Anthill

Den mørke mule var solidt snerpet sammen om en tot sorte hår og den lyse pels omkring denne spættet med blod og enkelte steder på resten af kroppen kunne der lige ledes ænses på blodstænk. Han havde været en smugle hår ved den sorte hoppe, men havde faktisk ikke nogen reel idé om hvad han havde lavet. Det havde nærmest bare slået klik, men denne lille distraktion havde også gjort at Xenon havde sat kursen tilbage mod hans faders grotte, for at overbringe den opgave han nu havde fået, og ligeledes så var tiden ved at rinde ud. Han gjorde et let kast med hovedet, inden han trådte ind i grotten.
De mandelformede ører blev da vendt fremad og han hævede hovedet en anelse, mens de krystalblå øjne gled søgende omkring i grotten.

... Nyahahahaha

Det var ved at være længe siden, at den ulse hingst Rumpelstiltskin havde sendt sin søn ud på lidt af en opgave. Nok ikke en opgave han havde fundet særligt spændende, men netop derfor havde den været perfekt. Havde han kunnet samle sit ungdommelige og ukoncentrerede sind om det, så var han klar til at lære for alvor.
Grotten havde endelig fået ro, efter et utal af sjæle der havde vandret ind og ud af den på den seneste tid. Han havde forudset han ville møde mange sjæle, der var lette at lokke, men ikke så mange som der faktisk var dukket op. Det havde frydet ham, at han allerede havde magt over så mange, i større eller mindre forstand.
Længe varede freden dog ikke, for snart lød de trip trappende lyde af hovtrin imod gulvet i grotten. Rumpelstiltskin vidste dog godt hvem det var, for udenfor grotten havde han kastet en formular, der tillod ham at vide hvem der trådte ind i hans hule, før de gjorde det. Xenocrates var kommet, endelig. Derpå vendte den skumle sjæl sig rundt for at stå ansigt til ansigt med sin søn.

,,Nyahahaha, så kom du alligevel, kære!"

Der gik ikke længe før de krystalblå øjne hvilede på hans faders og han sænkede hovedet en anelse. Xenon nærede skam stor respekt for sine forældre og de var nok også nogle af de få han havde respekt overfor i det hele taget. Han vippede svagt med de mandelformede ører, inden han placerede den lille hårlok på hans bagparti så han kunne tale. Han smaskede let og skar en grimasse inden han igen rettede opmærksomheden mod sin fader.

" Ja.. Der kom lige noget i vejen"

Det sidste fadede ud i en slags mumlen og han hævede da atter hovedet og afventede så blot at hans fader bad ham om at sige frem.

... Nyahaha

Den unge Xenocrates, var som altid meget kortfattet i sine udtalelser. Det kunne man jo også sige, at Rumpelstiltskin var. Han talte aldrig, med mindre det var unødvendigt. Med en kort brummen nikkede han blot til hans afkom, der proklamerede at noget var kommet i vejen for hans opgave. Om det var en dårlig undskyldning eller ej, var Rumpelstiltskin ligeglad med, også selvom han med lethed ville kunne bryde ind i hans sind og se om han skulle lyve. Men, som sagt, han var ligeglad. Han fnøs kort, inden han med en nærmest listende adfærd trådte tættere på Xenocrates.

,,Sig frem, nyah!”

Hvislede han så, nærmest med en slanges tunge. Havde den unge hingst mon dog overhovedet forstået hvad han skulle? Havde han gjort det? Og ville han nogensinde være i stand til at se ind i andres sind, deres tanker?

Normalt var Xenon meget cool omkring ting, men det her gik ham stadig lidt på. For set nu han ikke havde gjort det ok og han fejlede. Tankerne fik ham til at rykke uroligt på sig, men hans faders ord fik ham til at stivne og han stirrede med store øjne på ham, inden et højt fnys fik ham bragt ud af sin tågede tilstand.

" Øhm ja.. Myrerne lever i meget store flokke og der er således en rangordning. Der er hanner, dronninger, soldater og arbejderne. Alt efter hvilken slags myre der er tale om kan det forekomme der er flere dronninger. Du kan typisk kende hannerne og dronninger på at de har vinger.
Dronninger er støre end arbejderne og laver ikke noget særligt udover at lægge æg, som enten alt efter de bliver befrugtede bliver dronninger, arbejdere eller hanner. Derfor bliver hun helt op imod 5 år før der træder ny eller nye til. Det kan også ske hun vælger at flyve væk med nogle hanner for at undgå indavl. De larver der kommer fra æggene, som skal være dronninger, bliver favoriseret i den forstand at hvis der kommer angreb på deres bo, så vil disse blive reddet først.
Arbejderne er alle sammen hunner, og det lever kun ganske få uger, men er til gengæld hårdarbejdende og dedikerede til at tjene dronningen.
Soldaterne har større hoveder end arbejderne, og tro det eller ej, myrer er utrolig territoriale, men de fungerer lidt ligesom arbejderne. Og sådan fungerer deres samfund egentlig. Dronningen er moder til alle de nye myrer, som ikke bestiller andet end at arbejde hele deres liv, for intet umiddelbart formål end at holde deres samfund kørende og de bryder sig bestemt ikke om at man jokker i deres tuer.. Så kommer soldaterne efter en og arbejderne får travlt med at beskytte dronningernes afkom, ved at flytte dem hen i den del af tuen som ikke er ødelagt. Komplekse små størrelser.."


