Skyggesang

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den fjerne rumlen, deraltid kendetegnede et af de tusinder udbrud rørte på sig i horrisonten. Livet havde for længst forladt øen, da den store sjæl, den psysiske tilstand, der var lænket dybt under bjergets rødder rørte på sig. Enkelte sjæle havde ikke forladt øen, men i stedet søgt ly, under selve skabningens favn, under hans beskyttelse. Disse mærkværdige, modige sjæle kaldte man til tider for skygger, thi de bar en sådan ligehed med de mærkværdige mørke skabninger, der snoede sig langs jorde som slanger, og hvislede fristende ord i forbipasserendes øre, en sådan lighed med hans budbringere, at de måtte være blandt dem. En af disse, en af budbringerne, en af skyggerne, nærmere den hvide skygge, stod fastfrosset til den sorte undergrund, og betragtede de flydende stenmasser, der flød fredsommeligt, og dødsensfarligt ned langs fængslets ydermurer. Ikke af frygten for den varme masse, eller forunderlse, nej, kaldet, var hvad der låste ham til stedet, hvad der låste dem til stedet. En isnene varme bredte sig igennem hans krop, frøs og brændte hans knogler til aske, flåede ham brutalt og lullede ham kærligt. Alle de modsætninger der s ofte betegnede hans hwerres tilstedeværelse, tillod ham at vide, at den mægtige sjæl rørte på sig, endnu var i live, endnu søgte friheden... Med et dæmpet fnys, rev hingsten sig ud af trancen, og virrede med det arrede hoved. Hans hvide blik fulgte kortvarrigt de flydende ildmasser, før han i rolig gang vendte ryggen til dem, og søgte imod det læ, der var blevet dem påpejet, der hvor de kunne være i frem fra den langsomme død, der ellers ville overkomme dem nær bjerget. Ganskevist bragte ildmasserne død med sig, men ligeledes liv, det var han bevidst om, som havde han altid vist det, noget der ganske ofte forekom, nu hvor han var mange i én. Men selv ikke han kunne modstå de enorme hede, og således vendte han tilbage imod den sagte skov, der snart blot ville være aske, og søgte imod endnu en forhøjning på øen, bag denne befandt hans søskende sig, hans brødre, dem der var ham, og ej var det. Ganske få, og ganske mange skygger, mørkevæsner lurrede i det sortese mørke der. Og således ankom han dertil, for at blive mødt af endnu mere af han selv, af dem der var ham. Hvorledes andre levende budbringere, dem der bedsad hestekrop, og heste, der blot endnu så tiden an, ville møde ham her, bekymrede han sig ej for. han havde ladet budet om vulkanens udbrud brede sig imellem de få fjæle, der færdes på øen, men vidste at mange havde forladt den for at søge sikkerhed. Dog ikke han, nej, han følte sig endnu tryg, rolig, under sin herres vejledning, med sine skyggeagtige gengangere ved siden. Hvor han gik, samlede skygger sig bag ham, enkelte blev for at se ødelæggelserne, thi de ej blev rørt af ilden, men dog fulgte en del ham, af nysgerrighed, måske for at våge over deres bånd til den omgivende verden, krøb langsomt over den hvide pels, beklædte de i det mørke, den holdt så meget af. Tillod ham at ankomme til skjulestedet som en hingst klædt i skygger, som en af dem, en af de mørke børn, en af budbringerne.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] 10/12 I noget tid havde hoppen været på denne ø, idet at den var meget varmere end andre øer. Vinteren havde med ishånd grebet meget af landet, og denne sorte ø var det eneste sted hvor denne syntes at ikke kunne slå sig ned. Og det passede denne rustrøde skikkelse udmærket. Selv havde hendes utrolig korte og tynde pels endnu ikke den nødvendige fylde og længde, for at kunne bevæge sig i sådan en kulde. Den skar igennem marv og ben for hoppen, og selve chancen for at hun ville komme igennem vinteren uden en sygdom, var ej særlig stor. Og selvom denne hoppe heller ikke brød sig om Den Sorte Ø som hun kaldte den, havde den på trods af alt lokket mere end de andre øer. Forsigtigt vippede hun ørene svagt tilbage i nakken, inden at hun skævede over imod vulkanen i det fjerne. Endnu engang havde den rumlende lyd lydt, og hoppen havde skuttet sig ved denne lyd. For selvom den ej var tæt på, var hun bekymret for hvad der ville ske. Faktisk, havde hoppen bevæget sig rundt om denne, og var nu kommet over på den modsatte side af der hun steg i land. Dette sted var en smule mere frodigt end meget andet, men endnu kunne det ikke måle sig med de andre øers normale føde. Med en fnysen begyndte hun at bevæge de lange lemmer, idet at hendes blik en anelse rastløst igen og igen betragtede det ensformige landskab. Hoppen var en af de rastløse af slagsen, og forandringerne var en nødvendighed for hende. For hvis alle blot stod passive, ville alle langsomt mærke hvordan selve essensen af dem langsomt gik i stå. Det måtte ikke ske for hende. Derfor, havde hendes sind nu valgt at finde noget der kunne bryde dette ensformige landskab. Tavs bevægede hun sig fremad, og kun den slæbende lyd af hendes hale imod den askebelagte jord kunne høres. Omkring hende hvirvlede støvet op, men blot for at lægge sig ned igen. Det fandt nok intet morsomt ved at dække hendes allerede mørke ben til. Dog ærgrede hun sig over halen.. hvis blot hun kunne holde den højere. Men den vejede allerede som en fane bagved hende, og hun måtte blot gøre den i stand senere.

