[Signe] Another you.

Den lyse hoppes vandring igennem Andromeda havde ført hende til den sandede ø, hvis navn hun endnu ikke kendte til. Hvis navn hun ikke havde i sinde at søge efter, da hun ikke regnede med at vende tilbage til disse områder, eller denne sandede strand som hendes hove snart bevægede sig over. Ud af det bidende kolde vand vandrede hun, og hoppens isnende svømmetur sluttede. I takt med dette steg hendes håb dog om at slippe væk. Hendes hove flyttedes ud af det grumsede, lave vand for at synke ned blandt småstenene og sandet.

Denne ø så anderledes ud end den hun før havde besøgt, Enophis, men hun besøgte ofte ukendte steder, og derfor var hun desværre blevet blind for skønhed. Hun overvældedes dog over de evige marker af gule sandkorn, og på trods af den bidende vinter så ørkenen utrolig varm og skrækindjagende ud. Desdemona lod sig dog aldrig skræmme, og hendes udmagrede krop bevægede sig derfor væk fra vandet i et modigt tempo.

Hun besøgte aldrig samme sted to gange, og derfor agtede hun ikke at gøre sig bekendt med hverken stier, retninger eller kendetegn. Dog var hendes klare blik opmærksomt og hun indtog disse horisonter med hunger. Hungrende efter en vej ud af dette land, i håb om at det næste ville give hende ro og fred. Men til hvilken nytte? Hoppen vidste at den forfulgte fornemmelse aldrig lod sig drive af hendes sind, så hvorfor ikke hvile? Ej havde hun set sine forfølgere i dette land, men havde de forsøgt sig på disse metoder før? Hun huskede ej.

Desdemona huskede desværre ikke andet end få ting fra sin fortid. Få minder bed sig fast i hendes sjæl imens andre fortrængtes. Hvordan dette skete, var hun i tvivl om. Sørgede forfølgerne for hendes mindetab, eller var det hendes egen hjerne som forrådte hende og fortrængte fortiden for at forhindre hende i at vende tilbage? Hvilken teori hun håbede mest på, vidste hun dog ej.

Hendes tanker måtte trække sig tilbage, som trængte den oprevede vind ind i hendes sind og skubbede de løse tanker tilbage ind. Hun mindedes nogle ord som den første sjæl på hendes vej havde sagt. Hans navn huskede hun ikke, men deres møde var foregået i nattens krybende mørke, og blandt skovens beskyttende stammer. Blot for få nætter siden, og selvom hun allerede havde skubbet meget unødvendig information om mødet og hingsten fra sig, så huskede hun stadig tydeligt hans ord.

Mit bud er at vi er blevet tilegnet en ny chance her i Andromeda. Han havde været venligsindet, og hans aura tryg, men disse faktum gjorde blot Desdemona yderligere mistroisk. Løgne lå oftest svøbt i de varmeste toner, men på trods af hendes evige mistro til alt andet levende, måtte hun indrømme at ordene gav hende håb og drømme. Tåbeligt, hvis hun selv skulle sige det, men alligevel krøb tankerne om et mere simpelt liv nærmere hendes brændende ønsker.

Dog måtte et andet brændende ønske, og dybt instinkt kaste et andet lys på disse pludseligt opståede drømme. At overleve. Hun var blevet jagtet igennem hele livet, så hvorfor skulle denne jagt pludselig stoppe og hendes fjender give op? Hun var ganske sikker på at disse sjæle også havde kæmpet sig ind i landet, på den ene eller anden måde. Blot tanken fik hendes hjerteslag til at løbe af sted ligesom hendes lange, ranglede lemmer.

En skikkelse i horisonten fik hoppen til at bremse op i den korte skræk. Men forskrækkelsen blev hurtigt dæmpet af hendes instinkter som inderligt ønskede at hun skulle flygte. Desdemona blev dog alligevel stående, i stedet for at søge skjul. Hun ønskede svar, og hun ønskede en vej ud af dette mørke som var blevet bundet til hendes sind. Disse ønsker var en byrde, som hun ej kunne ligge på en fremmeds skulder, men hun måtte starte en simpelt sted, og måske var dette sted ej ved denne sjæl. Men måske skikkelsen vidste noget relevant?

