Sleeping sun

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Asken lagde sig langsomt som et tykt lag over den rustfarvede hoppes ben, og gjorde dem om end ikke endnu mere mørke end de i forvejen var. Men selvom fremmede ej kunne se dette, kunne hun tydeligt mærke det. Hvordan den langsomt krøb længere end til huden, og fik hende til at stampe hidsigt i jorden – hvilket blot fik mere til at krybe op af hende. Med sammenknebne øjne betragtede hun dette, inden at hun lagde tænkende det ædle hoved på sned. På nogle punkter, var det vel spænende… hvad dette sorte og støvlignende tæppe af mørke bestod af. for ej var det støv eller fnat – det var hun sikker på. Det var heller ikke en form for regn, og hoppen turde slet ikke tænke på at spise det. Planter var det heller ikke… denne syntes nemlig at komme fra vulkanen, og hun tvivlede stærkt på at der levede planter dernede. Med en hovedrysten fjernede hun blikket fra jorden, og vendte det i stedet imod det der var omkring hende. ”enge” af aske vidste sig, kun afbrudt af få lettere forkrøblede træer og bakker. Små vandhuller var der skam også, men et enkelt blik derned fik hende til at lede efter et andet sted. Hun var sikker på at der nok fandtes rent vand et sted i nærheden.. men dette havde nok været uheldigt hvad angik beliggenhed, siden at den sorte vandoverflade var det eneste til at se. Ingen lyde syntes at findes i dette land, med undtagelse af en fjern rumlen. Hvor denne kom fra, kunne hoppen blot gisne om. Nogle få skridt blev taget, inden at hun stoppede op igen. Mon der levede noget på denne ø? For selvom den var mørkere, mere dyster og varmere end andre øer, virkede plantelivet til at trives alligevel. Asken måtte gøre noget ved disse, for på få steder voksede der skam næring og sikkert også fremmede smådyr. Selv fandt hun intet spænende ved den, men selvom hoppen nok troede hun vidste mangt og meget – kendte hun intet til hvad der kunne bebo denne ø.. Det eneste der mere end tydeligt skilte hoppen ud fra dette sted, var hendes lange hvide og fyldige hårpragt. Også denne havde fået sorte ender eftehånden, og tanken om at tage et form for bad strejfede hende kort. Dog måtte det være når hun en dag forlod denne ø, for intet her tydede på at være godt at vandre våd rundt i. nok var her varmt, men med det der fyldte luften, ville hun komme til at ligne et forhutlet og sjusket væsen, end den hun virkelig var. Nej, hellere holde på den blanke hårpragt så længe hun kunne. Ej ville hun lade sin stemme lyde i dette mørke. Fremmede ting kunne gemme sig i de mange skygger der var, og selvom hun ikke var bange af sig, var hun endnu ikke stærk nok til at stå foran et muligt rovdyr. Ikke engang løbe ordenligt kunne hun her. Pirreligt stampede hun en sidste gang i jorden, inden at hun knejsede feminint i halsen, så den dannede en smuk bue. Nok var hun alene, men ej ville hun drive den af af den grund. Mon ikke der var noget af værdi her på øen?

Lange skygger rakte ud efter hingsten, der med elegante og afbalanceret skridt, betrådte den jord, han normalt ej befandt sig på. Lydende og lugtene var anderledes end dem, han var van til at færdes med, når han i mørket dansede blandt træerne i en usynlig dans, skjult under den himmelfarvet kappe, der smuk smøg sig omkring hans muskuløse korpus. Men en ukendt længsel havde fået ham drevet til denne ø; var det fordi, at han vidste, at denne ø var mere dyster end hvad han normalt vandrede på, det vidste han ej. Han ønskede blot, at finde en anden form for ro, så han atter kunne finde styr på hans tanker og følelser, der boblede i ham, og blot efterlod ham med et koldt og mørkt savn.