D. 10. December ~

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,499,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/FnKBlack.png,true] Den hvide skygge, klædt i mørke, klædt i nattens væsner, stoppede sine glatte bevægelser, og vendte roligt set snehvide blik imod ildmængderne, der langsomt, og dog hurtigt, gjorde ende, og skabte nyt. Flammer kærtegnede horrisonten, klædte natten i rødgyldne nuancer, som en blodig solopgang, som en ny fødsel. Et smil flækkede dødninge arret, hingsten havde tattoveret på sin profil, og en sagte nynnen forlod da hans krop. Eller, forlod omgivelserne. Omkring ham svejede skygger, fremkaldt af hans egen, og natten, i takt til den fremmede, eksotiske melodi. En hyldst til den gud der engang havde været hans lyspunkt, og nu blot en glemt melodi, fundet et sted i tankemylderet, der fyldte hingsten. Hovslag nærmede sig, fremmede hovslag, en hoppe med flødefarvet man, og skind som glødende aske. Han behøvede ikke at se hende, han vidste hvem hun var, allerede før hun var inden for hans synsflet, og derofr vendte han de snehvide øjne imod punktet, hvorfra hun ville dukke op. En fremmed på øen, under dette udbrud? I særdeleshed noget der kunne funderes over. Et kort fnys forlod hingsten, imens den unikke nynnen langsomt spredte sig, lagde sig som en henrivende baggrundsmusik til de ødelæggelser vulkanens ild bragte. Men det bekymrede ham nu ikke det store, nærmere beundrede han det. Efter at have kastet et sidste blik i den retning hoppen ville komme fra, og nu ane en udtværet shiluhet. Varmen fra det flydende ild kunne så småt mærkes i luften, og derfor vendte hvidlingen med et halesvirp ryggen til udbrudet, og begav sig med et elegant spring ned til foden af det udspring der ville beskytte ham imod strømmen. Stadig med den harmoniske musik klingende i ørene, stillede han sig i skyggen af det store fremspring, og ventede. Ventede på slutningen af skyggesangen, ventede på at hoppen skulle søge ly, eller stikke skrigende i døden, ventede på starten af noget... eller slutningen på noget. Blot en foranding. Ikke fordi han frygtede evigheden, men den kedede ham. Og sådan en evighed befandt han sig i lige nu. Han skød hoften ud til siden, og lod det ene ben hvile, imens de glødende øjne hvilede på den farveride horisont. Selv havet afspejlede sin modsætning; flammerne. Der langsomt begav sig derimod,og trillede meter ud, ledsaget af store dampskyer, indtil stenens temperatur blev lav nok til at den kunne størkne. Således var øen her opstået, således var den sorte jord blevet til, de sorte sten.. Asken ville først komme senere, kvæle alt liv der havde våget til tilbage, dække alt i sin tunge, grållige nuance.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i42.tinypic.com/2eduqo1.png); width: 500px; height: 866px; border: 0px solid #000000;] Den rumlende lyd syntes at komme tættere på denne rustrøde, og en anelse nærvøst kastede hun blikket bagud. Hvad var nu dette? Hun burde nok være søgt væk fra øen, men selve hendes krop var for udmattet efter turen herover. Gipsende havde hun søgt op på den mørke bred, og vaklet i land. Godt ingen havde set hende der… sådan en ydmygelse ville nok aldrig blive glemt af denne hoppe. Nej. Endu et brag fik hende til at kaste blikket over skulderen, inden at hun begyndte trave fremad. Let gled hun over asken, imens at hun lod den hvidlige hale svirpe med jævne mellemrum over haserne. Gamle vaner var svære at bryde. Selve hoppens bevægelser samt krop var præget af den elegance hun besad. Hun var en ener, og i den grad alligevel en man kunne finde mange steder. Hendes sind var ganske vidst noget nær det man ville kalde.. specielt, men ej uden lige. Nej, hun var sikker på at sjæle som hende fandtes steder i landet. Og disse ville enten blive hendes bedste venner, eller ville være hendes værste fjende. Der var ingen mellemting med denne hoppe. Sort imod hvidt – det var hvad det var. Og det var det hun korte mente at kunne skimte i øjenkrogen. En lysende hvid farve, imod den sorte baggrund. Flygtig var den, og i den grad noget der kort fik hende til at snuble. Og ligeså hurtigt som denne var kommet, var den forsvundet. Som var den fordampet op i den mørke himmel, og lod hende stå alene tilbage. På denne afstand, havde hoppen dog ikke set et slags ly der befandt sig ved udspringet, og hvis hun straks havde opdaget dette, ville tankerne om denne ikke være så forbløffede som nu. Kort virrede hoppen ved tankerne, men forsatte da fremad. Noget var bagved hende. et sted langt væk, krøb det fremad imens det både ødelagde og genskabte øen. Noget, som hun måske en dag ville se. Hastigt nærmede hun sig det fremspring som forhåbenligt ville beskytte hende imod hvad der nu end nærmede sig. og da hun endelig rundede det, trådte den hvide skikkelse ind i hendes synsfelt. Overrasket trippede hun bagud, imens at oplevelsen kort plantede sig i den røde krop. Hvem var nu det? Fandtes der andre her? Men hurtigt blev denne glemt, og med et fnys trippede hun hen imod den fremmede. Hoppen ikke engang ænsede hvordan skygger som slanger legesygt dansede om hingsten. Nej, hendes hovedemne var at komme i ly. Derefter, kunne hun betragte denne underlige hingst, som hun lige i øjeblikket var presset til at være sammen med. Om det så ville behage hende, eller gøre hende ondt vidste hun ej.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

