I stjernetegn af sne. |Åben tråd|

Foxie Don John

En brise strøg gennem de nydelige nøgne birketræer i skoven, som lå stille og velordnet under de kulsorte himmel; det sidste sted i verden, man ville forvente, at fantastiske ting ville finde sted.
Stille lader jeg mine skridt flyde ud i en iskold vinter dans, imellem blade og træer under stjernetegn af sne. Selv noget så tåbeligt som en livlig fantasi var at foretrække frem for, alle disse underlige hændelser havde væet den skinbarlige virkelighed. De ensomme natter, de levende lys som ligger over os, som et fleecetæppe...
Smerten i mit bryst og sorgen i mit åndedrag blev til tusind tomme blikke. Ved ikke hvad jeg søger. Jeg ved ikke hvor jeg efterlod mig selv denne gang.-

Et fnys forlod mulen på den spraglede Drezar. Kulden havde efterhånden taget til, og nu lå der ligefrem hvidt stads på jorden og blokerede hans vej. Drezar, eller Jagdis, alt efter hvad man nu ville kalde ham, var født og opvokset i et varmt og fugtigt klima. Kulde, blæst og sne var fremmede ord for ham, og hverken hans psyke eller pels var rustet til denne type vinter.
Frustreret over at kulden efterhånden havde kravlet ind under skindet på ham, satte han frem i en nærmest voldsom trav, for at ryste gang i hans muskler igen. Han var ligenu ligeglad med, om han så præsentabel ud, nej, det kunne vente. I stedet pløjede han frem gennem sneen i trav, der snart blev til galop, hvis tempo blot blev øget og øget.
Sådan fortsatte han ind igennem de nøgne træer, uden sådan rigtig at ænse sine omgivelser. De interesserede ham på nuværende tidspunkt ikke. Man kunne vel sige, han var en simpel hingst på mange punkter, for hans instinkter var noget af det han reagrede mest på. Følelser og hvad der ellers hørte med, havde han masser af, men var godt i stand til at ignorere dem, hvis noget mere vigtigt pressede sig på; som nu. At få varmen.

Foxie Don John

De sti høje birketræer ved min side, tårer sig op i skovåbningen og lader stille sneen stie ned langs min røde pels. Jeg lod min mule køre ned langs den kolde, sne dækkede jord. Efterfuldt af et dybt suk. Jeg lod mine tanker snie sig ind i sindet. -Lader dem føre mig rundt i den let beklæde skov. -Skridt efter skridt drog jeg mine spættede ben frem i en sorgmodigt skridt gang. Jeg lod mit hovede tage op og kiggede mig omkring. En isfrosen sø stoppede min kurs. Jeg lod min hov skrape et kul i isen. Det iskoldevand fyldte min mund. det sprede lidt energi i min store tunge krop.-

I takt med at musklerne under det spraglede pelslag langsomt kom til live igen, havde han bevæget af af en ukendt vej ind igennem skovens domæne; Drezar var endnu ikke den mest velkendte i landet, og denne vej havde han aldrig betrådt før - hvilket først gik op for ham, da hans forhove blev placeret på et tynd lag is, der omgående gav efter for hans vægt. Med et hidsigt hvin hev han sin forpart tilbage, ja nærmest satte sig på bagdelen, for at stoppe sin bevægelse helt. Der stod han så nu, bradt bremset op fra hans voldsomme bevægelser.
Med et kort, forundret fnys lod han mulen sænkes ned over det tynde lag is, der så fint havde dækket den sø, han havde fået forvildet sig ind til. De indadvendte ører blev vrikket frem og tilbage, inden han trak hovedet voldsomt op. Mystisk var det; hårdt vand.
Han stod lidt og betænkte hvad dette dog kunne skyldes, inden hans sanser fortalte ham, at han ikke var alene. På den anden side af søen så han en rødlig hoppe, hvis træk han på denne afstand ikke helt kunne se i detaljer. Han rankede sig en smule og udsendte et hingstet vrinsk imod denne fremmede sjæl, blot for at finde ud af, hvad hun mon var ude på.

Foxie Don John

Et hingstet vrinsk lyder i hendes øregange. I en hurtig bevægelse tager hun hovedet op for at orientere sig. I det fjerne på den anden side af den til frosne sø, tårner en stor hingst, plettet i bladenes farver i efteråret. Hun lader hovedet svinge ned i en mere naturlig holdning. Hun spejlede kort søens små bølger, isen var revnet. Sneen begyndte at falde igen, de smukke hvide regndråber landte på hende helt uden hun blev våd. Hun kiggede igen over til hingsten, drevet af hans Nysgerrighed lader hun et hoppet vrinsk møde hans.-

Søen, som ligger imellem de to sjæle virker umiddelbart ikke som en voldsom hindring, da hoppen på den anden side reagerer på hans stemme. Hendes vrinsk, som er modsvar til hans, sætter en iver igennem kroppen, den brogede krop, inden han med nærmest overgearede skridt begynder at danse, nærmest helt nede i vandkanten, omkring søen. Det kolde vand, der af og til blev plasket op imod hans tynde ben, var han nu ligeglad med. Før, hvor hans tanker havde kredset omkring kulden, havde det generet ham ufatteligt, men nu, ingenting. Det tog ham noget tid at nå hele vejen omkring søen, og han ville ikke have undret sig hvis hoppen i mellemtiden havde fundet på noget andet at lave – men hun stod der endnu, og med fyrrige skridt dansede han nu helt hen til hende. Med hvælvet hals og løftet ryg udsendte han utallige, hingstede brum, inden han ’slog sig ned’ i flot stilstand, med samlede ben, foran hende. Han rakte derpå mulen frem imod hende, for at puffe, snuse, og hvad der ellers hørte med til en hilsen. Ja, han var meget fysisk anlagt, sådan var han opdraget; og kunne hoppen ikke lide det, måtte hun sige fra – for ellers fortsatte han skam i denne dur.

[Lukker denne tråd ]