeligt. Som altid stod han, høfligt, og med sin drømmende aura omkring sig – som var han blot tilstede i nuet og nød at være der, selvom hans indre smertede sig, ved synet af hoppen og lyden af hendes ord, der kun varslede negative og frygtsomme tanker.

Thread: .. moon of my life.

Tag: Altaïr 

" there is no darkness, but ignorance "

Forståelsen for den sorte hoppes adfærd, var minimal hos langt de fleste. Mange anså hende, som være et mystisk væsen - fordi hun begravede sig i sin endeløse elendighed. For hende var det blot mørket, som betød noget i hendes lille indelukkede verden. Der var ikke mange, som blev lukket ind til det sande jeg, som lå bag denne skræmte facade. Hun havde længe haft paraderne oppe og dette resulterede derfor i, at hun ikke længere huskede hvordan hun ellers kunne være. Hun var bestemt ingen livsglad, humørbombe. Det ville aldrig nogensinde blive en mulighed for hende, fordi hun selv havde bragt sig endnu længere ud. Hun havde svært med at holde overblik over hvad virkeligheden egentligt bød på. Dæmonerne som fyldte hendes sind, havde efterhånden fået så megen magt, at de havde indflydelse på mange ting, som hun foretog sig.

Usikkerheden sad fast låst i hende, da han gjorde antræk til at tale igen. Hun lod hovedet undvigende søge mod jorden, som langede han ud efter hende. Ordene fortsatte i en lang stime, og D'zard kæmpede for at høre hvert et ord, mens hun forsøgte at finde balancen tilbage i sine usikre, skævlende ben. Hun fandt kort tid efter stabilisering og fokuserede derfor kun på den grålige hingsts stemmeføring. Han forsøgte sig ikke på, at påtvinge hende til at stole på sig. Det var hendes eget frie valg.

Løgner. Det er hvad han er.

Åndedrættet blev betydeligt svagere. Snart mærkede hun en brændende, kvælende fornemmelse, som strammede sig om hendes hals. Han ville ikke gøre hende utilpas. Hun stod blot mundlam tilbage, mens hun lod de misfarvede øjne glide mod hans skikkelse atter, men meget tøvende. Mente han virkelig det han sagde? Ønskede han virkelig at forlade selskabet på grund af, at han ikke ville have hun skulle være nervøs eller utilpas ved hans tilstedeværelse? Valget lå derfor hvilende på hendes skuldre nu. Det var for hende et kæmpe stort pres, fordi hun egentligt ikke vidste hvorvidt hun skulle forholde sig til dette. Hun var ikke meget for, at skulle være den der stod med magten, om man ville. Udviste hun virkelig så megen ubehag, at han ville væk? En dårlig smag bredte sig og samvittigheden bankede for alvor på hos hende. 

,,Du gør mig ikke utilpas. Selskab - generelt - gør mig utilpas, men du behøver ikke gå. Jeg har bare brug for plads,"

Blide, milde toner lød i mørket. Det eneste som tydede på at hun var nervøs og bestemt ikke glad for at skulle fortælle denne, fremmede, hingst om hendes ubehag ved selskab. Hun var nødt til at forklare ham, at det eneste hun behøvede var plads. Måske at det ville gøre at hun løsnede sig lidt mere op? Hun tvivlede selv på det, fordi hun havde så lidt tillid til ham eller nogen andre. Hun stolede ganske enkelt ikke på dem; og hendes indre, terroriserende dæmoner gjorde det bestemt ikke lettere for hende. Næ, de bragte hende bare længere ud på et sidespor og forpurrede alt. 

Sorte! Hvad i himlens navn er det du har gang i? Vi fortalte dig, at han var farlig. Han er en løgner. Se på ham. Se ham i øjnene, hvis du tør. Du stoler på os, ikke? Vi har altid været der for dig. Du burde ikke åbne dig op sådan.

Det krævede megen styrke fra hende, at overkomme stemmerne, som fyldte hendes hoved og sind. Hun måtte overdøve dem, for at fokusere på hingsten foran hende. Denne aften var de meget på. Til tider havde de ikke meget at sige og andre perioder, så havde de en masse at fortælle og belære hende om. Selvom hun nok burde hade stemmerne i hendes hoved, så gjorde hun det ikke. For som de selv pænt, fortalte hende - så havde de altid været der for hende. De vejledte hende: men desværre for D'zard var hun ikke bevidnet om, at de vejledte hende fuldkommen forkert. Hun stolede på dem. Delvist. For noget i hende, vidste godt, at dæmonerne ikke ville hende noget godt. Mens resten af hende lod sig overbevise, at det var det eneste rigtige - at lytte til dem.