En skygge fór forbi uden for læet, sort som natten, på randen af udslettelse... ikke en af hingstens brødre, men den hoppe, der snart meldte sin ankomst, ganske chokeret over hans tilstedeværelse. Hendes skygge - den der var bundet til hendes fire hove, beboede jorden, synes at sukke lettet, over at være sluppet væk fra det skarpe, brændende lys lavaen udsendte. Med hovede tippet let på skrå, så hingsten sit nye offer an, og et smil tog langsomt form på den arrede mule. En hoppe... Og en køn en af slagsen. Omend en anelse til den spinkle side - men i sidste ende gjorde det jo ikke ham noget... Om hendes hofter ville blokere for en fødsel... slå hende ihjel... hvilket senarie det ville være at betragte! Et under i sig selv. Eller ikke. En dæmpet klukken forlod mulen på den sære hingst, før han med en dyb brummen gjorde en anelse mere plads til hoppen. Han kunne altid skubbe hende tilbage ud i døden, hvis hun blev for belastende.
"Vær hilset, ungmø."

Hans tale var vel som sådan ikke specielt pæn, men særlig, med det beynderlige udvalg.. og en smuk stemme til at støtte op om de tvivlsomme ord. For hingsten besad en umådeligt tillokkende stemme, en man kunne lytte til i dagevis. Og karisma var et af de træk, han havde let ved at spille på. at synge, og indgyde andre i sine historier, i sin stemmes magi, havde han trods alt beskæftiget sig med før tiden som... skygge. Et kort slag med den snehvide hale understregede for alvor hingsten i ham, ledte videre til den muskelbeklædte krop, og ikke at forglemme hans hals; Som en danser, af ganske unik art, havde han et hingstepræg, der ikke lod sig gå i glemmebogen. På nogenvis. Maskulin; men frem for alt smuk, og tydeligvis skabt til dansen, og krigens trin.

Hvid som sne var hingsten, men dog med flere streger af sort. Sort som selveste natten syntes disse at være, og lignede noget ikke just behageligt for hendes vedkommende. Som sorte bugtende slanger havde de spredt sig over denne snehvide, og farvet den ellers perfekte rene farve. Hoppens ulmende dybe blik betragtede ham noget intenst, imens hun indprentede sig hver en detalje hun kunne få øje på i dette mørke. Et mørke hvor hingsten stod i en stærk kontrast til hans omgivelser, og alligevel syntes at passe ind på denne ellers så fremartede ø. Ligeså syntes hingsten at betragte hende en stund, men blikket var ikke til at aflæse for hendes vedkommende. Dog hørte hun tydeligt den dæmpede klukken, og kort flakkede ørene tilbage imod nakken.. hvad fandt han morsomt? Men på trods af dette rykkede han sig, og hoppen tøvede ikke meget før hun rykkede længere ind i den midlertidige sikkerhed.
Hingstens stemme brød stilheden imellem dem, og i et ryk lagde hoppen lyttende det markerede hoved på sned. Stemmen var ligesom resten af hingsten noget så mystisk og ikke i stand til at placere i en bestemt kategori. Hoppen var tydeligvis splittet om hvem eller hvad denne var. For naturlig – ja det virkede han ikke. Hoppens flødefarvede hale svirpede kort bagved hende, inden at hun let hvælvede halsen over hans ord. Hvad kunne hun svare?