Xenon var færdig, men havde ingen idé om hvorvidt det var tilstrækkeligt. Han havde synes det hele havde virket yderst dumt og intetsigende, for han var nemlig ikke helt sikker på hvilke planer hans fader havde med ham.

...Nyahahaha

For at være ærlig, så var Rumpelstiltskin ragende ligeglad med hvad den unge hingst fremsagde. Han kunne have snakket om skyer, jord, vand, det havde været lige så kedeligt at høre på. Hvis ikke det var fordi, at han dog var interesseret i, at Xenocrates faktisk havde gjort det, som han var blevet bedt om, kunne han have stillet sig op og gabt af kedsomhed, over den fremlægning som han fik.
Han lod mulen åbnes og lukkes lidt i ujævne bevægelser, som efterlignede han den tale som den unge hingst lige havde holdt. Den overdrevne adfærd var tydelig. Han gjorde nærmest grin med ham, inden ham med snigende og overdreven hysteriske bevægelser trådte tættere på.

,,Godt så, du har forstået hvad det vil sige at se, nyahaha!”

Det var et skridt på vejen, men der var et trin mere, før han var klar til at bruge de kræfter, som Rumpelstiltskin havde sanset han var født med, for alvor. Han nikkede kort, inden han spankulerede en runde omkring den unge hingst.

,,Nååh, sønnike. Det næste du skal gøre, er at finde en du kan bryde ind i sindet på. Find en, som du mener det kan gøres på og slæb med tilbage hertil.. Og indtil da, så vil jeg ikke se din bagdel i min hule!”

Udfordringen var tydelig, fryden var tydelig. Han nød at sende ham afsted allerede efter så kort tid; for hvis ikke han gættede meget forkert, så havde Xenocrates håbet på at få noget mere .. nyttigt ud af dette møde, end blot at blive sendt ud igen. Ak ja, men det var også det sidste han skulle gøre, inden han ville have styr på de kræfter der gemte sig under hans skind.

Skuffelsen stod klart malet i Xenons krystalblå øjne da hans fader allerede sendte ham bort på en ny opgave. Dog brokkede han sig ikke synderligt for det var vel forventet. Han nikkede blot tavst og begav sig uden et ord ud af grotten, men længe gik der ikke før Xenon vendte tilbage. Nu i selskab med en sort hoppe, Aviaja. Han mente at hun var overkommelig, i så fald kunne han få hende til at være det, for det var trods alt ikke noget vitterligt skadeligt sådan at bryde ind i sindet på hende. Han havde noget at afpresse med, nemlig den bule der kunne ses på hendes mave. Han sendte hoppen et roligt udtryk og et kækt smil, inden han stoppede op inde i grotten.

" Så er vi her.. "

Lød det så roligt fra ham og han afventede nu blot at hans fader ville dukke frem fra dybet.

… Nyahaha

Der gik faktisk ikke så længe, som den skumle Rumpelstiltskin havde forventet, før den unge hingst som kunne kalde sig hans søn, kom tilbage med en sort hoppe kaldet Aviaja. Som Rumpel hurtigt kunne fornemme skulle bære hans barnebarn. Et foragtet udtryk fandt først vej til hans mule, inden han nærmest opgivende trådte frem, for at ’tage imod’ hans gæster. Han fnyste kort, tydelit henvendt til Xenocrates, inden han med den vandte nærmest hysteriske attitude. Han bukkede ganske galant for den fremmede hoppe, i den forstand at han ikke havde set hende før, men han kendte til hende, ligesom han kendte til alle der besøgte denne ø. Med et nærmest ondskabsfuldt smil nikkede han så endnu engang mod Xenocrates, inden han med en ganske enkelt befaling, ville have ham til at vise hvad han egentlig kunne.

,,Bryd ind i hendes sind”

Sagde han da. Han kunne, og han ville vide hvis Xenocrates faktisk lykkedes at gøre det; at lukke sine øjne og se med sindet. Se det lys hver levende ting udsender, som symboliserer deres sind. Gå tæt på det, bryde de murer ned de måtte have og dermed læse deres tanker og hensigter. En ting som han nød at gøre, især fordi intet kunne holdes hemmeligt på denne måde; og dette, ja, det var den evne han vidste Xenocrates var født med – og som nu skulle udvikles til det potentiale han havde.

