Rise from the Ashes

Rise from the Ashes

word count: 306 | Tag: Matthew

Lugten af svovl hang som en tung lugt i luften. Omtumlet var Artemis, da hun fik stablet sig selv på benene. Dette var ikke de omgivelser hun havde været i. Så meget kunne næppe have ændret sig i løbet af natten. Hvor længe havde hun været væk? Hun huskede drømmen, men den kunne umuligt have varet i flere dage. Der var noget der fik hende til at føle sig hjemme. Vulkanen måske? Der hvor hun kom fra havde der været mange af den slags. Rigtig mange. Både vulkaner og gejsere – vand og ild der steg til vejrs fra undergrunden på magisk vis. Kun guderne kunne forhindre de rygende bjerge i at udspy ild og udslette alt. Endnu havde hun ikke oplevet den slags, men historier var fortalt om flokke der var brændt op og få overlevende havde været nødt til at flygte for at overleve, for der havde ikke været noget tilbage. Heller ikke i lang tid efter. Det var grufulde historier der kunne blive fortalt. Langt værre end den skæbne Artemis havde lidt. Hun var trods alt så heldig at have været sluppet helskindet igennem hendes oplevelser og eventyr – indtil videre.
 
Den lille hoppe begyndte sin vandretur ned af vulkanen. Der var dog ikke så langt, men vejen var ujævn, og hoppens ben føltes stadig stive og trætte. Hun havde brug for hvile, men først af alt sikkerhed. Hun skulle være sikker på det kattelignende dyr ikke var i nærheden. Hendes blå øjne søgte mod himlen, mens hun med et kaldende hvin søgte efter Zephyr. Zephyr kunne hjælpe hende, og han kunne vel ikke være alt for langt væk? Eller kunne han? Hoppen standsede først da hun nåede et fladt lege ved foden af vulkanen, og mens hun ventede på Zephyrs ankomst, spejdede hun rundt for at se, om katten også skulle have hørt hende.

Rise from the Ashes

Der var ikke meget at komme efter på den askebelagte ø. Alligevel havde noget draget ham herhen, måske hans evige rastløshed. Eller også var det noget helt andet, noget udefra som havde prikket til hans sind. Den mørkebrune virrede utålmodigt på den mørke mule, mens han gled frem mellem træerne i en mere let trav end man ellers ville se ham bevæge sig i. Energien der flød igennem hans slanke krop var knap så aggressiv denne dag, hans tanker spredte sig med vindene og blev til ingenting. Han bevægede sig blot, han dansede taktfast over den mørke aske der delvist dækkede skovbunden, selvom der ikke var meget at kalde skov. Det var ildbjergets fod han havde fundet frem til, han var tættere på end han før havde været. Han var blevet advaret mod denne ø. Der lå ganske vidst en særpræget energi i luften, og det var ikke bare den lugt, som blev kraftigere jo nærmere bjerget han kom. Nej, det var noget helt andet, han kunne næsten smage det. Metallisk, koldt.

En fjern lyd af noget, der mindede om et vrinsk, brød igennem den gennemtrængende stilhed der lå over øen og mellem de spredte, spraglede træer. Matt spidsede ørerne i samme øjeblik, han var altid vågen, om hans tanker flød ud i intetheden eller ej. En klog sjæl er altid på vagt, hans sanser reagerede uanset tilstand. Han løftede mulen og overvejede kort, inden han i en smidig bevægelse ændrede retning uden en lyd. Han kunne have ladet sin røst gjalde ud i tomheden, der omgav ham, men gjorde det ikke. I stedet bevægede han sig nu noget nær lydløst mod lyden, musklerne var varme og arbejdede villigt for ham, hver hov blev præcist placeret. Mulen blev sænket en tand igen, for at søge en anelse ind mod bringen. Ellers var han forholdsvist afslappet. På ydersiden. Den mørkebrune hingst prustede halvdybt, og faldt så ellers i ét med den rungende stilhed.

word count 332

Rise from the Ashes

word count: 319 | Tag: Matthew

Den lille sort-hvide hoppe lod de små ører rotere rundt i alle retninger, men alt lod til at være stille. Meget stille. Hun blev ikke stående alt for længe for det gik op for hende, at Zephyr ikke var her. Hun vidste knap nok hvor ’her’ var, men hun ville finde ud af det. Hvad ville hendes navn blive denne gang? Noget nyt? Eller ville de andre benytte de navne hun allerede havde fået. Man sagde normalt at kært barn havde mange navne, men om man kunne betragte den lille krigeriske ildsjæl som kær, det var ikke helt sikkert. Hun vidste ikke hvilken vej hun skulle gå, så hvilken som helst vej, kunne være lige så god som den anden. Derpå begav hun sig fremad og lod sig drive af nysgerrigheden. Vand. Hun måtte søge noget vand. Noget der kunne drikkes, men hvor hun skulle finde det vidste hun ikke. Der var næppe sne på toppen af et bjerg af ild.
 