Hendes mandelformede ører spidsedes frem, og hendes slanke krop forholdt sig spændt og klar på flugt. Bag det dybt reserverede blik lå nysgerrigheden dog og gnistrede. Nysgerrigheden efter hvilke levevilkår andre sjæle ejede, hvis de ej var bundet til den samme flugt og rædsel som Desdemona. Denne simple gestus med ej at flygte, og ikke at skjule sig for denne fremmede, var nok til at hæve blodtrykket i hoppens skælvende krop.

Måske var hoppens fysik ej imponerende, men hvis blot de fremmede vidste hvilket mod der lå gemt inde bag de slanke muskler.

WORD COUNT: 715

Hingst; det ord var nok det, der beskrev Drezar bedst. Han var virkelig en hingst, reagerede på de impulser han fik og ikke mindst, så vejede han altid en potentiel duft af hoppe i luften. Det var sådan han var kommet frem til en meget lys sjæl, han havde spottet i horisonten, en hoppe, hvis duft ikke var til at tage fejl af. Brunst, måske lidt sent i forløbet, men endnu ’god nok’. Han havde derfor, rent instinktivt sat frem imod denne lokkende duft uden tøven. Drezar, en spraglet hingst med indadvendte ører var lidt af et syn, for hans farve havde mange ikke set lige før. Ikke at han pralede med den, men i hans fortid havde den da hjulpet ham på vej til den kommende succes han skulle have haft; den, der blev revet fra ham, sammen med hans liv og familie. Det havde været noget af et traume, der i tide og utide stadig plagede ham, men ligenu, var alt glemt. Rene instinkter var skudt frem på hingstens krop og bestemte helt og holdent hvad han foretog sig. Med umådeligt rummelige og fyrrige skridt dansede han tættere og tættere på den helt lyse hoppe, for da til sidste at sætte ind på en stor cirkel omkring hende. Hans næsten blærende dans var tilegnet hende, ganske enkelt. At gøre kur til en hoppe, var noget han vidste hvordan man gjorde; i hvert fald hopper af normal standard. Han havde dog oplevet i dette land, at unormale hopper fandtes, og derfor gik han ikke helt tæt på fra start af, men valgte lige at observere hvordan hoppen ville agere. Nok så hun skræmt ud, og ikke særligt tryg ved noget som helst, men det overså han egentlig lidt eller – han valgte at ignorere det. Hans formål burde ikke skræmme hende, overhovedet, især ikke når hun lige præcis stadig var klar til at blive bedækket. Han begyndte at udsende dybe, lokkende brum som skulle tiltale hoppens reflekter og instinkter, og alt imens hans øjne meget nøje var fængslet på hoppen, kredsede han langsommere tættere og tættere på, mens han gradvist sænkede tempoet til overbevisende skridt. Ja, han vidste han var en værdig hingst, og det lagde han absolut ikke skjul på.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,380,true]