Den kolde jord var blevet belagt med et askegråt lag, der fik øen til at se endnu mere mørk og død ud. Han var kommet fra havet, og havde vandret tværs gennem landet; han havde set hvordan det frodige græs havde skiftet farve til en grålig tone, jo tættere han var kommet på vulkanen. Denne ø var også varmere, end de andre; hans pels havde været gennemblødt, da han betrådte jorden, men han var næsten tør nu. De sortnede øjne skævede til den store vulkan, der tårnede sig op mod himmelen, som et sultent monster. Der var han kom fra, var han ej van til vulkaner; det var blot skov og eng. Men her var der også disse stenbelagte monster, og hvor han dog hadede synet af dem. Et dæmpet fnys forlod ham, hvorefter en kort lugt strejfede hans sensitive næsebor. En fremmede var i nærheden. I et ryk stoppede han op, og lod de mandelforme ører glide søgende frem og tilbage, mens han lod en dæmpet og afslørende brummen lyde, der havde en tydelig undertone af dominans og hingst i sig. Nu måtte han blot afvente og se, om den fremmede ville lade sig vise.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Ensomheden og stilheden sneg sig langsomt ind på den rustrøde, og et dæmpet fnys undslap hende. Ikke alene var stilheden til tider ildevarslende, men hoppen kunne også blive ladt tilbage med det der kunne være værre. Tanker. Minder og dybe tanker listede sig langsomt ind i sindet og tankebanerne på hoppen, idet at hun intet andet end sig selv havde at underholde. Svagt vippede ørene tilbage i den lange flødefarvede man, og hun tog bestemt nogle få skridt fremad, for blot at stoppe op igen. Tvivlende.. noget ved denne fremmede og mærkværdige ø fik hoppens skind til at rejse sig i små kuldegysninger, for derefter at lægge sig ned i den behagelige og slumrende varme. Men mon ikke det var en falsk varme? På trods af alt, fandt hoppen det ikke videre betryggende at lade sig stille og roligt slumre ind til en halvsovende tilstand. Også selvom dette fristede i hendes lettere udmattede tilstand. Svømmeturen over havet havde taget en del kræfter. Endnu engang virrede hoppen på hovedet, inden at hun igen trådte fremad. Videre og væk. Behovet for selskab var særligt stort når hun føltes sig allermest alene, og når hun var nået til det punkt med at lede efter selskabet, var det tydeligt hun havde brug for dette. For det lå ikke til Fame at nedværdige sig til sådanne ting. En dæmpet men alligevel tydelig brummen hørtes, og vagtsomt vippede den rustrøde hoppe ørene frem imod lyden. Dog da den let genkendelige hingstede dominans var til stede, faldt der et mere afslappet smil over den mørke mule. Svagt ulmede de brune øjne, inden at hun drejede skarpt imod lyden. Nu fik hun at se hvilke sjæle der beboede denne sorte ø. En mørk silhuet trådte en anelse utydeligt frem fra det omkringliggende mørke, og hun stoppede let op da hun vidste hun i dette øjeblik var tydelig i det sorte landskab. Svagt knejsede hoppen i nakken, men gjorde ikke mine til at nærme sig tættere på. Ikke endnu. Svage brummelyde kom fra hende, for dæmpet at spørge ind til sit selskab. Tættere på eller afstand. Navne eller stilhed..?

Mørket omklamrede den ædle hingst, i et ihærdigt forsøg på at kvæle og ikke mindst dræbe det lys, hans unikke og smukke himmelbeklædte kappe sendte ud. Som månen lyste natten op, kunne hingsten sagtens ligne en falden stjerne, når hans kappe mildt lyste ham op, og jog de grådige skygger på flugt. Det var ej fordi, at hingsten var bange for skyggerne, tværtimod. Han følte en sammenhørighed til disse mørkets skabning, ak han havde danset lives dans med dem mange gange. Men skyggerne var blevet en voldsom dansepartner; jalousien over hans lys havde fået dem til, at blive ondskabsfulde. Hingsten prustede dæmpet ud fra de sensitive næsebor, der mimrede let ved duften af den fremmede sjæl, der befandt sig i hans nærvær; duften var behagelig og feminin. En hoppe. Hingsten knejste i den muskuløse hals, og lod sine lange, stærke ben bære ham frem mod den fremmede hoppe med rolige og elegante skridt. Hans fremgang var afslappet, for han var ej en anmassende hingst. Da han var hoppen nær, i en respektfuld afstand, stoppede han ædelt op, hvorpå han strakte halsen og lod hans silkebløde mule søge hoppens i en galant hilsen.

” Vær hilst. ”

Stilheden mellem de to sjæle eskalerede, da hingsten lod sin stemme lyde. En dyb, maskulin, hæs stemme, hvor undertonerne var så rene, klare og behagelige at lytte til. Hans sortnede øjne søgte forsigtigt hen over hoppen, imødekommende, betragtende, men ej stirrende eller ubehageligt. Han indprentede simpelthen blot hendes spinkle skikkelse; hendes varme farve og den fyldige, lyse man. De mørke øjne sluttede ved hoppens øjne, en søgende efter øjenkontakt.

Hoppens livlige og alligevel tilbageholdne blik betragtede uden tøven denne flotte skikkelse længere fremme. Brun såvidt hun kunne se i dette mørke, og dog var der er noget andet ved ham. En kappe overtstrøet med himlens stjerner. Interressen faldt for en stund betydeligt på denne, og det satte mange tanker igang hos den rustrøde skabning. Hvor havde han fået denne kappe.... Var det et stykke af himlen der var faldet ned og nu var i hans besiddelse? Eller var det noget der levede i samhørighed med denne ædle skabning? For ædel var han uden tvivl.
Hingstens lange lemmer bar ham frem imod den røde hoppe, og let hvælvede hun i nakken samt samlede benene.

"Vær hilset..."

Kom det fra den røde hoppe. Lavmælt da stemningen ikke var til højtråbende ord samt hilsner. Det brune blik hvilede et kort øjeblik på den mule han strakte frem i en hilsende gestus, inden at hun let strakte halsen ud imod mulen. Let udåndede samt pustede hun ud nogle gange, inden at hun med en kort svirpen trak mulen til sig igen. Færten af ham hang for en stund i næseborene på hoppen, og hun lagrede ham i hukommelsen til en anden gang.

"Hvad bringer dem ud på disse kanter...?"

Kom det derefter fra hoppen, og hun trådte et lille skridt frem. Den flødefarvede lyse hale vippede tankefuldt bagved hende, idet at hun lod øjnene følge muskel linjerne på hingsten krop, inden at de endte ved kappen igen. Han lignede ikke en skabning der hørte til i dette mørke landskab, ligesom hun selv heller ikke gjorde. Selve ham - eller hans stjerner omgav ham i en behagelig glød der syntes for en stund at jage mørket omkring dem på flugt. Hvilket fangede hoppens interesse og pirrede hendes nysgerrighed noget så forfærdeligt. Endnu engang bevægede de mørke øjne sig op imod hingstens næsten sorte, og ventede hvilede der.