Post by Deleted on Dec 13, 2013 18:00:20 GMT 1
// Tråd forbeholdt Armonia & RaZorrow X
Efter en længere varende periode, hvor hingsten havde vandret rundt i evigheden; så havde han været på opdagelse. Han havde fået beskuet hvert et område i dette land, så han derved vidste hvor henne der var bedst at befinde sig. Men han havde dog ikke været god til at skabe sig nok bekendtskaber. Ikke at han var i mod det, for det var han bestemt ikke. Dog ville han hellere end gerne møde andre, det gjorde ham bestemt ikke noget.
Hingstens øjne bevægede sig hen over områdets landskab. Denne verden var bedårende, og det havde hingsten ved start antaget. Han havde altid nydt naturen, og dets stilhed. Mørket havde revet sig stille og roligt hen over der hvor Raz stod – men det gjorde ham intet. Der havde aldrig været nogen form for ræd for mørket i hingsten – i det hele taget, var han ikke bange eller ængstelig for ret mange ting. Kun at miste, noget han havde kært. Deraf kom den overbeskyttende side fra ham, som tiltider kunne blive lidt for kontrollerende.
Lige så god en ven og følgesvend denne hingst var – lige så problematisk kunne det også være for dem omkring ham. Hans kontrollerende væremåde, kunne være afskrækkende, fordi de fleste så det værende for meget. Han kunne hurtigt hidse sig unyttigt op – udelukkende på grund af hans beskyttergen.
De lange ben vandrede over jorden; som under ham var forholdsvist blød. Han var på ingen måde generet af den kommende kulde – for hans pels var ganske solid og det var sjældent den svigtede ham. Trods hans hår pagt ikke lignede af ret meget, så var pelsen tæt sammensat, og det gav det en stabil varme. Hårene som var ganske nænsomt placeret korrekt rundt på hans krop var på ingen måde stride, og passede fint til hans varmblods-pels. Det mest kendetegnene ved hingsten var ikke blot hans høje hvide sokker, som alle matchede hans farver og støttede godt op, så han derved ikke blev for mørk at se på. Det var dog hans isblå øjne, som var mest i øjenfaldende. De var ganske rare at se på – ikke stirrende og ubehagelige, men ganske fascinerende, og det faldt i god jord hos dem som befærdede sig i hans selskab.
Trods Raz var en hingst med alle ben solidt plantet mod jorden, så havde han da sine mangler. Han var nu stadig en hingst, med temperament og han var da også bestemt ganske interesseret i det modsatte køn, som han fandt yderst tiltrækkende og fascinerende, på hver deres måder. Han kunne længe betragte hvordan hunkøns-væsnerne agerede på hver deres møder. Nogle var meget selvstændige og lige til – hvor andre var mere tilbageholdende, sikkert på grund af manglede selvtillid; men det gjorde ham ikke så meget. Hvert et individ havde deres historie, og Raz dømte ikke.