En ting blev mere og mere klart for Artemis: Hun var ikke længere hjemme. Hun var ikke nogen steder i nærheden af Bianca, og hun skulle aldrig mere høre på Harka. Harka eksisterede ikke, men hendes ord rungede i den lille hoppes hoved, hver gang hun så noget der mindede hende om den sure hoppe. Harkas lille slæng skulle hun heller ikke se mere til, og det var næsten som om en sten blev løftet fra Artemis’ hjerte. Endelig var hun fri. Hun måtte være fri. Fri, men også alene. Alene som hun havde været i meget store dele af hendes rejse.
 
Hun standsede brat, da hun syntes at kunne høre noget. Hove mod jorden, der rytmisk ødelagde den stilhed der ellers krøb gennem luften. Her var ingen fugle at høre. Det var næsten som en unaturlig stilhed. Som havde nogen fjernet hørelsen fuldstændig fra den lille hoppe, og kun ladet hende høre det vigtigste. Et fremmed selskab.

Rise from the Ashes

Nærmest uden at skænke det en tanke, gled den slanke hingst over i en mere kraftfuld galop. Hans hove ramte den askebelagte skovbund med en dump lyd, selvom han bevægede sig med lethed mellem de forkrøblede træer. Den fremmede stemme var for længst døet ud, men han formåede alligevel at holde retningen. Træerne var lavere her, jo nærmere ildbjerget han kom. Alting var visnet, dødt. Imens sang hans muskler og sendte varme strømme igennem hans krop, hans tanker forduftede ud i stilheden og tilbage blev kun visheden om at et eller andet ventede længere fremme. Hans næseborer dirrede. Der var endnu intet fremmed i luften, ingen tegn på liv, kun den nu mere intense stank af noget som måtte komme fra ildbjerget. Vulkanen. Foehn var det første sted, han nogensinde havde lagt øjne på et sådant bjerg, og det var nok også af den grund, at han på nogle dage søgte mod stilhedens ø.

Da der ikke kunne være langt igen, stemmen gentog sig stadig i hans bevidsthed, tvang han sig langsomt ned i fart. Det måtte være en anden hest, andet kunne han ikke forestille sig, selvom han vidste at landet gemte på mange hemmeligheder. Et mærkeligt land, med mærkelige skabninger. Og nu var han altså en af dem. Matt fnyste højt, og lagde dermed ikke skjul på sin tilstedeværelse. Det ville være spild, nu da han ligefrem søgte efter kilden til den eneste lyd, der havde brudt stilheden ud over hans egne hove. Det var måske en anelse uforsigtigt. Han kunne have nærmet sig i stilhed. Men selvom han kunne være en lydløs danser, så var han ikke en hingst af skyggerne.

word count 274

Rise from the Ashes

word count: 286 | Tag: Matthew

Den lille hoppe med den kraftige man og hale, og det usædvanlige mønster der prydede hendes bagpart og hals, lod de små ører tippe fremad. Noget der lød som en slags lav torden blev til en lav trommen, og lige så stille kunne lyden identificeres som lyden af hove mod det halvhårde underlag som var rundt om bjerget, der var skyld i lugten af svovl. Hun var ikke meget for at forlade området, for hun vidste endnu ikke hvor hun var henne, men hun kunne heller ikke blive stående for længe. Hun vidste stadig ikke hvor hendes fjende var, eller hvor Zephyr var henne.

En fremmed danser kom dog til synes, og hoppens ene ører vrikkede frem og tilbage for hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle tage det. Hun havde ikke set så mange store heste hvor hun kom fra. Flest af de små, og han så ud til at være højere end nogle af de høje hun havde mødt. Med en lidt kluntet og ujævn gang trippede hun dog mod ham, en smule haltende. Den tykke man hoppede og dansede i luften og i takt til hendes hurtige små skridt. Med et lille feminint hvin hilste hun på den fremmede hingst, men satte ikke farten ned. Hun havde dog ikke så meget fart på, og hendes hove gled en anelse ud engang imellem når underlaget blev for ujævnt. Det blev dog bedre da hun nåede længere ned af og væk fra de løse sten. Hendes nysgerrighed blev kun større og større jo tættere hun kom på hingsten, og jo tættere på hun kom, jo større så han ud. Hendes muskler dirrede en smule på grund af den anspændthed der hvilede over hende.