”vær hilset.. ”

Kom det fra hende, og hun så længe og iagttagende på ham. Flakkende skygger bevægede sig i udkanten af hendes synsfelt, men hoppen troede blot at dette hørte med til sådanne atmosfære der hvilede på øen. Noget hun bildte sig ind. Hingsten var frem for alt en hingst.. stærk, men ikke på denne koldblodige måde. Noget mere hen af den elegante, og alligevel krigeriske. En hingst skabt til mange ting, og bestemt ikke grim… på trods af at hoppen fandt hans sorte tegn underlige. En feminin brummen kom fra hende, inden at hun rettede på hovedet igen så det ikke mere lå på sned.

”Kan de sige mig deres navn..? eller foretrækker de mit eget først?”

Kom det fra hende, en anelse spørgende. Eftersom at hun selv regnede med at stå her i noget tid, kunne en samtale med en fremmed nu engang ikke skade. Vel?

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hingsten hvælvede let i den muskel prægede hals, og strakte hovedet imod den nytilkommende, alt imens hendes ord gav genlyd imellem de tætte klipper, blev gentaget af skyggerne, af ham. Hun virkede på en gang forskræmt og nysgærrig - en ting der tit gik hånd i hånd ved mødet af den mærkværdige skyggeræv. Så han lod sig ej genere - ikke at det ville have generet ham alligevel - og ævede i stedet hovedet med et hånligt smil, da hoppen fortsatte sin hilsen ud i en tilspørgsel af navn.
"Ganskevist er det høfligt at præsentere sig selv først, hoppe. Men denne gang lader jeg det gerne være en undtagelse. Man kalder mig Volin, herskeren af rædslen, eller blot Fuyu, om du vil."

To ganske forskællige ord, to ganske forskællige navne. Volin var hvad skyggerne kaldte ham, hvad hans navn, hvad deres samlede betegnelse var blandt brødre. Fuyu var blot navnet på kroppen - på den hingst den snehvide engang havde været, men ikke længere var. Hvilket denne skabning nu engang valgte at kalde ham, kalde dem, var ham komplet ligegyldig. Han svarede, reagerede på begge på ligefod med alle andre navne han i tidernes løb var blevet tildelt. Den snehvide hale gjorde et kort slag, og hingsten tillod sig en kort fnysen, hvorpå han rykkede kort på hovedet, og lod blikket glide ud bag den glødende hoppe. Han kunne mørke varmen nærme sig - langsomt lod tamperaturen til at stige i omgivelserne, og lyden af gnister fængede snart horrisonten, området. Det var stadig ganske svagt, og de store smæld fra knækkede træer, de eneste der reelt var hørbare på denne afstand. Dog hørte han dem fra flere steder, så det ske fra flere steder, splittet ud over øen, delt i tusinder, og atter tusinder. Snart ville lavaen nå stranden, og et slør af damp glide over øen, for at skjule det, der nu engang var sket... Snart ville jorden være uddød, og blive genskabt...

Den fremmede strakte let hovedet imod hende, og hoppen tog sig god tid til at se på ham… se på det der kunne tages som en hilsende gestus, inden at en skeptisk rynke fandt vej over den mørke mule. Det var nu ikke fordi at hun frygtede kontakten med andre sjæle – næsten tværtimod. Men gamle fornemmelser vendte og drejede sig i hende… fik hende i tvivl, og fik hende til at tvivle på denne skabning. Normalt var Fame den der førede andre sjæle ud i en hilsen… lokkede andre til at finde den kringlede og snoede sti imod hende, indtil at hun vendte om som var alt blot et spil for publikum. Så snart forhænget var trukket væk… ja så var hoppen ligeså trukket væk. Men denne skabning. Denne hvide hingst fik hendes gamle fornemmelser af utryghed til at springe frem. Men lyttede hun så til dem? Ja… til en hvis grad. Men aldrig var det nok hun lyttede, og sjældent var det hun fandt den balance der var behov for, når hun omgik det hun ej forstod til en start.
Dog endte hun med på trods af alt forsigtigt strække det markerede hoved frem imod denne hvidling – en hilsen hvor hun kort efter trak sig tilbage igen. Men dog. En pirrende nysgerrighed trak i yderkanten af det oprørske sind.

”Høflighed.. ”

Hoppen smagte kort på ordet, og svirpede da med halen. Lod den hvislende feje den grålige aske op, og bredte den i en støvsky omkring dem. Mange satte vidst pris på høflighed i dette land. Og ja, man kunne komme langt med det. Men høflighed var blot en genvej til så meget andet. Endnu et skuespil som så meget andet. Og endnu engang – ja så spillede den rustrøde langlemmede hoppe med på dette skuespil. Tog det til sig, for at komme længere i dette land.

