Strange music box [Brego]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Foran hende bredte engene sig, imens at en vedvarende hvislende lyd af vinden i træerne, syntes at fylde den stilhed der aldrig kom. Selvom vinteren var over landet, var det ikke sikkert at kulde og mørke betød stilhed. Nej, nogle af træerne bar stadig deres blade, og planter voksede også om vinteren.. ved nærmere eftertanke – var det egentlig nåle som træerne bar. For de var mere spidse end de normale flade blade, og syntes at være på lige meget hvilket vejr det var. Summer eller vinter. Forår eller efterår. Det var lige meget – for bladende blev ved med at være der. Det hvide hoved hævede kort, og hoppen snuste ind. Gran… intet andet. Lige nu, var hun alene. Et smil trak kort i denne hoppes mundvig, og hun brummede lyst. Lige siden hun havde fået Jivala, havde der ikke været tid til at være en smule alene og i fred. Ikke tid til at te sig som en unghest igen, og heller ikke tid til bare at have det sjovt med hende selv. Så med et begejstret hvin hævede hun forparten, stemte bagbenene imod jorden, og med et smidigt spring hoppede hun fremad. De isblå øjne næsten lyste af vinterglæde, og en vedvarende brummende nynnen kom fra hende, idet at sneen føj omkring hende. lagde sig som små iskrystaller i pelsen, og om benene. Nok var vinteren kold. Men for nu, havde hoppen ikke kulden i tankerne.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego/brego5.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;] Strange music box WORD COUNT: 291 | TAG: PIRANJA Vinteren havde efterhånden lagt sig godt og grundigt over landet Andromeda. Det var hans anden vinter i dette land, og mindst lige så koldt som sidste gang, men han havde stadig ikke vænnet sig til det. Absolut ikke. Hans brogede pels var lige så pjusket og plysset som for et år siden, og alligevel fik den ham ikke til at se kraftig ud.   Med rolige skridt slæbte han sig hen over den hvide jord, på sin daglige vandren rundt i området. Der var dog ikke mere at se denne gang end der havde været alle andre gange. Teylar lå i et fredeligt område og det passede den brogede hingst ganske godt. Han var ikke bange for at skulle stille sig op at slås, men han var mere en hingst med ordene i hans magt, og ikke en der tyede til vold ved hvert eneste problem, og han ville heller ikke være den der startede et slagsmål. Hvis han kunne ville han snakke sig ud af problemer. Kongestenen han bar om halsen havde ingen forsøgt at tage fra ham endnu, og han håbede på at ingen nogensinde ville. Han ville dog ikke tøve med at beskytte den som han havde fået til opgave.   Noget bremsede Brêgos tankestrøm. Noget sort der afbrød det hvide vinterlandskab, og det gik op for Brêgo at en hoppe tumlede rundt alene. Han standsede og betragtede hende for en kort stund, med et smil der pyntede den lyse og silkebløde mule. Han ville dog ikke være uhøflig og bare stå og stirre, så han ændrede kursen en lille smule så han havde retning mod hende, og udsendte et hilsende vrinsk, der fik den varme luft fra hans mund og næsebor til at stå ud som en hvid dampsky.

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/BdBaboB.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Som en mindre raket, strøg den unge hoppe fremad. Sikker på benene, og med et livligt glimt i de blålige øjne. Bag hende foldede manen og halen sig ud som en sort fane, og stod kort i mere end tydeligt kontrast til alt andet omkring hende. For det omkring hende, var ligeså vidt som hendes blege krop. Et kort øjeblik vaklede hoppe fremad, idet at et hul havde gemt sig under alt denne sne. Men selv det var ikke nok til at slå hende ud af kurs, og efter nogle spring fandt hun balancen igen. endnu havde hun ikke set den brogede skabning, der stod nogle meter længere væk og betragtede hende. og hvis hun endda havde set ham, havde hun nok været ligeglad. Men lad os gå ud fra, at hun ikke havde. Dette var det alt tydede på, da hun kort efter sænkede det vilde tempo til en mere.. rolig trav. Men pludselig lod den brogede en vrinsken lyde, og hoppens ører drejede imod ham. inden længe vendte hun hele hovedet imod ham, og stoppede op i et ryk. Mistænksom, og tilbageholden. For hvor kom lyden fra? Men igen – ikke længe skulle der gå, inden at hun selv så den brogede hingst komme imod hende. Hoppens ører vippede nysgerrigt frem imod ham, idet at hun vrinskede tilbage til ham. en hilsen – så at sige. For hun havde skam intet imod selskab – og mon ikke denne hingst selskab var så godt som alt andets? Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, inden at hun med en fornøjet brummen travede imod ham. Denne gang, mere anstændigt end hendes vilde gallop før. For noget gjorde man dog ud af sig, når sådan en fin sag lige dukkede op.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 300x; height: 400px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego/brego5.png); border-left: 10px solid #121212; border-bottom:10px solid #121212; border-top:10px solid #121212; border-right: 10px solid #121212;] Strange music box WORD COUNT: 414 | TAG: PIRANJA Den hvide hoppe med den sorte man og hale lod til at sagtne farten en smule og gik ned i rolig trav. Det fik den brogede hingst til at le en smule for sig selv. Ikke hånligt på nogen måde, men i stedet en lille mild latter. Han havde aldrig selv tumlet helt så meget rundt i sneen. Der havde ikke været så meget da han var lille og selv da han var kommet til dette land var han blevet lidt for gammel til at lege. Selvom han stadig ikke var en gammel hest, men meget ung i forhold til nogle af de andre han havde mødt, så var hans sind næsten på niveau med de gamles. Han var en rolig fyr, der hvilede nok i sig selv til ikke at behøve at spille med musklerne og slås med hvert eneste handyr han kom forbi. Det var ikke nødvendigt for ham.   Hoppen havde nok ikke set ham siden han havde givet lyd fra sig, og det var på trods af han ikke forsvandt i den hvide sne og de hvide omgivelser på samme måde som hende. Lille var han heller ikke, men en fin størrelse – og på trods af den lidt kraftige bygning, der dog ikke var lige så kraftig som koldblodshestene, så var han næsten lige så let som en fjer at se på, når han begav sig hen over jorden. Ædel at se på, ligesom resten der kom fra hans hjemland, dog blev han ikke set som renblodet på grund af hans pletter.   ”Sikke en energi de bærer, miss. Første gang de ser sne i dette land?”   At dømme efter hendes iltre leg kunne det være første gang hun havde set sne – punktum. Det kunne dog også være hun bare nød denne årstid. Dog kunne Brêgo ikke se hvad der var at nyde, ud over den skønhed der prydede hele landet. Krystallerne der samledes til hvide plamager der krøb rundt på træerne, og lå i klynger på jorden. Isen der lå hen over søen og gav det normalt bløde vand et mere hårdt look, et koldt look. Sneen var dog kønnest når den ikke var trådt ned, og når solen fik den til at glimte. At stå og se ud over en hel ubetrådt eng med solskin for oven, var et syn der ikke var til at se på andre tidspunkter end en formiddag, med helt nyfalden sne. Det var svært at finde noget smukkere som helt kunne måle sig med dette.

[/td][/tr][/table][/center]