[atrb=background,http://oi41.tinypic.com/20z32gl.jpg] Under solens stråler. Udsat af det kraftige lys, og forvildet væk fra skyggernes trygge rammer, stod den lyse hoppe nu. Bar og afklædt af manglen på en flugtplan eller et gemmested. Og selvom hoppen hverken var ynkeligt ræd, eller ej kapabel til at vogte over sig selv, så følte hun sig nøgen da hun nu stod som måleskive for hingstens blik. Langsomt krøb kulden op langs hendes rygrad, men om det grundedes hoppens generte side, som blussede op i hende af hingstens nærvær, eller den pludselige kulde som greb hendes våde krop da vinden blussede forbi, var ikke klart. Hendes våde blik fulgte opmærksomt og varsomt hingstens bevægelser, og i takt med at han kom nærmere faldt hendes ører også langsomt ned til en advarende position. Ej var hun fjendtlig, men hendes reserverede og sky vaner var tydelige. Solen var faldende, og den kølige ø af sand og ørken fik et brændende skær, da solen spejlede sine orange farver i de små, varme sten. Snart ville stjernerne brænde igennem det blå tag ovenfor og mørket ville give hende et betryggende gemmested. Men indtil da, måtte hun tage til takke med denne hingsts selskab, hvilket fik nysgerrigheden til at brænde under huden. Det var sjældent at hoppen blev foræret en anden sjæl til at drive tiden forbi med, men hoppen takkede som regel også nej til de tilbud der blev bragt hende. Hun var en indelukket skabning, som gerne blot levede i sine egne verdener og vandringer, men selvom hun var en sand enspænder, så kunne hun ej benægte sine inderste instinkter. De instinkter som hun gerne så forbi, men ej kunne hun benægte at hendes race var et flokdyr. Hun kunne ej overleve uden en smule selskab. Dog var hoppen ej erfaren med andres nærhed, og derfor gjorde det hende dybt utryg at hingsten var så påtrængende. Selvom hingstens dybe brummen skar lige igennem hende, og drog hendes spinkle krop mod sig, så måtte hun træde et skridt tilbage med en skeptisk rynket mule. Hendes øjne var fyldte af mistillid og uro, men alligevel hævede det udmagrede hoved sig opmærksomt og et enkelt mandelformet øre vippedes mod hingsten i et split sekund. Hvad ville han? Mange spørgsmål formedes i hoppens sind, mange undrende tanker rørte hende flygtigt for at siden glemmes og flyve videre ud i intetheden. Hendes hals blev tør af alle ord der boblede i hende. Alle tanker og alle spørgsmål. Men hun var tavs. WORD COUNT: 407

Brunsten hang endnu i luften, en duft som den iltre hingst aldrig nogensinde havde kunnet ignorere. Han var, som han nu var, instinkterne rasede derud af, og sindet, som han besad føjede dem. Som mange måske ville bemærke, var han egentlig en simpel hingst. Reagerede på det, der var at reagere på, og når stilheden og ensomheden var over ham, var han ofte i gang med at lede efter noget, der kunne tilfredsstille hans sind, hans puls. At stå stille for sig selv, havde aldrig været noget som den spraglede hingst havde synes om, hverken tilbage hos sin ejer, på skibet, eller her.
Med iltre fnys fortsatte han rundt om den lyse hoppe med knæhøje løft, ophøjet hals og velløftet ryg. Alt i alt så han ganske formidabel ud, imens han udførte første akt af sine tilnærmelser. Endnu var hoppen tavs, stiv, lignede en der kunne flygte når som helst, ignorerede han det fortsat. Han sænkede nu farten helt, til han til sidst stod på stedet, en smule skråt ud for hende, for ikke at ’låse hende’ så at sige. Nogle hopper panikkede, hvis man placerede sig foran, det havde han lært. Her udførte han den mageløse dans han havde lært derhjemme, på stedet, med lavt ansat bagpart og høje løft på forben. Han stod sådan, blot et minut eller to, for ikke at tabe hendes interesse, og derpå trådte han med nærmest voldsomme skridt helt hen ved hendes side, hvor han med de tillokkende brum lod sin mule søge hendes hals, indhalere hendes duft og udføre den første fysiske kontakt. Nok var hans puls forhøjet, på grund af alt det bevægelse han havde udført, men den var ikke ukontrolleret. Med en dyb vejrtrækning, lod han mulen langsomt føres op imod hendes hoved, for at finde ud af, om en afvisning var på vej, eller en accept af hans tilnærmelser; for aldrig, nej, aldrig måtte man gå for hurtigt frem. Det var nærmest en hel kunst, det han var ved at udføre, men han var god til det. Han havde lært det fra den bedste og vidste, at hopper skulle behandles som dronninger. Altid.

[Lukker denne tråd ]