,,Men du må lade mig vide, hvis du føler dig utilpas med min tilstedeværelse,"

Sandfærdigt var hendes bemærkning, mens hun fangede hans blik og lod ham få øjenkontakt, så han kunne se oprigtigheden i hendes blik. D'zard bekymrede sig om andre. Så meget, at hun ødelagde sit eget liv på den måde. 

Alt imens måneskinnet blot var blevet kraftigere, jo længere ud på natten de var kommet, var hans opmærksomhed overfor den midnatssorte hoppe blot blevet større. Han havde beskuet hende, set hendes usikkerhed, hendes kamp, nedtrykhed og frygt. Han huskede hvordan hun under deres første møde var krympet under hans berøring, og hvordan hun under andet var gået, inden han kom hende nær. Ved dette tredje møde var han faktisk kommet i snak med hende, og uden at vidste det, var den første del af døren blevet åbnet for ham. Alt imens han betragtede hende sænke sit hoved igen, imens hun på vaklende ben forsøgte at fastholde sin balance, var noget sket i hendes hoved. Hun havde vel taget valget om at stole nok på ham, til ikke at bede ham om at gå; for da hendes toner lød, kom der en forklaring, der nærmest faldt på plads, som en manglende brik i et puslespil. Hun skulle bruge plads; for selskaber blev hun utryg i. Han brummede sagte og nikkede med en bevægelse så langsom, at den nærmest foregik i slowmotion. Alt imens han udførte sin bevægelse, tonsede hans tanker afsted inde bag de dybblå øjne.
Hendes milde toner, som de egentlig var, lød igen. Han skulle sige hvis hun fik ham til at føle sig utilpas. Selvom denne kommentar nok ville have fået de fleste til at rynke på brynene, eller på anden vis føle sig ramt af hendes ord, så følte den skimlede hingst det omvendt. Han så det som et tegn på, at denne sorte hoppe i virkeligheden satte alt og alle før sig selv; en egenskab han egentlig skattede, om end han måtte indrømme, at hun var gået til en ekstrem der ikke var sund for hende. Han brummede dæmpet, inden han trådte to skridt tilbage, for at give hende et rum plads mere. Det havde hun bedt om, og det ville han give hende. Derpå betragtede han de øjne hun bar, i det øjeblik hun lod deres blikke mødes. Så forunderlige og smukke fandt han dem, og hvis den midnatssorte hoppe havde holdt kontakten længere, ville han hjertens gerne have fordybet sig i hendes blik. Dertil kom han ej, for hendes blik blev fjernet. Dog var han taknemmelig for det øjeblik han faktisk havde fået lov at beskue hendes øjne i.

,,Melady, jeg vil sige sandheden til hver en tid.”

Det var måden han valgte at behandle hendes sidste kommentar på. Han ville ikke sige, at han nok skulle sige til, hvis de kom såvidt; for han vidste, at det ikke var ham der ville føle sig utilpas, men hende. Og ej heller ville han sige det højt, for det ville lyde som om han kendte hende, hvilket han langt fra gjorde. Nej, han holdt det ganske enkelt, for sådan følte han det var bedst. Derpå gled et lille smil over mulen på den skimlede hingst. Hun havde faktisk godtaget hans selskab, også selvom der var stor afstand imellem dem. Det var mere end acceptabelt i hans verden, for selvom han helst ville være helt nær, da vidste han at andres grænser skulle respekteres. Smilet blev siddende inden hans drømmende toner atter lød. Og nu tog hans tale langt mere karakter efter hvem han i virkeligheden var, og hvordan han normalt opførte sig i andres selskaber.

,,Mealdy D’zard, hvad synes du om søens stille vand?”

Et spørgsmål helt ude af proportioner til det, som de lige havde snakket om. Og selvom han ikke havde fået det svar, han tidligere havde søgt, havde han fået lidt af den virkning han havde ønsket. Hoppen havde accepteret ham, og havde ikke kaldt sig selv for noget negativt siden. Selvom han var sikker på det endnu rumsterede rundt derinde, så var han glad på hendes vegne, kunne man vel sige; for ingen søgte ensomheden. Måske til tider, men ikke for evigt.
Om han senere ville spørge indtil, hvordan hendes øjne så verdenen, var uvist. Ligenu ville han dog langt hellere lære blot en smule om hoppens egentlige væsen, frem for den skræmte facade, som han havde mødt og betragtet flere gange.