”Fame er navnet – eller det jeg bliver kaldt”

Kom det med lys røst fra hende, inden at hun let vippede ørene tilbage ved lyden af fjerne smæld. Et forvirret udtryk gled over hoppen, inden at hun antog at dette måtte være træer. Smeltede og splintrede træer… Hoppens skind sitrede let i varmen, inden at hun valgte at fokusere på disse mærkværdige aftegn hingsten bar. Fristelsen til at række ud efter disse – se om de virkelig var bugtende slanger eller blot pels ulmede for en stund i de brune øjne, inden at hun med et lavt hvin trak hovedet irriteret tilbage. Hvilken underlig, afskyelig fristelse hun havde i dette øjeblik. Hvad hun ikke selv vidste var jo, at det var den reaktion hingsten havde på andre mere almene heste.

”Volin… rædslens hersker.. nogen bestemt grund til dette navn?”

Kom det fra hende med et skævt smil, som fandt hun noget morsomt ved dette navn.. eller blot en dæmpet nysgerrighed gemt bagved et af de mange smil? Måske udfordrede hoppen skæbnen ved at spørge ind til noget han havde fra ting der næppe kunne mene andre godt. Men ak, hoppen levede nu engang livet ved at opsøge disse udfodringer. Skyede dem som pesten, men var alligevel til en hvis grad afhængig af denne spænding man kunne finde på de mere almene eller bizarre måder.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hendes tydelige holdning til 'høflighed'fik det syge smil på hingstens mule til at spille frem ganske kort. SIkke en besynderlig skabning han var stødt på- ikke mange sjæle i dette land havde samme holdning. Ganskevist var høflighed et skuespil, men det var et spil, det var skridt, der kunne føre langt længere end som så. Det kunne føre til tillid, og med tillid var alt muligt. En kort, fnysende latter, forlod hingsten, og han løftede derpå det arrede hoved, for at betragte hoppen direkte med de snehvide øjne.
"Fame, berømthed... Javist."

Sikke en besynderlig ting, sikke et besynderligt navn, denne hoppe bar. Det dyrstre smil vendte tilbage, omend med større kræft, da hoppen udtalte sin undren ved hans tilnavn... Volin. Hvorfor han var blevet givet dette navn, var skam ganske simpelt; Han forstod sig på at indgyde frygt, rædsel. Og så var han selveste dennes budbringer, selveste nattens, skyggernes, og ondskabens budbringer. På sin vis. Ikke som skyggerne, ikke på samme... niveau. Men en del af deres broderskab var han, og han talte med samme tvetydige tunge. Volin. Et navn hans brødre havde skænket ham. Modeleret efter deres herres, Vol-rædsel, in-hersker. Ikke lige så magtruldt som Alduins, men han nødsmagen af ordene på tungen, og ganske snart ville han sørge for at dette navn, på samme vis med sin herres, indgød frygt i andres hjerter, at ordet alene, ville få dem til at kigge sig nervøst over skuldrene, skue til skyggerne. Frygt, rædsel... Det var hvad han ønskede.
"Det er blot et navn skænket til mig af mine brødre, omend det passer på ganske mange punkter..."

Et sygt smil bar hingsten, og hoppen kunne ikke andet at undres over dette. For hvad smilede han over? Og hvorfor på denne måde? Mange spørgsmål cirkulerede omkring denne snehvide arrede skabning, og mange spørgsmål syntes ikke at blive besvaret uden at hun selv søgte videre i dette. Og ja, hun kunne sagtens spørge noget så simpelt som; hvorfor smiler de? Men nej, sådan gjorde hun ikke, og et fnys forlod hende i stedet – utilfreds over ikke at vide sådanne ting.
For en stund mødte hun de unaturlige hvide øjne, og hun tvivlede ikke på at han næppe var blind som mange ville hævde til en start. Ordene lød igennem den tørre luft, og hovedet røg på sned i et enkelt tænkende ryk. Berømthed… hvordan kunne denne hingst vide hvad hendes navn betød? Let kneb hun øjnene sammen, inden at hun en anelse selv irriteret stampede i den askebelagte jord så det føj omkring de i forvejen mørke ben. Men dog kunne hun ikke benægte, at der var noget mystisk ved denne snehvide. Og hun havde nok vidst dette siden hendes blik landede på ham og trådte ind i den atmosfære der omgav ham.. men speciel var han på flere punkter, og det vækkede hoppens opmærksomhed til et anderledes stadie end det normale.

”brødre..?”

Mumlede hoppen kort med den melodiske stemme, og hun så sig omkring som forventede hun at se flere sne hingste med sorte ar omkring hende. Men ak, intet andet end aske, skygger og jord. Hvad var han? Hoppens tanker blev derefter afbrudt, da en sødmefyldt lugt af brunst ramte de følsomme næsebor, og fik hoppen til at se sig et kort sekund splittet tilbage. Brunst.

”Hvem er disse brødre?”