Snart efter befandt de sig på en ø. Aviaja mindes ikke at hun havde besøgt denne træbevoksede ø, men hun ville aldrig sige aldrig, og det var ikke sikkert for hende, om de små hove i fortiden havde færtet her forbi. Et let smil lå om de fløjlsbløde læber, men derunder fremvoksede uroen støt. Var det overhovedet en god beslutning at følge denne fremmede hingst? Og hvor skulle hun egentligt hen? Hendes ydre vidste ingen tegn på denne fustration og tvivl og det eneste, som bar det mindste prej af den, var at hun adskillige gange på sin tur mod det sted, hun nu skulle hen, rystede sin pandelok på plads.
Snart efter kom en lys, rød skikkelse til syne og med det samme vidste hun, at denne sjæl ikke var som andre. Der var noget særligt over den her hingst, som hendes nyfundne "ven", eller hvad man nu lige kunne kalde deres forhold, havde fundet frem.

Xeno vippede kort med ørerne over hans faders foragede udtryk. Han rystede kort på hovedet og trak på skulderne. Han så over på den sorte hoppe, som han ikke kunne huske navnet på. Havde han fået det? Han fnyste kort og så nu opmærksomt på sin far og nikkede da roligt, inden han tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Alt var mørkt til en start, men snart begyndte han at kunne fornemme den glødende aura fra de to sjæle der stod omkring ham. Hans faders var der ingen tvivl om hvilken en var og Xenon vendte derfor lynhurtigt opmærksomheden mod den sidste som var den sorte hoppes. Hendes sind var relativt let at bryde ind i, men hoppen synes blank, men han kunne sagtens aflæse den frustation og tvivl som hoppen bar på, for hun havde bestemt ikke vidst om hun skulle følge ham her til. En fnisen lød fra Xenon blot ved tanken om hoppens uro over ham. Hun vidste at både han og hans fader var noget særligt. Hun var normalt genert, men i disse tider som da de var stødt på hinanden fremstod hun ifølge sig selv som mere charmerende og måske en anelse løs på tråden. Ja det sidste var nok nærmere det. Hun ville let kunne manipuleres med, og det var nu allerede bevidst for ellers havde han ikke kunne gøre de ting med hende som han havde gjort. Han klukkede endnu engang og lod et lummert smil spille over den mørke mule.

Den unge Xenocrates endte faktisk med at overraske den snu sjæl, der gik under navnet Rumpelstiltskin. I det samme at han begyndte at se, se for alvor, kunne Rumpelstiltskin mærke hans fornemmelse. Klogt veg hans søn væk fra sindet hos den magiske sjæl og gik til angreb på sindet, som den sorte hoppe havde. Hun havde tydeligt aldrig mærket denne form for krænkelse før, for hun beskyttede ikke sig selv, og så let som ingenting kunne Xenocrates snuppe de informationer han ønskede fra hende, uden videre. Et grumt grin kom fra mulen på Rumpelstiltskin, inden han da selv slog ind for alvor. Han brød direkte ind i sindet på Xenocrates, med en vold der skulle huske ham på, aldrig nogensinde at lægge sig ud imod sin faders kræfter, og samtidig var det den sidste og vigtigste lektion. Xenocrates skulle føle dette selv, for at vide hvordan han skulle beskytte sig, og alt imens Rumpelstiltskin rodede rundt i de minder den unge hingst havde om hans moder, hans ven Titan, ja, alt, stod den ondskabsfulde latter på. Lav var den, men kontinuerlig, og først da Rumpelstiltskin trak sig tilbage igen, ophørte den. Den unge hingst vidste nu, hvad det ville sige at se, og dermed var lektionen overstået. Hvordan han ville udvikle sine kræfter, var helt og aldeles op til ham nu, for hans fader havde lært ham hvad han kunne. I hvert fald for nu. Når han engang var stærkere, ville han lærer ham at bryde ind i vanskeligere sind – såsom hans moders. Men den tid, den sorg, eller fornøjelse alt efter hvem man spurgte, og derpå nikkede han blot til de to sjæle med en sær form for tilfredshed, inden han vandrede ind i hulens dyb igen. Han havde tydeligt givet udtryk for han var færdig med dem, og gik de ikke frivilligt nu, ja, så ville han tvinge dem. Dog vidste han, at Xenocrates ville forstå.

Xenon vidste straks at hans opgave for nu var fuldført, men han havde ikke just regnet med at hans fader selv gik til angreb på ham. Følelsen af at blive berøvet sine minder var ikke en rar fornemmelse. De kriblede og ubehaget bredte sig i den unge hingst. Han kunne fornemme hvordan det hele blev rodet rundt i og han gjorde et protesterende kast med hovedet, men det var hurtigt slut og han så blot over på sin fader med store øjne og let udspilede næsebor. Jo han havde lært lektion og han sendte sin fader en lille nik, blot for at bekræfte. Selv modtog han et nik og han fnyste lettere utilfreds over at han blot endnu engang blev sendt væk. Selvom Xeno ikke var den mest familieorienterede, så var det trods alt hans fader som betød mest for ham i denne verden, og det at han endnu engang bare blev viftet væk synes yderst uretfærdigt og skuffende, men han kunne ikke stille noget op og derfor vendte han sig blot rundt og luskede ud af hulen uden så meget som at se på den sorte hoppe.

// Xeno out