Rise from the Ashes

Han fik øje på hende så snart han passerede de sidste små, forkrøblede træer og skoven var ophørt. Intet kunne gro på det underlag, hans hove nu taktfast slog mod. De kastanjebrune øjne studerede nøje det, han kunne se af den fremmede på denne afstand. Det var en meget lille hoppe, ikke svagt bygget, men hun bar feminine træk og stemmen havde i forvejen givet ham et prej. Han skulle ikke meget tættere på før han begyndte at undre sig. Han havde ikke før set en hest af en sådan bygning, så lavstammet. Et helt slør af man omkransede ansigt og hals. Hvid og sort. Matt udstødte endnu et dybt prust, blodet farede behageligt igennem ham og nu begyndte terrænet at gå en smule opad. Han var ikke langt fra den fremmede nu, af ren selvbeherskelse slog han helt ned i en langstrakt skridt. Et lyst hvin nåede hans skarpt spidsede ører, det var rigtig nok denne hoppes stemme han havde hørt. Han forholdt sig tavs lidt endnu. En fremmed duft kom ham snart i møde, den mørkebrune hævede sin mørke mule en tand til og rettede opmærksomt ørerne frem. Alt ved hende virkede fuldstændig fremmed, selv hendes duft. Den blandede sig med lugten af svovl som var blevet kraftigere her. Han måtte virke voldsomt stor over for hende, så meget var han bevidst om. Hans slanke krop var let opvarmet, skindet glat selvom det var vinter. Pelsen var ikke kommet.

En karakteristisk brummen lød fra hans stemmebånd, da han endelig besvarede hendes hilsen. Han var i sit lukkede hjørne, men hun havde fanget hans interesse, hendes særprægede udseende vækkede hans nysgerrighed. Han var ikke sikker på at hun virkede helt tryg ved hans tilstedeværelse, men hun var ikke afvisende. Alligevel stod han tavst og lod hende få det første ord.

word count 301

Rise from the Ashes

word count: 310 | Tag: Matthew

Nysgerrigt betragtede Artemis den brune hingst, der kom nærmere og nærmere. Hans skridt virkede større end nogen hun overhovedet ville kunne tage – måske lige med undtagelse af når hun fik lov at strække sig ordentligt ud i høj fart. Men det var nok heller ikke så sært med de langs ben han havde. Hele hans holdning og kropsbygning virkede på Artemis som værende meget ædel og elegant – det fuldkommen modsatte af hende. Men blev nok ikke mere kluntet i sin gang end hende, og alligevel var det ikke noget der gjorde hende noget for det var trods alt også grunden til hun rent faktisk kunne bevæge sig rundt i bjergene uden at falde over sine egne ben eller skvatte så snart underlaget blev ujævnt.

Den sorte og hvide vinterpels fik hende til at se ekstra pjusket ud. Selvom der ikke havde været lige så koldt der hvor hun kom fra, så havde hun stadig bevæget sig rundt i det kølige terræn i bjergene. Det var måske heller ikke det aller koldeste sted hun befandt sig lige nu, for hun kunne godt forestille sig at det slumrende ildbjerg varmede undergrunden op. Han virkede på ingen måde lige så pjusket som hende – men han havde heller ikke lige så meget man, hale og pandelok som hende.

De små ører vippede til siderne og så frem mod den fremmede brune hingst igen hun var stoppet og ventede nu på hans ’ankomst’. Hun ville lade ham bedømme en passende afstand. Hun var ikke selv en der havde noget imod andre kom tæt på – så længe de ikke gjorde noget. Det øjeblik de gjorde noget hun ikke brød sig om ville hun bide, sparke, hakke eller på anden måde vise det ikke var i orden. Det skulle man i hvert fald ikke tage fejl af.

”Det var et besynderligt sted det her. Hvor er jeg?”

Rise from the Ashes

Den mørkebrune hingst slog kort, men skarpt med sin natsorte hale. Foehn havde altså gemt på en overraskelse, sådan som han havde fornemmet, da han satte sine hove på øens vestlige strandkant få timer forinden. Den fremmede hoppe med det særprægede udseende virkede ikke utryg ved hans tilstedeværelse, selvom deres størrelser varierede så meget som de gjorde. Han var selv i forhold til normal størrelse en stor hingst, høj og bredskuldret selvom han var slank af bygning. Af sin spirende nysgerrighed drejede han ørerne yderligere frem, da den fremmede hoppe åbnede munden og lod en let ordstrøm bryde igennem øens kvælende stilhed. Hun vidste altså ikke hvor de befandt sig, han fornemmede at det nok ikke var længe siden, hun var ankommet til det mærkelige land. Hun så dog ud til at høre til her, i det ujævne terræn og landskab, til at kunne færdes let i bjergene. Måske var hun virkelig dumpet ned på vulkanen? Han lod sin egen dybe bas af en stemme lyde.

"Du befinder dig på Foehn, vulkanøen. Kender du til de andre øer?"

De kastanjebrune øjne veg ikke fra den sorthvide skikkelse. De stod med nogle få meter mellem dem, så han kunne se alle hendes detaljer. Også de specielle aftegn. På trods af sin undring angreb han hende ikke med spørgsmål, han forstod at hun måtte være af en anden verden end den han selv var kommet fra. Og nu var de altså her. Han forsøgte i stedet at finde ud af, hvorvidt hun lige var ankommet eller ej.

word count 255