Kom det da fra hende, for at skabe et tænkerum for hende selv. Det trak, det pirrede og det hev i denne hoppe at træde nærmere den snehvide med samme bevægelser som de tidligere hingste. Men spillet var lige blevet en tand farligere, da brunsten nu havde valgt at smyge sig som en slange omkring hoppen. Ikke med det samme, men langsomt kunne hun selv opfange lugten af den blive en smule kraftigere. Forsigtigt endte den langlemmede hoppe at træde et enkelt skridt tættere på, og så med en skjult fascination på ham.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Skulle der være en grund til alt? Verden var ikke begrundet, ej heller tidens gang, ting skete uden mening, uden relevans, det var blot virkeligheden. Således var hingstens smil også; Sygt, fordi sjælen, den hvide hingst basad, var forvredet i så mange dimensioner,a t han ej behøvede en grund for at more sig. Brødre - det var hans kaldenavn for de skygger, der snoede sig tæt omkring hans krop, men ligeledes om de budbringere, der talte hans herres ord. Ligeledes kaldte han sine 'medheste' ved selvsamme ord, for det havde ganske mange betydninger, og et ganske bredt omfang.
"Brødre, søskende, skygger. Mine brødre er de væsner der lever i dine mareridt, hoppe, dem der hvisler i den evige nat, og varsler dommedag. Ligeledes er de alt mørket består af, og dog dybere end selve mørket; de er den evige nat, væsner skabt af pure opspind, go dog så virkelige som noget andet."

Hingstens ord synes at influere skyggerne, der snoede sig om hans hove, og ligeledes dem, der lurede i mørket omkring dem. De bevægede på sig, tonede frem af skyggerne, sortnede deres omrids og eksistens, blot for at blive tydligere for hoppen, for at gøre deres eksistens til kende. De var skabninger af frygt, men ligeledes af facination. For smukke var de, tankevæsner af pure mørke, men de var farlige, farligere end noget andet rovdyr inden for andromedas grænser. Den hvide hingst bemærkede skam brunsten, og det fremkaldte en let spænding i hans krop. Fik de vældige muskler, der gemte sig under det blanke hvide skind, til at træde fremi dåd, og ikke mindst hingstens næsebor til at udvides let. Det var længesiden denne duft havde præget hans omgivelser, men han huskede den, og vidste ligeledes hvad den meget vel kunne reslutere i. Her i skyggernes ly, hvor hoppen var fanget af flydende ild, der var ikke megen udvej for den rødglødende hoppe, hvis blot han besluttede sig for at betvinge hende. Men hingsten forholdt sig dog i ro, stadig med de hvide øjne plantet på hoppen. For at læse hendes næste træk, de næste ord. For at teste hvorledes hun var værdig til at tilbringe natten i behageligt... eller ubehageligt selskab.

Hingstens stemme lød, og overdøvede den buldrende lyd af vulkanen længere væk. Fik hende til at holde fokuset et andet sted end den flydende ild hun vidste fandtes udenfor, og istedet imod denne skyggevandre hun havde fundet i nat... eller, havde han fundet hende? hun vidste og ikke ikke vide det. Og i takt med at hingstens stemme tonede væk, begyndte et fremmed liv at pulsere omkring hende - og ligeså ham. Direkte sagt kunne det kun kaldes for skygger. Mørkere end mørket omkring hende, som sugede det det svage lys der nu engang var i landet til sig. Fortærede det, åd det og skaffede sig af med det. Glubende efter mere. En lav hvinen i blandet protest og overraskelse kom fra hende, og hun fnyse hårdt. Hoppen hævede opmærksomt - ja på grænsen imellem overrasket og bange hovedet samt bakkede, inden at hun let virrede med det for at klare tankerne. Det nyttede ikke at bakke væk fra hvad det.... ja, det nu end var. For det var alle vegne.
I en rum tid stod hoppen - for overrasket og delvist lammet til at snakke, inden at hun fik taget sig sammen til at se nærmere på disse bugtende skygger. Og da var det hun opdagede, hvordan det på sin vis var en farlig skønhed, men i den grad også foragt der lå over dem for hendes vedkommende. For nej, hun ikke ikke benægte. Disse... "brødre" var noget hun aldrig havde set før.. og for en hoppe der aldrig havde forestillet sig sådanne ting kunne eksistere, var det en stor omvæltning. At ting som normalt ikke fandtes, ligepludselig bugtede og snoede sig foran hende - omkring hende. Og i midten af det hele stod den senhvide som hørte han til imellem dem. Underligt. Men hoppen der begærede hvad end styrke der fandtes i denne verden, var ikke sen til at spotte at dette var noget specielt. Noget, som man ikke kunne finde mange steder.

Nej, hun svarede ikke... men var ord nødvendige? og, hvad skulle hun svare? hoppen vidste intet om dette, og ville skam gerne vide det. Men han havde jo givet svaret.. og det var blot hende der ikke kunne rumme det svar endnu. Hoppen løftede blikket fra disse sorte skygger, og så istedet på den nu let oppustede hingst, hvis muskler viste sig tydeligere end før. Mørke ulmende øjne hvilede længe på ham, inden at hun trådte nogle skridt tættere på, og strakte den mørke mule forsigtig imod hingstens ene skulder, hvor en af disse sorte markeringer stod i tydelig kontrast til den mørke farve. Dog stoppede hun nogle centimeter fra - påpasselig med ikke at træde nærmere eller røre den hvide hingst. For hvem vidste hvordan han ville tage det? for hendes vedkommende - ja hendes natur bød hende at føle efter om hingsten ikke blot var en hallucination.. en drøm - eller et mareridt.

"Og hvad kan dine brødre.. dine søstre..?"

kom det da levmælt fra hende, og hoppen drejede hovedet en smule imod ham. Den melodiske stemme klingede kort rent i dette mørke, inden det ligesom så meget andet, syntes at blive opslugt i det.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Frygten nærede kortvarrigt skyggerne, således at de strakte deres lange, slangelignene fangearme ud efter den røde hoppe - begærligt. Frygt nærede dem til dels, me ligeledes var deres broders, den hvide hingsts, viljestyrke hvad der forhindrede dem i at bevæge sig ud af hans rækkevidde. Han tillod dem ej at berøre denne røde hoppe, nej, han så andre muligheder i hendes tilsynekomst. Ganske smuk var hun, og havde han været i sit és, og ej skyggehingst, havde han udentvivl spillet op til hende på alskens tænkelige måder. Dog var han en del mere stilfærdig, mystisk, i disse øjeblikke, og lod hovedet let spå sned, imens de hvide øjne betragtede hende - så igennem hende, ind i hende. Derpå bredte et smil sig over hingstens mule da hun lod et spørgsmål forlade mulen. Hvad hans søskende, hans brødre, hans ét, hvad de kunne? Oh, han havde ingen tal på dette. I stedet lod han en lettere forførende tone pryde afstanden imellem dem, og satte da i bevægelse. Indtil nu havde han været præget af en stiv mekanik, men i bevægelse var han intet mindre end underskøn - en danser ud til den yderste halespids. En elegance, der næsten var utænkelig, lå begravet i hans skridt, og med den snehvide hale efter sig, som et slør, synes han at forstå sig på at forekomme... Som et drømmevæsen, og ej virkelighed. Hans brødre sluttede sig snart til hans ideer, og en mørk, salig tåge bredte sig i det lille læ. Hans skridt førte ham trekvart omgange omkring hende, og snart log han mulen stryge langs hendes skulder, før han gik endnu et par skridt, og bragte sig til stilstand.
"Mine brødre? Deres evner? Unge hoppe, Fame, intet binder skyggerne, væsner der ej er af denne verden. Mine brødre er dsse eksistenser - pure mørke, omend de føler, hvisker, og lyder ord. Evner som sådan, kunnen, kan man vel næppe tillægge dem. Hvad søger du da?""

Det sidste spørgsmål lod hingsten hænge i luften, alt imens hans hvied blik endnu engang fandt hoppens. Han fornæmmede hendes søgen - et usagt spørgsmål. Hvad ønskede hun af ham, af hans brødre? En grund måtte hun have, til at føre sine ord på sådan vis...

Hoppen så med en stigende interresse på de bugtende skygger, inden at de pludselig syntes at række ud efter hende. Fluks røg de mandelformede ører ned i den flødefarvede man, og hun hævede vagtsomt hovedet for at skabe en smule afstand imellem disse skygger hvis det var muligt. Jo, hun fandt dem spænende.. fremmede, eksotiske og farlige på en dragende måde. Og hun vidste ganske rigtigt ikke om hun skulle frygte dem mere end fascineres. Men røre hende - det skulle de ikke. Ihvertfald ikke nu. Hoppens sind sagde hende at hun skulle frygte disse... dette mørke dybt. Det gjorde hun skam, men det var en frygt der svingede imellem hendes forbandede nysgerighed, der kunne føre hende ud i store problemer. Splittet var hun, for hvad mente hun om noget hun ikke kendte til?
Men trak sig gjorde de, som var der en anden vilje med i dette spil. Hoppen var ikke sikker, men anelser om at den snehvide på sin hvis styrede disse var dannet sig, og havde nok langsomt slået rod. Denne.. Volin - Fuyu.
hingsten så længe på hende, inden at et smil flækkede den lyse mule. Et smil hoppen efterhånden var begyndt at finde normalt hos denne besynderlige hingst. For sammenlignet med det faktum at hingsten vandrede - ja ligefrem nu dansede imellem sorte skygger, så kunne det blot være en af de ting der fulgte med. meget havde den rustfarvede set, men aldrig dette. Den snehvide bevægede sig med en ufattelig ynde igennem landskab, trak et slør af skygger og mørke efter sig.. Fangede hoppens opmærksomhed i den grad at hun fandt sig selv stirrende på den skabning der gik omkring hende. Syrealistisk var han, og hoppen tvivlede for en stund om han overhovedet var til stede i denne verden.

Dog kom hun tilbage fra sit før tranceligneden stadie ved følelsen af noget over skulderen, og hoppen slap endnu en feminin brummen. Både for at klare tankerne, og også per refleks. For hun sagde næppe nej til fysisk kontakt - så længe det var med noget hun kendte bare en smule til. Hingsten måtte trods alt være en hest ligesom hende på et eller andet punkt.. eller var han hævet over det stadie?
Unaturligt hvide øjne fangede hoppens mørke, og i takt med at hingstens toner lød, hævede hun samt hvælvede den røde hoppen let halsen. Halen svirpede en enkelt gang bagved hende, inden at hun - stadig med blikket på den hvide tog nogle få skridt fremad og tættere på den hvide. Samt mørket omkring ham..

"Jeg søger mangt og meget, Volin"

kom det melodisk fra hende, og dog med en lidt dybere og mere seriøs tone end tidligere. For en tanke var begyndt at danne sig hos den langlemmede elegante skabning, og hun fandt den ganske tillokkende. Hoppen tog det sidste skridt fremad, og stod nu tæt nok på til at række ud over det ene sorte aftegn over skulderen. Et øjeblik stod hun blot og betragtede hingsten.. vidste at hun ikke burde træde ind i et spil med denne hvide skygge, men ak - det fristede. For hingsten måtte kunne noget som hun ikke kunne. Hingsten havde noget, som tirrede den rustrøde skabning.

"Men jeg søger på sin vis... Styrke. Ikke den fysiske styrke - bevares. Styrke til at gøre ting en mere.. almen skabning ikke kan. Jeg søger på sin vis kontrol, men ikke kontrollen over noget så stort som dette land. Jeg søger det sjældne - det der kan bringe mig frem i dette land. Jeg har ikke i sinde at forlade dette sted, uden at folket ikke vil kunne huske mig."

kom det ganske ærligt fra hende, og hun fjernede blikket fra den hvide. Hvordan skulle hun forklare hvad hun søgte, når hun ikke kunne sætte ord på det? Opmærksomhed måske.. nej, sandheden var at hoppen ville ses. hun ville opdages. Hun skulle ikke glemmes eller fade ud. Hun ville ikke blot være endnu et led, i historien. Hun ville sætte sit præg på den historie. Og for at påvirke sådanne ting, ja det krævede magt, styrke. Evner. Ulmende som himlen over hende var blikket, idet at hun afventende så på skyggehesten ved hendes side. Hvad kunne han svare hende?

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den snehvide hale banede sig vej igennem luften med et svirp, og ewn bahagelig kølighed lagde sig snart over de to sjæle, alt imens den varme ildstøm langsomt nærmede sig, og ellers ville have farvet luften glødende, gjort livet besværligt, og åndedrættet tungt. Men mangt og meget kunne hans brødre - kunne han, kunne de. Hendes tøvende bevægelse i hans retning, fik hingsten til at gøre halvt omkring, før han selv lod mulen i hendes retning, ganske indbydende. Hun måtte med glæde røre hans snehvide skind, stryge mulen over de sorte skyggear. Det var ham ikke til gene, og hun overtrådte næppe nogen grænser, han havde trods alt ingen. Det skulle da lige være hendes egne....
At hun søgte mangt og meget, fik den hvide hingst til at spidse ører, og lhan lod en mild brummen fylde det korte mellemrum. før han igen tav, og lyttede til de ord hun udtrykte. Styrke. Til at fastsætte sig i historien. Til at blive mere end en brik. Et smil gled over hans løbet. Det hun søgte var ikke styrke, men berømmelse. Et ønske, der gik igen i hendes navn.
"At blive husket kan komme på mange vis, fame. Selv er jeg husket som ham der spræder rædslen, og ikke mindst skyggehingsten. At leve, selv efter livet, kan komme på mange måder. Igennem generationer, som moder, som frygtet, som elsket... Men du ønsker blot en af delene?"

Den snehvide hingst løftede hovedet let, og kneb de hvide øjne sammen. Derpå faldt skygger hen over dem begge, da kraftigt lys udefra, fra den flammende jordmasse, passerede udspringet.
"Visse ting er det i min magt at give andre, hvis du er villig til at betale prisen. Vi skænker de søgende styrke, den psykiske, eller fysiske, hvis det er det de søger. Men ligeledes er jeg en magtfuld skabning, unge hoppe. Hvad du søger kan opfyldes på mange vis, og ligeledes vil et forhold til en mægtigere, gøre sit indtryk på alle omkringstående..."